Farvel, oh skønne ungdom

Det første chok fik jeg som 43-årig.

En fløs af en 27-årig chef på et stort dagblads netavis sagde til mig i telefonen, at jeg helt bestemt var fuldt ud kvalificeret til det tre måneders vikariat som journalist jeg havde søgt, men efter at have sovet på det gav han mig alligevel afslag med én eneste begrundelse: at han syntes jeg var for gammel.

Det næste chok fik jeg i går, men det skete unægteligt på en helt anden og langt festligere facon.

Min datter og jeg når lige netop at smutte op i Bus 66 ved Nørrebro station.

Der er mange passagerer med fordi det er eftermiddag og weekend. Jeg kan se at en gangbesværet bedstemortype trykker STOP, så hun vil sikkert gerne hen til døren i god tid.

Derfor flytter jeg mig for at give hende god plads at bevæge sig på, og jeg kommer på den måde til at stå langt fremme i bussen – faktisk tæt på de to modstående langsæder som denne bustype har som sine første siddepladser når man lige er steget på.

Der kan sidde tre mennesker på disse høje langsæder, som ofte bruges af forældre med børn og hvor man sidder med siden til kørselsretningen.

Lige nu sidder der for eksempel en nydelig yngre mor på det ene sæde bag væggen til chaufføren, mens jeg står ganske tæt på hendes flyverdragtsisolerede tre-fireårige søn på modsatte side.

Min datter har sat sig på den første plads i rækken af tomands-sæder efter langsædet med den mobiltelefontalende unge mor.

Hendes dreng er i mægtigt humør…kommenterer højlydt enhver fornemmelse og impuls på en charmerende måde.
Pludrer. 
Synger lidt.
Tra-la-lu-la-lej…

Han er mulat og har to store skønne mørke øjne, som nu fæstner sig ved mit ansigt og min kasket.

– Heeeeej, siger han til mig – men jeg er ikke til sinds at gå med i den snak før jeg er sikker på at den ældre dame ikke falder bag mig, når chaufføren bremser op eller gi’r den gas.

– Heeeeej, prøver han igen…men får stadig ikke noget svar af mig.

Straks derpå ser jeg gennem ruden at den gamle dame er kommet sikkert ud af bussen, så nu skænker jeg drengen et af mine kærligste smil og går over og sætter mig ved siden af min datter.

Drengens mor går over til ham fordi de snart skal af, og han vil gerne opdatere hende med sidste nyt fra sin spændende børneverden.

– Jeg sagde hej til ham manden, mor – siger han…allerede nu er min datter begyndt at spare sammen til et af de karakteristiske fnis som hun så gavmildt øser ud af i det offentlige rum.

– Nå, gjorde du det
…siger moren fredsommeligt til drengen, mens hun tjekker om de har alle tasker og poser med.

– Ja, jeg gjorde mor
, fortsætter han…og tilføjer højt, klart og distinkt:

– Han ligner morfar!

Min datter flækker på langs og tværs og får ti-tyve af de øvrige passagerer (som er med på en lytter) med i fnisekoret.

Moren og drengen er nu på vej hen mod udgangsdøren, men han er forvirret.

– Hvorfor griner de, mor?

– Fordi du sagde noget sjovt, lér hun – og sender mig et bedårende smil som erstatning for tort, svie og smerte.

– Det var ikke meningen at de skulle grine, mor
bliver hans sidste replik i denne moderne udgave af den klassiske tragedie om en mand, der som ganske ung ganske uforvarende dømmes til morfardom, endskønt der vil gå mindst ti år før han med rimelig sandsynlighed (og forhåbentlig da) kommer bare i nærheden af det.

Min datters latteranfald ville næsten ikke stoppe (jeg morede mig nu også) og jeg fik da en hel del trøstende hovedrystninger fra de øvrige buspassagerer, da jeg steg ud.

Det første min datter fik fremhikstet et godt stykke tid senere, var:

– Hva’ så, morfar?

Godt spørgsmål…

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s