Livets salt

Første gang jeg så min stedsøn var han lige fyldt 1 år.

Jeg har stadig den forede fodskammel han lænede sig op ad, da han og jeg fik den første øjenkontakt i juli 1987.

Han har brune øjne og det mest uimodståelige smilehul i venstre kind.

Nu er han tyve år og er lige flyttet sammen med sin kæreste i en lejet lejlighed.

Han er på den ene side meget selvsikker og bralrer gerne op om hvordan det hele og alting hænger sammen…andre trafikanter får for eksempel helt uopfordret gode råd af ham på en måde så de ikke er i tvivl om hans mening.

Men han er også både følsom, kærlig og gavmild.

Til jul ønskede jeg mig luksus-salt til madlavning og det fik jeg af ham i gave – plus en hel del andre ting.

Desværre havde jeg forklaret det med saltet dårligt, så jeg fik en pose med ret store og hårde saltkrystaller fra Himalaya (tror jeg det var) med masser af sunde mineraler – i stedet for den lidt mere finkornede slags jeg havde tænkt mig (som ikke uden videre kan føre til millionregninger hos tandlægen).

Det har betydet at hver gang jeg skal bruge salt, så tager jeg et par fingerfulde fra træbøtten og lægger hen på spækbrættet, hvor jeg så må bruge et minuts tid på at kværne bunken af korn til mindre størrelse.

Jeg bruger bagsiden af en stor træske.

De første tre-fire gange bandede jeg over ekstraarbejdet, men nu er det helt omvendt.

Jeg elsker at skulle gøre noget fysisk for at få dét salt jeg holder af.

Fordi:

Mens jeg står dér og kværner løs, så tænker jeg hver eneste gang på hvor glad jeg er for at have været hans fungerende far i alle de år, og på hvor stolt jeg er over ham hver gang jeg hører om noget godt i hans liv.

Da han som 17-årig havde første arbejdsdag i sit allerførste rigtige heltidsjob (butiksassistent i frugt og grønt i Kvickly) cyklede jeg til Roskilde bare for at se ham i hvid medarbejderskjorte og hæftet slips og et navneskilt med for- og efternavn på.

Jeg købte sgu en kasket i butikken for at fejre dagen og den går jeg såmænd med endnu.

At jeg er nødt til at kværne saltet først for kunne nyde det, minder mig om at man ofte i livet er nødt til at gå en lille omvej og bidrage.

Jeg vidste ikke at min eks-kone havde en lille dreng, da jeg lagde an på hende til en nytårsfest, med det meget specifikke mål at score hende for en enkelt nat.

Den ene nat kom til at vare i tolv år plus det løse, og gav mig den dejlige papdreng og en god datter.

Man må godt kværne lidt.

Slå nogle saltomortaler.

Okay, så kolbøtter da.

Man skal bevæges.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s