Den stille tid

Vist er der blevet mere stille i mit liv siden den sidste af mine forældre tjekkede ud for snart tre år siden.

Min carmenkrøllede vippefodsmor sagde verden ret farvel og drog til de evige snakmarker. Jeg har gemt nogle effekter som direkte har med hende at gøre og her til aften blev det til en hel lille seance med én af dem.

Hun havde en del at slås med i sine sidste årtier med kredsløbet og hjertet og hoften og andre slidsomhedsomkostninger. Derfor lå det mig meget på sinde at hun altid havde en mulighed for at få noget hurtigt og nemt at spise hvis hun blev gammelsulten.

Så jeg havde købt evighedsmad til hende og da hun døde fik jeg de Cup Noodles tilbage hun havde haft stående i lang tid. Produktet er et plasticbæger med tørfoder som man hælder kogende vand ned i og efter tre minutter er samtlige knastørre kulhydrater, kemiske smagsforstærkere og andre sundhedstvivlsomme tilsætningsstoffer ædbare.

Her til aften fik jeg lyst til noget varmt at spise og fandt en Kylling & Karry kop frem fra dybet. Mens de tre minutter gik tænkte jeg på mor med et lille håndvarmt smil. Jeg tænkte på de tre-fire strømper jeg har tilbage som hun har stoppet og jeg tænkte især på det mest hellige relikvie jeg gemmer på: posen.

Hun havde lige så længe jeg kan huske en plasticpose hængende i kosteskabet fyldt med andre sirligt sammenfoldede plasticposer, så hun vidste hvorfra hun vupti kunne trylle x-antal poser frem.

Den pose har jeg nu under vasken – og jeg kan simpelthen ikke nænne at bruge nogle af de sammenfoldede poser i den. Det er jo for fanden min lille fighter af en pisseirriterende festbombe af en mor som omhyggeligt har foldet de femten tilbageværende poser sammen.

Nuddelsuppen smagte af mosegris og modificeret stivelse, men jeg nød hver en mundfuld. At den så havde sidste salgsdato for over et halvt år siden klarer jeg nok med mine slidstærke gener. Min mor levede mange år ekstra trods et sygdomsbillede der kunne slå en bryggerhest ihjel…bare ved at vise den pilleglassene.

For hver skefuld jeg hentede op fra nuddelhelvedet så jeg for mig en meget smuk sygeplejerske med seje modebriller som giver min mor det sidste måltid ved at made hende med forsigtige skefulde youghurt naturel på intensiven. Jeg fandt en knuselskende fred i det syn og holdt senere min mor og min storesøster i hænderne i de sidste minutter af vores lille glade enkemors 79 år en tidlig forårsmorgen.

Næstvedbønder holder længere end gamle nudler fra et multinationalt firma startet i Japan. Det vil jeg til hver en tid stille mig op og holde en tale om i tutten på nuddelkopfabrikken i Kelkheim i Tyskland.

Bis bald…Hai!

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s