Monthly Archives: november 2006

Den store forfatterdrøm

Det er ikke let at få sit manuskript antaget på et forlag så man kan få udgivet b-o-g-e-n og (endelig) kalde sig forfatter.

I aftes hørte jeg om en mand med en bog.

Det var formanden for Dansk Forfatterforening, Frants Iver Gundelach som på et forfattermøde fortalte om en håbefuld mand som han mødte på den seneste bogmesse.

Den pågældende havde ikke et slidt manuskript under armen, som de uantagede ellers ofte har…og det var der en grund til.
Manden spørger med et meget intenst blik om ikke Gundelach er formand for fatterforeningen?…(jo, det er han da) og kan han hjælpe med et godt råd??

– Jo, det skulle vel nok kunne lade sig gøre…hvad drejer det sig om?

Manden har været alle forlag igennem, men ingen vil udgive hans mesterværk med titlen ‘Verdenssituationen’.

Nå da da, siger Gundelach og bliver ganske snart klar over hvorfor mandens projekt har en svær gang på jorden.

Bogen er nemlig…siger den håbefulde forfatter…på 22.000 sider.

Den bog ville jeg gerne have indlæst som lydbog!

Farven er rød # 3

NB……SE UPDATE LÆNGERE NEDE….NB…SE UPDATE LÆNGERE NEDE…NB……

Tænk engang…fra på mandag er jeg fast beskæftiget!
Jeg vil kunne forelske mig i en storbarmet skønhed og gå rundt med et fåret fjæs og sige me-taaaa-fore og få pensionsordning oven i.
Og jeg kan stadig lege Bispebjergs Pablo Neruda efter fyraften.
Det er…mageløst.
Men umage giver jo mage, siger proteinguden Tor.

UPDATE: Her sent torsdag aften bliver det meddelt at skuespilleren Philippe Noiret (i midten) døde i dag (76 år gammel) efter lang tids sygdom. Den franske filmstjerne med det karakteristiske ansigt spillede rollen som digteren Pablo Neruda i filmen ‘Il Postino’ fra 1996 og huskes især fra sin rolle i ‘Mine aftener i Paradis’ fra 1988. I forvejen er filmen ‘Il Postino’ kendt for at den italienske skuespiller Massimo Troisi (tv.) som spillede titelrollen som det forelskede postbud ‘Mario’, døde dagen efter at den sidste scene var indspillet. På billedet ses også postbudets udkårne ‘Beatrice’, spillet af Maria Grazia Cuccinotta, som angiveligt og forhåbentligt lever i sit ypperligste velgående.

Farven er rød # 2

Jeg ringede altså på og talte med to mænd.
Det tog 18 minutter og fra på mandag kl. 06.30 går jeg lige ind fra gaden.
I stedet for at være postmoderne skal jeg være moderne post.
Fast arbejde!
Og jeg ringer altid to gange…mindst.

Fra på mandag opgraderes Instituttets flermedialitet så vi sikrer os at forskningsresultaterne kommer så bredt ud som muligt.
Hvis folk ikke kan læse e-mail og blogs bringer Beologen snailmail til døren.
I første omgang til et begrænset geografisk område, javel…men det vigtigste er signalværdien.

Posten skal ud…af fjerene.
Kald mig bare Jack.
Okay, Jessica?
Bordet fanger.

Ding Dong…!

Farven er rød

Om nøjagtig 45 minutter ringer jeg på dørklokken i et hus hvor dagen begynder om natten og hvor der er travl aktivitet det meste af ugen.

Hvor mange gange i alt jeg skal ringe på vil vise sig.
Bortset fra at hvis det bliver til mere vil jeg gå lige ind fra gaden.

Og bli’r det til mere vil jeg begynde at rende folk på dørene som sådan.

Vi må se ad…som hun altid sang så smukt.

Katolsk eller Kinddans?

Når jeg skriver her i bloggen giver jeg som regel de enkelte tanker og linjer god plads til at røre sig på, fordi det er min holdning at der skal være plads til både eftertanke og begejstring med mindre at emnet i sig selv lægger op til at teksten skal stå på så lidt plads som muligt, hvilket sagtens kunne ske, og det er jo i virkeligheden meget nemmere for mig ren skriveteknisk fordi jeg bare skal hamre løs i tangenterne efterhånden som ordene kommer til mig, uden at tænke på om modtageren bryder sig om den form som indholdet præsenteres i, og jeg har egentlig aldrig været i tvivl om hvordan jeg skal sætte det op, for jeg benytter mig meget af intuition, selvom man jo aldrig kan vide om man har fat i den lange ende, men det er min erfaring at når jeg selv skal læse tekst på en computerskærm bliver jeg langt hurtigere utålmodig og træt i øjnene hvis der er mange linjer i massive tekstafsnit, og så har jeg det med at lade blikket flakke og hurtigt skimme teksten for at få et overblik over om det nu også kan betale sig at læse det hele, eller om jeg bare skal nøjes med overskriften og så tage resten på fornemmelsen, og det er jo pudsigt at det er noget helt andet når jeg læser bøger eller aviser, hvor det ikke gør det ringeste at der står side op og side ned med sammenklemte bogstaver, men måske ligger det i selve internettets natur at man ikke vil opholde sig alt for længe på den samme side, for hvad nu hvis der er mere spændende læsning eller bedre information på de andre hjemmesider man kun er et enkelt klik fra, og hvis det forholder sig sådan gælder det for mig om at fastholde min læsers opmærksomhed på min blog ved at skrive personligt, overraskende og med et dramatisk forløb så læseren forhåbentlig ikke kan nære sig for at få slutningen med, hvis ellers starten har været interessant nok, og har den været det tror jeg slet ikke det er noget problem for læseren at rulle nedad på siden for at få alle linjerne med, tværtimod tror jeg at hvis linjerne får masser af luft og indefra kommende lys kan de klinge længere og dermed befrugte hinanden på en måde som måske minder lidt om den måde man bruger pauser på i musikken, hvor stilheden får sin egen betydning i forhold til lyden før og efter, og på den måde kan ingenting pludselig betyde alting, hvilket i skrivekunsten kaldes ’det, der står mellem linjerne’ og hvis der er meget lidt plads mellem linjerne er det begrænset hvor meget ilt fortællingen kan tilføres som sådan, og på den måde synes jeg at man blokerer for læserens mulighed af at fortolke frit og selv digte med og blive en del af en gensidig kommunikation mellem teksten og læseren, selvom jeg godt ved at ordene ikke uden videre kan lave om på sig selv når de først er sat på papiret, men helt sikker er jeg nu ikke, for der er mange eksempler på at to læsere opfatter den samme tekst helt forskelligt, og hvis det ikke var sådan ville det være omsonst at skrive andet end manualer til opvaskemaskiner og dosmersedler og parkeringsbøder og grundlove og indlægssedler til receptordineret medicin, og jeg gad i hvert fald ikke bruge kræfter på at finde på noget der var tvetydigt, underfundigt og tankevækkende på den gode måde, endsige skrive digte hvor ordene og stroferne lige så meget handler om sprogmusik og farver og rytme, for slet ikke at tale om daglige hyggeklummer om cykelture, erhvervsvejledere, fynsk ost og stærkt nedsatte kunstige sødemidler i supermarkederne.

Eller?