Monthly Archives: august 2006

Det er ganske enkelt

Først og fremmest skal jeg lige vokse op og spille noget fodbold. Så skal jeg prøve at ryge og drikke noget kirsebærvin. Jeg har lektier for, men det har de andre også. Pludselig er jeg mandshøj og knust af kærestesorg.

En solrig formiddag bliver jeg faderløs. Dagen efter dømmer jeg en old boys fodboldkamp. Spillerne er både infantile og Old Hat. Så synger jeg en sang og er igen knust af kærestesorg. Jeg ved ingenting, men har langt hår og tynde lår.

Jeg er som en mekanisk legetøjsabe der trækkes op og sættes på en bordplade hvor jeg vibrerer og klikker og dirrer, inden jeg slår en voldsom baglæns kolbøtte på stedet, og dernæst lakonisk afventer en ny fjederspænding som om intet var hændt.

Jeg får et job med en chef jeg hader, men han dør jo. Så får jeg et nyt arbejde og er påny knust af kærestesorg. Der sker ikke noget særligt i de næste tyve år, bortset fra at jeg får min livsdrøm opfyldt, bliver gift og og far og skilt og skaldet.

Pludselig er det onsdag og jeg har glemt at købe skæreost. Det kan jeg næsten ikke klare. Tiden er ubarmhjertig. Jeg kan have en kæreste og alligevel være knust af hjertesorg. Det er udfordrende.

Jeg kan skrive om det. Det er egentlig unødvendigt. Baglæns kolbøtte på stedet.

Hopla.                     

Himlen i Haven plus Hansen = Paraplyrik

Plask. Poesiens Dag i går i Frederiksberg Have blev efter en halv times tørvejr forvandlet til en nærmest overnaturlig dyst på ånd og materie.
 
Digterne fik vasket munden og muserne morede sig.  
 
Himmeldæmningen brast lige efter at jeg måske lidt for højt havde deklameret et digt om at Gud er våd.

Det var åbenbart lige lovlig sjovt. 
Torden, blitz og lange lige snore af vand.
 
Jeg havde inden dommedagsdråberne fået besøg af to dejlige kvinder, der nu med opslåede paraplyer krøb sammen siddende på det tæppe med plasticunderlag jeg havde taget med.
 
Under min aluminiumslette filminstruktørstol stod min medbragte køkkenradio og spillede afvæbnende new age-musik.
Lyden flød ud af højttalerne mens regnvandet dryppede fra stofsædet direkte ned til den snurrende cd.
Jeg fatter ikke hvordan batterierne holdt stand.
 
På et tidspunkt stod jeg og råbte et digt ind i øret på en gæst, der var standset ved mit hvide navneskilt i går. Regndråberne hamrede så hårdt ned på paraplyerne at jeg var nødt til at hæve stemmen for at kunne høres selv på en halv meters afstand. 
 
Pludselig kom en smuk ung kvinde hen imod mig midt under een af de allerværste skyller. Hun havde en kurv med. Same old story, tænkte jeg…men nej. Over sig havde hun den samme lillafarvede paraply, som jeg selv havde fået udleveret som deltager.
 
Hun bøjede sig ned til mig og de to kvinder på tæppet, og spurgte om vi ville have kaffe. Gratis og med venlig hilsen fra arrangørene. Jeg troede det var løgn, men der blev hældt op. Det er een af de mest forunderligt frydefulde kaffestunder jeg har oplevet. 
 
Så kom Mikkel Rosenberg, den ene af mine to tiltænkte Trepileplæne-kolleger – en time for sent – og han begyndte at læse sine herresjove digte op mens jeg holdt hans paraply over ham.
 
Tre ungersvende var kommet for at høre netop ham, og de smilede midt i flodbølgestemningen. Mikkel måtte skynde sig inden hans nykopierede digte opløstes af regnvandet. Mine digte var opløste i forvejen, men det var man jo advaret om på forhånd. 

Der kom en ung mand af anden etnisk herkomst og lyttede til syv-otte af mine digte, og han viste sig at være den bedste lytter jeg nogensinde har haft. Han fangede intentionen i alle digtene, og gav mig en respons som kom bag på mig på den mest overraskende og glædelige måde.
 
Et ældre ægtepar spurgte om jeg var ham, de havde hørt på København Radio, P4 om lørdagen, og jeg kunne have kysset dem. 

Jeg nåede at læse en del digte op for de mennesker der passerede forbi, og var nærmest lykkelig da en ny skønhed fra ledelsesgruppen aquaplanede forbi og fortalte, at man stoppede arrangementet klokken 16…en time før planlagt.
 
Lange reb af væde.  
 
Mine to lyttersker havde takket pænt farvel med håndtryk og et kærligt knus. Jeg pakkkede mine dyngvåde digtsamlinger sammen, og svømmede hen til Bus 18 i Allegade med et stort vådt smil. Jeg gav fanden i Publikumspris og billig bar i Riddersalen. 
 
Jeg ville hjem på Bjerget og mærke verden og fortsat byde døden trods. Jeg hængte tøj og tegnebog til tørre. Alt var vådt. Radioen kunne stadig spille. Ubegribeligt. Jeg satte den til at komme sig på sin vante plads…den var blev helt pæn af at blive vasket.
 
I stuen satte jeg Jørgen Leth på. Han var nu malet blå. Hva’ så hest? God hest!
 
Dagen var endnu ung og jeg havde det som om jeg var atten år og fem minutter.
 
Græd jeg? 
Nej, det var den sidste dråbe fra haven.
 
Pyt. 

Bestil en mp3-fil/cd med 105 dejlige digte

 Tilbud. På lørdag skal jeg læse digte op ‘live’ i radioen i to timer. 
 
Programmet hedder ‘Lørdagskanalen’ og sendes i to timer fra kl. 08-10 på Københavns Radio, P4 med Jens Michael Nielsen som vært.
 
Han har spurgt om jeg på lørdag vil være huspoet og læse digte op nærmest nonstop.
 
Så vil han ind imellem musikken og andre indslag stille over til mig, snuppe sig et lille digt og stille mig nogle spørgsmål.

Og jo… det vil jeg selvsagt hellere end gerne, for mange af mine digte egner sig perfekt til oplæsning. 
 
På den måde skaber han og jeg en slags ‘Poesiens Formiddag på P4’ som optakt til ‘Poesiens Dag’ på søndag, hvor jeg også skal læse digte op i massevis fra kl. 14-17 i Frederiksberg Have (Gratis adgang).
 
Hvis nu nogen af lytterne får lyst til at genhøre nogle af digtene, og måske endda gerne vil have mere af samme slags…så har jeg et godt tilbud til dem.
 
Jeg har nemlig indtalt samtlige 105 digte fra mine to digtsamlinger ‘Opløselige’ (2006) og ‘Blindforsøg’ (2001) i rækkefølge – uden ophold og dikkedarer.
 
105 opløselige blindforsøg læst stille og roligt op med få sekunder mellem hvert digt.  
 
De kan bestilles som mp3-download eller som cd, og prisen er i begge tilfælde 150 kr. (inkl. forsendelse).
 
Send en mail til bogtilbud@mail.dk – så finder vi ud af betaling og forsendelse.
 
Man kan også bestille et signeret ex. af den trykte udgave af ‘Opløselige’ og få en lydfil/cd oveni for ialt kun 200 kr. (inkl. forsendelse) – send bare en mail.
 
Signerede ex. af bogen til særpris kan stadig bestilles via samme mail.

Bogen kan bestilles hos boghandlere eller via www.bogguide.dk 

På genhør på lørdag kl. 08-10 på Københavns Radio på P4?
 

PS. Hvis markspillerne på FC Fodboldenglen (www.fcfodboldenglen.dk) synes at deres målmand er usædvanligt stille, når Hans Jørgen Nielsen Cup går i gang på Kløvermarken på lørdag kl. 12.00…så ved de allerede nu hvorfor: han skal spare på stemmen.

Natskærmerens lys

 Nu skal jeg altså sove…men jeg kan jo ikke.

Dagen har været fyldt med glæde. Dejlige mennesker har reageret positivt på udgivelsen af min digtsamling. Det skal jeg huske midt i skuffelsen over at de store aviser ikke har anmeldt den (endnu da).

I morgen er der atter en chance. Hviledagen med store søndagsaviser. Håbet om en tilkendegivelse fra de erfarne og professionelle læsere lever endnu.

Og jeg lever endnu. Meget. En halv meter til højre for mig sover min datter i sin drømmeseng. Jeg trykker forsigtigt en enkelt tast ned af gangen for ikke at vække hende. Hun puster lidt og vender sig. Skærmen er rummets eneste lyskilde og computeren brummer. Jeg smiler. 

Den gamle mester siger at man kan hvad man vil…hvis man kan. Hvor har den gamle ronkedor dog ret. Jeg plejer at sige at jeg skriver fordi jeg kan. Underfundigt undersøgende og underholdende. Og det ved jeg at jeg er i stand til. Hvorfor så være så optaget af smagsdommerne og deres karakterbøger?

Fordi deres blåstempling kan give den opmærksomhedsplatform hvorfra kontakter sluttes og kontrakter afsluttes. Ansøgninger til styrelser og fonde om arbejdslegater kan få det sidste lille puf. Det ville jo være både praktisk og effektivt hvis jeg kunne leve af noget jeg kan lide at beskæftige mig med – og som andre kan inspireres af.

nu eller alvor
man kan vælge
før eller aldrig
ind i mellem

Ja ja…alle de tanker og planer og ambitioner. Mands minde varer alligevel kun i otte dage. Jeg står inde for min lille grå bog med maleriet af stolen og hylden og bøgerne på forsiden, og jeg ønsker ikke at ændre noget inden i. Nå jo…der er lige en enkelt linje i et af digtene, men jeg siger ikke hvor! Tihi. Okay. Hvis du spørger mig en dag vi mødes, så skal jeg nok fortælle dig det.

Go’naaaaaat!

 

www.bentottohansen.dk   

Kammerater!

Vi er samlet her i dag fordi vi ikke mere vil finde os i at blive svinet til og nedvurderet af de nulboner af det modsatte støn, som i deres daglige selvpineri for at holde sig tyndere end den fernis som adskiller deres udadvendte falske jeg fra deres inderste sorte lakridssjæl savner enhver form for evne til at acceptere andre og mere vingummibamsede måder at anskue livet og hverdagen på.

Alt for længe har vi måtter lagt ører til deres kødbenstryglende bjæffen, og været ufrivillige vidner til deres sleske viften med falsk rastagarn i metermål.

De tror de er så kloge og smarte…men tro dem ikke under en dørtærskel, kammerater! – for de er og bliver selvlysende klapperslanger der kun venter på deres næste hamskifte så de kan spise det tomme hylster af det de elsker så hengivent og derefter nyde synet i spejlet af den kopi der kom ud af det gamle skind.

Kammerater…vi skal ikke mere lade os tryne af disse ustemte sirener der forgifter atmosfæren med deres læspende s’er og dyrt indkøbte lugtesalte.

De må aldrig få lov til at indgå i nogen form for seriøs kommunikation mellem ansvarlige og ligeværdige voksne mennesker – i hvert fald ikke før de lærer at stave til ord som ‘obskøne’, ‘bekræfte’ og ‘professionelle’.

Alt for længe har vi ladet os forføre af deres billige charme og beskidte tricks, og det vil ske igen og igen hvis vi ikke fra og med dette sekund beslutter os for at stå fast.

Lad dem aldrig igen føre jer på vildspor og ind i en jungle af umulige og selvmodsigende krav om hyppig kontakt uden yppig kompensation.

Vis dem hvor skabet står, og gå så i stedet ned i den nærmeste genbrugsbutik og køb en kommode med ubrydelig lås, så I kan have jeres naturmagasiner pg passwords i fred.

Fra nu af er det os, kammerater, der bestemmer hvad hatten skal hænge på!

Vi er trætte af selvproklamerede konger, der viser sig at være sindsforstyrrede suffragetter og skrigende skægløse mandssubstitutter.

De kan spørge pænt om lov hvis de vil vide noget.

Der er ikke hul igennem mere.
Vi er stærke og mange og vi har naturlig skægvækst!
Kom med mig, kammerater!
Kun sammen kan vi sejre!

En ny tid er begyndt!

Er I med?!

🙂

Poppedreng ha’ selvmål!

Det har været en skøn dag. I eftermiddag delte jeg Poesiens Dag-plakater ud til butikker på Gl. Kongevej. Søndag 27. august kl. 14-17 vil jeg stå på en halv kvadratmeter græs i Frederiksberg Have og rable uforståelige metaforer af mig, som om jeg er til mundtlig eksamen i Pinsekirken.

Det er første gang jeg skal deltage som digter, men jeg ser for mig bekymrede publikummer gå rundt og ryste medfølende på hovedet. Måske skulle arrangementet flyttes op på toppen af Valby Bakke af hensyn til publikums åndelige sikkerhed? “Pegasussen må ikke fodres mens den læser op.”  

Anyway…jeg gik fra forretning til forretning og regnede faktisk med at mange ville kyle mig ud. Men nej…man kan snart heller ikke få lov at have sine fordomme i fred! De fleste lyttede venligt til min lille salgstale og kiggede nysgerrigt på plakaten. Jeg fik afsat forbavsende mange – faktisk alle dem jeg havde med – og flere af dem i strategisk set genialt placerede gadehjørnevinduer.

Restauranten i Planetariet sagde ja tak – og i den mest zirlige og nydelige hattedameboutique….(pardon: damehattebutik) fik jeg en udsøgt høflig betjening + en plakat sat op i døren. Jeg tog mod til mig og gik ind i en hjørnebutik med erotisk parrings-nips, glidecremer, forede håndjern og åbenmundede plastickvinder. De havde nemlig en indgangsdør som jeg VILLE ha’  en plakat op i. Tro mig…jeg går meget, meget sjældent ind i sådan et dildoparadis. Men ekspedienterne var søde og spurgte slet ikke om hvor lang jeg var. Plakaten kom op. På vej ud spurgte jeg om jeg måtte få telefonnummeret på een af de kvindelige voksmannequiner. Underbara uppblåsbara Barbara. 

Selv de steder jeg fik afslag, skete det på uventet værdig vis. I Meyers Deli siger de konsekvent nej til alle former for tilbud om ophæng af selv de mest økologiske kulturtilbud. Ærgerligt, men acceptabelt, når man ser hvor gennemført indretningen er.

Der deltager ca. 100 digtere, forfattere og musikere i Poesiens Dag. Plakaten har sort baggrund og består af et maleri af Peter Hentze med seks flotte papegøjer, samt et digt af Marianne Larsen. Så er der tid og sted og linket: www.poesiensdag.dk

Da jeg har afleveret tyve-tredive plakater begynder jeg at filosofere lidt over de dersens papegøjer. Noget siger mig, at man for år tilbage har brugt udtrykket “papegøjelyrik” i en eller anden kunstnerisk sammenhæng. Jeg sludrer med nogle af boghandlerne og galleristerne om det, men ingen genkender eller husker ordet. Min erindring er at anmelderne engang har brugt det til at kritisere en bestemt type lyrik…eller måske er det tilbage i knækprosaens tid.

Det er først da jeg er færdig med ruten at noget dæmrer. Pludselig krakelerer fortrængningens panser. Åh jo…der var i dén grad tale om en anmelder, der ikke havde høje tanker om det, han læste – og vi skal ikke længere tilbage end 2001 for at finde kilden:

http://www.sentura.dk/blindforsoeg.html

Hej, Johnny!

En lille glad notits i søndagsavisen

Fra på lørdag udskænkes min lille grå sprogopløsning hos landets boghandlere – og jeg har selvfølgelig tæppebombet aviser, blade, magasiner og radio/tv med pressemeddelelse, portrætfoto, tekstuddrag og anden skamløs lobhudling på egne vegne.

Vist skriver jeg og udgiver bøger for min egen skyld. Jeg håber at udgivelsen kan sætte lidt fut i mit forfatterliv, så jeg kan komme ud og møde nogle læsende og lyttende mennesker uden nødvendigvis selv at skulle betale for det.

Og glad var jeg da jeg i Ekstra Bladet Søndag på bogsiderne ser en foromtale af bogen i en nydelig notits nede i venstre hjørne. Forsiden er fint gengivet, og de første tre linjer fra et af digtene er valgt som ‘Ugens Citat’.

Den slags luner, dagen før endnu en ansøgning sendes afsted til Kunststyrelsen om et arbejdslegat. Ansøgningsfristen er tirsdag 15. august. Så gælder det om at bede om godt vejr. Bankfolk er irriterende gode til tal, så nu må jeg se at få de bogstaver til at stave til: b-u-n-d-l-i-n-j-e.       

Her er hele digtet som citatet i EB er taget fra:

jeg hader træer

de står der bare

lange og ligeglade

 

de er der altid

nær fødestuerne

på kirkegårdene

 

svajer og knager

skygger for solen

falder og fylder

 

lodrette løgnere

rasler og hvisker

smider bladene

 

træer er farlige

der er træmænd

og øksemordere

 

Trendy garniture fra ny tv-kok

I går købte jeg fisk og kylling i Føtex med gule mærker på. Neej…jeg går ikke rundt med hverken gule mærker eller armbind…endnu da. Jeg taler om de klistermærker som varehuset klæber ovenpå normalprisen for at få varen solgt inden sidste salgsdag. 

I aftes stegte og nød jeg fiskefrikadeller af laksefars til næsten halv pris, og i dag tilberedte jeg to hele friske franske kyllinger. Nedsat kostede de kun tyve kroner stykket, eller det samme som en pizzasandwich. 

Jeg laver ikke så tit mad, men af og til kommer ånden over mig. Så flytter jeg min vhs-videomaskine og dvd-afspilleren væk fra komfuret, hvor de plejer at stå ovenpå kogepladerne. Det var ikke nødvendigt at flytte noget i dag, for kyllingerne skulle ovnsteges i fad.

Efter en time og tyve minutter tog jeg kyllerne ud og siede stegesaften ned i en gryde. Forinden havde jeg puffet vhs/dvd-maskinerne lidt til siden. Det var tilstrækkeligt, for jeg skulle kun bruge den ene af de mindre kogeplader til at lave sovs. Mens jeg trancherede kyllingerne bemærkede jeg at sovsen var påfaldende længe om at koge op – og der lugtede pludselig lidt spøjst i køkkenet.

Kyllingekødet smagte pragtfuldt og jeg følte mig som et vildt dyr da jeg stod og flåede lækre lunser af skroget, mens hærdebrede mænd primalskrigende kastede med diskosser og hammere ved EM i atletik i fjernsynet. På de to kyllinger var der så meget kød at jeg droppede garnituren bestående af stegt videomaskine og plasticdampet båndsalat.

Det glykæmiske indeks for videobånd fra før 2002 er alt for højt, tror jeg nok, og der er sikkert alt, alt for mange udeklarerede tilsætningsstoffer i bundpladen af en dvd-afspiller. Så hellere masser af saftig protein fra lakse- og kyllingekød. This is a mans world! Gericke, Boserup og Meyer? Aldrig hørt om dem… 

Det regner på Håbets Allé

Der skal ellers være fest i morgen. Beboerne på de små villaveje bag højhusene på toppen af Bellahøj skal mødes lørdag kl. 15 ved postkassen på hjørnet ved Karlstad Allé.

Jeg læste invitationen i beboerforeningens udhængsskab da jeg besøgte området i eftermiddag. En kvinde skulle have min digtsamling og jeg valgte at aflevere den personligt. Så sparede jeg otte kroner i porto og forbrændte syv kalorier ved at gå turen. Hun var ikke hjemme, så postkassen fik den som sen frokost. 

Det var min første visit på Håbets Alle. Jeg elsker at komme steder hen jeg ikke har været før. Det kuperede område bag højhusene virker venligtsindet. De smalle veje slår nogle listige sving, haverne er hyggelige og der er en lille mose og store inviterende bakker med tætslået græs.

I morgen skal beboerne først i flok gå ned til Degnemosen og hygge om børnene, og bagefter er der klassisk gadefest med langborde og papvin. Men vejrudsigten for i morgen er godt nok ikke for køn. Gadelygten græder neden for mit vindue.

Måske må de festende søge ly for regnen og insistere på at have det godt lige meget hvad. Jeg forestiller mig at de går ned i kælderen hos ‘Stjernernes Gardinservice’ og skubber nogle borde sammen. Så kan regnen ellers vræle som den selv vil. De finder sig ikke i noget på Håbets Alle.

På den anden side af Degnemosen ligger det gule vandrehjem Danhostel Copenhagen. Det havde jeg heller aldrig set. Egentlig mærkeligt med alle mine år i hovedstaden. Jeg gik ind og kiggede mig omkring, og det ser overmåde hyggeligt ud. 43 værelser. 115 kroner for en overnatning. Det er da til at betale. Det kan man ikke engang få min nye digtsamling for.

Sådan er der så meget. Der er håb endnu.           

Det søde syge liv

For 4-5 år siden havde jeg heller ikke penge nok. Til gengæld var jeg temmelig tyk. En annonce i lokalavisen kiggede intenst på mig. Onkel Arne (madprofessor på den mere humane del af Landbohøjskolen) manglede raske forsøgspersoner til et forsøg, hvor man fik udleveret gratis slankemad i månedsvis.

Glad var jeg og afsted gik det. Smilet stivnede hurtigt da den kvindelige forsøgsassistent efter min indledende blodprøve trak på sine yndige skuldre, og bjæffede at jeg da sandelig ikke kunne deltage i forsøget på grund af min sukkersyge.

Sukkersyge? Sukkersyge!

Det vidste jeg godt nok ikke at jeg havde, men hun var iskold og spurgte tonløst om jeg i stedet ville med i et andet forsøg med sukkersyge forsøgspersoner. Jeg mumlede et slags svar og fjernede en forræderisk blågrå tåre. Få dage senere forsvandt så den nye mulighed, idet jeg ved en kontrolmåling var een eneste decimal fra at kunne kaldes sukkersygepatient – og så var jeg jo lige langt, omend rask.

Jeg tabte dernæst på eget initiativ næsten 20 kilo ved at følge Omega-metoden (som minder om Atkins-kuren) og jeg havde nu mindre sukkersyge end en limefrugt.

Forleden så jeg påny en annonce for et forsøg for raske overvægtige mænd på et hospital i hovedstaden. Jeg har taget en del på igen, og der var vel at mærke 900 kroner at tjene. Det kan man købe en del mad for. Jeg skulle bare stikkes et par gange, og derpå kede mig bravt i nogle timer over nogle lasede dameblade fra firserne, mens forskerteamet målte et eller andet med nogle hormoner…tror jeg det var.

Men det gik selvfølgelig som det plejer:

Den indledende blodprøve viste selvfølgelig at jeg havde sukkersyge…og denne gang var det svært at drible sig udenom konklusionen. Forsøget udgår fra en medicinsk afdeling hvor Type 2 Diabetes er daglig kost, og den unge læge forsker i gammelmandssukkersygens livsforsurende realitet. Jeg sukkede og så mine 900 kroner opløses i glykose. 

Men pudsigt nok kunne lægen straks henvise mig til et andet forsøg, hvor kravet til forsøgspersonerne er at de har sukkersyge. Ja, selvfølgelig. Også 900 kr dér…sådan! Samtidig blev jeg henvist til sygehusets ambulatorium for sukkersygepatienter for at få gjort noget ved min nygamle diagnose.

Som tidligere rask er jeg spændt på hvilken “religion” de prædiker på ambulatoriet. Mit bud på livsstilsukkersygens hærgen er det samme som analysen i videnskabsjournalisten Tor Nørretranders debatbog ‘Menneskeføde’:

At det drejer sig om at vores kroppe ikke er skabt til at omsætte moderne tiders kulhydratmad som hvidt brød, ris, kartofler, sukker og den slags, og at det er meget vigtigt at spise sunde fedtstoffer (og dyrke motion). Da jeg tabte mig de 20 kilo på et trekvart år ved at skære kraftigt ned på kulhydrater skete der rene mirakler med min måde at opfatte sult og mad på.

Mere om det når jeg har sludret med de sikkert søde mennesker på sukkerambulatoriet. Der er vist et brev på vej. La Dolce Vita? Næppe.