Monthly Archives: juli 2006

Lørdag 19. august udkommer min digtsamling

                                 et skrig er i spil
                                 lever sit eget liv
                                 det kan ikke høres 
                                 tåler ikke dagslys
 
                                 en slags borgerkrig
                                 mig mod mig selv
                                 lyddæmpede våben
                                 døve krigere i front
 
                                 de blotter tænderne
                                 bider små lunser af
                                 flår bindevævet itu
                                 æder af hinanden 
 
                                 det kan bare ikke ses 
                                 jeg gør det man skal
                                 med ført hånd noteres 
                                 linjer af larm uden lyd

 

 

 

Flere smagsprøver: http://www.sentura.dk/bent_otto_hansen_uddrag.html

 

 

 

Reklamer

Et simpelt spørgsmål om dannelse

Er det i orden at tale med sig selv?

Forleden sad jeg i godt selskab over et glas modgift mod hedeslag, da snakken af sig selv listede hen på emnet. Der var konsensus – og det var stort set også den eneste vind der rørte sig. Så der blev ordineret nye nedkølende doser med bobler.

Enigheden gik mest på at det er okay at tale til sine kæledyr.

Hamstere, guldfisk, schnauzere og ægtemænd…også selv om man aldrig får andet svar end grynt og tungen ud af halsen. Mens vi talte om det sørgede vi hele tiden for at kigge på en af de andre ved bordet, så vi ikke kom til at skyde os selv i fødderne. 

Det er i forvejen oppe i tiden at dreje rundt om selv på pladser og banegårde og rable ord af sig som om man er mentalt overfrankeret, alt imens man svinger vildt med armene. Ser man nærmere efter viser det sig hurtigt at personen taler til en fornærmet øresnegl.

Men når det gælder decideret selvsnak går grænsen cirka ved grønne planter, stumtjenere og billeder af børnebørn. Et lille flertal kunne godt goutere denne opførsel, dog ikke hvis man var alt for ung eller havde det med at tale med to tunger.

I en pludselig pause hvor de andre skyllede ned, følte jeg at det lissom var min tur til at åbne døren til privaten på klem, og byde på lidt af mig selv.

Jeg sagde lige ud som det var – at jeg sandelig da ikke sådan går alene rundt og taler med mig selv. Må jeg være fri! Men hvis min gamle teddybjørn henne i sofaen stiller mig et direkte spørgsmål, så synes jeg simpelthen det er uhøfligt ikke at svare.

Værtinden gik straks ud efter mere at drikke.  

De mest moderne opfindelser

Forleden var jeg i BonBon-Land. Datteren ville gerne til Holme-Olstrup og snurre rundt. Fint med mig, bare jeg slipper for de værste torturinstrumenter.

Jeg tog en enkelt tur i rutchebanen Vild-Svinet som kører mere end lodret nedad før den looper og bytter rundt på ens nyrer og hjernehalvdele.

Det var en fredag, men der var – syntes jeg – overraskende få gæster. Nuvel, sådan en sommerdag skriger jo efter en strandtur, men alligevel. Jeg gik rundt og satte mig på bænkene, mens datteren blev eleveret og sideværts forskubbet i helvedesmaskinerne.

Jeg har boet på Dyrehavsbakken fire-fem somre i min barndom, idet mine forældre arbejdede i en kaffestue og i et muntert køkken – selvom det af og til var svært at kende forskel. Derfor har jeg nogle meget bastante holdninger til markeder, tivolier og menneskene i dem, både gæster og medarbejdere.

BonBon-Land kan jeg godt lide. Måske er det fordi Michael Spangsbergs bolsjekoncept sidst i firserne med de frække navne tiltalte mig fra starten, men jeg synes også der er en hyggelig stemning i hans dropskogende land som sådan. De mange bolsjedyr er charmerende forvandlet til jern og stål. 

Havde ideen været at suge penge ud af folk på rekordtid Ã¡ la Disneyland i Paris, så havde der været mange flere no-food madsteder og langt færre af de solide træborde og havebænke med gode parasoller over. Det gik jeg dér og filosoferede over mens datteren hvinede af fryd tyve meter oppe.

Pludselig flapsede en stor skrigende måge op lige foran fjæset på mig. Jeg blev sgu så ræd at jeg tværede guf fra min femkuglede gammeldaws isvaffel rundt i fuldskægget.

Alligevel var min første tanke pudsig nok ikke: – Fuck dig, din tyndskidende hættehovede pølsebrødstigger!

Det ville den have været, hvis fuglen havde basket mig om ørerne på Rådhuspladsen eller Hovedbanen…hvilket sker tit. Nej – det første jeg tænkte på var, at det da var helt utroligt så livagtigt BonBon-Land havde skruet den måge sammen…den jo virkede helt livagtig!

Det var den så altså bare også. Med ægte dna-kode og økologisk mågeklat med meget få kulhydrater. Sådan kan man blive lullet ind i en temaparks vellykkede tekniske forsøg på at efterligne virkeligheden.

Eller også var jeg mere tummelumsk oven på den vildt svinske himmelfart end jeg ville være ved. Det var jeg jo nok.

Eller også har jeg i det hele taget været lidt alternativ upstairs lige siden min barndoms ca. 900 ture i Bakkens rutchebane – for slet ikke at tale om de daglige centrifugeringer i buret i børnekarrusellen?

You tell me!     

På tærsklen til åbenbaringer

Hvis jeg var 20 år ville jeg være meget optaget af hvad der skal ske i weekenden. Da jeg er godt og vel dobbelt så gammel er jeg mere optaget af om jeg eventuelt burde være lidt mere livsfræsch, i betragtning af at jeg statistisk set er tættere på døden end en tyveårig.

Hvad skal jeg så finde på af modige ting, nu hvor jeg nærmer mig de støvede år?…(der er i hvert fald støvet nok her på bordet og skærmen kunne have godt af en klud).

Well, jeg burde nok gøre lissom en meget grim mand jeg hørte i radioen engang. I hans livsmidte fik han samme følelse som mig: at resttilværelsen måske burde angribes lidt mere forfra. Han begyndte derfor konsekvent at spørge de kvinder han høfligt kurtiserede (og hemmeligt begærede) om de ville have sex med ham.

Til hans store forbavselse og kraftige nydelse (okay…måske lyver han…til dagligt skriver han filmmanuskripter) røg han direkte i trusserne på en hel del af dem – i hvert fald langt, langt flere end han havde turdet drømme om.

Og her sidder jeg så i min blue couch.

Sublimering kan være en kunstart i sig selv.

Jeg har fx. lejet fem film i fem dage for 75 kroner, og jeg er dybt rystet over hvor gode de er. At jeg for kun femten kroner pr. styk kan få lov at opleve time efter time af så fornemt et teamwork i så forskellige og fremragende produktioner er meget nydeligt og mere end velkomment.

Det vil jeg prøve at glæde mig over, nu hvor mit eget kunstneriske dayjob kan downloades via TDC’s musikhjemmeside. Indtil videre får jeg ikke noget økonomisk ud af den nye platform for rundkastelse af min hestehviskerrøst, men man har jo lov at håbe.

Engle findes nemlig…man kan møde dem i drømme og i hallucinationer og på dvd og i mp-3 filer og i Nakskov.

Man skal blot huske at være i live. Det er en hård, men klassisk og dødnem præmis. 

Livet er livligt.      

Løn som forskyldt

 

Før New Journalism blev opfundet var det forbudt for en journalist at blande sig selv ind i artiklen eller indslaget. Ej heller processen frem mod målet måtte indgå i det færdige resultat. Heldigvis er det anderledes nu, og jeg synes at talentfuld subjektivitet er langt mere fremmende end tungen-lige-i-munden metoden.

Men på DR i aftes overskred en TV-AVIS reporter i Beirut den tynde røde streg i sandet. Han og en flok andre journalister var af Hizbollah blevet vist rundt i den bydel hvor den israelske hær har bombet mest. På et tidspunkt overflyves gruppen af et israelsk fly, og gruppen opfordres til at gå i dækning.

Reporteren slutter sit indlæg med at sige at han nu vil følge opfordringen, idet hans løn ikke er så høj at han vil tage chancen og blive ude på pladsen.

Journalistlønningerne på TV-AVISEN er høje nok til at man uden videre kan udnævne hans utidige lønforhandling som værende dybt, dybt pinlig – især når man betænker den skæbne som Beiruts civile indbyggere frister.

Mon ikke de israelere der dagligt frygter at blive ramt af et Hizbollah missil, hellere end gerne vil bytte lønseddel med den danske himmelstürmer?

Værre for DR-manden blev det da hans TV 2-kollega i sin vinkling – stående midt ude på den plads som DR’s udsvedte just var rendt af – i TV 2 Nyhederne senere på aftenen kunne fortælle at det er en daglig foreteelse at reportergruppen vises rundt, og at det er lisså sikkert at der straks efter kommer et israelsk fly og skaber panik.

Begge sider i konflikten kender klokkeslettet for seancen og spiller hver dag hver deres forudsigelige rolle, sagde TV 2’s mand – mens hans DR-kollega i baggrunden søgte dækning så hans pensionsordning slap uden skrammer eller krigstraumer.

Så meget højere tror jeg ikke at lønningerne på TV 2 Nyhederne er, at deres udsendte ville risikere at dø på stedet for den.         

Så er det man tænker på den klassiske film om tv-nyheder: ‘Network’ – og får lyst til at stikke hovedet ud af vinduet og råbe at nu kan det være nok.