Himlen i Haven plus Hansen = Paraplyrik

Plask. Poesiens Dag i går i Frederiksberg Have blev efter en halv times tørvejr forvandlet til en nærmest overnaturlig dyst på ånd og materie.
 
Digterne fik vasket munden og muserne morede sig.  
 
Himmeldæmningen brast lige efter at jeg måske lidt for højt havde deklameret et digt om at Gud er våd.

Det var åbenbart lige lovlig sjovt. 
Torden, blitz og lange lige snore af vand.
 
Jeg havde inden dommedagsdråberne fået besøg af to dejlige kvinder, der nu med opslåede paraplyer krøb sammen siddende på det tæppe med plasticunderlag jeg havde taget med.
 
Under min aluminiumslette filminstruktørstol stod min medbragte køkkenradio og spillede afvæbnende new age-musik.
Lyden flød ud af højttalerne mens regnvandet dryppede fra stofsædet direkte ned til den snurrende cd.
Jeg fatter ikke hvordan batterierne holdt stand.
 
På et tidspunkt stod jeg og råbte et digt ind i øret på en gæst, der var standset ved mit hvide navneskilt i går. Regndråberne hamrede så hårdt ned på paraplyerne at jeg var nødt til at hæve stemmen for at kunne høres selv på en halv meters afstand. 
 
Pludselig kom en smuk ung kvinde hen imod mig midt under een af de allerværste skyller. Hun havde en kurv med. Same old story, tænkte jeg…men nej. Over sig havde hun den samme lillafarvede paraply, som jeg selv havde fået udleveret som deltager.
 
Hun bøjede sig ned til mig og de to kvinder på tæppet, og spurgte om vi ville have kaffe. Gratis og med venlig hilsen fra arrangørene. Jeg troede det var løgn, men der blev hældt op. Det er een af de mest forunderligt frydefulde kaffestunder jeg har oplevet. 
 
Så kom Mikkel Rosenberg, den ene af mine to tiltænkte Trepileplæne-kolleger – en time for sent – og han begyndte at læse sine herresjove digte op mens jeg holdt hans paraply over ham.
 
Tre ungersvende var kommet for at høre netop ham, og de smilede midt i flodbølgestemningen. Mikkel måtte skynde sig inden hans nykopierede digte opløstes af regnvandet. Mine digte var opløste i forvejen, men det var man jo advaret om på forhånd. 

Der kom en ung mand af anden etnisk herkomst og lyttede til syv-otte af mine digte, og han viste sig at være den bedste lytter jeg nogensinde har haft. Han fangede intentionen i alle digtene, og gav mig en respons som kom bag på mig på den mest overraskende og glædelige måde.
 
Et ældre ægtepar spurgte om jeg var ham, de havde hørt på København Radio, P4 om lørdagen, og jeg kunne have kysset dem. 

Jeg nåede at læse en del digte op for de mennesker der passerede forbi, og var nærmest lykkelig da en ny skønhed fra ledelsesgruppen aquaplanede forbi og fortalte, at man stoppede arrangementet klokken 16…en time før planlagt.
 
Lange reb af væde.  
 
Mine to lyttersker havde takket pænt farvel med håndtryk og et kærligt knus. Jeg pakkkede mine dyngvåde digtsamlinger sammen, og svømmede hen til Bus 18 i Allegade med et stort vådt smil. Jeg gav fanden i Publikumspris og billig bar i Riddersalen. 
 
Jeg ville hjem på Bjerget og mærke verden og fortsat byde døden trods. Jeg hængte tøj og tegnebog til tørre. Alt var vådt. Radioen kunne stadig spille. Ubegribeligt. Jeg satte den til at komme sig på sin vante plads…den var blev helt pæn af at blive vasket.
 
I stuen satte jeg Jørgen Leth på. Han var nu malet blå. Hva’ så hest? God hest!
 
Dagen var endnu ung og jeg havde det som om jeg var atten år og fem minutter.
 
Græd jeg? 
Nej, det var den sidste dråbe fra haven.
 
Pyt. 

Reklamer

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s