De første tyve-tredive år af ens liv danner man sig et bestemt indtryk af hvordan verden er skruet sammen.
Der er nogle mennesker, nogle ting og nogle begreber.
En Dronning.
Et hunboldlandshold.
Cornflakes.
Regler om vognbaneskift.
En liter mælk koster dét den koster.
Julen falder ofte i december.
Valby er en bydel i København.
Der sker store ting.
Broer bygges og indvies.
Metroen åbner og forlænges.
En prins fødes og døbes.
En jysk avis trykker tegninger.
En fyrværkerifabrik midt i en by eksploderer.
Flere lande invaderes i frihedens og den rigtige guds navn – og det er endda for indbyggernes egen skyld.
En ellers tilfældig efterårsdato betyder pludselig andet og mere i New York og i resten af verden.
Hvert fjerde år er der folketingsvalg.
I lang tid før og efter valget tænker politikere og partier lige så meget på det taktiske spil som på at lave nye reformer og virkelig ændre på tingene. Det er for farligt på kort sigt at tænke store (og dyre) tanker.
På den måde kan visse forhold i samfundet synes umulige at ændre på.
Sådan er det bare
siger de og tænker man.
Men jeg er begyndt at tænke på hvornår og hvordan et land som vores skal kunne lave om på ting for alvor. Ikke på nogen revolutionerende måde med kamillete og kædedans og ugelange fællesmøder, men alligevel.
Lad mig komme med et eksempel:
Hvornår har vi haft folkeafstemning i Danmark om forholdet mellem klumpfod og tandpleje?
I det halve hundrede år jeg snart har levet, har det været utænkeligt at man ikke skulle kunne få opereret sin klumpfod gratis, hvis operationen ellers kunne gøre personens gang på jorden lettere. Men hvis man som voksen får et problem med sine tænder, så skal man virkelig tænke sig godt om før man går til den speciallæge som er uddannet til at behandle sygdomme i tænderne.
Det koster mange penge at holde sine tænder hvis man er født med en skæv mund eller en tendens til tandkødsbetændelse. Tandlægers arbejde og materialer koster sikkert ikke mere end ørelægens og hudlægens og medicinerens. Men af en eller anden grund er tændernes pleje og behandling op til den enkelte, i samråd med sin tandlæge og ikke mindst sin bankrådgiver.
Det undrer mig.
Hvornår er det egentlig blevet besluttet?
Hvorfor skal man møde sin tandlæge med mistro, fordi man tror at han er pisket til at rydde ens undermund før jul for at få råd til gaver til børnene ?
Jeg ved godt at sundhedsministeren vil ryge endnu flere stresssmøger ved tanken om hvor dyrt det vil være at betale tandplejen og behandlingen over skatten. Jeg har set skræmmende gode dokumentarprogrammer i svensk tv om de problemer den dyre tandpleje giver for helt almindelige mennesker i Sverige, hvor de har den samme besynderlige opdeling som hos os.
Hvornår tager vi den store femstjernede debat om sundhedsudgifter og betalingsmåder?
Er det hvert tiende år?
Tyvende?
Firsindstyvende?
Om hvorfor det skal koste en formue at få behandling for en depression?
Eller for at kunne tygge sin mad uden frygt for at gå fra hus og hjem?
Eller for at kunne kysse godt og smile til verden så den smiler igen?
Hvorfor skal behandlingen af hammertæer og hareskår være gratis, men ikke en knækket tand?
Jeg forstår det ikke.
PS. Og hvis beregninger viser at samfundet kan spare penge ved at gøre offentlig transport gratis i de største byer…hvorfor så ikke gennemføre det?