Det lille smil i mørket

Lys og lyd. Sådan begynder mange ting. Først et blændende glimt og et enormt brag – og vupti: universet er født og begynder i samme øjeblik at udvide sig i alle retninger. Hele tiden. Den dag i dag. Fint nok. Men hvad er det så lige for et ”rum” som det nyfødte univers begyndte at udvide sig i? Skaber det måske selv den nødvendige plads undervejs? Tja, sådan ser den store verdens iboende gåde ud.

Min lillebitte verden er også fyldt med lys og lyd. Dagslys gennem vinduet og kunstigt lys i lamper og på skærme. Lyd? Åh ja…idel larm fra bilerne lige neden for vinduet på den store ringvej. Jeg plejer at smutte ud i køkkenet og lukke døren, så jeg får bare lidt fred i ørerne. Køkkenvinduerne er tykkere og nyere.

Men ak. Når jeg ser ud af dem i disse dage får jeg øje på håndværkere, der kravler rundt på stilladser i naboejendommen. Der renoveres facader, og det larmer så meget at det utroligt nok overdøver brølet fra bilerne. Det banker og durrer og hviner og dunker og fræser og hvæser og skærer. Men man er vel tilpasningsparat og moderne, så man finder sig i det. Midlertidigt. Måske nyder man at larmen lyder anderledes end normalt.

Men naturkræfterne kan også vendes på hovedet hos mig. Forleden begyndte min computer at blive helt teenageagtig. Den nægtede mig adgang til noget som helst. Nettet? Glem det. Ellers også frøs den billedet midt i en lang mail, som jeg ikke kunne trylle frem bagefter, når jeg med bønner og trusler og diverse heksekunstner havde bootet maskinen i gang igen. Den gik i sort og ville kun tændes halvt hver anden gang. Jeg gik også ned. Det blev dagens ibenholtdråbe i mit begsorte bæger. Humørsyg og muggen gik jeg tidligt i seng og sov som en slagen kæmpe.

Klokken 04.36 slog jeg øjnene op til min lille gåde. Jeg kunne dog straks mærke at jeg ikke ville kunne løse noget som helst, og heller ikke sikre min søvnkvalitet resten af natten, uden et kort besøg på toilettet forinden. Der var helt stille i lejligheden. Ingen masende myldretid på vejen. Intet tordnende ekko fra murværksdundrende arbejde i naboejendommen.

Jeg tøffede ud på toilettet. Et gulvbræt tog chancen og lavede en lille knagelyd, som ingen levende organisme ville kunne høre i dagtimerne. Da jeg åbnede døren til wc’et hørte jeg en helt ny lyd. Vinduet stod på klem, som det stort set altid gør. En lille skrattende stemme og kort efter noget som umiskendeligt mindede om…bossa nova?

Først tænkte jeg på om min kommende overbo måske allerede var flyttet ind og fejrede det med en lillebitte solofest for åbent vindue og musik fra mobiltelefonens mp3. Jeg ville sagtens have kunnet misse en eventuel indflytning. Men nej. Lyden kom fra en højttaler et sted ude i mørket. En radio. Endda en lille radio, kunne jeg fornemme på den tynde lydkvalitet. Pludselig forstod jeg. Håndværkerne havde ved fyraften glemt at slukke helt for én af deres små hyggeradioer. De havde sikkert ikke kunnet høre at den kun var skruet lidt ned. Men nu – i nattens tysteste stund – kunne man sagtens høre den lille metalkasse med batterier. Natradio. Det swingede faktisk ganske fint.

 

Jeg listede i seng igen og ind i en dejlig drøm, hvor jeg var en fandens karl med et lækkert sort garn og en totalt i orden trunte med mørkt krøllet hår ved min side. Mon jeg smilede i søvne? Sikkert, men det kunne man ikke se. Mørket har sine gode sider. Og stilheden.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s