Langsommelighed

I fire dage har jeg sammen med min datter på tolv år boet på et meget flot femstjernet konferencehotel lidt oppe på en bakke i en by vi ikke havde besøgt før.

Vi var jo på vinterferie og har hygget os på værelset, i bordtenniskælderen og i svømmepølen og boblebadet.

Vi har opsøgt spændende steder i byen.

Det har jeg allerede skrevet om.

På sådan et fint hotel kommer der hele tiden små og store grupper af mennesker flydende ind og ud af synsfeltet.

De er på arbejde.

Jeg ser på dem med lige dele benovelse og forundring.
For det første ser de alle sammen meget effektive ud.
Kvinderne er slanke og smukke.
Mændene lidt mindre slanke, men tydeligvis i stand til at træffe vigtige beslutninger.

Personalet på hotellet udfører og udfylder også deres roller på bedste vis.
Kvinderne er slanke og har bukserne på.
Mændene lidt mindre slanke, men meget opmærksomme og målrettede.

I det miljø tøffer jeg rundt i mine atten år gamle kondibukser.

Jeg tager selvfølgelig pæn jakke og lyse bukser på når jeg skal være tæt på nogle af de andre – for eksempel i restauranten, hvor jeg lærer min datter at stofservietten ikke må komme op på bordet igen når den først er foldet ud, og skal man undskylde sig et øjeblik for at pudre næsen lægger man servietten på stolesædet, mens man går afsides.

Lidt ved jeg dog…

  
Også i restauranten kan jeg se hvor selvfølgeligt de arbejdende fører sig frem og bliver i rollerne. Jeg prøver at få øje på selv det mindste tegn på deres skilsmisser, bristede drømme og længsel efter dem de måtte have mistet eller bare endnu ikke mødt.

Men der er ingen tegn.

De holder fokus og følger planen.
De trækker små kufferter på små hjul efter sig.
De spiser sund morgenmad.
De stryger tøj.
De ryger ikke.

Min datter og jeg skal gå fra hotellet og ned til et aftalt møde på en café i bymidten.
Det regner og det er en meget kold regntype med en lille smule slud i.
Netop den regntype jeg hader allermest.

Alligevel insisterer jeg på at gå hele vejen for at spare de 28 kroner til bussen.
Min datter er bestemt ikke tilfreds med at vi skal gå og klager over ondt i foden.
Jeg giver hende stille og roligt ret i at det er hårdt, men det får mig ikke til at tage bussen.
I stedet bærer jeg hendes taske og jeg skynder ikke på hende.

I mit liv skal der spares mange buspenge, men det er en lille pris for at kunne gå så meget rundt i store gamle kondibukser og skrive om det om formiddagen, hvor alle andre kæmper for at holde sig slanke og holde fokus.

At gå i støvregn er ikke en straf.
Det er livet.

Langsommeligheden udløser pudsige situationer som min datter og jeg kan få store grineflip af.

At en and i Slotssøen måske er bornholmsk turist og derfor let kan komme til at lide af fødsved.

Vores liv foregår i støvregn udenfor busserne og påvirkes kun indirekte af andres målsætninger, halvårsresultater og grønne regnskaber.

I mellemtiden går vi arm i arm og svinger med atten år gamle muleposer med postevandflasker og de ostemadder som vi smuglede med ud fra morgenbuffeten.

Og vi ser på hinanden.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s