Monthly Archives: december 2006

Den dag som er aften

I 1999 var jeg journalist på DAGBLADET i Korsbæk…nå nej: i Roskilde.

Jeg dækkede Ramsø kommune og fyldte dagligt to spalter med nyt fra Viby, Gadstrup, Dåstrup, Søster Svenstrup, Assendløse og Snoldelev på en stor avisside i broadsheet format.

Hver morgen mødte jeg op på den lille to-mands lokalredaktion i Borup hvor nyhederne fra Ramsø og Skovbo blev produceret.

Gennem hele december måned havde jeg gemt nogle af de bedste billeder avisens fotografer havde taget ved forskellige julearrangementer på skoler, i kirker og i institutioner.

Jeg havde nemlig en plan.

Fredag 24. december ville jeg give læserne en positivt vinklet oplevelse. Selvfølgelig ville jeg respektere nyhedsbilledet, men hvis der ikke skete noget vigtigt Lillejuleaften ville jeg åbne min helt særlige julegave til Ramsøboerne.

Planen lykkedes.

På de to spalter var der fire store flotte nærbilleder i farver af dejlige børn som pillede ved en juletræsgren, sad på en kirkebænk med store øjne, trak julemanden i skægget i supermarkedet og klappede i takt til en julesang i sportshallen.

Mine billedteksterne var kærlige og humoristiske og overskriften var den samme som i dette indlæg. Jeg ønskede alle i Ramsø en velsignet jul og tilføjede at jeg forhåbentlig nu havde bevist at kommunens yngste medborgere havde ligget i skarp træning i en måned, og at de måske senere på aftenen ville få løn for en tålmodighed som måske er langt større end de voksne er klar over.

Jeg så for mig at alle familierne for engangs skyld var samlet i de mange villaer og lejligheder med børn og børnebørn i kommunen, der ligger mellem Roskilde og Greve og Solrød og Skovbo og Lejre og som fra 2007 bliver en del af Ny Roskilde kommune.

Hvad kunne være mere aktuelt end at vise de alleryngste frem så man på tværs af generationerne kunne få en fælles læseoplevelse med DAGBLADET?

I bunden af spalterne skrev jeg en kort tekstartikel om NESA’s problemer med at få de sidste luftbårne strømledninger sat op igen efter den store orkan 3. december, så det var ikke ugeblad alt sammen.

Til højre for Ramsøs juleaftensspalter kunne man læse nyt fra Skovbo kommune: to billedløse artikler om en ny seniorby og stigende institutionstakster, to notitser om ældreboliger og rådhusåbningstider samt et billede af borgmesteren som giver en ung BMX-cyklist en pokal…samme slags journalistik dag ud og dag ind.

Jeg var stolt af den Ramsø-juleside jeg fik sat sammen.

Men min udgaveredaktør i Roskilde blev stiktosset over den og gav mig en mundtlig advarsel – da han ikke fandt at billederne havde noget med journalistik at gøre.

Hans reaktion chokerede mig.

I det hele taget var arbejdsmiljøet på Venstreavisen efter mine begreber ikke båret af andet end bundlinjehensyn og rå kynisme – og jeg blev da også fyret fra min faste stilling efter et langt og meget ækelt drama som satte sine dybe spor i mig.

Det værste var næsten det håndtryk jeg fik af den allerøverste chef ved afskeden…det var så kraftesløst og fugtigt at jeg gøs.

Jeg foragter og ynker ham og de andre jeg konfliktede med, men hvis jeg bare tænker på børnenes ansigter i min juleaftenspalte – så ved jeg hvad der er vigtigt den dag som er aften…og alle andre dage.

Go’e gamle Ny Ellebjerg

Jeg ringede ellers til DSB for at være helt sikker.

Først skulle jeg med Linje F fra Bispebjerg station til Grøndal station og aflevere et nyt digt i Anja & Charlottes stationscafé Mad & Mokka.

Så skulle jeg videre sydpå med næste F-tog til endestationen Ny Ellebjerg og skifte til Linje A på Køge Bugt banen.

Klokken tre var der nemlig cacao og boller i Vallensbæk hos min eks-svigermor som har fødselsdag lillejuleaften.

Men der var noget muggent ved den dér Ny Ellebjerg station.

I lang tid har man (mens den “rigtige” Ny Ellebjerg station mellem Sjælør og Ellebjerg er blevet bygget færdig) kunnet køre til en midlertidig Ny Ellebjerg endestation ved Gl. Køge Landevej og spadsere hen til den hidtidige Ellebjerg station ved Valby Idrætspark og skifte dér.

Den nye Ny Ellebjerg station er faktisk helt færdig og åbner 6. januar 2007 så man kan lynskifte til Køge Bugt banens Linje E og A mod Hundige/Køge. Den gamle Ellebjerg station nedlægges.

På den måde bliver Ringbanen et fornemt alternativ til at køre ind over København H med tre stærke skiftestationer: Flintholm (Metro og s-tog til Ballerup/Frederikssund), Dansholm (s-tog mod Høje Taastrup) og Ny Ellebjerg (s-tog mod Køge).

Derfor ringede jeg til DSB og spurgte om den midlertidige Ny Ellebjerg station stadig var i funktion, for jeg havde læst at der var nogle særregler under den sidste del af færdiggørelsen og jeg ville meget nødigt komme for sent til min eks-svigermor, der er god til cacao.

Men den flinke medarbejder beroligede mig og lød i det hele taget som om mit spørgsmål var dagens bundskraber. Jeg kunne bare som sædvanligt køre til den midlertidige Ny Ellebjerg og så gå hen til Ellebjerg.

Da toget nærmede sig Ny Ellebjerg blev jeg helt forvirret og min datter så bekymret på mig. Det var ikke den midlertidige Ny Ellebjerg vi endte på…det var den nye Ny Ellebjerg og vi kunne godt komme af, men den direkte adgang til Køge Bugt banens perroner er spærret indtil 6. januar 2007.

Men det hjalp ikke mig og datteren lige der og da…fordi:

Den gamle Ny Ellebjerg var nedlagt.
Den nye Ny Ellebjerg kan man ikke skifte på endnu.
Den nærmeste Køge Bugt bane station fra den nye Ny Ellebjerg er ikke gamle Ellebjerg…men Sjælør – altså længere inde mod centrum og nærmest i modsat retning af den vi skulle.

Det var heldigvis tørvejr (tak, eks-svigermor) men vi måtte ile hen til Sjælør og kom en halv time for sent til cacaoen…og måtte skære os gennem et gummiagtigt overfladeskind inden vi nåede ned til den varme drik….flødeskumseffekten kunne vi glemme.

Og så glæder vi os til det nye år hvor der bliver fem minutters drift på Ringbanen og ti minutters drift på Køge Bugt banen…og hvor der kun er een Ny Ellebjerg station.

Det bliver ellevildt.

Gysse 1 og Gysse 2

Jeg fik mandlen to gange som dreng og begge gange fik jeg en marcinpangris som mandelgave.

Det var helt umuligt for mig at spise dem, for jeg syntes de så alt for søde ud til at jeg ligefrem ville bide i dem.

Min storesøster syntes jeg var dum i hovedet, og for at vise mig vejen bed hun forbenene af den ene og trynen af den anden. Det blev jeg meget ked af og vred over.

Jeg kaldte dem Gysse begge to, fordi min mor havde fortalt om sin tid som meget ung pige på en sjællandsk bondegård hvor de fedede en gris op til jul og min mor syntes den var så sød. Det syntes de andre karle og bondefamilien såmænd også, så de gav den det hyggelige kælenavn.

Men julegrisen skulle jo slagtes. Bondemanden ville ikke finde en anden gris selv om min mor tiggede og bad om det, og det var hun meget ked af og vred over. Da Gysse blev slagtet var hun løbet langt ud i marken for ikke at skulle høre og se det.

Mine to marcipangrise fik lov til at bo i en af de små smørbokse med vippelem i køleskabsdøren hjemme i Vangede hvor jeg voksede op med min mor og far og jeg skrev sågar deres navne på siden med sort tusch…altså grisenes navne…på siden af grisene.

Min søster var forlængst flyttet hjemmefra og rystede på hovedet hver gang hun kom på besøg til jul og fik øje på dem – men hun lod nåde gå for ret for de to grise som nu var stenhårde af de mange års opbevaring.

Hun havde i mellemtiden selv fået to børn som ganske ung.

Jeg kan pudsigt nok ikke huske om Gysserne var blevet smidt ud inden min mor døde og hjemmet blev ryddet for snart tre år siden, men ved at give sukkerbasserne tålt ophold i alle de år fik jeg måske rettet lidt op på et af min mors ungdomstraumer.

Glædelig Jul

Den stille tid

Vist er der blevet mere stille i mit liv siden den sidste af mine forældre tjekkede ud for snart tre år siden.

Min carmenkrøllede vippefodsmor sagde verden ret farvel og drog til de evige snakmarker. Jeg har gemt nogle effekter som direkte har med hende at gøre og her til aften blev det til en hel lille seance med én af dem.

Hun havde en del at slås med i sine sidste årtier med kredsløbet og hjertet og hoften og andre slidsomhedsomkostninger. Derfor lå det mig meget på sinde at hun altid havde en mulighed for at få noget hurtigt og nemt at spise hvis hun blev gammelsulten.

Så jeg havde købt evighedsmad til hende og da hun døde fik jeg de Cup Noodles tilbage hun havde haft stående i lang tid. Produktet er et plasticbæger med tørfoder som man hælder kogende vand ned i og efter tre minutter er samtlige knastørre kulhydrater, kemiske smagsforstærkere og andre sundhedstvivlsomme tilsætningsstoffer ædbare.

Her til aften fik jeg lyst til noget varmt at spise og fandt en Kylling & Karry kop frem fra dybet. Mens de tre minutter gik tænkte jeg på mor med et lille håndvarmt smil. Jeg tænkte på de tre-fire strømper jeg har tilbage som hun har stoppet og jeg tænkte især på det mest hellige relikvie jeg gemmer på: posen.

Hun havde lige så længe jeg kan huske en plasticpose hængende i kosteskabet fyldt med andre sirligt sammenfoldede plasticposer, så hun vidste hvorfra hun vupti kunne trylle x-antal poser frem.

Den pose har jeg nu under vasken – og jeg kan simpelthen ikke nænne at bruge nogle af de sammenfoldede poser i den. Det er jo for fanden min lille fighter af en pisseirriterende festbombe af en mor som omhyggeligt har foldet de femten tilbageværende poser sammen.

Nuddelsuppen smagte af mosegris og modificeret stivelse, men jeg nød hver en mundfuld. At den så havde sidste salgsdato for over et halvt år siden klarer jeg nok med mine slidstærke gener. Min mor levede mange år ekstra trods et sygdomsbillede der kunne slå en bryggerhest ihjel…bare ved at vise den pilleglassene.

For hver skefuld jeg hentede op fra nuddelhelvedet så jeg for mig en meget smuk sygeplejerske med seje modebriller som giver min mor det sidste måltid ved at made hende med forsigtige skefulde youghurt naturel på intensiven. Jeg fandt en knuselskende fred i det syn og holdt senere min mor og min storesøster i hænderne i de sidste minutter af vores lille glade enkemors 79 år en tidlig forårsmorgen.

Næstvedbønder holder længere end gamle nudler fra et multinationalt firma startet i Japan. Det vil jeg til hver en tid stille mig op og holde en tale om i tutten på nuddelkopfabrikken i Kelkheim i Tyskland.

Bis bald…Hai!

Bolden på bolden i bolden

I 1992 var jeg som reporter på TV 3 Sporten med til at lave et optaktsprogram til en af verdens største og mest traditionsrige golfturneringer: The Open

Netop det år skulle alverdens topsvingere mødes øst for Edinburgh på banen i Muirfield.

Jeg havde den fine jakke med logo på og skjorte og slips og det helt store know-it-all smil.

Dér stod jeg og klogede den om syvjern, svenskere og skotsktern selv om min førstehåndserfaring om selve spillede stammede fra minigolf på campingpladser.

Vejret var helt afsindigt flot med høj klar himmel og en uforglemmelig udsigt over bugten Firth of Forth.

Et par år senere kommenterede jeg slutrunden på en Europa Tour turnering – jeg tror det var i 1996 på Viasat’s ‘Sportskanalen’.

Jeg elsker at se golf på tv – men der er een bestemt situation i spillet jeg ikke kan lide…og jeg er åben for gode hjernevriderbud på hvorfor.

Altså:

En spiller skal putte.
Han står på greenen og koncentrerer sig.
De andre spillere og deres caddies og hans caddie står heelt stille.
Publikum står heelt stille.
Tiden går næsten i stå og man hører kun fuglefløjt.

I samme sekund han puffer bolden afsted mod hullet vågner verden til livs igen og ingen tænker tilsyneladende på den lille bold mere.

De andre spillere går hen over greenen for at nå at læse linjen og publikum hoster og råber Youre The Man!…hvis det er ham tigeren de ser på.

Dét som jeg simpelthen ikke kan klare er synet af golfbolden som ruller afsted det bedste den har lært på det ultrakorte græs.
Det da påvirke dens bane at de andre bare tramper hårdt på jordskorpen? Det må da gungre en lille smule…trods alt?

Sådan en lillebitte hvid bold ovenpå en kæmpestor jordklode…??

Der ER altså noget med det dér…!