Tak for skænken, Finn

Jeg var i teater i aftes.

Et særdeles festligt og folkeligt ét af slagsen: Røde Kro Teater.

I en tidligere skole på Ã˜resundsvej trådte jeg ind i et københavnsk  fællesskab med mindelser om dengang donningens hat ikke udløste
bombealarm og hvor landets eneste tv-kanal bød på The Good Old Days.

Selve forestillingen fik mig til at huske da jeg som 14-årig lå på gulvet i rækkehuset i Vangede og oplevede The Kings’s verdenstransmitterede live koncert ‘Aloha From Hawaii’ i januar 1973.

ELVIS genopstår i en gammel gymnastiksal på Ama’r.
Unge Brian Trøjborg har udseende og stemme til at illusionen holder.

Teatersalen emmer af kolonihavehygge, og der er små borde foran de 
bløde sæder hvor man kan have medbragte drikkevarer fra kroen.

Da jeg kommer til min plads ud mod midtergangen på Række 10, hilses jeg velkommen af min sidemand som om vi var gamle (eller helt nye) venner.

Dav, jeg hedder Finn
siger han og jeg føler mig mere end velkommen.

Han spørger interesseret til hvor jeg kommer fra og til mine interesser på så rar en måde at jeg ikke kunne drømme om andet end at åbne hjertet og give igen.

Da han hører at jeg sjældent går i byen og i teater fordi det i første omgang lige smuttede med at blive den næste Dan Turell, byder han mig
straks på kaffe fra den kaffekanden.

På firemandsrækken sidder også Finns kone og hendes veninde. De har ikke benyttet sig af teaterets tilbud om buffet inden showet, men nøjes med drikkevarer fra baren.

Showet pumper fint ud over den lille rampe og de gamle Elvis-evergreens får hjerterne til at smelte.

Publikums gennemsnitsalder er et pænt stykke over 35, for nu at sige det
pænt…men de har intet problem med en gang halvtredserunderstel.

Ork nej!

De kommenterer og lever sig med som om det er en tv-udsendelse.

Der er en slagfærdig revystemning og hvert eneste minut er en nydelse, især på grund af alle de sideoplevelser som jeg ikke kunne
ane noget om på forhånd: stedet, stemningen, menneskene.

Jeg nyder Finns kaffe og siger til mig selv, at det her er frydefuldt og lærerigt.

Oppe på scenen får skuespiller Torben Sekov salen til at holde vejret, da han lader sin dommedagsrøst gjalde lige ind i bærret på Elvis’ selvfede manager, Obersten (Preben Ravn) i et magtopgør om betingelserne for et tv-show.

Jeg hygger mig.

En kvinde på fjerde række går over grænsen for hvor festligt man kan leve med, og jeg tænker straks på hvordan min mor på samme måde ville have fået så forløsende et lykkeanfald, at hun ville have forsøgt at stjæle showet og til sidst bryde sammen i sorg over dem hun har mistet.

Men jeg kan slappe af, for kvinden på fjerde række er tydeligvis ikke
født i Næstved – snarere i Parmagade – så jeg skåler i kaffe med min egen salige vippefodsmor i himlen.

Don’t cry Daddy…Daddy, please don’t cry
 crooner Brian/Elvis.

Amager forstår.

PS. Tak til lydbogsindlæserkollega Torben for billetten.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s