Monthly Archives: marts 2007

Ordene ta’r ordet

vi er ordene i dette digt
 
vi takker for at vi har fået lov til at stå lige her
i stedet for kun at eksistere hver for sig   
 
det føles bedre og mere tilfredsstillende
at blive placeret ved siden af hinanden
 
sat sammen på lange pæne linjer
som øjnene har let ved at følge
 
vi håber den valgte rækkefølge betyder noget vigtigt eller smukt

det ved vi ikke noget om
det overblik har vi ikke 
 
det er mere trygt at stå sammen når det gælder 
det er svært at stå alene
synes nogle af os
 
vi vil gøre alt for at du kan få noget ud af at læse os 
vi håber på et godt samarbejde på nettet eller på papiret
 
vær bare rolig
vi er altid de samme
synes vi selv
 
du kan regne med os
 
men hvis du ikke kan lide os
så er det altså ikke kun vores skyld

[digtet er med i FilmPlatforms MultiMediePoesi-DVD, premiere 10/5-2007]

Reklamer

I godt selskab på MultiMediePoesi-DVD

FilmPlatform lavede sidste år en MultiMediePoesi performance i LitteraturHaus, hvor en række kortfilm blev blandet med oplæste udvalgte digte fra forskellige bidragydere hen over lækker jazzet livemusik.

Skuespillerne Ken Vedsegaard og Sarah Boberg læste digtene på scenen, og et af digtene var mit om ordene som ta’r ordet.

Showet var en del af den københavnske poesifestival.

Torsdag 10. maj udsendes den nyredigerede dvd-udgave og jeg har fået tilsendt en invitation til premieren i LiteraturHaus, Møllegade 7 på
Nørrebro i København, kl. 20.00.

Der er gratis adgang.

DVD’en er en montage af Patricia Davelouis og Ada Ortega Camara; en original visuel og lydlig oplevelse, hvor digte, film og musik komplementerer hinanden.

10 kortfilmkunstneres værker er med.

Jeg er stolt over at deltage som digter sammen med Ursula Andkjær Olsen, Pia Tafdrup, Naja Marie Aidt, Pia Juul, Niels Frank, Thomas Boberg,
Morten Søndergaard, Lars Skinnebach, Klavs Bondebjerg, Nicolaj Stochholm m.fl.

Her er Plakaten:  

Et værre hus med ordene

Det er sjovt at vende op og ned på sproget.
På vrangen.
Underfundigt.
Det dobbelttydige og underforståede fascinerer mig.

Man kan sammenligne et digt jeg har skrevet med et hus.
Huset har jeg selv bygget og bor i det til daglig, men jeg er ikke hjemme når gæsten kommer på besøg – og han (eller hun) kender mig ikke.
Visse ting er gæsten og jeg enige om inden besøget.
Vi har nogle forventninger til ordet hus.
Et hus har ydervægge, døre og vinduer, et tag og et antal værelser.
Man vil nok også forvente at der er møbler og lamper og noget nips.
Farver.
Nogle blomster. 

Først når gæsten kommer ind i mit hus kan han se hvordan jeg bor og har indrettet mig, og det er ikke sikkert at gæsten kan lide det, han ser.
Det kan jeg ikke vide noget om.
Jeg er som sagt ikke til stede når gæsten kigger indenfor.
Alligevel vil han få en masse tanker om mig ved at se sig omkring, kigge på boghylderne, åbne køleskabet og sætte sig lidt i sofaen.

Gæstens smag og min smag kolliderer, men vi er stadig enige om at det er et hus. Hvis jeg bygger et andet hus et andet sted vil gæsten huske det første hus og sammenligne.

Det er en pudsig øvelse, for gæsten og jeg mødes aldrig.
Gør vi det alligevel, vil jeg som person påvirke gæstens opfattelse af mit hus.

Et digt består ofte af nogle linjer i en bog.

Det er de formelle ting…husets beliggenhed, ydervægge, værelser.

Ordene er de mere personlige ting.

Møblerne.
Kopperne.
Malerierne.
Tæpperne.

Selv om gæsten/læseren ikke kan forstå mig, kan han godt opleve mig ved at sætte sig selv i mit sted.

Han ville måske lave helt om på huset, hvis det var hans.
Bryde mure ned.
Male om.

Bo i en husvogn i baghaven i stedet.

Det er min gave til ham at han har mit hus at sammenligne med.

Mit digt.
Mine linjer.
Mine ord.

Det er ikke sikkert at det giver mening for ham.
Men det kan han ikke vide før han har siddet i min lænestol.

Læst mit digt.

Skulle jeg komme ind i stuen og læse digtet højt for ham, er det pludselig noget helt andet.
Han vil fokusere meget på mig og mit udseende og min stemme.

Vi kunne sikkert blive gode venner.

Min fineste udfordring som digter må være at skrive et digt, som gæsten kan have for sig selv og bruge som han selv har lyst til.
Jeg har godt nok skrevet det, og der er masser af mig og mit liv gemt i det, men digtet skal kunne klare sig selv uden mig.

Fra det øjeblik jeg har skrevet det er det helt alene, indtil det møder en anden læser end mig.

Måske kan læseren bruge oplevelsen og måske endda nyde den.
Måske melder han hus forbi.

Det er digtet som er vigtigt.
Ikke mig.

Jeg har bare skrevet det.

Når man om natten drømmer om et hus kan det være et symbol på den måde man ubevidst opfatter sig selv.
Drømme er ikke virkelighed, men de er jo virkelige nok…for man jo ligger dér i sin seng og drømmer dem.
Drømme bruger billedsprog.
De er som kunst.

Kunst er ikke virkelighed, men findes i virkeligheden.
På den måde forvandler det kunstige sig på forunderlig vis – uanset om man er piberyger eller ej.

Mønsterbrydersker

Jeg hører ofte at kendte mennesker gør meget ud af altid, altid, altid at opføre sig bedre end godt i det offentlige rum.

De flipper ikke ud i langsomme køer eller i butikker, og de bruger helst humor og snarrådighed i de tilfælde hvor mødet har en kant af noget konfronterende.

Vist er der kendte personer som blæser på hvad andre mener, og som går efter så meget omtale som muligt, uanset indholdet.

Nu har jeg oplevet en dansk popstjerne som viste hvordan man godt kan være personlig på en modig måde.

Sangeren hedder Camille Jones og er lige slået igennem i England og USA med et enkelt stort hit ved navn ‘The Creeps‘.

Lyder hendes navn som andet end dansk, så skal det slås fast at hun er ærkejysk og har brugt en del knofedt for at få succes.

Gennem årene har Camille Jones’ bidrag til kollegaer på den danske musikscene været talrige. Både som sanger, guitarist, keyboardspiller og percussionist har hun bidraget med sit personlige touch til bl.a. Pelding, Malk de Koijn, Østkyst Hustlers, Abdullah S, Maya Albana, Mark Linn og Anne Linnet.

Forleden var hun gæst hos Hans Pilgaard i ‘Go’aften Danmark’ på TV2 – og de talte bl.a. om at hun nu flytter til London for at følge op på sit karriereløft. Studieværten ville til sidst overraske hende på en meget sød måde.

Han havde fået købt en kurv med diverse danske specialiteter som udeboende danskere ofte savner: remoulade, ristede løg, en stor bakke leverpostej, lakridser og et påskeæg.

Havde Camille Jones allerede nu haft meget at miste, så havde hun uden
videre taget imod gaven med stor taknemmelighed for at få seerne til at
dele glæden ved at få en uventet gave.

Men ikke.

Hun gennemgik nøje kurvens indhold, og kunne hurtigt fortælle den
måbende Pilgaard at hun ikke kunne lide noget af det.

Hun spiste ikke Stryhns leverpostej, havde aldrig så meget som smagt 
remoulade og ville hellere have vingummier end lakridser. Desuden rystede hun demonstrativt pappåskeægget og sagde påfaldende drillende til værten at der jo ikke engang var noget indeni. Der var dog en eller anden pose guf i kurven hun trods alt gerne ville beholde.

Pilgaard så faktisk ret overrasket ud over hendes måde at reagere på.
Jeg overvejede om jeg skulle rejse mig op og klappe af hende.

Jeg synes hun viste sig som et menneske, som hellere vil have en ærlig
snak med det menneske hun sidder over for end lyve for at kunne maksimere sin indkomst hurtigst muligt. Måske fortryder hun det bagefter, hvis pladeselskabets PR-folk giver hende en overhaling.

Hun skal bare vide at den slags gustne overlæg giver mig ‘The Creeps’.

Camille Jones kan til enhver tid besøge Institutten og få alle de gratis vingummier hun vil have.  

De gode løgne om sandheden

Hvorfor bruger jeg tid på spænding som er frit opfundet?

Hvad skal jeg med fiktion når virkeligheden er fyldt med dramatik?

Jeg har lige set et afsnit af BBC’s fremragende spionserie Spooks på DR2.
Det handlede om Prinsesse Dianas død.

At MI5 og MI6 i fællesskab skulle have dræbt folkets prinsesse.

Jeg tror ikke jeg trak vejret en eneste gang i løbet af de 50 minutter.
Afsnittet var fyldt med løgn og bedrag i flere lag og på mange niveauer.

TV-serien er i forvejen en løgn som vil kunne fortælle noget om sandheden…lissom al anden kunst.

Piben som ikke altid er en cigar – eller hvad det hedder.

Nu bagefter føler jeg en lede ved mig selv.

At jeg brugte en time på at være bange for hvad der skulle ske med nogle agenter som ikke er agenter, men bare de sædvanlige ærkedygtige britiske skuespillere i et håndværksmæssigt sublimt stykke tv-dramatik.

Hvorfor nøjes jeg med surrogatet?

Var det ikke en bedre idé at jeg meldte mig ind i Amnesty International, og fandt spænding ved at arbejde for at ægte torturofre blev befriet?

Hvad er meningen med at jeg fylder mig med tomme tv-kalorier, i stedet for at gå ud i verden og tvinge en redaktør til at betale mig for denne artikel – så jeg kunne få mig et ordentligt liv?

Gøre nogle af de ting jeg er bange for…at lykkes med.

Nu må det snart være slut med at opleve pr. stedfortræder.

Hvad gør en stedfortræder som ikke bruger forstanden?
Han gør fortræd i stedet for en anden…

Ups, det sidste var også fiktion fra en gammel revytekst.

Jeg er et håbløst tilfælde.

Kronisk Kunstbruger.

Moderne Slaveri

Prøv at se det her billede for dig:

Et flot krydstogtskib finder forsigtigt og sidelæns sin plads i havnen.

Det er i Göteborg.

Nede på kajen kommer et par Volvo Stationcar rullende.
Ud stiger nogle pæne mennesker med pænt tøj.
Den ene, en nydelig mand med kasket, har en megafon i hånden.
Det er ikke betjente, men alligevel er de en slags politi.
Ved rælingen på et af dækkene står fyrre små mennesker.
På et andet dæk står jeg og betragter hele situationen.

Min lille festlige vippefodsmor har inviteret på cruise.
Det er femten år siden, så jeg har kone og barn med.
Turen er gratis.
Mor har fået billetterne af en papkassemand som var meget i vælten.

Sømandsbossen Preben Møller Hansen.

Min mor var frivillig på Folkets Radio som Preben havde startet.
Han havde i mange år forhandlet løn og arbejdsvilkår for danske sømænd, og kom også i Folketinget med sit helt eget parti Fælles Kurs.
Manden havde power og var både snu og charmerende.
Min mor var slagfærdig og frisk på en håndbajer.
Fribilletterne var hjemme.

Vi havde haft en skøn tur op gennem Sundet forbi Kronborg.
I luksusrestauranten nød vi en sublim middag med fine vine.
Nu lagde skibet til i den store svenske havn.
Jeg skulle lige have lidt luft og blev på den måde vidne til det mærkelige møde mellem mennesker.

Den svenske fagbevægelse havde fra sine danske kammerater hørt om skibets ankomst, og mødte nu op på kajen for at markere sin utilfredshed med løn- og arbejdsvilkårene for en gruppe asiatiske kahytsjomfruer.
På en eller anden måde var solidariteten mellem skibets forskellige personalegrupper smuttet.
Sømandsforbundet i Danmark var tilsyneladende så tilfreds med vilkårene for dets egne medlemmer, at jomfruerne fik lov til at sejle i deres egen sø – og det var nu op til tillidsfolk fra den øvrige del af fagbevægelsen at markere sig ved skibets ankomst til svensk havn.

Skibet hed Black Prince og ejedes af det norske rederi Fred Olsen Lines.
Alt det fandt jeg først ud af senere.
Jeg skulle jo lige have lidt frisk morgenluft.

Den pæne mand på kajen med megafonen ser sig omkring.
De er vel femten-tyve velnærede og veletablerede aktivister.
Han løfter megafonen og råber op mod de fyrre små asiatiske kahytsjomfruer:

FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!

FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!

FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!

FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!


De andre i gruppen vræler med.

De små filippinske kvinder kæfter op og begynder at smide papirstykker og andre småting ned mod kajen.

Måske spytter de også i foragt og frustration.

Med karakteristiske lyse og skarpe stemmer rabler de protester på et uforståeligt sprog ned mod megafongruppen.

De ønsker ikke nogen støtte fra den svenske fagbevægelse.

Selv om deres kontrakt er en vittighed sammenlignet med danske og svenske kahytsjomfruer, er de tilfredse nok med lønnen, som gør dem i stand til at sende penge hjem til familien.
Visheden om hvilken katastrofe en eventuel fyring vil have for familien på den anden side af jordkloden gør asiaterne stiktossede på svenskerne nede på kajen, også selv om der aktioneres og kæmpes for deres skyld.

Jeg lægger mærke til at så snart megafonmanden lige skal rømme sig, så holder den andre i den lille gruppe op med at råbe og vifte med de to-tre små flag de har med.

Aktionen varer vel ikke mere end fem minutter – så tøffer svenskerne hen i bilerne og tilbage til deres gode faste job på rimelige vilkår, som fagbevægelsen i generationer har kæmpet for.
Kahytsjomfruerne går tilbage det hårde slid som de finder sig uden brok.

Jeg kan næsten ikke rumme alle modsætningerne.

Min lille mor, som var kommunist som ung, burde vel aldrig have sagt ja til denne greve-og-baron tur?

Svenskerne på kajen…kæmper de lige så meget for at kunne beholde Volvo’en og konebilen og sommerstugan som for de underbetalte asiatiske kammerater?

Og jeg?

Hvad kæmpede jeg for?

For at holde sammen på min lille familie.

Jeg burde have lånt megafonen.