Monthly Archives: februar 2007

Koldings Cooleste Kid

Min datter plopser ud og ind af synsfeltet.

Overblikket er fuldstændigt og nydelsen fuldkommen på min behagelige solseng i Slotssøbadet.

I subtropisk lufttemperatur feder jeg den ud med koldt kildevand og en Guld Barre på størrelse med Kæmpetårnet på Koldinghus, som knejser stolt i terrænet i øverste højre del af svømmeanlæggets kæmpestore panoramavindue ud mod Slotssøen.

Jeg føler mig som en kejser…også fordi jeg lige har vist maven frem i de hede tåger i det Romerske Dampbad.

PALUMS….!

Min datter lander for 117. gang i det store bassin efter en vellykket svævetur fra tre meter vippen, og jeg nikker anerkendende og alfaderligt imens jeg spekuler over hvad der egentlig er Koldings største attraktion?

Er det den imponerende gamle kongeborg og slotsruin som er restaureret så smagfuldt og fyldt med udstillinger af kongelig fajance og gedigen kunst og gode historier – og med et uhyggeligt fangehul under jorden?

Er det designmuseet Trapholt med Arne Jacobsens sommerhus?

Er det den innovative garniture til fiskehovedretten med bars og rødfisk og (ikke mindst) den hjemmelavede lakrids-is kokken tryllede frem på Comwell Koldings gourmetrestaurant Repos i aftes?

Er det den albinoand vi så på Kærlighedsstien ved Slotssøen?

Er det håndboldstjernen Lasse Boesen…Kolding IF’s stoute og hårdtskydende landsholdsback og VM-bronzevinder, som lige nu leger med sin søn henne i børnebassinet med den røde vandkanon?

Er det cheeseburgeren på Café Lucca?

Sygeplejemuseet?

Eller er det bare muligheden for at ligge her i skrigende badehylere og læse Katrine Marie Guldagers interessante nye bog ’Lysgrænsen’ om sit psykoanalytiske forløb – hvor hun om at rejse skriver:

“Den følsomhed og respekt for forskelle, man så let kan komme til at glemme, når man kun omgås med folk, man kender, den kan man ikke undvære, når man rejser. Og måske er det netop, fordi man ikke kan tage ret meget for givet, at rejser så ofte begunstiger én med en hel perlerække af ægte møder.”

Jeg løfter blikket fra bogen og får øje på Koldings største attraktion:

En lille dreng.

Han ejer den svømmehal.
Den selvfølgelige måde han med sine små ben dapper af sted langs kanten af springbassinet.
Måden han scenevant hiver op og ned i tovet langs bassinkanten, som om han hilser på en gammel ven.

Bag ham prøver hans far at følge med.
Drengen har tilsyneladende ingen frygt i livet for noget som helst.
Han er vel ikke engang en meter høj.

Han kravler op på 1-meter vippen og bimser i høj fart ud til kanten, hvor han nærmest får små elektriske stød i hele kroppen af glæde over hvad der nu skal ske. Han virrer med armene og hiver op i sine bittesmå orange og marineblå badebukser. På ryggen har han trods alt en enkelt flydeponton.

Jeg er på samme tid rædselsslagen og fascineret.
Drengen ser ud som om han ikke er mere end to år.

Jeg tænker tilbage til 1996 da min datter var to år og charmerede hele poolområdet på vores hotel på Cypern, ved at stille sig op på kanten af bassinet, række begge arme plus to strittende pegefingre i vejret, højt tælle: “Én, to, fire, syv!” og dernæst kaste sig ned i vandet som en ubekymret korkprop med lyserøde vinger.

Hun havde forresten en lille orange bikini med kjolekant på.

Drengen er på vippen og prøver gudhjælpemig at få den i svingninger ved at gynge op og ned med sin ringe vægt, så han kan få en katapulteffekt ud af det.

Jeg har aldrig set noget lignende…

Han letter måske fem centimeter og lander med et stort jubelhvin.
Straks hundesvømmer han hen mod opgangstrappen. Kort efter svæver hans far højt op i luften og lander med et stort plask.

Jeg går hen til kanten og siger til faderen at det godt nok er en skøn dreng han har dér.

“Jo, det er det da”…smiler han efter først at have kigget mig lidt an. Drengen ser på mig med store glade øjne.

“Nogle gange er han lidt for overmodig” siger faderen – og jeg tænker på om den lille gut havde fået lov til at springe ud fra vipper hvis hans mor havde været med i hallen.

Jeg spørger hvor gammel purken er.

“Tre….tre-et-halvt” siger faderen.

“NEJ…!” retter drengen ham med sin lille selvsikre røst og viser mig det korrekte svar med tre fingre. Da han hjuler hen imod vippen igen ser jeg at der bag på hans bukser står Wavebreaker.

“Hvad hedder han til fornavn?” spørger jeg faderen.

“Jarl…”

Jeg kigger op på Koldinghus.

Der har ikke for alvor boet en konge på Erik Klippings frygtindgydende borg siden 1720’erne.

Bølgebryderen Jarl kan nå langt…hvis det ellers passer ham.

Negerhoveder på skøjterne

Det er ikke ti minutter siden min datter og jeg sad i et stort boblebad og nød livet. Vi havde hele svømmeafdelingen for os selv, og pludselig mærkede jeg den helt store kvalitet ved denne slags hotelferie: eksklusiviteten.

Vist er vi måske bare heldige med at min datters vinterferie ligger skævt i forhold til andre skolers, og at det er derfor vi kan være så dejligt alene…men alligevel. Hvad er det man frygter på forhånd når man rejser til typiske feriedestinationer?

At det myldrer med turister over det hele.

Og nu sad min datter og jeg altså mutters alene i kælderetagen på Comwell Kolding og mærkede en vederkvægende ro brede sig ud i hver eneste fiber.

Konceptet kaldes Miniferie og består af overnatning med morgenmad og tre retters aftensmad (uden drikkevarer). Tilbudet lød på tre overnatninger og dermed tre måltider af begge slags for i alt 2.350 kr for en voksen og en tolvårig på samme værelse. Så kommer togrejsen t/r oveni, ca. 500 kr.

Det er godt tre hundrede kroner pr. næse pr. dag, og det synes jeg er et fornemt tilbud på et hotel af denne kaliber.

Og hele hotellet er røgfrit.
 
Stolen jeg sidder i ved skrivebordet er af det blødeste skind og designet af Gerard van den Berg. Lænestolen i hjørnet hedder Happy og er designet af Roger Persson. Sengetæppet er tegnet af Arne Jacobsen og på væggen hænger et spøjst abstrakt maleri af Peter Skovgaard. Sengene er meget behagelige og der er kridhvidt linned overalt.

Maden er topdollar.

I aftes spiste vi fisketerrin af bars med safrancreme. Det kunne min datter ikke lide. Så var der mere held med den store grillede oksebøf på et leje af spinat og champignon og hed tomatpesto og en flødekartoffelkugle. Desserten var indbagt is med kagebund og frugtstykker gemt inde bag den sprøde marengskappe. Spændende.

For mig er det en ekstra bonus at kunne sidde på en gourmetrestaurant og lade min datter smage på veltilberedt mad, uden at det gør så meget hvis hun ikke kan lide det. Det er kvalitetstid, synes jeg. Hele ideen med sådan en vinterferie på et hotel et sted i Danmark er netop at jeg, som kun ser min datter hver anden weekend og i ferier, kan være sammen med hende i situationer som får vores relation til at udvikle sig på en god måde, når vi nu ikke er sammen til dagligt.

Jeg lod hende styre det hele efter ankomsten i går, så vi spillede bordtennis i kælderens Game Room i to timer, og med min medbragte clock radio som musikudbyder i vindueskarmen. Flere gange kiggede personalet bekymret ind gennem vinduet, efter at have hørt vores vrede skrig ovenpå en tabt duel. Åh, hvor jeg elsker det.

I dag var vi så på Koldinghus, efter at hun havde spist tidernes største Nutellamad til morgenmad (jeg måtte kigge væk). Det gamle kongeslot er hvert et minut værd, og vi havde næsten også det for os selv – i hvert fald da vi stod på toppen af Kæmpetårnet og så os omkring på bakkerne og ud over fjorden og ned til Slotssøen med Kærlighedsstien.

En af udstillingerne var skønt gammelt børnelegetøj som f.eks. dukkehuse, hønseringe, påklædningsdukker, gyngeheste, brætspil osv. Museumsinspektørerne har totalt genialt ladet børn udvælge OG kommentere de udstillede effekter i glasmontrerne.

I en af dem ses et par ældgamle skøjter som skulle spændes fast med læderremme under fodtøjet – og jeg kan ikke rose museet nok for at have ladet børnenes spontane kommentar trykke på de små forklarende hvide kort:

– Der er negerhoveder på skøjterne.

Og ganske rigtigt…fronten af de to skøjter er skåret ud som vrælende ansigter. Om de så lige er negre er svært at se, men hurra for Koldinghus, som har mod til at blive som barn påny.

På Kærlighedsstien fik vi grineflip over nogle ænder som jeg mente let kunne få fodsved…eller fødsved – hvis de nu også var turister og kom fra Bornholm.

Det ved man jo aldrig.

Og i morgen bliver det snestorm…utroligt hvad et femstjernet konferencehotel kan arrangere bare fordi de ved at man er på vinterferie.

Respekt.

PS. På en dør i et gadehus i Kolding står der på brevkassen en besked til postbudet som jeg tror er unik: To sæt reklamer, tak!

Sorgens mange ansigter

På billedet ser du et ganske almindeligt amerikansk ægtepar. 
De har godt nok mistet deres ældste søn i en tragisk drukneulykke, men de prøver at få tingene til at fungere alligevel.

Desværre for dem får ulykken den yngste søn til at krakelere mentalt da han mærker forældrenes voldsomme fortrængning af det store tab.

Han bliver den som viser familiens sorg for omverdenen, og da det ikke falder i god jord – især ikke hos hans meget selvdisciplinerede mor – så går det helt galt og han forsøger for anden gang at tage sit eget liv.

På et tidspunkt går ægteskabet op i sømmene, og efter en meget dramatisk nat tager manden bladet fra munden over for sin forstenede kone, som han mener elskede den ældste søn mere end den yngste.

Da hun ikke vil høre på ham og er på vej ud i en taxi, er han opløst af tårer – men insisterer på at få klarhed over én bestemt detalje inden de skilles:

– Dengang vi skulle afsted til Bucks begravelse, sagde du at jeg skulle tage nogle andre sko på, fordi dem jeg havde på ikke passede i farven til mit jakkesæt. Hvad tænkte du på? Jeg var ude af mig selv af sorg! Vi havde lige mistet vores elskede søn og så går du op i hvilke sko jeg har på?

Hvis du vil se hvordan konen tager den kritik, så prøv at få fat på Robert Redfords instruktørdebut fra 1980 ’Ordinary People’.

Så får du noget at tænke på, vil jeg driste mig til at påstå.

Når jeg ser et dødt flag smælde

Hver gang jeg ser Bjarne Sloth Christiansen udsætte en ny regnormsrygrad for sin stille og rolige, bundærlige og imponerende effektive livspædagogik får jeg altid den samme slags hovedpine og jag hen over lænden som mange kvinder oplever spontant ved det blotte syn af en vis højtråbende rygbarberet dillergøjsvingende mandeterapeut.

Problemet er at B.S. Christiansen er umulig at omfatte med en ironi eller en sarkasme der bider ordentligt på. Han er så pokkers ligefrem og lyttende og empatisk at han smutter ud af enhver humorskabelon.

En mand der kan få Bubber til at vende kajakken kan noget ganske specielt, for der var jo en grund til at der aldrig var vand i det berømte badekar sidst i firserne.

Jeg er simpelt hen nødt til at indrømme at B.S. sådan set holder, uanset hvor lidt jeg så i øvrigt bryder mig om hans militære udgangspunkt. 

Heldigvis er der andre våbenførende folk jeg kan kaste mig over.

Forleden så jeg genudsendelsen af et dansk tv-realityprogram, hvor en flok unge utilpassede småkriminelle fyre fik chancen til at begynde forfra.

‘Rødderne’ skulle gennemgå et kursusforløb med diverse kanindræberfaser, og den af dem som klarede sig bedst ville få en læreplads og lommepenge og andre privilegier.

Drengene havde det svært med de politimænd og militærfolk som udsatte dem for de opbyggelige prøvelser som bestemt ikke var hverken livstruende eller oprørende. De skulle f.eks. flikke en tømmerflåde sammen og padle ti meter ud og tilbage igen.

Jeg var som sagt helt med på den leg, indtil den tidligere jægerkorpskaptajn skød sig selv så eftertrykkeligt i foden at han burde humpe hele vejen hjem til lillemor uden feltration iført maotøfler. Han var den som skulle lære drengene respekt for dannebrog, uanset hvilken etnisk herkomst de så i øvrigt mødte frem med.

Det kan jeg i princippet godt gå med til, men da de tidligt om morgenen efter den første nat skulle synge nationalmelodien og stå ret foran en meget høj flagstang gik det galt for Holger Fritidsdanske.

Han kunne nemlig ikke teksten og brægede:

“Der er et yndigt land…det står med høje bøge…”

Ingen af drengene så ud til at bemærke noget, og de øvrige voksne med værten Thomas Mygind i spidsen holdt masken og forblev i retstilling.

Jeg slukkede.

Farvel, oh skønne ungdom

Det første chok fik jeg som 43-årig.

En fløs af en 27-årig chef på et stort dagblads netavis sagde til mig i telefonen, at jeg helt bestemt var fuldt ud kvalificeret til det tre måneders vikariat som journalist jeg havde søgt, men efter at have sovet på det gav han mig alligevel afslag med én eneste begrundelse: at han syntes jeg var for gammel.

Det næste chok fik jeg i går, men det skete unægteligt på en helt anden og langt festligere facon.

Min datter og jeg når lige netop at smutte op i Bus 66 ved Nørrebro station.

Der er mange passagerer med fordi det er eftermiddag og weekend. Jeg kan se at en gangbesværet bedstemortype trykker STOP, så hun vil sikkert gerne hen til døren i god tid.

Derfor flytter jeg mig for at give hende god plads at bevæge sig på, og jeg kommer på den måde til at stå langt fremme i bussen – faktisk tæt på de to modstående langsæder som denne bustype har som sine første siddepladser når man lige er steget på.

Der kan sidde tre mennesker på disse høje langsæder, som ofte bruges af forældre med børn og hvor man sidder med siden til kørselsretningen.

Lige nu sidder der for eksempel en nydelig yngre mor på det ene sæde bag væggen til chaufføren, mens jeg står ganske tæt på hendes flyverdragtsisolerede tre-fireårige søn på modsatte side.

Min datter har sat sig på den første plads i rækken af tomands-sæder efter langsædet med den mobiltelefontalende unge mor.

Hendes dreng er i mægtigt humør…kommenterer højlydt enhver fornemmelse og impuls på en charmerende måde.
Pludrer. 
Synger lidt.
Tra-la-lu-la-lej…

Han er mulat og har to store skønne mørke øjne, som nu fæstner sig ved mit ansigt og min kasket.

– Heeeeej, siger han til mig – men jeg er ikke til sinds at gå med i den snak før jeg er sikker på at den ældre dame ikke falder bag mig, når chaufføren bremser op eller gi’r den gas.

– Heeeeej, prøver han igen…men får stadig ikke noget svar af mig.

Straks derpå ser jeg gennem ruden at den gamle dame er kommet sikkert ud af bussen, så nu skænker jeg drengen et af mine kærligste smil og går over og sætter mig ved siden af min datter.

Drengens mor går over til ham fordi de snart skal af, og han vil gerne opdatere hende med sidste nyt fra sin spændende børneverden.

– Jeg sagde hej til ham manden, mor – siger han…allerede nu er min datter begyndt at spare sammen til et af de karakteristiske fnis som hun så gavmildt øser ud af i det offentlige rum.

– Nå, gjorde du det
…siger moren fredsommeligt til drengen, mens hun tjekker om de har alle tasker og poser med.

– Ja, jeg gjorde mor
, fortsætter han…og tilføjer højt, klart og distinkt:

– Han ligner morfar!

Min datter flækker på langs og tværs og får ti-tyve af de øvrige passagerer (som er med på en lytter) med i fnisekoret.

Moren og drengen er nu på vej hen mod udgangsdøren, men han er forvirret.

– Hvorfor griner de, mor?

– Fordi du sagde noget sjovt, lér hun – og sender mig et bedårende smil som erstatning for tort, svie og smerte.

– Det var ikke meningen at de skulle grine, mor
bliver hans sidste replik i denne moderne udgave af den klassiske tragedie om en mand, der som ganske ung ganske uforvarende dømmes til morfardom, endskønt der vil gå mindst ti år før han med rimelig sandsynlighed (og forhåbentlig da) kommer bare i nærheden af det.

Min datters latteranfald ville næsten ikke stoppe (jeg morede mig nu også) og jeg fik da en hel del trøstende hovedrystninger fra de øvrige buspassagerer, da jeg steg ud.

Det første min datter fik fremhikstet et godt stykke tid senere, var:

– Hva’ så, morfar?

Godt spørgsmål…

Forfatterlandshold på vej til EM

I virkeligheden er jeg ved at blive for gammel og gebrækkelig til at trodse tyngdeloven og lande hårdt på hoften igen og igen i græsløse målfelter…men når der fra 7-10. juni skal spilles “The European Word Cup” i Malmö med forfatterlandshold fra Tyskland, England, Sverige, Ungarn, Italien og Danmark kan jeg nok ikke nære mig for at falde med stil igen…så må medicinmændene dulme smerten bagefter. Indtil videre er jeg med i bruttotruppen. Billedet er fra FC Fodboldenglens deltagelse i Medie Cup 2006 hvor vi nåede kvartfinalen. Det var syvmandsfodbold, men til EM skal vi spille 11-mandskampe på stor bane (og store mål!). Jeg er forresten den største af de to røde djævle i bagerste række 🙂

Livets salt

Første gang jeg så min stedsøn var han lige fyldt 1 år.

Jeg har stadig den forede fodskammel han lænede sig op ad, da han og jeg fik den første øjenkontakt i juli 1987.

Han har brune øjne og det mest uimodståelige smilehul i venstre kind.

Nu er han tyve år og er lige flyttet sammen med sin kæreste i en lejet lejlighed.

Han er på den ene side meget selvsikker og bralrer gerne op om hvordan det hele og alting hænger sammen…andre trafikanter får for eksempel helt uopfordret gode råd af ham på en måde så de ikke er i tvivl om hans mening.

Men han er også både følsom, kærlig og gavmild.

Til jul ønskede jeg mig luksus-salt til madlavning og det fik jeg af ham i gave – plus en hel del andre ting.

Desværre havde jeg forklaret det med saltet dårligt, så jeg fik en pose med ret store og hårde saltkrystaller fra Himalaya (tror jeg det var) med masser af sunde mineraler – i stedet for den lidt mere finkornede slags jeg havde tænkt mig (som ikke uden videre kan føre til millionregninger hos tandlægen).

Det har betydet at hver gang jeg skal bruge salt, så tager jeg et par fingerfulde fra træbøtten og lægger hen på spækbrættet, hvor jeg så må bruge et minuts tid på at kværne bunken af korn til mindre størrelse.

Jeg bruger bagsiden af en stor træske.

De første tre-fire gange bandede jeg over ekstraarbejdet, men nu er det helt omvendt.

Jeg elsker at skulle gøre noget fysisk for at få dét salt jeg holder af.

Fordi:

Mens jeg står dér og kværner løs, så tænker jeg hver eneste gang på hvor glad jeg er for at have været hans fungerende far i alle de år, og på hvor stolt jeg er over ham hver gang jeg hører om noget godt i hans liv.

Da han som 17-årig havde første arbejdsdag i sit allerførste rigtige heltidsjob (butiksassistent i frugt og grønt i Kvickly) cyklede jeg til Roskilde bare for at se ham i hvid medarbejderskjorte og hæftet slips og et navneskilt med for- og efternavn på.

Jeg købte sgu en kasket i butikken for at fejre dagen og den går jeg såmænd med endnu.

At jeg er nødt til at kværne saltet først for kunne nyde det, minder mig om at man ofte i livet er nødt til at gå en lille omvej og bidrage.

Jeg vidste ikke at min eks-kone havde en lille dreng, da jeg lagde an på hende til en nytårsfest, med det meget specifikke mål at score hende for en enkelt nat.

Den ene nat kom til at vare i tolv år plus det løse, og gav mig den dejlige papdreng og en god datter.

Man må godt kværne lidt.

Slå nogle saltomortaler.

Okay, så kolbøtter da.

Man skal bevæges.