Monthly Archives: oktober 2006

Papadam eller papadum?

Zip, wushh, poww…nyheder, indtryk og stormende kuling kæmper med erindringer, følelser og dagsform om magten over mig.

Marys mave? Jeg brækker mig, men som sædvanligt er jeg for sent ude, for det har hun tilsyneladende gjort i flere uger. Det ligner da tegningen til et moderne kongehus, hvis kronprinsessen allerede nu har fået nok af ammestuesnakken.

Vejret? Et højt birketræ ude i haven fylder hele billedfeltet med grene og blade, når det bøjer sig ned mod min altan og tjekker mig ud. Jeg tænker mest på hvor egernet, som jeg ved bor her, gemmer sig i stærk blæst.

Livet? Skulle jeg så ikke snart se at få mig en eller anden uddannelse? Det ville berolige mine forældre. Aj, det orker jeg altså ikke lige nu. Og mor og far er jo døde, så roen falder vel snart på dem.

Morgenmad.
Den skal jeg have inden middagsradioavisen. Jeg er i det mindste oppe. Da jeg var ung bistandsklient og boede i Skadebanegyde på Vesterbronx, var dagens udfordring overhovedet at vågne inden middagsradioavisen.

Så længe kan jeg slet ikke sove mere.
Nu vil jeg tusse ud i det opvarmede køkken og lave mig noget god kaffe og spise noget groft rugbrød.
Så vil jeg sende en tanke til spisesituationen ved morgenbordene i Indien i den kommende tid.

Ja, i Indien!
For hvad læser jeg på Nyhedsavisens hjemmeside i dag:

INDISKE MÆND MÅ IKKE LÆNGERE SLÅ KONEN

Indiske kvinder er nu for første gang beskyttet af loven i deres eget hjem.
En ny lov, der trådte i kraft torsdag, gør det ulovligt at slå sin kone.
Ligeledes er alle former for misbrug, både seksuelt og verbalt, nu en forbrydelse.
Loven gælder ikke kun hustruer, men beskytter også enker, døtre og enlige kvinder mod overgreb fra de mænd, de bor sammen med.

– go’morgen også til jer i Mombay og Kolkata.

Op på mors fede bug

Jeg var lige et smut oppe på biblioteket for at sende nogle ord af sted i et filformat som modtageren kunne få glæde af, for min nye blærbare er ikke født med Word-programmet og det gør livet svært for en ordgrossist som mig.

Inden jeg havde nået at tænke over det havde jeg lånt en cd-boks med genudsendte go’e gamle Beatles-plader og en elsk-dig-selv-i-en-helvedes-fart bog om at elske andre for meget.

På vej ud kastede jeg et blik på bunkerne af gratis tidsskrifter som ligger på gulvet lige ved indgangsdøren. Jeg kan ikke holde nallerne væk fra gratis glæder. Og hvad ser jeg? Min gamle Kanal 2 kollega Elsie liggende i et karbad med kun krydderen over visse vande og med fødderne helt oppe i linsen. Bladet hedder Dagens Puls og er noget med noget sundhedshejs. Fint nok.

Elsie er for resten en forkortelse for skuespilleren Ellen Hillingsø, som var var nyhedsoplæser på landets første morgen-tv show i 1989, kaldet ’Morgenflimmer’, med mig som reporter i mit livs første job med løn i medieverdenen. Det var godt gået af Elsie at være nyhedsanker idet hun er ordblind. Det handicap har dog ikke forhindret hende i at klare sig godt i et fag som ellers er fyldt til randen med ord.
Ghita Nørby er for resten også ordblind…

Nå, men der ligger Elsie så på omslagsbilledet kun iført dagens puls og slanger sig i en væske som ligner letmælk – og måske er det. Ren Cleopatra. Jeg var lidt lun på hende i flimmerdagene, men det var jeg bestemt ikke alene om. Hun er ikke bare køn og har en sexet dyb stemme, men er også et ualmindeligt rart og venligt menneske. Så skal man jo reagere.

Inde i bladet er der artikler om sunde olier, mænds bækkenbundtræning og om hvor kvinder kan få fat på yndige små sko i størrelse 43-44. Jeg kiggede mest på billeder, men yppige Elsie kom ikke over ansigtshøjde inde i bladet, desværre. Jeg var lige ved at smide bladet i skralderen, da mit blik faldt på en overskrift på side 50:

Fede mødre får bøvl med graviditet nummer to.

Straks tænkte jeg på Mary’s kvalmeproblem i Skt. Petersborg, og hun er jo netop bekræftet gravid med nummer to. Men hun er da ikke fed på anden måde end den fede. Altså tynde, hvis du forstår?

Jeg studser over udtrykket ’fede mødre’…endda i en overskrift.
For et sprogkompas som mig lyder det udtryk nærmest voldeligt.

Derfor blader jeg om på side 49 og ser et kongetilbud på et weekend hotelophold i den svenske by Kungälv:
2 nætter, 2 morgenbuffeter og 1 to-retters middag/buffet med kaffe for 699 kr pr. person i dobbeltværelse med twin peaks.
Nej: twin beds, var det.
Det så jo fint og nydeligt ud.
Men ved du hvad hotellet hedder?
Det ved jeg: Fars Hatt

Har Frede og Mary mon været dér i smug for et par måneder siden? Hvis de var, så tog de nok morgenmaden på værelset.

Cut, Elsie!

Hvad er det at kunne noget?

Lige nu læser jeg Morten Grunwalds erindringsbog ‘Kort Tid’, hvori han beretter om sit liv fra barndommen i Odense over Det Kgl.’s elevskole til skuespiller- og teaterlederårene. Han er en mand, jeg altid har været meget fascineret af fordi han på den ene side har den dér legende og jazzende side som vi skidegodt kender fra Olsen Bandens Benny, med gule sokker og dametække, og så til hans mere alvorlige – nærmest tungsindige – interesse for mere analytisk og dybdegravende teater som Becket og andre klasssikere.

Jeg læser om hans mange, mange produktioner og stykker som han selv har spillet med i, instrueret eller produceret og får nærmest åndenød. Han er tæt på at være den mand i dansk teater, der har den bredeste erfaringsbase med teaterproduktion som sådan.

Alligevel påstår han gang efter gang efter gang at da de stod og skulle lave det-eller-det stykke – måtte de starte helt forfra uden at kunne bruge de forudgående succeser eller uddannelser eller erfaringer til noget.

Det stejler jeg over.

Jeg mener…jeg vil sgu nødigt rulles ind til en hjerne- eller hjerteoperation for så, som det sidste jeg når at opfatte inden narkosen bedøver mig, at se lægeteamet stå i en lille rundkreds og snakke om at de nu må glemme alt hvad de ved og har prøvet før…for ham her Hansen er en helt ny case, og før de nu har skrællet ham af og åbnet ham op aner de ikke hvad de skal gribe og gøre i.

Og pludselig husker jeg een af mine helte indenfor psykologien, nemlig den amerikanske eksistentielt orienterede forfatter og terapeut Irvin D. Yalom , der trods sin universitetsuddannelse og utallige års erfaring og tusinder af sessions med klienter, og forskning og bøger og foredrag og supervision og selvanalyse og hæder og status fastholder sit synspunkt: når han møder en ny klient, så er han på herrens mark og aner ikke hvad han skal stille op. Før han har lært netop dette menneske at kende, har de to ingen mulighed for at opfinde den metode som vil kunne afhjælpe netop de problemer hos klienten, som mødet tager udgangspunkt i.

Hvad??

Påstår een af verdens mest rutinerede behandlere at han ikke ved en skid?

Ja.

Jeg tænkte også på det forleden, da min blogkollega Susling så tilbage på sit liv og skrev :

Jeg har jo også altid vist, hvad jeg ville……..men alligevel blev det til mere end 20 års skolegang……Halleluja og hvad har jeg fået ud af det? Da jeg efter endt uddannelse og specialet fik mit første job, skulle jeg alligevel i gang med at lære håndværket fra grunden……..dvs. jeg havde jo hele min teoretiske baggrund….og den kan og kunne jeg da trække på……..Men selve det at skrive……og vel at mærke skrive godt……det handler vist mere om talent og praktisk øvelse……

Så spørger jeg (der ingen uddannelse har overhovedet): Hvis disse tre fuldt ud kvalificerede fagfolk selv efter mange års praksis vælger at søge tilbage til nulpunktet gang efter gang…hvad er det så at kunne noget?

Måske er svaret netop dét: At kunne noget er lige præcis at starte forfra med vilje.

At være god til noget er lige præcis at vide hvad man ikke er god til, og for at vide det skal man have prøvet igen og igen igen.

Kan det passe, at jo bedre man bliver til noget – desto mere usikker på sig selv og sin formåen kan man blive?

Ja, det tror jeg faktisk….og tænk nu hvis evnen til at ‘starte fra nul’ er forudsætningen for at kunne bruge sig selv og sit talent og sin erfaring til at lave noget, der virkelig sparker røv for alvor?

Nuvel…der er forskel på kunst og kirurgi – men nogle gange kan de to verdener alligevel godt mødes: 

Morten Grunwald besøgte engang en stærkt lidende Ebbe Rode, på Rigshospitalet. Skuespillerkollegaen var blevet opereret for hæmorider, og sad på en særligt konstrueret pude og så ud over København. Ret uovervejet spørger Grunwald hvordan Rode har det. Ebbe Rode ser træt på Grunwald, som om han har fået verdens mest tåbelige spørgsmål og svarer langsomt:

– Ja, lige nu har jeg det forfærdeligt…men ellers har jeg det ad helvede til!

Han kunne noget.

Sammenhæng i begge ender

Et savn eller en længsel som man ikke kan sætte navn på eller definere præcist. Man ved bare at man mangler noget og man stjæler sig til at se efter det i ubemærkede øjeblikke når andre ikke ved det. Sådan har jeg haft det i en periode og længe troede jeg at det drejede sig om det sædvanlige. At jeg bare skulle finde een som jeg kunne lave noget horisontalt med. Helst een der kunne sige nogle sjove lyde og som duftede af blomstereng. Men nej. Afklaringen har indfundet sig. Nu ved jeg hvad jeg i virkeligheden skal have for at blive tilfreds og jeg ved det endda med en sikkerhed som gør mig helt pjathovedet. Her er navnet på det jeg trænger allermest til:

E204149 (UL) CM 75ºC UTP 24 AWG 4 PAIRS TIA/E1A-568-A CAT 5

– er det ikke smukt?

Helt hvid og glat på overfladen og med hoved i begge ender.
Udenpå kold og utilnærmelig og indviklet.
Indeni strømmer der varme ord og vidunderlige billeder.
Faktisk har jeg allerede een…men den er kun ca. 1 meter lang og hvis jeg får een på 4 meter kan jeg sidde ude i køkkenet (hvor der er varme på) og skrue charme på.
Her gik jeg og troede at de sjove tider var forbi, men nu ved jeg for første gang i lang tid hvad jeg behøver mest.
Den vished er noget af det mest opbyggelige der findes.
Når jeg har fået min nye E204149 (UL)…så kører det bare.

Så mangler jeg faktisk kun et nyt lysstofrør under det ene af overskabene i køkkenet, nogle penge, lidt succes og et privatliv.
Så er den drolen splide mig ad også i vinkel og snoet på samme tid!

Opankret i den bløde favn

Det er en grå dag i dag.

Jeg har igen krydset klinger med en fjende som bærer sit våben under huden og dermed får jeg skylden hvis vedkommende får ydre sår.

Kampen foregår selvsagt på et symbolsk plan, så der flyder intet andet end hjerteblod i træfningen.

Krig opstår ofte når den ene part ikke kan holde sig selv ud.
Så skal den anden flæskes, for flæskes skal der åbenbart.

Desværre er der mere prestige i at agere udad og svinge med armene og lave spektakel end at kæmpe for at udholde at man ikke selv er som man kunne tænke sig det.

Og de andre virker jo som om de klarer sig så fint.
Angreb er det bedste selvforsvar.
Og jeg vælger min modpart med omhu.

Det skal helst være en billedskøn kvinde som jeg aldrig har mødt og hvis navn jeg ikke kender, for så tør jeg være nøjagtig lisså ondskabsfuld og gemen og sarkatisk og vredladen som jeg også er.

Jeg er bare alt, alt for fej til at kæmpe med åben pande ansigt til ansigt med de rigtige mennesker af kød og blod ude i virkeligheden som jeg møder – som byder på sig selv – og hvis forskellighed fra mig udløser naturlige konflikter.

Næh, så hellere taste al min surhed afsted på det ufarlige og altid modtagelige internet.

Ynkeligt.

Men jeg har heldigvis en side som sender mig små retrospektive sms’er (sjælens mesterlige sandhedsservice) og fortæller mig hvor dum jeg var.

Og så kan jeg selv vælge om jeg vil stå ved mine fejl og dårlige sider.
Lyder jeg ikke som et fuldstændig fantastisk menneske?

Måske skulle jeg melde mig ind i en frikirkemenighed og få en stor anerkendende krammer af en frodig og forstående reservemor som ikke rutter med næstekærligheden?

Måske.

PS. Hov…måske er det mig selv der er som den fjende jeg startede med at beskrive. Måske vil jeg slet ikke slås, men lader mig såre frivilligt for at angle efter medynk. Måske er jeg i virkeligheden en vindmølle. Det bliver stormvejr på torsdag.

Rejs mig, mand

Lige nu er jeg 180 cm høj og har det dejligt selvom det er gråvejr i København. I går aftes sad jeg nedsunket og krumbøjet i min blå sofa her i stuen og havde ondt i ryggen. I nat drømte jeg først om en farlig hund, men lige bagefter var der en sød hund der boede inde i en sort sko. Jeg kunne se hvordan den gnubbede sig venligt op ad min venstre fods inderside. Det var lidt synd at den skulle bo inde i den ellers pæne sko (drømmetænkte jeg) men ku’ så se dens hundehoved (!) ude i spidsen. Den havde det fint og når den prøvede at logre med halen vibrerede hele skoen. Er det mit liv? Er det den kraftfulde oplevelse af ‘nu’et’ som filosoffen Eckhart Tolle vil sælge til mig? At jeg drømmer om varme og smukke kvinder de første 49 år af mit liv og så står den ellers på fransk hotdog i weekenden og pølsehorn til hverdag? Det bliver ikke med mig som Ofelia. Nu har jeg rejst mig. Jeg står ved vinduet i min stue på første sal i etageejendommen og ser ned på den lørdagssløve ringvej. Min nye blærbare står i perfekt skrivehøjde i vindueskarmen. Min morgenmad er der masser af plads til og jeg har tændt for Mads & Monopolet på P3. Rygsmerterne er væk. Man forbrænder flere kalorier ved at stå oprejst i stedet for at sidde. Så det er en god dag. God hund. Jeg drømte også om min ekskone. Hun gik op ad en trappe og blev slet ikke vred selv om jeg stod for foden og læste en seddel hun havde skrevet og som jeg vist ikke helt var sikkerhedsclearet til at orientere mig i som sådan. Men det er en anden historie. For jeg står op og har det dejligt. Lige før så jeg et egern nede i vores have. Den have hvor jeg engang spillede fodbold med en sopran. Det er også en anden historie. Hun havde rød kjole på og en lille fiks cowboyjakke med. For vi kom jo ud af den have. Sådan går det. Vi må se ad. I forgårs prøvede en hveps flere gange at bryde gennem stuevinduet ved at nikke glasruden skaller. Det var nok en dronning der ville overvintre. Men jeg gider ikke den forvirring. Jeg er bange for den slags. Og der findes hunde som ikke bider først og spørger bagefter. I nypudsede sko. Det er en god dag. Jeg er en fine upstanding citizen som de siger i Hvalpsund. Men jeg skulle jo egentlig støvsuge…