Prøv at se det her billede for dig:
Et flot krydstogtskib finder forsigtigt og sidelæns sin plads i havnen.
Det er i Göteborg.
Nede på kajen kommer et par Volvo Stationcar rullende.
Ud stiger nogle pæne mennesker med pænt tøj.
Den ene, en nydelig mand med kasket, har en megafon i hånden.
Det er ikke betjente, men alligevel er de en slags politi.
Ved rælingen på et af dækkene står fyrre små mennesker.
På et andet dæk står jeg og betragter hele situationen.
Min lille festlige vippefodsmor har inviteret på cruise.
Det er femten år siden, så jeg har kone og barn med.
Turen er gratis.
Mor har fået billetterne af en papkassemand som var meget i vælten.
Sømandsbossen Preben Møller Hansen.
Min mor var frivillig på Folkets Radio som Preben havde startet.
Han havde i mange år forhandlet løn og arbejdsvilkår for danske sømænd, og kom også i Folketinget med sit helt eget parti Fælles Kurs.
Manden havde power og var både snu og charmerende.
Min mor var slagfærdig og frisk på en håndbajer.
Fribilletterne var hjemme.
Vi havde haft en skøn tur op gennem Sundet forbi Kronborg.
I luksusrestauranten nød vi en sublim middag med fine vine.
Nu lagde skibet til i den store svenske havn.
Jeg skulle lige have lidt luft og blev på den måde vidne til det mærkelige møde mellem mennesker.
Den svenske fagbevægelse havde fra sine danske kammerater hørt om skibets ankomst, og mødte nu op på kajen for at markere sin utilfredshed med løn- og arbejdsvilkårene for en gruppe asiatiske kahytsjomfruer.
På en eller anden måde var solidariteten mellem skibets forskellige personalegrupper smuttet.
Sømandsforbundet i Danmark var tilsyneladende så tilfreds med vilkårene for dets egne medlemmer, at jomfruerne fik lov til at sejle i deres egen sø – og det var nu op til tillidsfolk fra den øvrige del af fagbevægelsen at markere sig ved skibets ankomst til svensk havn.
Skibet hed Black Prince og ejedes af det norske rederi Fred Olsen Lines.
Alt det fandt jeg først ud af senere.
Jeg skulle jo lige have lidt frisk morgenluft.
Den pæne mand på kajen med megafonen ser sig omkring.
De er vel femten-tyve velnærede og veletablerede aktivister.
Han løfter megafonen og råber op mod de fyrre små asiatiske kahytsjomfruer:
FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!
FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!
FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!
FRED OLSENS REDERI…
MODERN SLAVERI…!
De andre i gruppen vræler med.
De små filippinske kvinder kæfter op og begynder at smide papirstykker og andre småting ned mod kajen.
Måske spytter de også i foragt og frustration.
Med karakteristiske lyse og skarpe stemmer rabler de protester på et uforståeligt sprog ned mod megafongruppen.
De ønsker ikke nogen støtte fra den svenske fagbevægelse.
Selv om deres kontrakt er en vittighed sammenlignet med danske og svenske kahytsjomfruer, er de tilfredse nok med lønnen, som gør dem i stand til at sende penge hjem til familien.
Visheden om hvilken katastrofe en eventuel fyring vil have for familien på den anden side af jordkloden gør asiaterne stiktossede på svenskerne nede på kajen, også selv om der aktioneres og kæmpes for deres skyld.
Jeg lægger mærke til at så snart megafonmanden lige skal rømme sig, så holder den andre i den lille gruppe op med at råbe og vifte med de to-tre små flag de har med.
Aktionen varer vel ikke mere end fem minutter – så tøffer svenskerne hen i bilerne og tilbage til deres gode faste job på rimelige vilkår, som fagbevægelsen i generationer har kæmpet for.
Kahytsjomfruerne går tilbage det hårde slid som de finder sig uden brok.
Jeg kan næsten ikke rumme alle modsætningerne.
Min lille mor, som var kommunist som ung, burde vel aldrig have sagt ja til denne greve-og-baron tur?
Svenskerne på kajen…kæmper de lige så meget for at kunne beholde Volvo’en og konebilen og sommerstugan som for de underbetalte asiatiske kammerater?
Og jeg?
Hvad kæmpede jeg for?
For at holde sammen på min lille familie.
Jeg burde have lånt megafonen.
Beologisk Institut 