Monthly Archives: februar 2007

Hvad har jeg så lært i dag?

– at lediggang kan kombineres med gang i leddene og gode sko

– at lun sol gør godt på en dejlig mig-måde/dejlig maj/daily mail

– at Suzanne Brøggers tipoldefar stiftede De Danske Spritfabrikker

– at Carl-Mar Møller barberer sig på ryggen for sin kærestes skyld

– at det selv for en akademiker er svært at udtale ordet ‘lundefugl’

– at jeg sagtens kan tåle at blive kaldt Jensen i en e-mail

– at der sådan set også er helt almindelige aviser i Rødovre

– at mit bibliotek ikke lige havde ‘Very Best of Joni Mitchell’ på lager

– at det nok skyldes at den opsamlings-cd jeg tænker på hedder ‘Hits’

– at det er synd hvis mit vinduessusende husdigt ikke bliver kendt

– at de desværre ikke havde mere Mövenpick-is på tilbud i Fakta

– at den orange reserve el-pære får hele vindueskarmen til at rødme

Den lille død

Onsdag 5. Juni 1985 bød ellers på dejligt sommervejr.

Grundlovsdag.

Høj himmel og en ventende 4-2 sejr over Sovjet i Idrætsparken med to fuldstændig vanvittige vinkelscoringer fra gavflaben Preben Elkjær og to tørre hug fra den kun 20-årige Michael Laudrup.

Oppe i luften, lige under det endnu firsertykke ozonlag, sad jeg tidligere på eftermiddagen i en lille propelflyvemaskine med kun én motor og spurgte mig selv hvad i himlens navn jeg havde gang i.

Som frivillig på en lokalradio havde jeg været så dum at spørge en faldskærmsklub om de ville forære mig et gratis hop, hvis jeg ville lave en reportage om deres 1-dags kursus inkl. solohop.

De sagde nemlig ja!

Hver søndag skulle jeg fylde en tre timer lang kulturflade (S som Søndag) med stof – så det var bare om at samle stof sammen og sigte så højt som muligt.

1000 meter over Allerød var måske lige i overkanten…men jeg var kun 28 år, så der var kønshormon nok til den slags excesser.

En såkaldt staticline gik fra toppen af min faldskærm i den minutiøst pakkede skærmtaske på min ryg op til en stærk bøjle i flykabinens loft, og jeg sad med ryggen mod flyveretningen ved siden af piloten.

Jeg var Springer Nummer 1 og det var for sent at fortryde. Det stramme seletøj indenom lysken klemte pivtøjet. Lidt. Hjelmen var for lille.

Min instruktør hed Bitter og var en flot kvinde. Lange ben og langt lyst hår. Det var hendes opgave at finde det rette udhopspunkt i forhold til landingsområdet for os tre springere. Så ville hun flå døren op, og midt i den chokerende larm fra motoren og luftmodstanden sørge for at jeg sad i den rigtige position med hænder og fødder på afsætspunkterne og knæene i flyveretningen.

Og så ville hun dunke mig på skulderen og skrige ind i mit øre:

SPRINGER NUMMER 1.…GOOOOOOO!

Jeg skulle hvirvles ud i det brølende verdensalt og min skærm flås automatisk ud af rygsækken. Efter at have råbt HOP 1000, 2000, 3000, 4000, 5000…TJEK!…KONTROL! skulle jeg svæve stille og roligt ned mod landingspladen op imod vinden og helst afslutte uden åbne benbrud.

Men det handler historien ikke om.

Den handler om at Bitter – inden døren blev åbnet – var nødt til at læne sig meget tæt ind over mig, for at hun med sikkerhed kunne bedømme flyets position og luftens humør ved at kigge ud af cockpittets vindue i flyveretningen.

Jeg sad altså dér og var i forvejen ved at gå ud af mit skind ved tanken om det tilstundende spring ud i det uvisse.

Det sidste jeg regnede med at skulle forholde mig til lige dér, var følelsen af en overmåde velproportioneret kvindebarm presset ind mod mit ansigt og duften af kvindekrop.

Vist var der adskillige lag tøj imellem (og jeg havde beskyttelsesbriller på) men det gjorde ingen større forskel.

Det var et uventet møde mellem dødsangst og livslyst.

Jeg var 93 sekunder om at komme ned på jorden igen.

Bertelsen om hvo’n vi ser ud

I tirsdagens udgave af det finere franske direkte DR 2-program den 11. time fortalte værten Mikael Bertelsen en anekdote om engang i Tokyo, hvor han på et diskotek blev forvekslet med Tom Cruise – og måtte skrive autografer og smugles ud af køkkendøren.

Undervejs i anekdoten minder han seerne om at lissom vi vesterlændinge synes at alle japanere ligner hinanden, så synes japanerne tilsvarende at vi europæere alle som een ser fuldstændig ens ud.

Idet han siger dét, gør han samtidig med hånden en forklarende gestus mod sin sidekammerat Mads Brügger.

Og så er det jeg tænker:

Er han nu også helt sikker på at en japaner uden videre ville finde at Bertelsen og Brügger ligner hinanden som to dråber vand?

PS. Jeg synes fortfarende at programmet som sådan er mageløst.

Død, død…dejlige død

Middagsnyhederne på P3 fortæller først at de fem terrorsigtede i en sag fra Odense har fået forlænget deres varetægtsfængsling.

Fair nok.

Næste nyhed kommer fra USA:

To mænd har ved to forskellige episoder skudt og dræbt otte mennesker og såret adskillige andre, inden de selv blev skudt ihjel.

P3-reporteren fortæller med intensitet om dramaet i indkøbscenteret Trolley Square i Salt Lake City i staten Utah (5 døde + gerningsmanden) og ved bestyrelsesmødet i et investeringsfirma i Philadelphia i østkyststaten Pennsylvania (3 døde + gerningsmanden for egen hånd).

Der er interview med et vidne i centeret som siger at flere alarmerede politiet ved at trykke nine-one-one…og mens vedkommende er i gang med den uventede afsløring hører man et grædende barn i baggrunden.

Okay.

Jeg vil på ingen måde gøre mig smart eller lystig på de pårørendes bekostning – tværtimod – men jeg kan ikke forstå hvorfor det er så vigtigt at vi i Danmark skal orienteres så grundigt om hvordan netop disse otte amerikanere kom ulykkeligt og pludseligt af dage.

Det gør os bare endnu mere bange for selv at dø og for at det kan ske næste gang vi selv skal købe ind i supermarkedet eller deltage i et bestyrelsesmøde.

For at sætte nyheden fra USA i perspektiv er der nogle baggrundsoplysninger jeg har brug for:

Hvor mange mennesker bor der i Salt Lake City og Philadelphia?

Hvor mange indkøbscentre er der i Utah og hvor mange bestyrelsesmøder var der i gang i Pennsylvania?

Hvor mange mennesker i de to stater døde af hjertestop foran fjernsynet i samme tidsrum som skudepisoderne?

Hvor mange mennesker oplevede deres livs lykkeligste øjeblik netop da skuddene faldt?

Hvor mange mennesker lå tæt sammen i et svimlende elskovsfavntag på det tidspunkt?

Hvor mange børn kom til verden i de to byer netop da?

Hvor mange forfattere satte i samme sekund det sidste punktum i manuskriptet til deres første roman i de to stater?

Jeg kan ikke for min død fatte hvorfor skyderier med dødelig udgang i en fjern verdensdel skal prioriteres så højt netop kl. 12 i dag i Danmarks Radio.

Er der ikke sket noget mindst lige så væsentligt i Sidney og Leipzig og Upernavik og Bindslev?

Hvorfor er det så fucking über at fortælle om at vi volder hinanden ondt med skydevåben?

Amerikanere dør dagligt i bundter på grund af af fattigdom og mangel på sygesikring, men den skandale rydder ingen forsider. Det skal der en popsilds blottede brystvorte til ved et stort sportsstævne på landsdækkende tv…men så ryster fundamentet også under Capitol Hill.

Kan det ikke snart blive i orden at rapportere om andet end vold, mord og modbydelighed?

Hej, mig…

Der står jeg så…en lille dreng på en blind stikvej i et pænt kvarter med lejede rækkehuse. Over mit hoved er Jurij Gagarin måske lige svævet forbi som den første mand i rummet. Hvem der tager billedet kan jeg ikke huske. Jeg har sådan en lyst til at gå hen til den lille fyr, løfte ham op, give ham en stor bamsekram og sige til ham at det hele nok skal gå. Han ved ikke at jeg lige nu sidder og ser på ham næsten halvtreds år senere. Jeg har lige drukket aftenkaffe med en lille god portvin til. Der er dejligt varmt i min lejlighed. Mine datter på tolv år sender glade sms’er til mig om det ene og det andet. Min store bonusdreng på tyve år er lige flyttet sammen med sin kæreste, og han siger til mig at det er så dejligt at bo i sin egen lejlighed. Sådan skal det være. Først skovler man lidt vand og så tager man den derfra. Bare rolig, du. Jeg er her.

Danish Dramanite i Grand Prix-sejr

Hvor er det dansk og hvor jeg dog elsker det!

Peter DQ Andersen accepterede fuldt og helt sit P3 Wild Card og stryger direkte til Helsinki som vinder af MGP 2007 med sin skæppeskægge showstopper ’Drama Queen’.

Finnerne kan beholde deres dødsmonstre, for nu kommer danskerne med en mand der sparker røv iført stilethæle og D-skåle. Sidst Peter optrådte i Finland var det som som Pluto, men nu skal hundefløjten fanden gale mig have en helt anden lyd i semifinalen torsdag 10. maj.

Jeg synes sejren var fortjent, for sangen er skruet godt sammen og passer perfekt til en god aften i festligt lag og Peter synger den bragende godt.

At det ikke blev James Sampson med den meget elegante soulsveder ‘Say you love me’ kan jeg kun leve med fordi vi i stedet sender Peter af sted med vodkafast mascara, slanke lår og en ordentlig fjer på.

Afstemningen blev lige så tæt som den kan blive mellem demokraternes to favoritter til posten som præsidentkandidat: Fru Clinton (lidt af en Drama Queen) og Barack Obama (lisså cool som James Sampson)…dér vil jeg også have begge til at klare sig godt – men kun een kan jo vinde.

Nu håber jeg ikke at Peter i sit drag-outfit får værten i Helsinki til at lave samme drøbelsmutter som dengang en amerikansk tv-vært i en direkte udsendelse skulle sige Grand Prix Contest – men ved synet af den sexede vinder i stedet sagde Grand Pricks Cunt Test.

Hvad hjertet er fuldt af…ikk sandt?

Nu bliver der sandt for dyden at sige fest i saunaen i semifinalen torsdag 10. maj.

Slip pivtøjet løs, drenge og piger.

Dynamite er blevet til Dramanite!