Monthly Archives: december 2006

Logik for talblinde

Bogsalget når nye højder, forlyder det op til julehandlen.

Samtidig beskyldes kulturministeren i en analyse fra revisionsfirmaet KPMG for, at de statslige udgifter til kulturen er faldet med 386 millioner kroner under den siddende regering.

Den beskyldning blev Brian Arthur Mikkelsen blevet meget vred over.

– Danske musikere og forfattere trives som aldrig før, sagde han i et samråd med folketingets kulturudvalg.

Nu siger hans udtalelse jo ikke noget præcist om hvorfra og hvortil på trivselsskalaen forfattere og musikere har bevæget sig, men han mener vist at de har det rigtigt godt økonomisk.

Så er der kun en forklaring tilbage på hvorfor mine bøger hverken bliver anmeldt eller kan sælge og at jeg hele tiden får afslag på ansøgninger til Kunstfonden, Kunstrådet og Kunststyrelsen: jeg er ikke forfatter.

Man lærer noget hver dag.

TV AVISENS bloggere ta’r time out?

Alle hidtidige indlæg i de fem personlige weblogs fra TV AVISEN’s studieværter er tilsyneladende blevet slettet uden nogen forklaring på DR’s hjemmeside. Der er kun billeder og præsentationer af værterne samt de eksterne links som de fem journalister anbefaler.

Jeg har fulgt de forholdsvis nyåbnede blogs i nogle dage og indlæggene har gennemgående været interessante og dejligt personligt vinklede.

I bloggenes frit tilgængelige kommentarbokse har der været saglige meninger om nyheder og tv-journalistik, men der har bestemt også været en masse larm og useriøst tingeltangel.

Der har været åbenlyse kærlighedserklæringer bl.a. fra en frisk tømrer til den debuterende vært Mette Walsted Vestergaard, og stærk kritik mod Paula Larrain for at komme med personlige politiske holdninger om den netop afdøde chilenske ex-diktator Pinochet. Paula Larrain er født i Chile i 1970 og kom til Danmark i 1974 som datter af politiske flygtninge.

Seerne har reageret ved at forsvare angrebene på deres yndlingsværter og har skændtes voldsomt indbyrdes. Alle læserkommentarer er også forsvundet fra de fem weblogs. 

Reimer Bo Christensen har kækt forsøgt at tage handsken op og bruge de mange strittende og ofte bidsk bjæffende reaktioner til noget opbyggeligt, men noget tyder på at nu har enten værterne eller ledelsen fået nok af den interaktive kommunikationsform.

Udover de tre nævnte har værterne Jeppe Nybroe og Torsten Jansen blogget på TV AVISEN’s hjemmeside.

Bloggosfæren er lige så fyldt med følelser og mennesker af enhver beskaffenhed som i den virkelige verden. Man kan få nye bekendte og venner, men man kan også blive slemt skuffet.

Måske skal DR og de fem journalister lige vænne sig til at kendte studieværter hurtigt kan blive ufrivillige lynafledere for folk med alle former for dagsordener, når kommunikationen bliver to-vejs og synlig for alle.

let’s get animal

blomsterfluehannen tiltrækker blomsterfluehunnen
ved at fastholde samme position i luften i lang tid
om han så skal tabe en tredjedel af sin vægt imens
han bliver hængende til hun kommer og hænger ud

bjørnedyrshannen er hot på den coolest mulige måde
han dør og vågner op igen og skåler i 96% alkohol
100 graders varme eller minus 272 er ren barnemad
bare han får bamset hende han allerhelst vil have

Et spørgsmål om svar

Der er en udfordring eller to jeg endnu ikke har kastet mig ud i.
Det er hverken at køre på væltepeter med bind for øjnene på Albani Torv i Odense eller slå baglæns flikflak op og ned ad hovedgaden i Maribo jeg tænker på.

Nej, det er at være utro og/eller købe mig til sex af en kvinde.
Ikke at jeg ikke har haft lyst, men impulskontrollen har stoppet det.
Når det gælder utroskab ved jeg at hvis jeg handler på min lyst er der noget alvorligt i vejen med mine følelser for den bedragede.

Jamen…er lysten til at bedrage ikke det samme som at gøre det?
Det mener nogle.
Jeg holder mig til dét en kæk norsk nyfreudiansk psykolog og billardhaj som jeg gik hos en tid sagde om forbudne lyster.

At man skal erkende at man har lysten og i stedet for at fordømme den meget bevidst undlade at handle efter den. På den måde tager man toppen af impulsens kraft, og man undgår en masse ballade med bondeanger, lyveregnskab og den slags hobbies.

At købe sig/mig til sex hos en lu….en lu…en lutheransk frafalden kvinde, har jeg altså heller ikke opsøgt indtil nu. I mine yngre dage var jeg ellers tæt på. Da var testosteronen i kog og jeg styrede rundt i storbyen med mine 72,5 kilo, langt hår og en rastløshed på størrelse med studiegælden.

På et tidspunkt boede jeg alene i en lillebitte lånt lejlighed i hovedstaden i Skydebanegade (Skadebanegyde i lokal-lingo) som går fra Istedgade til Søndre Boulevard på Vesterbro få meter fra Halmtorvet…nær Kødbyen.

Jeg havde ikke rigtigt noget job og ikke rigtig nogen uddannelse eller større planer om det. Kærester var der sådan set heller ikke nogen af og et decideret liv var det svært at prale af når man som jeg havde store problemer med at komme ud af sengen inden Middagsradioavisen. Når jeg en sjælden gang vandt kampen mod uret havde jeg det med at springe morgen make up’en over, gribe indkøbsposen og styre over i Irma i Kødbyen for at købe morgenmad.

Dér ser du Unge Hansen dalrende iført viltert morgengarn og selvdøde joggingbukser med en hængerøv på størrelse med den daværende udlandsgæld.

Børstet tænder havde jeg heller ikke og jeg missede stærkt mod det stærke dagslys i middagstimen. Det eneste jeg tænkte på var den iskolde skummetmælk jeg skulle hente til mine knastørre havregryn – og på den lige så iskolde mørkhårede kassepige som jeg var hemmeligt og ulykkeligt forelsket i.

Så skete det et antal gange, at jeg mærkede en skygge i kølvandet, og når jeg så vendte mig om havde jeg fået selskab af en gyngende skude af varieret tonnage. Hver gang blev jeg lige irriteret over at endnu en stakkel af en gadeluder kunne tro på, at jeg Mister Mulepose Morgenhår von Hængerøv var interesseret i at dyrke hed sex i 8 minutter inden jeg havde fået havregryn og børstet tænder og betale for det!

Skønheden blinkede så kraftigt med sine galvaniserede øjenvipper at dem der gik på det modsatte fortov vendte sig efter lyden for at se om der var sket et biluheld.

Og så faldt s-p-ø-r-g-s-m-å-l-e-t:

– Heeeej….vil du ikke med op?

Jeg blev ærlig talt så vred at jeg ikke anede hvad jeg skulle svare, også fordi jeg udmærket kunne gennemskue at hun nok var ret ligeglad med min “tøjsmag” hvis bare jeg kunne bidrage økonomisk til hendes ulyksalige misbrug.

Det lykkedes mig aldrig på samme tid at give udtryk for min vrede og for min sorg over at hun er nødt til at ydmyge sig selv på den måde i et samfund der pisser på de allersvageste ved at opretholde et forbud, der sender prisen derop hvor den er attraktiv for kriminelle kredse. Og når misbrugerne så har nået bunden på grund af dårlig hygiejne, fængselsophold, ågerrenter og kønssygdomme…så slår samfundet bare ud med armene og mener at de jo bare kunne have styret sig fra starten af.

Irriteret var jeg…også over at jeg kunne mærke at synet af hendes halvt blottede barm og lange ben virkede i min krybdyrhjerne, og det var ubehageligt at mærke den automatik når jeg ellers troede at det var havregryn det handlede om.

Så jeg måtte finde på et eller andet.
Nogle gange undgik jeg kontakten ved at skifte fortov.
Andre gange kunne de ikke følge med i de højhælede, hvis jeg satte farten op.
Men for det meste fangede de mig, fordi jeg dårligt nok var vågen endnu.
Til sidst lykkedes det mig at komme på et svar.
Når de spurgte mig, om jeg ville med op, så svarede jeg stille og roligt og med direkte øjenkontakt:

– Ja, hvorfor ikke…hvor meget vil du give?

Dét hjalp!

Irmapigen fik jeg aldrig scoret selv om jeg gik over til at gå med en helt ny Irma-mulepose som jeg havde købt i en helt anden Irma. Nu hjalp det nok heller ikke at jeg ikke turde sige noget til hende – men jeg satsede på at hun ville forstå min subtile form for flirt.

Teleapati.

Når hver rismark drev af tåge

Kom igen til Mandalay, ad flotillens gamle vej,
husker du pagajens dunken fra Rangoon til Mandalay?
Oh, den vej til Mandalay, fuld af flyvefisk i leg,
og hvor solen brød som torden frem bag Kina-bugtens kaj

                          (Kiplings digt oversat af Kaj Friis Møller)

Dér sidder jeg så i mit køkken og hyggespiser efter en god gåtur i skumringstimen. Jeg hører i øreradioen at en københavnsk politiker foreslår at man flytter Ungeren hen i et andet hus på Kapelvej – men det går ikke fordi det vil betyde at en masse andre unge skal finde nye undervisningslokaler.

Overborgmesteren vil ikke gøre mere.
Der er kø ved håndvasken.

På tv ser jeg en svensk journalist fortælle om en anden hovedstad i et land hvor magthaverne opfører sig værre end slemt.

Ved du hvad Burmas ledelse har gjort?
De har flyttet hovedstaden!
Rangoon med 3,5 mio indbyggere skal værsgo flyttes langt ind i junglen og kaldes Naypyidaw.

På kornede filmoptagelser ser man nyopførte tomme beboelseshuse som de mange statsansatte skal bo i – men de kan foreløbigt ikke få deres familier med. Der er ingen butikker og ingen steder at mødes. Hvorfor en hel hovedstad skal flyttes kan vestlige iagttagere kun gisne om, for der er ikke givet nogen officiel forklaring.

Nogle siger at det er fordi diktatorerne frygter et amerikansk lynangreb fra søsiden.
Nogle siger at det er fordi den øverste leder af militærjuntaen vil markere begyndelsen på et nyt dynasti i landet ved på historisk vis at flytte hovedstaden.
Andre siger at det er fordi lederens astrolog siger det er det bedste.
At tvangsflytningen koster en formue i et i forvejen forarmet og nedslidt land gør åbenbart ikke noget.

Oppositionen er nærmest udslettet og dens ledersymbol, Nobelfredsprismodtageren Aung San Suu Kyi sidder på femtende år i husarrest i Rangoon – eller Yangon, som juntaen har omdøbt byen til.
Landet med ca. 50 mio indbyggere er gennem årtier blevet holdt i et jernhårdt greb og udviklingen nærmest gået i stå.
Menneskerettighederne respekteres ikke.

Når jeg ser billederne fra Burma (også kaldet Myanmar) og tænker på balladen på Nørrebro i lørdags ved jeg jo godt hvor jeg vil bo.

I vores politiske system er der plads til at give udtryk for sin utilfredshed med at man ikke kan beholde brugsretten til et ungdomshus.
Meningerne brydes og parterne tester hinandens udholdenhed.
Vælgerne diskuterer sagen i pressen.
Jeg har min lille frie blog som en avis i Odense faciliterer og nu skriver jeg følgende:

Jeg er glad for at bo i København og jeg synes de unge brugere af Ungdomshuset er blevet snydt.
Jeg kan godt forstå de er utilfredse.
Jeg kan ikke acceptere den protestform der blev brugt i lørdags.

Der er vold nok i forvejen.

Sejl mig ud der øst for Suez, der hvor sidste mand er først,
hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst.

Kamera 1 og 2

De bladløse trækroner gennemlyses bagfra af den klarest tænkelige oppegående morgensol. Hvis jeg fotograferer det vil resultatet ikke kunne gengive hvor glad jeg bliver ved at se mønsteret af kviste og grene og himmelfarverne på bagtæppet. I aftes kom jeg uforvarende til at slette de fleste illustrationer i bloggen så der nu kun er ordene tilbage. Man må selv danne sig billeder på baggrund af ordene indtil jeg får rettet det. Sådan er dagen i dag. Goddag.

Hvad hjertet er fuldt af…

Dér sidder jeg så igen i min lille lydboks og indlæser en norsk krimi som skal blive til en lydbog på cd.

Jeg læser side efter side om kriminalassistent Harry Hole og hans dæmoner og bankrøvere og sigøjnere og elskerinder og fremmedhadende inkompetente chefer.

På side 199 er jeg tæt på at lave en rigtig sjov fejl. Jeg skal læse følgende sætning hvor Harry første gang ser sin nye kvindelige kollegas kontor:

Bortset fra en velkendt potteplante, som han ikke kunne huske navnet på, var kontoret lige så ribbet for kosmetiske genstande som hans eget.

Da jeg havde læst den op første gang havde jeg den dér følelse af, at noget var gået galt. Det er et slags instinkt. Jeg kan høre at noget var forkert eller lød forkert. Så jeg tjekkede det lige (jeg er min egen lydtekniker) og hører til min store forundring at jeg siger “kosmiske genstande” i stedet for “kosmetiske genstande”.

Jeg retter det.
I hver lydbog laver jeg måske to-tre fejl som jeg ikke selv opdager.

I næsten alle romaner er der i førsteudgaven et antal tryk- og slåfejl og måske to-tre rigtige fejl hvor en person pludselig skifter fornavn eller andre logiske smuttere.
Når man laver fejl, så påstår gode gamle Sigmund Freud at det aldrig er tilfældigt og at der altid er en ubevidst grund til at man lavede netop dén fejl og ikke en anden.
Vist har han humoristisk sagt, at når det gælder de meget betydningstunge symboler i hans drømmeteorier, så ER der drømme hvor en cigar er en cigar, og ikke noget som helst andet. Men fejlhuskninger, forglemmelser og tanketorsk kan fortolkes.

Hvorfor sagde jeg så ‘kosmisk’ i stedet for ‘kosmetisk’?

Well…jeg er meget optaget af stjerner og faktisk lidt bange for dem, og jeg er ikke så glad for mennesker der går FOR meget op i tøjstil og make up – i hvert fald hvis de sætter lighedstegn mellem udseende og menneskeværd. Det er en meget praktisk holdning, jeg har dér – for så har jeg en god undskyldning for at ligne en hjemløs og alligevel brokke mig over at kvinderne ikke ligefrem slår lejr uden for min gadedør.

En anden fejl var at jeg kom til at udtale Harry’s navn på engelsk, altså lissom Harry Potter. Dét tænkte jeg lidt over…og så slog det mig, at den norske Harry i bogen minder meget om en anden antihelt med samme fornavn, som jeg aldrig glemmer. Det er hovedpersonen i en engelsk tv-serie fra 1983: Harry’s Game (Yorkshire Television) baseret på en roman af Gerald Seymour om en engelsk officer og undercover agent, der tager til Nord Irland og prøver at finde ud af hvem fra IRA, der skød en engelsk minister.

Harry taler med irsk accent fordi han er vokset op i Nord Irland og derfor kan han være en perfekt hemmelig agent. Ray Lonnen spiller Harry, som får problemer fordi han forelsker sig i en kvinde, der giver ham husly. Jeg husker dårligt hvordan den endte, men på typisk engelsk vis med hensyn til kvaliteten af tv-drama, havde man sørget for at give tid og plads til karakteropbygning og ambivalens hos hovedpersonerne.

Og så var der musikken!

Den stod den unge irske folkemusikgruppe Clannad for.
Filmens åbningstema var dystert…en truende dyb grundtone, som brydes af Máire Brennans lyse og intense stemme på snurrende gælisk:

Imtheochaidh soir is siar
A dtainig ariamh
An ghealach is an ghrian

(ikke at jeg aner hvad det betyder, men jeg får den dag i dag gåsehud af at høre dén indledning…og jeg har jo set coveret af ‘The Magical Ring’ hvor titelsangen var med…så jeg ved at sangerinden er meget smuk som sådan. Hun har siden skiftet kunstnernavn til Moya Brennan) .

Efter Máires solostart VÆLDER et svar fra et forrygende produceret kor af stemmer fra de øvrige Clannad-medlemmer ind over og svarer hende:

Fol lol the doh fol the day
Fol the day fol the day

Ståpels…

Min erindring om Harry og Máire og tanker om krig, strid og offervilje blandede sig aktivt i min oplæsning af den norske Harry.

Hvad siger Sigmund??

Og hvad tænkte han da jeg for mange år siden på Radio Sydkysten skulle læse et nyhedstelegram om problemerne i ‘det almennyttige boligbyggeri’ op og hører mig selv sige: “…det almennyttige boleri”.

Dét gi’r røde ører, Liebling…men de kan jo heldigvis ikke ses i radioen.

Værre var det måske for den amerikanske mandlige tv-vært som engang skulle byde velkommen til THE GRAND PRIX CONTEST…og fordi han måske var lidt lun på sin billedskønne medværtinde kom til at snuble så freudiansk over ordene, at de i hans mund blev til THE GRAND PRICKS CUNT TEST.

Eller den allerbedste freudianske fortalelse, jeg nogensinde har hørt – og som jeg har på bånd:

En P1-debataften om kønsroller hvor redaktionen består af kvinder. Værtinden er kvinde, og produceren i hendes øresnegl er kvinde. Man mærker tydeligt at redaktionen foretrækker den blødere mandstype, og værten har svært ved at skjule sin sympati for den ene af studiegæsterne: Journalist Per Munch fra Politiken.
Den anden gæst er nemlig hademand nr. 1 blandt et stort flertal af moderne kvinder: Carl-Mar Møller.

Da Per Munch har sagt noget som værten gerne vil bruge imod Carl-Mar, starter hun et spørgsmål medens produceren skratter i hendes øre.
Det forstyrrer værtindens koncentration så meget, at hun siger til Carl-Mar:

“Jamen, Carl-Mar…når nu Per Pik siger, at….”

Øresneglen eksploderer af grin…Per Munch fniser og Carl-Mar prøver at svare seriøst – mens værtinden kæmper mod latterbølgen som er på vej op fra maven.

Det bedste ved den fortalelse er at Per hedder Munch.