Hansen i Aalborg, altså…

Jeg indrømmer gerne at jeg havde set frem til (06/38) 2 636 395 0 (A) – men nu ved jeg snart ikke rigtigt.

Manden bag tallene hedder Finn Windfeldt før han hedder Hansen og er bibliotekar på Det Nordjyske Landsbibliotek.

Han nærmer sig de tre snese år og er på en eller anden måde snublet over den sikkert ikke helt nemme opgave at anmelde min seneste digtsamling ‘Opløselige’ til en såkaldt
lektørudtalelse fra Dansk Biblioteks Center.

Så slipper alle hans i forvejen hårdt plagede kolleger landet rundt for selv at tage stilling, inden de afgører om de vil give lånerne chancen.

Og lad det være sagt straks…Ham Hansen blev ikke just himmelhenfalden over mine 56 sider.

Han mener at mine tekster er lidt ufærdige og private – og afrunder sin klipfisktørre analyse med at samlingens: “…nære eller øjeblikkelige anvendelsesmuligheder ellers ikke forekommer umiddelbart klare og indlysende.”

Med “ellers” hentyder han til at jeg trods alt har forsøgt at skrive mig frem mod nye erkendelser, nye oplevelser eller nye horisonter, om end jeg tilsyneladende ikke åbner nye svimlende horisonter i hans sjæl med bogen.

Han er forresten bibliotekets IT-teamleder.

Betyder det da noget at min nordjyske navnebror ikke går i selvsving over min lille grå bog med stolen og reolen og ordene?

Nja…den betyder nok ikke forskellen på succes og fiasko, for hvis jeg nu var dybt genial – uden selv at vide det – så havde een af de store aviser nok opdaget det i ugerne op til udgivelsen midt i august.

Men måske havde en god lektørudtalelse kunnet føre til lidt flere solgte bøger til bibliotekerne, så jeg næste år får del i biblioteksafgiften. Man skal have et vist antal bøger stående for at få rede penge i kompensation. To år i træk har jeg ligget lige under bundgrænsen, hvilket i alt har kostet mig ca. 3000 kr…før skat.

Det lyder som peanuts, men er det ikke når man som jeg skal leve af en deltidsindkomst og har 300 usolgte digtsamlinger liggende på lager.

Lad os derfor alle bede:

“Kære Kunststyrelse!

Når dit hellige og højværdige Kunstråds Litteraturudvalg på mandag åbner posten og finder min ansøgning med en bøn om jeg eventuelt måske kunne få bare et lillebitte arbejdslegat, så jeg kan købe nogle økologiske Thy Pilsnere og gennem rusen skrive nogle mandedigte som selv Finn W. Hansen kan mærke, og på den måde forgylde hans uendelige række af hverdage i den alt, alt for tyste og triste læsesal i Vendsyssel…lad da for guds og min skyld en sensommersolstråle bryde gennem de mandagsgrå skyer og varme udvalgsmedlemmernes hjerter.

Lad dem få en impuls som de bagefter vil undre sig over hvor kom fra.
Giv dem mod og styrke…(de har nummeret på min bankkonto).

Så bliver det også Jul på Bispebjerg i 2006.

Amen”

PMS. Kære Fruherre…hvis jeg stadig har dig…giv mig næste gang en lektørindeudtalelse.

Okay?
Okay!

Advertisement

Hegnet

Trådnettet hjælper mig til at kunne se og mærke hvor jeg er. Det viser hvad der er indenfor og udenfor. Vist kan jeg føle mig udenfor indenfor. Det er en følelsessag og hegnet har ikke den slags.
Det er dødt.

De unge taler om at drikke sig i hegnet. Det lyder som om man kan blive så beruset, at man opnår en falsk fornemmelse af at hegnet er flydende. At man kan komme igennem det uden videre eller blive en del af det.

Man kan se gennem et trådnetshegn, men der findes også levende hegn som er tætte og næsten umulige at passere.

Hegn er grænser, og livet består mestendels i at lære noget om hvor de er og hvor de går. I visse situationer er det vigtigt at man vælger at blive på den side man allerede står, og i andre er det livsvigtigt at man bryder grænser.

I sjælen og psyken findes usynlige grænser som blokerer.
De kan forhindre een i at opleve gode ting via nysgerrighed og mod, men redder måske også een fra at sige ting eller handle på måder som er skadelige.

Hegn kan blive til tremmer – men der kan også gro blomster på hegn.
Man kan ruske i hegn og få stød på hegn.

Tankerne om livet på den anden side af hegnet kan dominere så meget at man mister evnen til at orientere sig på den side man befinder sig.
Tiden kan gå med at man står dér med spredte fingre gennem hullerne og læner sig op af det.

Hegn standser bevægelse – men kan være en hjælp til den, der ikke ved hvor han skal gå hen.

Til sidst går man gennem porten i det største hegn af alle.

Hvis man får lov.

I nattens lede

I går var det jævndøgn.

Vejrmanden i radioen sagde at det var helt vanvittigt at vi oplevede nattemperaturer på femten graders celcius på denne årstid.

Lige nu er klokken ti minutter i fire natten til søndag.

Der er heeeelt stille i min stue…jeg hører kun min nye bærbare puste lidt ud.

Jeg er ked af det.

Jeg lever.

(var det kort nok?)

Trække sin Mao ind?

Kender du Kong Dongmei?…vil du tro mig når jeg påstår at Kong er en meget smuk ung kinesisk kvinde?

Kan jeg ydervidere formå dig til at tro på at hun er den gamle bagmand Formand Mao’s barnebarn?

Hvis du stadig er med, så kommer der om lidt en kamel som vi nok må sluge sammen, uden at jeg på siddende fod kan komme med et godt bud på hvordan det kan gøres.

Men revolutioner er jo i forvejen ikke hverdagskost, for slet ikke at tale om kinesiske kameler.

Jeg har det bare sådan (nu skal jeg passe på længden!) at jeg føler at alt kan lade sig gøre.

Sådan har jeg haft det lige siden jeg pakkede min nye bærbare ørred – sorry:

HP Pavillon Sempron 3300 Notebook computer ud i eftermiddags.

Den installerede stort set sig selv mens jeg drak kaffe – og var der kommet et skilt frem som undskyldte at maskinen ikke af sig selv var hoppet ud af papæsken, så ville det ikke have forbavset mig.

Den suser så pudsigt, i modsætning til min nu afdøde ex-computer, som nu er gået til de evige bitmarker og som knirkede og knasede og pustede helt astmatisk.

Nå…men det var den kamel vi gik fra:

Jeg skulle lige se hvad der var på et vhs-bånd, som jeg skal optage en film på senere i aften…og der var et tv-portræt af den tidligere kinesiske landsfader og fritidssvømmer, formand Mao.

Han er nu gået til de evige rismarker, og jeg forstår godt at han til sidst tog lidt færre armtag i den gule flod end ellers – for han kunne mange imponerende taskenspillerkunster som ung og halvskaldet.

Han var på et tidspunkt flygtet op i bjergene med sine kommunistkammerater, efter at hans tidligere kammerater var faldet ham i ryggen.

Mon ikke der var rimelig halvlangt mellem snapsene oppe i de bjerge og mon ikke at gode gamle unge Mao sad og savnede sin kone og to børn hjemme i Shanghai?

Det tror jeg nok lige.

Han havde ikke engang sin egen lille røde bog – den havde han ikke skrevet endnu – og Muren stod der jo bare.

Så hvad gør en frisk ung mand i flade sko?…jo, han får da bare en ny vuptikone.

Og (kamelen kommer!) som hans fortryllende barnebarn fortalte i tv-dokumentaren, så stod Mao’s nye kone ved hans side i ti år og fødte seks børn.

Ikke om jeg fatter hvordan det gik til, men der er jo så meget mænd ikke forstår, som de siger i Svogerslev.

Men jeg ved så meget at det tit er meget tidsbesparende ikke at tænke alt for meget over tingene.

Livet kan let forvandle sig fra bærbart til ubærligt, hvis man ikke passer sine spisetider.

Bærbar røget ørred

Tænk hvis man lige er snublet ind over landegrænsen og tilfældigvis er af anden herlighedsherkomst end rødgrødens.

Og tænk hvis man sidder ved et firkantet rundbord i en betonbygning i Tølløse og tapsveder over den foreliggende sprogprøve som skal afgøre om man får lov til at bo i Danmark sammen med sin elskede rødbedefarvede kæreste.

Man åbner kuverten og trækker forsigtigt prøvens eneste og afgørende spørgsmål frem:

“Gå ned i den nærmeste Netto og spørg efter røget ørred.”

Kommer eksaminanden tilbage til censor før deadline med en halv piske eller økologisk kattegrus, så er det bare ærgerligt…og vedkommende bedes derfor venligst gå til Gate 23 med en stærk mand eller to under armen.

Jeg kom til at tænke på dette livslotteri for en time siden, da jeg sad udenfor Netto på Lyngbyvej/Tuborgvej og spiste røget ørredfilet til frokost. Kort tid forinden sad jeg foran en lånt computer på toppen af en bakke – lige over for en hvid kirke – og indtastede et erotisk digt.

Det føltes lidt akavet, både fordi jeg befandt mig på et kombineret skole- og filialbibliotek på den skole som Dan Turéll startede i 1. klasse på og fordi der var brandalarm. Kun elever og lærere skulle forlade lokalet, sagde bibliotekaren med et lille smil, og den melding undrede mig lidt med tanke på hvor brandfarlige gamle huse siges at være som sådan.

Nå…(det er ved at blive for langt nu, kære ven).

I hvert fald nød jeg min håndholdte fisk og min økologiske skummetmælk, også fordi jeg bagefter kørte ned i Føtex og købte en bærbar computer, som jeg dog først vil pakke ud og bruge når jeg har været ude i Fields og få pengene tilbage for den stationære computer som jeg købte forleden, men endnu ikke har hentet.

Fisk er godt, som de siger i Bindslev. Og svesker.   

Brændt af uden cognac

Flap Jack’s sur/søde date

mødested på broen
højt over sporet
Suzettes tegn hemmeligt
mit en lille blomst

jeg kan ikke vente
tyve minutter i
smutkig i caféen
der ser hyggeligt ud

bestiller en kop varmt
jeg ser frossen ud
understrøm og håb
spor af bøjet stål

klokken falder i
flygter ind i drømmen
nærstuderer hylderne
det er en dårlig idé

mix af sukker og lemon
modsatrettede drømme
citronkram i eget mørke
favntag og forbehold

fladtrådt fornemmelse
hjerter rundt på gulvet
smil uden regning
jeg vil ikke hjem

En nærdisk oplevelse

Jeg så på min døende computer. Flimrende billeder af alle de ord og billeder vi har været fælles om passerede revy. Den måtte ikke udånde helt. Ikke endnu.

Hvor meget ville jeg ofre for at den kunne leve længere? Der var endnu et sidste desperat tiltag, som jeg indtil da havde tøvet med at bruge. Et forsøg på at defragmentere harddisken havde lidt frysedøden, præcis som alle andre mislykkede redningsaktioner.

Jeg slettede harddisken. I to forsøg. Det første gik i stå efter 87 %. Jeg hamrede næven ind i den forreste metalplade, svarende til brystbenet på et menneske. Num Lock-lampen lyste svagt op, og de sidste rester af mine mange Word-filer og billeder og tegninger forsvandt op i den sorte ilttomme netnat.

Pludselig var min Compaq tilbage til fødslen. Den præsenterede sig som den gjorde da jeg købte den. En mærkelig nissemand med troldstav smilede til mig, og jeg fik et deja vu tilbage fra HAL 2000 i ‘Rumrejsen 2001’ – da lyset i supercomputerens røde øje svinder hen, indtil astronauten har slettet hans hukommelse og re-booted ham.

Fra at have sunget ‘daisy daisy, give mee your answer, do’ med nedadgående basstemme, så lyder HAL 2000 pludselig frisk og ungdommelig igen – med tro på fremtiden.

Min Compaq computer tålte ikke at gå i barndommen igen. Den spurgte bl.a. efter telefonnummeret til mit modem, hvis jeg ville ringe internettet op! Det var næsten uhyggeligt. Så selvom jeg havde mistet mange, mange tekster og billeder, så hjalp den sidste udvej ikke. Den kunne stadigvæk ikke starte. Den hakkede og jamrede og frøs. Jeg har nu bedt lægerne om at slukke for respiratoren.

Det er ren katharsis at skulle starte på bar bund med en ny computer, og uden minder fra digtsamlinger, udkast, gemte mails og datterens illustrerede digte.

Jeg føler mig lettet. Det er som at stifte familie påny, efter en skilsmisse. Det har jeg ikke prøvet endnu, men man ved jo aldrig hvornår man får sværere og sværere ved at blive tændt og kunne kontakte omverdenen. Hukommelsen kan hurtigt blive RAMt af nedbrud og virus.

Jeg får et nyt styresystem og en større skærm. Så gælder det om at fylde harddisken op med nye tekster og nye billeder. Det er jeg faktisk frisk på. Livet er jo livligt, og døden er dødkedelig. 

En iskold meningsmaskine

Hvorfor skal jeg straffes for at jeg bruger modsætninger som virkemiddel til at gøre en tekst spændende?

Kan det passe at min egen computer vil tvinge mig til at skrive kortere indlæg i bloggen?

I hvert fald er min fire-fem år gamle Compaq Presario med Windows ME og 64 MB RAM begyndt at miste modet og tabe pusten i alvorlig grad.

Jeg kan dårligt nok få den tændt og hvis det endelig lykkes, så fryser billedet uhjælpeligt fast og pilen kan ikke bevæges.

Hvor ironisk at kulden kommer nu mens sensommeren gløder udenfor.

Kontraster?…jo tak, fru lærer.

Hvis dette indlæg lige pludselig st

Det lille smil i mørket

Lys og lyd. Sådan begynder mange ting. Først et blændende glimt og et enormt brag – og vupti: universet er født og begynder i samme øjeblik at udvide sig i alle retninger. Hele tiden. Den dag i dag. Fint nok. Men hvad er det så lige for et ”rum” som det nyfødte univers begyndte at udvide sig i? Skaber det måske selv den nødvendige plads undervejs? Tja, sådan ser den store verdens iboende gåde ud.

Min lillebitte verden er også fyldt med lys og lyd. Dagslys gennem vinduet og kunstigt lys i lamper og på skærme. Lyd? Åh ja…idel larm fra bilerne lige neden for vinduet på den store ringvej. Jeg plejer at smutte ud i køkkenet og lukke døren, så jeg får bare lidt fred i ørerne. Køkkenvinduerne er tykkere og nyere.

Men ak. Når jeg ser ud af dem i disse dage får jeg øje på håndværkere, der kravler rundt på stilladser i naboejendommen. Der renoveres facader, og det larmer så meget at det utroligt nok overdøver brølet fra bilerne. Det banker og durrer og hviner og dunker og fræser og hvæser og skærer. Men man er vel tilpasningsparat og moderne, så man finder sig i det. Midlertidigt. Måske nyder man at larmen lyder anderledes end normalt.

Men naturkræfterne kan også vendes på hovedet hos mig. Forleden begyndte min computer at blive helt teenageagtig. Den nægtede mig adgang til noget som helst. Nettet? Glem det. Ellers også frøs den billedet midt i en lang mail, som jeg ikke kunne trylle frem bagefter, når jeg med bønner og trusler og diverse heksekunstner havde bootet maskinen i gang igen. Den gik i sort og ville kun tændes halvt hver anden gang. Jeg gik også ned. Det blev dagens ibenholtdråbe i mit begsorte bæger. Humørsyg og muggen gik jeg tidligt i seng og sov som en slagen kæmpe.

Klokken 04.36 slog jeg øjnene op til min lille gåde. Jeg kunne dog straks mærke at jeg ikke ville kunne løse noget som helst, og heller ikke sikre min søvnkvalitet resten af natten, uden et kort besøg på toilettet forinden. Der var helt stille i lejligheden. Ingen masende myldretid på vejen. Intet tordnende ekko fra murværksdundrende arbejde i naboejendommen.

Jeg tøffede ud på toilettet. Et gulvbræt tog chancen og lavede en lille knagelyd, som ingen levende organisme ville kunne høre i dagtimerne. Da jeg åbnede døren til wc’et hørte jeg en helt ny lyd. Vinduet stod på klem, som det stort set altid gør. En lille skrattende stemme og kort efter noget som umiskendeligt mindede om…bossa nova?

Først tænkte jeg på om min kommende overbo måske allerede var flyttet ind og fejrede det med en lillebitte solofest for åbent vindue og musik fra mobiltelefonens mp3. Jeg ville sagtens have kunnet misse en eventuel indflytning. Men nej. Lyden kom fra en højttaler et sted ude i mørket. En radio. Endda en lille radio, kunne jeg fornemme på den tynde lydkvalitet. Pludselig forstod jeg. Håndværkerne havde ved fyraften glemt at slukke helt for én af deres små hyggeradioer. De havde sikkert ikke kunnet høre at den kun var skruet lidt ned. Men nu – i nattens tysteste stund – kunne man sagtens høre den lille metalkasse med batterier. Natradio. Det swingede faktisk ganske fint.

 

Jeg listede i seng igen og ind i en dejlig drøm, hvor jeg var en fandens karl med et lækkert sort garn og en totalt i orden trunte med mørkt krøllet hår ved min side. Mon jeg smilede i søvne? Sikkert, men det kunne man ikke se. Mørket har sine gode sider. Og stilheden.

Et pr. definition interessant indlæg

 

“Færre og færre cykelsmede vil være hjernekirurger”

(Skriv kort = mere interessant = få masser af faste læsere)