Forleden var jeg i BonBon-Land. Datteren ville gerne til Holme-Olstrup og snurre rundt. Fint med mig, bare jeg slipper for de værste torturinstrumenter.
Jeg tog en enkelt tur i rutchebanen Vild-Svinet som kører mere end lodret nedad før den looper og bytter rundt på ens nyrer og hjernehalvdele.
Det var en fredag, men der var – syntes jeg – overraskende få gæster. Nuvel, sådan en sommerdag skriger jo efter en strandtur, men alligevel. Jeg gik rundt og satte mig på bænkene, mens datteren blev eleveret og sideværts forskubbet i helvedesmaskinerne.
Jeg har boet på Dyrehavsbakken fire-fem somre i min barndom, idet mine forældre arbejdede i en kaffestue og i et muntert køkken – selvom det af og til var svært at kende forskel. Derfor har jeg nogle meget bastante holdninger til markeder, tivolier og menneskene i dem, både gæster og medarbejdere.
BonBon-Land kan jeg godt lide. Måske er det fordi Michael Spangsbergs bolsjekoncept sidst i firserne med de frække navne tiltalte mig fra starten, men jeg synes også der er en hyggelig stemning i hans dropskogende land som sådan. De mange bolsjedyr er charmerende forvandlet til jern og stål.
Havde ideen været at suge penge ud af folk på rekordtid á la Disneyland i Paris, så havde der været mange flere no-food madsteder og langt færre af de solide træborde og havebænke med gode parasoller over. Det gik jeg dér og filosoferede over mens datteren hvinede af fryd tyve meter oppe.
Pludselig flapsede en stor skrigende måge op lige foran fjæset på mig. Jeg blev sgu så ræd at jeg tværede guf fra min femkuglede gammeldaws isvaffel rundt i fuldskægget.
Alligevel var min første tanke pudsig nok ikke: – Fuck dig, din tyndskidende hættehovede pølsebrødstigger!
Det ville den have været, hvis fuglen havde basket mig om ørerne på Rådhuspladsen eller Hovedbanen…hvilket sker tit. Nej – det første jeg tænkte på var, at det da var helt utroligt så livagtigt BonBon-Land havde skruet den måge sammen…den jo virkede helt livagtig!
Det var den så altså bare også. Med ægte dna-kode og økologisk mågeklat med meget få kulhydrater. Sådan kan man blive lullet ind i en temaparks vellykkede tekniske forsøg på at efterligne virkeligheden.
Eller også var jeg mere tummelumsk oven på den vildt svinske himmelfart end jeg ville være ved. Det var jeg jo nok.
Eller også har jeg i det hele taget været lidt alternativ upstairs lige siden min barndoms ca. 900 ture i Bakkens rutchebane – for slet ikke at tale om de daglige centrifugeringer i buret i børnekarrusellen?
You tell me!
Beologisk Institut 