Monthly Archives: januar 2007

Den Vrede Mester

I bogen NHØP fortæller den svenske sangdiva Lisa Nilsson om sit korte samarbejde med Niels-Henning Ørsted Pedersen.

Hun sang titelsangen på hans cd ’Those Who Were’ fra 1996 – en sang som bassisten selv havde skrevet.

NHØP var meget glad for hendes måde at fortolke den på, og da hun skulle synge den sammen med ham ved Grammy-festen året efter, skete der noget som fik ham til at vise sig fra sin mest loyale og gentleman-agtige side:

‘Jeg sang mig fuldstændigt ud og var dybt betaget af sangen, og så afannoncerede værten, som var Casper Christensen, mig ved at sige, at min kjoleudskæring var så dyb, at folk kunne se min kønsbehåring. Dét blev for meget for Niels-Henning. Først overbeviste han mig om, at jeg var den eneste person på den scene den aften, der havde klasse – min kjole havde bestemt også været dyr. “Du har givet dig selv fuldt ud, du har kun fortjent respekt, og du skal have en undskyldning, for du er kunstner, og det er den nar til Casper Christensen langt fra,” sagde han. Han var spruttende rød i hovedet, og så styrtede han ned i Casper Christensens garderobe og skældte ham huden fuld og bad om den undskyldning. Den fik jeg aldrig, men det gjorde ikke noget. Dét, Niels-Henning havde sagt til mig, var meget bedre end en undskyldning fra Casper Christensen.’

Lisa Nilsson sang “Those Who Were” ved bassistens begravelse i 2005.

NHØP blev 58 år gammel.

Hvor er de gamle indlæg?

På mange måder er denne xtrablog-server meget brugervenlig.
Det MÅ den være når selv jeg kan finde ud af det/den.

Når man besøger ‘Beologisk Institut’ vises de 10 seneste indlæg automatisk, og det er lidt tricky at trylle de ældre blogindlæg frem

Det kan dog klares:

Man skal finde kalenderen i højre margen og klikke på månedens navn, fx. January 2007…så kan man øjeblikket efter se alle månedens indlæg ved at rulle skærmbilledet nedad. Og vil man se endnu ældre indlæg skal man bare klikke på de to små pile til venstre eller højre for månedsnavnet i kalenderen…så skifter månedsnavnet frem eller tilbage og så kan man igen klikke på selv månedens navn osv.

Ja?
Ja!

UPDATE: Efter at programmør Morten Blinksbjerg Nielsen har haft mig i skole i kommentarerne til dette indlæg, er det nu meget nemmere at finde tilbage til tidligere indlæg. Ude i højre margen er der links til dem alle sammen…voila! Kalenderen er der stadig (et stykke nede i margenen) og den kan man stadig bruge til at klikke de enkelte måneders indlæg frem 🙂

Den Generøse Mester

Niels-Henning Ørsted Pedersen kunne være et
 meget rundhåndet og generøst menneske.

Engang fik han sin elskede kontrabas stjålet i  Kastrup Lufthavn.

I bogen NHØP fortæller hans søster Kirsten Ørsted Frandsen at han var helt ødelagt over det:

“For at have noget at optræde med tog han ind til en  instrumenthandler med sin anden bas for at få den gået efter og gjort klar, og så står tyven derinde med den stjålne bas for at få den vurderet.

Instrumenthandleren spørger om han ikke lige vil se på ’denne her bas’…og så viser NHØP hvor generøs han kunne være.

For han sender tyven hjem i en taxa efter bassens kasse, og imens går Niels-Henning over og køber en flaske sherry, så de kunne få sig et glas og skåle på at han havde fået sin elskede bas tilbage.

Det med at tage hævn over den sølle fyr, det havde han ikke brug for…”

Farvel til endnu et fast job

Først postbud…og nu ismand.

I lørdags blev jeg ringet op efter at have søgt et fast job på et af de københavnske HJEM-IS depoter.

I to dage har jeg været til oplæring hos en af allerskrappeste sælgere i den blå isbil med klokken på taget.

Min mester og jeg har rullet rundt og rundt på villavejene og har bimlet og bamlet og solgt flødeis og sodavandsis og tærter og vafler og light-is.

Mindst 160 gange på to dage har vi stoppet bilen, trukket håndbremsen, og er begge steget ud for at vise kunderne at vi er friske til en hyggesnak bag bilen, hvor den store oplyste farvestrålende tavle med de 80 forskellige indkøbsmuligheder findes. Der var bestemt ikke kunder hver gang – slet ikke – men det gennemsnitlige køb er på 100 kroner.

Jeg troede lige jeg var så smart.

I stedet for at købe mit ’dope’ i Fakta og Føtex ville jeg begynde at sælge det selv, og dermed få adgang til uendelige mængder af det med kæmperabat. Jeg skulle pushe friskfrosset kofedt og guffe Dannevangs- og Boston-is i mig til jeg styrtede om med et lille listigt hvidt smil i mundvigene.

Og jo…der var gratis personale-is – men ikke frit valg på alle hylder.
Skulle jeg have is i litervis måtte jeg købe til samme pris som dem klokkerne ringer for. Det var nu ikke så vigtigt – for jeg kunne jo tjene en god månedsløn til at købe is for.

Det to dage som lærling viste dog at der ikke ville være ret meget tid til at gå til vaflerne.

At være ismand er næsten mere en livsstil end et job.
Sælgerne og de andre på depotet har en helt særegen ildhu og er nogle festlige individualister med samme målsætning: salg af flødeis.

Man arbejder for f(l)øden og kan godt have lange arbejdsdage på tidspunkter hvor andre holder fri og holde ferie…hvis man ønsker sig et rimeligt udkomme.

Så selv om jeg bestod testen og tilbudt min egen isbil og et job som fast ismand…så sagde jeg alligevel pænt nej tak.

Det var rart at få at vide at jeg godt kan…men jeg vil ikke.

Og det er faktisk ikke ret cool.
Heller ikke specielt svedigt.

Det er lunkent.

Kampen om asfalten

Så du ham?

Yousef?

DR’s Horisont havde forleden inviteret tre anerkendte udenlandske tv-journalister til at lave et indslag om hvordan de oplever Danmark og danskerne.

En amerikansk kvinde, en kineser og arabiske Yousef.

Ingen af dem havde været i Danmark før.

De tre indslag var interessante på hver deres måde, men det var først under den opsummerende snak til sidst med Horisonts vært Kim Bildsøe Lassen at den store oplevelse kom for mig.

Yousef Alsharif havde lavet et fremragende indslag om hvordan trygheden i det danske samfund kan udvikle en form for eksistentiel kedsomhed hos danskerne – og måske især hos de unge.

Han fik endda et scoop ved at få adgang til Ungeren på Jagtvej 69, hvor han fortalte om aktivisternes måe at forholde sig til samfundet og livet som sådan.

Men han havde altså lagt mærke til noget ganske særligt, som han betragtede som “underligt og ulogisk”:

At bilerne skal holde tilbage for cyklerne.

Yousef forstod simpelthen ikke idéen med at spilde brændstof på bare at holde dér med sin bil…og skulle orientere sig til højre og venstre for at tjekke om der var fri bane.

Det skønne ved ham var hans åbenlyse og ærlige forundring over det trafiksystem vi har opbygget, hvor en lille cyklist holder på sin ret og insisterer på at sætte livet på spil i et vejkryds – når den tohjulede skal ligeud og en kæmpestor lastvogn med 24 hjulpar og tonsvis af dødt kød ombord skal dreje til højre.

Yousefs observation var den udsendelses scoop, og jeg tænkte på ham igen da jeg hørte om en ny undersøgelse af hvor dødsensfarligt det er at danse vigepligtstango med store lastbiler i vejkryds.

De skader cyklisterne får når det går galt er så store, at de stort set er dødsdømte på forhånd…og rådet er ikke at udfordre skæbnen ved at holde på sin ret til at cykle ligeud hvis bilen skal til højre.

Hellere leve end at have ret. 

Det er dag godt at Yousef er en højt berømmet reporter på den tyrkiske filial af tv-kanalen Al-jazera – og ikke trucker.