Monthly Archives: februar 2007

Kig i vejviseren

En af instituttets nyere og meget velkomne gæster, Tina Charlotte Møller, har på sin litteraturblog Ordholder anmeldt min 2006-digtsamling Opløselige.

Læs hendes indsigtsfulde retningsanvisning her

Reklamer

Moral i laveste potens

En ung smuk kvinde er med i opløbet om at vinde en stor talentkonkurrence på nationalt tv i USA.

Hvis hun synger og optræder godt nok kan hun måske få en stor karriere som udøvende kunstner.

Men nu er der sket noget som kan ødelægge alle hendes chancer.

Det er blevet afsløret at hun har et sexliv!

Og som om det ikke er nok, er fotos fra situationer, hvor hun angiveligt gør sit bedste for at få sin kæreste til at nyde det seksuelle møde mellem dem allermest, blevet offentliggjort på internettet.

Skandalen er så stor at nyheden er nået helt til Danmark.

Her er det jeg bliver nødt til at gentage for mig selv hvori skandalen består:

Hun har et sexliv…og det kan tilmed bevises.

Gooooooooood Grieeeeeff….!

PS. Den brændemærkning havde pressen i-k-k-e lavet på en mand.

Onkel Cigar styrer stemmen

Sidste efterår sad jeg på min trekvarte kvadratmeter og indlæste en norsk kriminalroman, så den kunne blive til en fin lydbog.

Når jeg skriver min trekvarte kvadratmeter håber jeg du forstår at jeg hentyder til det samlede areal i det lille lydstudie og ikke mit bagparti…for det er laangt større.

Nå, men jeg indtalte side efter side af Jo Nesbøs intense drama om kriminalassistent Harry Hole og hans dæmoner og om bankrøvere og sigøjnere og elskerinder og fremmedhadende inkompetente chefer.

På side 199 var jeg tæt på at lave en rigtig sjov fejl.

Jeg skulle læse følgende sætning hvor Harry første gang ser sin nye kvindelige kollegas kontor:

Bortset fra en velkendt potteplante, som han ikke kunne huske navnet på, var kontoret lige så ribbet for kosmetiske genstande som hans eget.

Da jeg havde sagt den første gang fik jeg følelsen af at noget var gået galt. Det er et instinkt. Jeg kan høre at noget lød forkert.

Jeg spolede tilbage (er jo min egen lydtekniker) og hørte til min store forundring at jeg sagde  kosmiske genstande i stedet for kosmetiske genstande.

Vildt…

Jeg lavede det om.

I hver lydbog laver jeg måske to-tre fejl som jeg ikke selv opdager.

I mange romaner er der i førsteudgaven ca. 10-15 tryk- og slåfejl og måske et par alvorlige fejl hvor en person pludselig skifter fornavn eller andre logiske smuttere.

Når man laver fejl påstår gode gamle Sigmund Freud at det a-l-d-r-i-g er tilfældigt og at der a-l-t-i-d er en ubevidst grund til at man laver netop den fejl.

Vist har han også sagt at når det gælder de meget betydningstunge symboler i hans drømmeteorier, så ER der drømme hvor en cigar er en cigar og ikke noget som helst andet.

Men fejlhuskninger, forglemmelser og tanketorsk
kan fortolkes.

Hvorfor sagde jeg så kosmisk?

Well…jeg er meget optaget af kosmos (faktisk lidt bange for stjernehimlen) og jeg er ikke så glad for mennesker der går så meget op i mode og kosmetik at de uforvarende kommer til at sætte lighedstegn mellem udseende og menneskeværdi.

Det er en meget praktisk holdning jeg har der, for så har jeg en god undskyldning for at ligne en hjemløs og alligevel brokke mig over at kvinderne ikke ligefrem slår lejr uden for min gadedør.

En anden fejl jeg flere gange lavede under indtalingen af den norske krimilydbog var at jeg kom til at udtale Harrys navn på engelsk i stedet for norsk/dansk…altså lissom hvis jeg skulle sige: Harry Potter.

Det tænkte jeg lidt over…og så slog det mig at den norske Harry i bogen minder om en anden antihelt med samme fornavn som jeg aldrig glemmer.

Det er hovedpersonen i den engelske tv-serie Harry’s Game (Yorkshire Television, 1982) baseret på en roman af Gerald Seymour om en engelsk officer og undercover agent, der tager til Ulster og prøver at finde ud af hvem fra IRA der har myrdet en engelsk minister.

Harry taler med irsk accent fordi han er vokset op i Nord Irland, og derfor kan han være en perfekt hemmelig agent.

Ray Lonnen spiller Harry som får problemer fordi han forelsker sig i en kvinde, der giver ham husly.

Jeg husker dårligt hvordan den endte, men på typisk engelsk vis med hensyn til kvaliteten af tv-drama, havde man sørget for at give tid og plads til karakteropbygning og ambivalens hos hovedpersonerne.

Og så var der musikken!

Den stod den unge irske folkemusikgruppe Clannad for.

Filmens åbningstema var dystert…en truende dyb grundtone, som brydes af Máire Brennans lyse og intense stemme på snurrende gælisk:

Imtheochaidh soir is siar
A dtainig ariamh
An ghealach is an ghrian

Ikke at jeg aner hvad det betyder…heller ikke selv om Furore Irene ovre på øen forlængst har fortalt mig det – men jeg får den dag i dag gåsehud af at høre det.

Jeg har jo set coveret af The Magical Ring hvor titelsangen var med…så jeg ved at sangerinden er meget smuk som sådan. Hun har siden skiftet kunstnernavn til Moya Brennan.

Efter Máires solostart VÆLDER et svar fra et forrygende produceret kor af stemmer fra de øvrige Clannad-medlemmer ind over og svarer hende:

Fol lol the doh fol the day
Fol the day fol the day

Ståpels!

Så min erindring om Harry og Máire og tanker om krig, strid og offervilje blandede sig i min oplæsning af den norske Harry.

Hvad siger Sigmund til det?

Og hvad tænkte han da jeg for mange år siden på Radio Sydkysten skulle læse et nyhedstelegram om problemerne i det almennyttige boligbyggeri op…og hører mig selv sige det almennyttige boleri.

Det gi’r røde ører, mein liebchen…men de kan jo heldigvis ikke ses i radioen.

Den fejl er dog barnemad i forhold til den bedste freudianske fortalelse, jeg nogensinde har hørt – og som jeg har på bånd:

En P1-debataften om kønsroller hvor redaktionen består af flest kvinder.

Studieværten er kvinde, og produceren i hendes øresnegl er kvinde.

Man mærker tydeligt at redaktionen foretrækker den blødere mandstype, og værten har svært ved at skjule sin sympati for den ene af studiegæsterne: Per Munch fra Politiken.

Den anden gæst er nemlig hademand nr. 1 blandt mange moderne kvinder: Carl-Mar Møller.

Da Per Munch har sagt noget som værten hurtigt vil bruge som ammunition mod Carl-Mar, starter hun et spørgsmål mens produceren skratter regibemærkninger ind i hendes øre.

Det forstyrrer værtindens koncentration så meget at hun siger til Carl-Mar:

“Jamen, Carl-Mar…når nu Per Pik siger, at….”

Produceren hyler af grin i øresneglen og Per Munch fniser og Carl-Mar prøver faktisk at svare videre, mens værten kæmper med latterbølgen som af sig selv er på vej op fra maven.

Det bedste ved den fortalelse er Pers efternavn.

Hjertet kan let flyde over.

I tidens fylde

Jeg har et eller andet med tiden.                           

Dens tand og dens trend.

Mit liv som utidig begyndte allerede da jeg skulle komme til verden.

Det skete halvanden måned før den planlagte premieredato – og lige siden har tiden og jeg meget ofte været helt uenige om hvad klokken som sådan har slået.

Jeg plejer at være fem år forsinket med det allernyeste.

I halvfjerdserne købte jeg klapbukser da de var meget for meget.
Det gik ikke meget bedre hverken med ABBA’s heldragt eller plateauskoene i imiteret krokodilleskind.

Jeg faldt pladask for tv-serien Matador da den blev genudsendt anden gang, og nogenlunde samme skæbne led Rejseholdet og flere andre store succeser.

Min seksuelle debut var også lige i det længste lag om end jeg hurtigt kom efter det…øhh…gav den sætning mening?

Måske skulle jeg snart tænke på at finde ud af hvad jeg vil være når jeg bliver stor inden det er for sent.

Hvis jeg for eksempel bliver bedemand kan jeg give mig selv rabat når jeg når så langt.

Det er aldrig for sent at give op!

For resten kan jeg anbefale en sindssygt sjov tv-serie jeg lige har lært at kende på TV 2. Den må være ret ny, for jeg har ikke set den før, og den handler om nogle venner som hele tiden mødes og har en masse skæg sammen og på tværs hele tiden.

Serien hedder Friends.

Virkelig god!

Nye læsere kan slutte her

Jeg er syg.

Ondt i halsen og i de øvre luftveje.

Feber på vej.

Lortevejr.

Derfor…hvis jeg ikke klarer pynten i nat er dette min sidste status.

Mit liv har i princippet været en stor succes.

Jeg fik mit drømmejob og jeg kom i seng med hende jeg begærede så inderligt i årevis.

Selv de ting jeg ikke ønskede endte godt.

Jeg ville ikke have børn, men vil ikke bytte mine år med min stedsøn og datter for noget.

Jeg har ingen uddannelse og det er ikke skide smart, bortset fra at jeg ikke aner hvordan det var gået hvis jeg havde en eller flere…så fuck det.

Jeg trøstespiser, især flødeis…og det er så mit eneste misbrugsproblem.

Jeg ryger ikke, drikker mådeligt og har ren straffeattest og ren samvittighed…stort set.

Som forfatter er det ikke gået som jeg havde håbet, selv om jeg er stolt af mine to digtsamlinger og min roman.

Jeg tjener alt for få penge, hvilket blandt andet betyder at jeg ikke tør gå til tandlæge af frygt for regningen. Det er så første gang jeg frygter den mere end smerten.

Anyway…

Jeg går efter guldet, ikke i tænderne, men i mange af de ting jeg beskæftiger mig med.
Når jeg indtaler en roman som lydbog skal sætningerne klinge smukt.
Når jeg skriver noget skal det være formfuldendt.
Når jeg…øhh….du ved…[rød springer til grøn zone]…går jeg efter hengivelse og gensidighed.

Men lige nu har jeg hovedpine.

Og jeg bliver snart et halvt hundrede år.
Guldbrylluppet hænger i en tynd tråd.
Især fordi jeg er fraskilt og weekendfar.

Jeg ville intet hellere end være meget, meget vred på min ekskone, men synes på en måde ikke det er helt fair at være sur på en kvinde der har givet mig ca. 700 samlejer og en datter og en stedsøn.

Derfor er jeg sur på vejret og intolerante mennesker og supermarkeder med defekte frysere.

Og om lidt skal jeg give min datter en godnatkram inde på mit lille sovekammer – og jeg ved at hun vil falde i søvn i tryghed alene fordi hun er hos mig.

Det er lykke.

Godnat.

PS. Nå nej – jeg kan jo ikke dø i nat, for min datter skal have morgenmad i morgen, og jeg skal også huske at få købt et nyt to zoners klippekort til hende….så på genblog 🙂

Langsommelighed

I fire dage har jeg sammen med min datter på tolv år boet på et meget flot femstjernet konferencehotel lidt oppe på en bakke i en by vi ikke havde besøgt før.

Vi var jo på vinterferie og har hygget os på værelset, i bordtenniskælderen og i svømmepølen og boblebadet.

Vi har opsøgt spændende steder i byen.

Det har jeg allerede skrevet om.

På sådan et fint hotel kommer der hele tiden små og store grupper af mennesker flydende ind og ud af synsfeltet.

De er på arbejde.

Jeg ser på dem med lige dele benovelse og forundring.
For det første ser de alle sammen meget effektive ud.
Kvinderne er slanke og smukke.
Mændene lidt mindre slanke, men tydeligvis i stand til at træffe vigtige beslutninger.

Personalet på hotellet udfører og udfylder også deres roller på bedste vis.
Kvinderne er slanke og har bukserne på.
Mændene lidt mindre slanke, men meget opmærksomme og målrettede.

I det miljø tøffer jeg rundt i mine atten år gamle kondibukser.

Jeg tager selvfølgelig pæn jakke og lyse bukser på når jeg skal være tæt på nogle af de andre – for eksempel i restauranten, hvor jeg lærer min datter at stofservietten ikke må komme op på bordet igen når den først er foldet ud, og skal man undskylde sig et øjeblik for at pudre næsen lægger man servietten på stolesædet, mens man går afsides.

Lidt ved jeg dog…

  
Også i restauranten kan jeg se hvor selvfølgeligt de arbejdende fører sig frem og bliver i rollerne. Jeg prøver at få øje på selv det mindste tegn på deres skilsmisser, bristede drømme og længsel efter dem de måtte have mistet eller bare endnu ikke mødt.

Men der er ingen tegn.

De holder fokus og følger planen.
De trækker små kufferter på små hjul efter sig.
De spiser sund morgenmad.
De stryger tøj.
De ryger ikke.

Min datter og jeg skal gå fra hotellet og ned til et aftalt møde på en café i bymidten.
Det regner og det er en meget kold regntype med en lille smule slud i.
Netop den regntype jeg hader allermest.

Alligevel insisterer jeg på at gå hele vejen for at spare de 28 kroner til bussen.
Min datter er bestemt ikke tilfreds med at vi skal gå og klager over ondt i foden.
Jeg giver hende stille og roligt ret i at det er hårdt, men det får mig ikke til at tage bussen.
I stedet bærer jeg hendes taske og jeg skynder ikke på hende.

I mit liv skal der spares mange buspenge, men det er en lille pris for at kunne gå så meget rundt i store gamle kondibukser og skrive om det om formiddagen, hvor alle andre kæmper for at holde sig slanke og holde fokus.

At gå i støvregn er ikke en straf.
Det er livet.

Langsommeligheden udløser pudsige situationer som min datter og jeg kan få store grineflip af.

At en and i Slotssøen måske er bornholmsk turist og derfor let kan komme til at lide af fødsved.

Vores liv foregår i støvregn udenfor busserne og påvirkes kun indirekte af andres målsætninger, halvårsresultater og grønne regnskaber.

I mellemtiden går vi arm i arm og svinger med atten år gamle muleposer med postevandflasker og de ostemadder som vi smuglede med ud fra morgenbuffeten.

Og vi ser på hinanden.

Den omvendte vinterverden

Tusind, tusind, tusind tak for alle jeres søde kommentarer.

Kl. 12.31 skulle min datter og jeg med IC 3-toget fra Kolding til København og jeg frygtede det værste.

Belæsset med tasker og poser og gode minder fra opholdet på Comwell Hotel regnede jeg med en rædselsrække af trafikale forhindringer i et brølende kuldehelvede hele vejen hjem til Emdrup. Fra brune marker i det sydlige Jylland til meterhøje driver i Nordsjælland.

Vi væltede ud af foyeren og nåede lige netop Bus 2 fordi chaufføren var så venlig at standse bussen mellem to stoppesteder.

På stationen ventede en ubegribelig gave: toget gik planmæssigt.

Vel inde i den varme togvogn havde andre påstigende passagerer problemer med pladsbestillingerne, men vores forhåndsbestilte vinduespladser stod tomme og bød os velkommen.

Vi susede hen over Danmark…midt på Fyn skiftede landskabet farve fra det ene sekund til det andet.

Alligevel nåede vi til København på minuttet – og for at det ikke skulle være løgn dukkede s-toget til Emdrup op i samme sekund vi kom ned ad trappen fra fjerntogssporet på Nørreport.

Vi rejste altså hjem uden ét eneste problem, mens bæltekøretøjer kæmpede for at få fødende kvinder frem til hospitalerne.

Nu sidder jeg i min blå sofa og fatter ikke mit eget held.

Det er…[her bliver forfatteren målløs]