Et simpelt spørgsmål om dannelse

Er det i orden at tale med sig selv?

Forleden sad jeg i godt selskab over et glas modgift mod hedeslag, da snakken af sig selv listede hen på emnet. Der var konsensus – og det var stort set også den eneste vind der rørte sig. Så der blev ordineret nye nedkølende doser med bobler.

Enigheden gik mest på at det er okay at tale til sine kæledyr.

Hamstere, guldfisk, schnauzere og ægtemænd…også selv om man aldrig får andet svar end grynt og tungen ud af halsen. Mens vi talte om det sørgede vi hele tiden for at kigge på en af de andre ved bordet, så vi ikke kom til at skyde os selv i fødderne. 

Det er i forvejen oppe i tiden at dreje rundt om selv på pladser og banegårde og rable ord af sig som om man er mentalt overfrankeret, alt imens man svinger vildt med armene. Ser man nærmere efter viser det sig hurtigt at personen taler til en fornærmet øresnegl.

Men når det gælder decideret selvsnak går grænsen cirka ved grønne planter, stumtjenere og billeder af børnebørn. Et lille flertal kunne godt goutere denne opførsel, dog ikke hvis man var alt for ung eller havde det med at tale med to tunger.

I en pludselig pause hvor de andre skyllede ned, følte jeg at det lissom var min tur til at åbne døren til privaten på klem, og byde på lidt af mig selv.

Jeg sagde lige ud som det var – at jeg sandelig da ikke sådan går alene rundt og taler med mig selv. Må jeg være fri! Men hvis min gamle teddybjørn henne i sofaen stiller mig et direkte spørgsmål, så synes jeg simpelthen det er uhøfligt ikke at svare.

Værtinden gik straks ud efter mere at drikke.  

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s