er du selvskabstømmer
spurgte hun
jeg ved såmænd ikke
svarede jeg
selvgjort er selvsmurt
prøvede hun
selvbål er selvmål
hviskede jeg
hun tav
jeg tav
(barnets tarv)
jeg er i tvivl
sagde hun
jeg er radikal
sagde jeg
jeg er sopran
nynnede hun
jeg har stemmeret
tænkte jeg
du er skør
sang hun
jeg elsker også dig
græd jeg
Status. I 2006 udgav jeg min tredje bog, en digtsamling. Det var godt at jeg tog mod til mig og insisterede på at digtene skulle flytte hjemmefra, så jeg blev fri for at høre på deres brok. Udgivelsen gav ikke det løft jeg havde håbet på og processen frem til målet var temmelig ujævn, men en forfatter skriver bøger og udgiver bøger. Sådan er det bare…og alene derfor var det godt jeg fik gjort det. Men jeg udgiver ikke flere bøger hvor jeg selv skal betale for trykningen. Det kapitel er forbi i min livsbog.
Det var jo sådan at udgivelsen og det tilhørende nødkøb af en ny computer (den gamle udåndede) betød at jeg måtte låne 25.000 kr i banken. Men omvendt…var bogen blevet godt modtaget var pengene kommet hjem igen – og jeg elsker, elsker, elsker min nye blærbare lappetopper.
Jeg har levet af at indtale romaner som lydbøger i 2006 og kan kun sende en stor buket cyber-roser til AV-forlaget DGÃ & Lydbogsklubben i Odense som til stadighed giver mig nye opgaver. Havde jeg ikke det faste freelancejob stod den på kontanthjælp. At jeg slider meget med at få arbejdet gjort, så jeg selv er tilfreds med resultatet, er en anden sag.
Ãkonomisk har jeg levet på en indkomst svarende til en deltidsstilling, og har brutto tjent 120.000 kroner i 2006. Det er ikke let at forene med diverse udgifter når man bor alene og skal betale børnebidrag, men det er lykkedes mig at få det til at fungere ved at leve det arketypiske forfatterliv i tællepråsens skær.
Jo…jeg har søgt forskellige job uden held og jeg har søgt forfatterlegater uden held. Det er ikke let at få et godt job når man kun har HF-uddannelse. Jeg er begyndt at filosofere over det med min manglende uddannelse. Der er gode grunde til at det er gået sådan, men det er flovt alligevel.
Det vigtigste i mit liv er min datter på 12 år og stedsøn på 20 år. De klarer sig begge fint og har det begge godt med at være dem. Jeg holder meget nøje øje med deres liv og indtil videre er jeg glad for synet. Det har været en god vej at gøre alt for at opretholde et velfungerende samarbejde med min ekskone.
Kærligheden har bestemt været på gæstevisit i mit liv i 2006. Jeg har haft stjernestunder, men har også fået brandskader under forsøg på at komme ned på jorden igen. Atmosfæren er listig…man brænder op hvis man går lige på og man smutter tilbage og fortabt ud i rummet hvis vinklen er for sidelæns. Flere gange har planlagte opsendelser måttet udskydes og sågar helt aflyses på grund af dårligt vejr eller mandskabsmangel. Kvinder er ubegribeligt dejlige, synes jeg. Men jeg tror ikke jeg får et seriøst forhold til nogen før jeg får lidt mere stabilitet i mit eget liv.
Umiddelbart ser det ikke for godt ud her i mit halvtredsindstyvende år. Det er et meget lille liv jeg lever og der er ikke meget batteri på mig. Men jeg er god til at se det store i det små og jeg er meget taknemmelig over at få lov til at leve.
Om ti minutter skal min datter og jeg have meget sen brunch.
På mange måder er jeg en heldig mand.
Livet er jo livligt og vi må se ad…
Forleden skrev jeg noget om et eller andet og nævnte mit barndomshjem…at jeg boede hos min far og mor.
Da jeg læste det igennem en ekstra gang syntes jeg det så forkert ud.
Bor man virkelig hos sine forældre?
Bor man ikke sammen med dem?
Oplever jeg det i tilbageblik som om jeg boede til leje hos dem?
Jeg rettede det i teksten, men erindringen kom først.
Lissom når man rådes til bare at glemme noget og se at komme videre…
De første tyve-tredive år af ens liv danner man sig et bestemt indtryk af hvordan verden er skruet sammen.
Der er nogle mennesker, nogle ting og nogle begreber.
En Dronning.
Et hunboldlandshold.
Cornflakes.
Regler om vognbaneskift.
En liter mælk koster dét den koster.
Julen falder ofte i december.
Valby er en bydel i København.
Der sker store ting.
Broer bygges og indvies.
Metroen åbner og forlænges.
En prins fødes og døbes.
En jysk avis trykker tegninger.
En fyrværkerifabrik midt i en by eksploderer.
Flere lande invaderes i frihedens og den rigtige guds navn – og det er endda for indbyggernes egen skyld.
En ellers tilfældig efterårsdato betyder pludselig andet og mere i New York og i resten af verden.
Hvert fjerde år er der folketingsvalg.
I lang tid før og efter valget tænker politikere og partier lige så meget på det taktiske spil som på at lave nye reformer og virkelig ændre på tingene. Det er for farligt på kort sigt at tænke store (og dyre) tanker.
På den måde kan visse forhold i samfundet synes umulige at ændre på.
Sådan er det bare
siger de og tænker man.
Men jeg er begyndt at tænke på hvornår og hvordan et land som vores skal kunne lave om på ting for alvor. Ikke på nogen revolutionerende måde med kamillete og kædedans og ugelange fællesmøder, men alligevel.
Lad mig komme med et eksempel:
Hvornår har vi haft folkeafstemning i Danmark om forholdet mellem klumpfod og tandpleje?
I det halve hundrede år jeg snart har levet, har det været utænkeligt at man ikke skulle kunne få opereret sin klumpfod gratis, hvis operationen ellers kunne gøre personens gang på jorden lettere. Men hvis man som voksen får et problem med sine tænder, så skal man virkelig tænke sig godt om før man går til den speciallæge som er uddannet til at behandle sygdomme i tænderne.
Det koster mange penge at holde sine tænder hvis man er født med en skæv mund eller en tendens til tandkødsbetændelse. Tandlægers arbejde og materialer koster sikkert ikke mere end ørelægens og hudlægens og medicinerens. Men af en eller anden grund er tændernes pleje og behandling op til den enkelte, i samråd med sin tandlæge og ikke mindst sin bankrådgiver.
Det undrer mig.
Hvornår er det egentlig blevet besluttet?
Hvorfor skal man møde sin tandlæge med mistro, fordi man tror at han er pisket til at rydde ens undermund før jul for at få råd til gaver til børnene ?
Jeg ved godt at sundhedsministeren vil ryge endnu flere stresssmøger ved tanken om hvor dyrt det vil være at betale tandplejen og behandlingen over skatten. Jeg har set skræmmende gode dokumentarprogrammer i svensk tv om de problemer den dyre tandpleje giver for helt almindelige mennesker i Sverige, hvor de har den samme besynderlige opdeling som hos os.
Hvornår tager vi den store femstjernede debat om sundhedsudgifter og betalingsmåder?
Er det hvert tiende år?
Tyvende?
Firsindstyvende?
Om hvorfor det skal koste en formue at få behandling for en depression?
Eller for at kunne tygge sin mad uden frygt for at gå fra hus og hjem?
Eller for at kunne kysse godt og smile til verden så den smiler igen?
Hvorfor skal behandlingen af hammertæer og hareskår være gratis, men ikke en knækket tand?
Jeg forstår det ikke.
PS. Og hvis beregninger viser at samfundet kan spare penge ved at gøre offentlig transport gratis i de største byer…hvorfor så ikke gennemføre det?
Der var engang hvor dagen og natten og livet gik med at opfylde helt basale behov…overlevelse, mad, forplantning, yngelpleje.
I 2006 er mange danskere rastløse og leder efter en mening med livet, så de kan vælge til og fra blandt alverdens muligheder.
Nyheder, tilbud, udbud, gæstebud, overbud og afbud byder sig til.
I dag har jeg været vågen i cirka otte timer og har allerede fået følgende informationer:
IKEA’s årlige overskud er på 25 milliarder kroner ud af en omsætning på 160 milliarder kroner.
Nytårsaften brænder danskerne næsten en halv milliard kroner af på raketter, batterier og romerlys.
Jeg tjente små 400 kroner efter skat som postbud i to dage.
I en norsk danseforestilling blev følgende sagt:
The past is history
The future is a mystory
This moment is a gift
That’s why this moment is called:
The present
Men i morgen…
På tv står den ålesmalle vært med en gammel lysestage mellem sine pianofingre. Tingen viser sig at være mange penge værd alene på grund af efterspørgsel og smag.
Mennesker sætter deres tid og kompetencer til salg ved at søge eller blive tilbudt arbejde ca. 37 timer om ugen.
På det marked er det også til dels et spørgsmål om udbud og efterspørgsel og sælgerens uddannelse og erfaring.
For nylig droppede jeg efter to dage et job, som ville have krævet at jeg stod op kl. 05.30 og jeg ville være temmelig træt i krop og hoved efter hver eneste arbejdsdag.
Lønnen var ca. 17.000 kr/md.
Så var der jo dengang jeg tjente 5.000 kr/dag ved at råbe hurra og off side under en fodboldkamp. Det var da rimeligt godt gået med tanke på at jeg ikke har anden uddannelse end HF.
Forleden søgte jeg en stilling som fast natportier på en kursusejendom.
Jobbet tiltalte mig, men bagefter gik det op for mig at jeg var ved at sælge min nattesøvn og samtidig påtage mig ansvaret for måske 100 sovende menneskers sikkerhed.
Der stod ikke noget om lønnen i annoncen…og jeg begyndte at fundere over hvor meget jeg selv synes lige netop det job er værd. Jeg vil gætte på at lønnen er ca. 20.000 kr/md. – og hvis den er det synes jeg det er decideret flovt. Nattevagten skal ud over at holde sig vågen løse forskellige andre opgaver med administration og ler rengøring osv.
Min helt ærlige mening er at det job er den dobbelte løn værd. Jeg overvejede at trække min ansøgning tilbage, fordi jeg ikke vil ofre min nattesøvn når det kommer til stykket – men jeg vil lige først finde ud af hvad lønnen er.
UPDATE: Jeg har trukket ansøgningen tilbage.
himmellegemer
tiltrækker og frastøder
cirkulerende
Jeg gik langs en lysende rapsmark og lo, så jeg var ved at dele mig i to.
Himlen grinede med, mens jeg hørte noget der var så vidunderligt absurd at jeg nærmest krakelerede.
På det tidspunkt var mit liv i forvejen ved at slå revner…jeg skulle skilles og pludselig være en frakoblet del af en tidligere helhed.
Latteren var malplaceret, men den skyllede ind over mig som en tordenbyge man ikke når i læ for.
Jeg hørte to mænd mundhugges om smertestillende piller og rotter og tilgivelse og fortid og slutning.
Den ældre af dem er blind og kan ikke rejse sig, mens den anden og yngre er halt og kan ikke sidde. De befinder sig i et gasværk og udenfor er der tomt og øde, rapporterer den halte efter at have stavret rundt og op på en trappestige og kigget ud af vinduerne.
Alt hvad mændene siger til hinanden er fragmenteret og finurligt og de lægger hele tiden små onde sprogfælder ud. Spillet mellem dem havde eksisteret siden det år jeg blev født.
Den siddende har en tøjhund som han kærtegner når han er bange og han har også en bådshage ved hånden. Den yngre taler hele tiden om at gå sin vej, hvilket vil være fatalt for ham i stolen.
Den yngre går hele tiden ud og ind af en dør til et køkken man ikke kan se og som måler ti fod gange ti fod gange ti fod, efter hvad han siger. Dér henter han hundekiks til den siddendes ældgamle forældre, der bor i hver sin skraldespand med låg på i et hjørne af lokalet.
De gamle vil hellere have sukkerkugler fordi de ikke kan tygge kiksene og plager forgæves igen og igen, ligesom den siddende forgæves spørger den yngre om det er nu han skulle have sine smertestillende piller. Da det endelig er pilletid siger den yngre triumferende at der ikke er flere piller.
Flere gange be’r den ældre om at blive slå ihjel, men får nej. Den yngre vil hellere gå sin vej og gør sig til sidst klar til at rejse…men kan tilsyneladende ikke gennemføre det.
Det hele lød komplet vanvittigt, men da alting i forvejen var helt uvirkeligt på grund af skilsmissen hjalp det at høre noget der forekom endnu værre. Mine usynlige vandrefæller var lige ud ad min landevej.
Jeg var jo fortvivlet og gik lange ture for at holde det ud – og da jeg ikke er god til at græde var det befriende at kunne grine højt og vise tænder i landskabet.
Det kan landskaber sagtens holde til.
De klarer sig uden sukkerkugler.
Beologisk Institut 