Monthly Archives: august 2006

Næppe På Bjerget

Ind i mellem mindes jeg dengang jeg havde et fast fuldtidsjob med månedsløn og fredagsbar og dumme mellemledere og kønne uopnåelige kvindelige kolleger og mulighed for at sygemelde mig uden at nogen egentlig lagde mærke til det.

Som forfatter og freelancer er jeg totalt selvstændig, og hvis jeg ikke laver noget får jeg ikke en krone. Jeg kan sagtens pjække – men hvis jeg melder mig syg, så er den eneste jeg kan ringe til med en friskbagt nødløgn: mig selv. Og det giver lissom ikke det samme kick. Jeg får heller ingen sygedagpenge eller noget. Det system er jeg ude af.

Derfor smugleder jeg efter stillinger jeg hemmeligt drømmer om at søge. Jeg ved jo godt at hvis jeg fik et af dem, ville der højst gå halvanden uge inden jeg fandt på en eller anden grund til at droppe ud eller blive fyret. Alligevel er den blotte tanke om at møde smågabende og lidt for sent op på et rigtigt arbejde – og længes efter weekenden fra og med tirsdag i tutten – ret fristende. Pludselig igen at vide helt nøjagtigt hvad Uge 27 vil sige. Gå intenst op i Ferieplaner. Vagtskemaer. Kaffekasser. Efteruddannelse. Andres børn. Gruppeliv. 

Men okay…jeg får lidt hjælp fra virkeligheden til at undgå pinlige korttidsansættelser. Se nu bare en annonce forleden som jeg var tæt på at gøre noget ved. En stilling som receptionist på Vesterbro. Endda i et offentligt nævn. Jeg var SÅ tæt på at søge den, men tøvede da jeg så hvad de ville have jeg skulle sige hver gang jeg tog telefonen.

Det var aldrig gået. Jeg havde holdt til det i max to dage. Prøv selv om du bare tre gange i træk kan holde ud at sige:

“Goddag, det er Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed, mit navn er Mumle Mumlesen – hvad kan jeg gøre for dig?”

Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed?

Så hellere skrive indholdstunge og snørklede digte som ingen læser og ingen forstår, men som alle er helt enige om er enormt betydningsfulde og dybe. Koge suppe på en gammel pizabakke og håbe på at jeg vinder i Brians legatlotteri en skønne dag.

Sker det mirakel kan jeg tage telefonen i min blå sofa og sige: “Goddag, det er mig…hvad kan jeg skrive for dig?” Det holder. Eller bedre: Få den omstillet til Svinkløv Badehotel, hvor jeg for legatpengene sidder over et glas Pinot Noir og skriver kærlighedsdigte og siger: “Ja, det er Vesterhavshytten!”

Pyt med at det så er en indbrudstyv i mit private hjem. Tror du han gider stjæle det eneste af værdi jeg har: 200 ex. af min nye digtsamling? Næppe, siger jeg bare. Næppe her på bjerget.   

  

 

    

Reklamer

Cut the krabbe!

Dér gik jeg intetanende rundt i Føtex i Glostrup i eftermiddag på vej til Badesøen i Albertslund og ledte efter lunkne og overstegte, men alligevel bløde frikadeller med tyk sort stegekant. Så spillede telefonen i lommen en glad julemelodi. Heldigvis har de aircondition i kæmpemarkedet, så det var ikke helt ude af sync. Jeg frøs faktisk lidt. 

En god bekendt af mig ville lige høre om jeg ville have nogle krabber. Han havde været på havnen og havde nok overvurderet sit behov. I hvert fald havde han køkkenet fyldt med dem. Jeg så for mig et kravlende inferno af truede dyr langt fra deres naturlige element, sikkert godt gnavne og med klosakse som de ikke var blege for at bruge. Mange? Mange!  Jeg måbede. Allerførst havde jeg forestillet mig han invitererede til middag med færdiglavet krabbemad, eller i det mindste at han ville forære mig nogle fra en overfyldt fryser.

Men de her var klar til at kæmpe til sidste klip. Jeg anede ikke mine levende råd. I højttaleren tilbød man billig twist, tror jeg det var. Jeg fik de frygteligste associationer. Måske ville min konfliktskyhed betyde at jeg kunne komme til at sige ja tak, og tage 70 møgsure bæster med tynde elastikker om saksene med til Badesøen…og tænk nu hvis de slap ud mellem 500 børn i Soppeområdet! Jeg så i ånden vrede enlige mødre sidst i trediverne komme gruppevis hen imod mig med kulsorte blikke og negleskarpe saksehænder. Den slags har jeg det bestemt ikke godt med.

“Faaar!” sagde min datter, som var den egentlige årsag til at jeg stod her og var på vej til Sopperen og godt ude at svømme uden vished for om jeg kunne bunde. Jeg kom til mig selv, og så at jeg nær havde væltet en stander med fiskeolie. Fiskeolie!? Cut the crap, tænkte jeg…og bed mig selv så hårdt i kinden at jeg vidste at de lunkne farsboller nu ville smage helt godt, uanset om de ramte rock bottom denne gang. Og tro mig…de halvkogte småsure deller fra Føtex har ikke noget bundniveau. 

Det lykkedes mig at sige pænt nej tak til det ellers fornemme tilbud. Badeturen gik fint. Jeg sad i skyggen i caféen og hørte P4 om en undsluppet hjort på Hillerødmotorvejen…og var bare så vidunderligt ligeglad. Min datter plopsede glad rundt i bølgerne. Dellerne var nøjagtig ligeså kiksede som altid, men ned kom de med iskold skummetmælk.

Nu er jeg hjemme igen. I nat vil jeg drømme om vinkekrabber som vinker til vovelystne kvinder sidst i trediverne. Uden elastik. Det gør ikke noget. Jeg ved jo at det ikke er virkelighed. I morgen bliver det lidt køligere. Det går nok.    

Mig og Harry tager bare bybussen

I går var jeg det meste af dagen til familiekomsammen på Christianshavn. Meget hygsomt. Thaimad og skildpaddelikør. Ved ti-tiden slentrede jeg hen til busstoppestedet hvorfra Bus 66 skulle køre mig hjem til Bispebjerg. Der var et par minutter til den kom. Mens jeg ventede nærlæste jeg den ophængte køreplan. Nogle af busserne kørte ikke hele ruten fra Operaen til Emdrup Torv og andre kørte kun på bestemte tidspunkter og ugedage. God information som transportministeren ville glæde sig over. Her fik DSB baghjul af HUR. 

Pludselig fik jeg øje på en særlig undtagelse for visse af afgangene. Nogle af busserne standsede ikke mellem Vesterport Station og Vesterport Station. Rart at vide, men da vi rullede ud fra kantstenen tænkte jeg på hvad der egentlig sker på de afgange hvor bussen ifølge køreplanen standser mellem Vesterport og Vesterport. Kan man mærke det? Går det hurtigt? Gør det ondt?

Hvis jeg en skønne dag nødvendigvis skal køre med på en af de ture, hvor bussen skal standse mellem porten – så vil jeg have min datters Harry-bamse med under armen. Bare for en sikkerheds skyld. Jeg kan heller ikke love at jeg ikke lukker øjnene. Typisk at den slags skal ske mellem den samme DSB-station. Uhyggeligt og som altid uden et eneste tog i nærheden. Raslen i sengeløvet. Mig og så Harry drog på safari. Alt det dér! Jeg kan sgu ikke li’ det. 

Nogle gange skal man ikke satse hele skobutikken, vel Hansen?