Monthly Archives: januar 2007

2007-anmeldelse

Da min fodboldkrimi ‘Mord på landsholdet’ udkom i
2002 fik den en blandet  modtagelse – for nu ikke
at gribe til sømandsgloser.

Det ærgrede mig selvsagt at jeg ikke fik lokket
flere af mine medpatienter med kronisk fodboldfeber  til at læse, endsige købe bogen.

Men bortset fra at romandebuten ikke gav mig den platform som jeg havde håbet på, så jeg kunne
holde foredrag og skrive klummer etc. – så er jeg bestemt glad for at have skrevet den, og jeg kan
ikke tillade mig at have anden mening…for bogen er som jeg ville have den til at være.

Nu har en blogkollega – Erik Hulegård – læst bogen og skrevet sin ærlige mening om den…og det er jeg glad for at han har.

Den slags læsere kan give enhver forfatter mod til at mislykkes igen 🙂

Reklamer

Men…(4)

…hvordan kan en kvindelig offentlig ansat i Greve kommune blive fyret for at kalde en person af anden etnisk herkomst end dansk for ‘kamelklapper’ mens to mandlige betjente ved Glostrup Politi tilsyneladende kan slippe afsted med at kalde en tilsvarende og fuldt ud integreret person for ‘perker’ og ‘abekat’ uden anden konsekvens end en løftet pegefinger?

Men…(3)

…hvordan kan en voksen mand, der stormer ind i en urmagerbutik for med vold og magt at bortrøve en anden mands ejendom, og i processen truer med en vellignende våbenattrap som han slår urmageren i hovedet med, i ramme alvor få sin advokat til at varsle en erstatningssag for den svie og smerte som røveren selv (‘skadelidte’) fik ud af røveriforsøget fordi urmageren havde den frækhed at tillade sig at trække en blytung streg i sandet?

New kid on the bloggebrokkeblock

Jeg troede lige jeg skulle hyggelæse hos bloggerinden Spacemermaid, som idag skriver et fint indlæg om hvad man skal blive når/hvis man bliver stor.

Stor er min forbavselse da jeg ruller ned gennem kommentarerne – og får øje på et blognavn som jeg kender bedre end godt: bloggehoved.

En ung lyrisk sindet gut med det bibelske navn Lukas har åbnet en blog med præcis samme navn som jeg brugte i det meste af et år. 

Serveren lukkede sidste sommer og sendte mig i xtra|blog flyverskjul på Fyn. Men jeg har det jo fint her i mit lille institut og jeg har sofort formanet den unge mand om at forvalte arven efter det brugernavn jeg mindre eller mindre har vundet hævd på efter bedste beskub…ellers kommer gammelbloggebrokkeren sgu efter ham 🙂

Filmanmeldelse

Jeg har ondt i min venstre skulder.

Min far blev engang på sin NSU-knallert torpederet bagfra af en stor sort Cadillac i Klampenborg…måske en diplomatbil.

Hans krop blev slynget højt op i luften og han landede hårdt med skulderen lige ned på kantstenen ved det modsatte fortov. Han var vel midt i halvtredserne da det skete og jeg var nok seks-syv år.

Resten af sit liv kunne han ikke løfte venstre arm over skulderhøjde.
Det var forresten slet ikke det jeg ville skrive om, men sådan bliver det.

For fem år siden stod jeg en foran et stort rør i et udendørs badeland i Nordsjælland og tænkte på hvor hurtigt man egentlig kunne kure ned igennem den velvoksne vandrutschebane. Jeg vidste at min datter var kørt i forvejen, så nu kunne jeg jo lige vise hende hvor sej en rigtig far i badebukser kan være på en varm sommerdag.

Ergo gav jeg den gas fra starten og kylede mine samfulde to hundrede pund ind i det sorte hul. Jeg gjorde mig stiv som en pind med hænderne krydset og fikseret på brystet, og berørte kun underlaget med skulderblade og hæle for at mindske friktionen. Farten blev til sidst så høj at det bedste jeg kunne gøre var at overgive mig…og det skulle den ikke have at vide to gange.

I næstsidste dobbeltsving blev jeg slynget i cirkulation så jeg drejede rundt om min egen akse, næsten som en amerikansk fodbold i en desperat sidste sekunds Hail Mary på vej mod endzonen i Super Bowl Finalen, hvor en halv millard mennesker holder vejret og stirrer på den ovale lædertingest’s altafgørende lufttur.

Jeg svævede i luften i et par svimlende sekunder inden jeg landede meget hårdt på venstre skulder kun få meter fra opsamlingsbassinet, hvor min datter spændt ventede på at jeg kom ud af røret.

I samme sekund jeg landede tænkte jeg på min far, og på hvor ærgerligt det var at han aldrig fik set sit barnebarn. Selvom jeg fik et brud på knoglen kan jeg i dag godt løfte min venstre arm over skulderhøjde, men det værker stadig lidt i den indimellem – og på den måde har jeg på en måde har en eller anden form for kontakt med ham.

Det er måske lige lovligt symboltungt – og han havde jo allerede adskillige børnebørn da han blev far til mig.

Jeg får ofte nogle små stikkende jag i skulderen når jeg ser en film med Michael Caine i hovedrollen. Ikke fordi jeg tror han i virkeligheden er min biologiske far – slet ikke – men ondt gør det sgu.

Det var faktisk Michael Caine jeg ville skrive om.

Sådan kan det gå.