Koldings Cooleste Kid

Min datter plopser ud og ind af synsfeltet.

Overblikket er fuldstændigt og nydelsen fuldkommen på min behagelige solseng i Slotssøbadet.

I subtropisk lufttemperatur feder jeg den ud med koldt kildevand og en Guld Barre på størrelse med Kæmpetårnet på Koldinghus, som knejser stolt i terrænet i øverste højre del af svømmeanlæggets kæmpestore panoramavindue ud mod Slotssøen.

Jeg føler mig som en kejser…også fordi jeg lige har vist maven frem i de hede tåger i det Romerske Dampbad.

PALUMS….!

Min datter lander for 117. gang i det store bassin efter en vellykket svævetur fra tre meter vippen, og jeg nikker anerkendende og alfaderligt imens jeg spekuler over hvad der egentlig er Koldings største attraktion?

Er det den imponerende gamle kongeborg og slotsruin som er restaureret så smagfuldt og fyldt med udstillinger af kongelig fajance og gedigen kunst og gode historier – og med et uhyggeligt fangehul under jorden?

Er det designmuseet Trapholt med Arne Jacobsens sommerhus?

Er det den innovative garniture til fiskehovedretten med bars og rødfisk og (ikke mindst) den hjemmelavede lakrids-is kokken tryllede frem på Comwell Koldings gourmetrestaurant Repos i aftes?

Er det den albinoand vi så på Kærlighedsstien ved Slotssøen?

Er det håndboldstjernen Lasse Boesen…Kolding IF’s stoute og hårdtskydende landsholdsback og VM-bronzevinder, som lige nu leger med sin søn henne i børnebassinet med den røde vandkanon?

Er det cheeseburgeren på Café Lucca?

Sygeplejemuseet?

Eller er det bare muligheden for at ligge her i skrigende badehylere og læse Katrine Marie Guldagers interessante nye bog ’Lysgrænsen’ om sit psykoanalytiske forløb – hvor hun om at rejse skriver:

“Den følsomhed og respekt for forskelle, man så let kan komme til at glemme, når man kun omgås med folk, man kender, den kan man ikke undvære, når man rejser. Og måske er det netop, fordi man ikke kan tage ret meget for givet, at rejser så ofte begunstiger én med en hel perlerække af ægte møder.”

Jeg løfter blikket fra bogen og får øje på Koldings største attraktion:

En lille dreng.

Han ejer den svømmehal.
Den selvfølgelige måde han med sine små ben dapper af sted langs kanten af springbassinet.
Måden han scenevant hiver op og ned i tovet langs bassinkanten, som om han hilser på en gammel ven.

Bag ham prøver hans far at følge med.
Drengen har tilsyneladende ingen frygt i livet for noget som helst.
Han er vel ikke engang en meter høj.

Han kravler op på 1-meter vippen og bimser i høj fart ud til kanten, hvor han nærmest får små elektriske stød i hele kroppen af glæde over hvad der nu skal ske. Han virrer med armene og hiver op i sine bittesmå orange og marineblå badebukser. På ryggen har han trods alt en enkelt flydeponton.

Jeg er på samme tid rædselsslagen og fascineret.
Drengen ser ud som om han ikke er mere end to år.

Jeg tænker tilbage til 1996 da min datter var to år og charmerede hele poolområdet på vores hotel på Cypern, ved at stille sig op på kanten af bassinet, række begge arme plus to strittende pegefingre i vejret, højt tælle: “Én, to, fire, syv!” og dernæst kaste sig ned i vandet som en ubekymret korkprop med lyserøde vinger.

Hun havde forresten en lille orange bikini med kjolekant på.

Drengen er på vippen og prøver gudhjælpemig at få den i svingninger ved at gynge op og ned med sin ringe vægt, så han kan få en katapulteffekt ud af det.

Jeg har aldrig set noget lignende…

Han letter måske fem centimeter og lander med et stort jubelhvin.
Straks hundesvømmer han hen mod opgangstrappen. Kort efter svæver hans far højt op i luften og lander med et stort plask.

Jeg går hen til kanten og siger til faderen at det godt nok er en skøn dreng han har dér.

“Jo, det er det da”…smiler han efter først at have kigget mig lidt an. Drengen ser på mig med store glade øjne.

“Nogle gange er han lidt for overmodig” siger faderen – og jeg tænker på om den lille gut havde fået lov til at springe ud fra vipper hvis hans mor havde været med i hallen.

Jeg spørger hvor gammel purken er.

“Tre….tre-et-halvt” siger faderen.

“NEJ…!” retter drengen ham med sin lille selvsikre røst og viser mig det korrekte svar med tre fingre. Da han hjuler hen imod vippen igen ser jeg at der bag på hans bukser står Wavebreaker.

“Hvad hedder han til fornavn?” spørger jeg faderen.

“Jarl…”

Jeg kigger op på Koldinghus.

Der har ikke for alvor boet en konge på Erik Klippings frygtindgydende borg siden 1720’erne.

Bølgebryderen Jarl kan nå langt…hvis det ellers passer ham.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s