Næppe På Bjerget

Ind i mellem mindes jeg dengang jeg havde et fast fuldtidsjob med månedsløn og fredagsbar og dumme mellemledere og kønne uopnåelige kvindelige kolleger og mulighed for at sygemelde mig uden at nogen egentlig lagde mærke til det.

Som forfatter og freelancer er jeg totalt selvstændig, og hvis jeg ikke laver noget får jeg ikke en krone. Jeg kan sagtens pjække – men hvis jeg melder mig syg, så er den eneste jeg kan ringe til med en friskbagt nødløgn: mig selv. Og det giver lissom ikke det samme kick. Jeg får heller ingen sygedagpenge eller noget. Det system er jeg ude af.

Derfor smugleder jeg efter stillinger jeg hemmeligt drømmer om at søge. Jeg ved jo godt at hvis jeg fik et af dem, ville der højst gå halvanden uge inden jeg fandt på en eller anden grund til at droppe ud eller blive fyret. Alligevel er den blotte tanke om at møde smågabende og lidt for sent op på et rigtigt arbejde – og længes efter weekenden fra og med tirsdag i tutten – ret fristende. Pludselig igen at vide helt nøjagtigt hvad Uge 27 vil sige. Gå intenst op i Ferieplaner. Vagtskemaer. Kaffekasser. Efteruddannelse. Andres børn. Gruppeliv. 

Men okay…jeg får lidt hjælp fra virkeligheden til at undgå pinlige korttidsansættelser. Se nu bare en annonce forleden som jeg var tæt på at gøre noget ved. En stilling som receptionist på Vesterbro. Endda i et offentligt nævn. Jeg var SÅ tæt på at søge den, men tøvede da jeg så hvad de ville have jeg skulle sige hver gang jeg tog telefonen.

Det var aldrig gået. Jeg havde holdt til det i max to dage. Prøv selv om du bare tre gange i træk kan holde ud at sige:

“Goddag, det er Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, mit navn er Mumle Mumlesen – hvad kan jeg gøre for dig?”

Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed?

Så hellere skrive indholdstunge og snørklede digte som ingen læser og ingen forstår, men som alle er helt enige om er enormt betydningsfulde og dybe. Koge suppe på en gammel pizabakke og håbe på at jeg vinder i Brians legatlotteri en skønne dag.

Sker det mirakel kan jeg tage telefonen i min blå sofa og sige: “Goddag, det er mig…hvad kan jeg skrive for dig?” Det holder. Eller bedre: Få den omstillet til Svinkløv Badehotel, hvor jeg for legatpengene sidder over et glas Pinot Noir og skriver kærlighedsdigte og siger: “Ja, det er Vesterhavshytten!”

Pyt med at det så er en indbrudstyv i mit private hjem. Tror du han gider stjæle det eneste af værdi jeg har: 200 ex. af min nye digtsamling? Næppe, siger jeg bare. Næppe her på bjerget.   

  

 

    

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s