Filmanmeldelse

Jeg har ondt i min venstre skulder.

Min far blev engang på sin NSU-knallert torpederet bagfra af en stor sort Cadillac i Klampenborg…måske en diplomatbil.

Hans krop blev slynget højt op i luften og han landede hårdt med skulderen lige ned på kantstenen ved det modsatte fortov. Han var vel midt i halvtredserne da det skete og jeg var nok seks-syv år.

Resten af sit liv kunne han ikke løfte venstre arm over skulderhøjde.
Det var forresten slet ikke det jeg ville skrive om, men sådan bliver det.

For fem år siden stod jeg en foran et stort rør i et udendørs badeland i Nordsjælland og tænkte på hvor hurtigt man egentlig kunne kure ned igennem den velvoksne vandrutschebane. Jeg vidste at min datter var kørt i forvejen, så nu kunne jeg jo lige vise hende hvor sej en rigtig far i badebukser kan være på en varm sommerdag.

Ergo gav jeg den gas fra starten og kylede mine samfulde to hundrede pund ind i det sorte hul. Jeg gjorde mig stiv som en pind med hænderne krydset og fikseret på brystet, og berørte kun underlaget med skulderblade og hæle for at mindske friktionen. Farten blev til sidst så høj at det bedste jeg kunne gøre var at overgive mig…og det skulle den ikke have at vide to gange.

I næstsidste dobbeltsving blev jeg slynget i cirkulation så jeg drejede rundt om min egen akse, næsten som en amerikansk fodbold i en desperat sidste sekunds Hail Mary på vej mod endzonen i Super Bowl Finalen, hvor en halv millard mennesker holder vejret og stirrer på den ovale lædertingest’s altafgørende lufttur.

Jeg svævede i luften i et par svimlende sekunder inden jeg landede meget hårdt på venstre skulder kun få meter fra opsamlingsbassinet, hvor min datter spændt ventede på at jeg kom ud af røret.

I samme sekund jeg landede tænkte jeg på min far, og på hvor ærgerligt det var at han aldrig fik set sit barnebarn. Selvom jeg fik et brud på knoglen kan jeg i dag godt løfte min venstre arm over skulderhøjde, men det værker stadig lidt i den indimellem – og på den måde har jeg på en måde har en eller anden form for kontakt med ham.

Det er måske lige lovligt symboltungt – og han havde jo allerede adskillige børnebørn da han blev far til mig.

Jeg får ofte nogle små stikkende jag i skulderen når jeg ser en film med Michael Caine i hovedrollen. Ikke fordi jeg tror han i virkeligheden er min biologiske far – slet ikke – men ondt gør det sgu.

Det var faktisk Michael Caine jeg ville skrive om.

Sådan kan det gå.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s