De gode løgne om sandheden

Hvorfor bruger jeg tid på spænding som er frit opfundet?

Hvad skal jeg med fiktion når virkeligheden er fyldt med dramatik?

Jeg har lige set et afsnit af BBC’s fremragende spionserie Spooks på DR2.
Det handlede om Prinsesse Dianas død.

At MI5 og MI6 i fællesskab skulle have dræbt folkets prinsesse.

Jeg tror ikke jeg trak vejret en eneste gang i løbet af de 50 minutter.
Afsnittet var fyldt med løgn og bedrag i flere lag og på mange niveauer.

TV-serien er i forvejen en løgn som vil kunne fortælle noget om sandheden…lissom al anden kunst.

Piben som ikke altid er en cigar – eller hvad det hedder.

Nu bagefter føler jeg en lede ved mig selv.

At jeg brugte en time på at være bange for hvad der skulle ske med nogle agenter som ikke er agenter, men bare de sædvanlige ærkedygtige britiske skuespillere i et håndværksmæssigt sublimt stykke tv-dramatik.

Hvorfor nøjes jeg med surrogatet?

Var det ikke en bedre idé at jeg meldte mig ind i Amnesty International, og fandt spænding ved at arbejde for at ægte torturofre blev befriet?

Hvad er meningen med at jeg fylder mig med tomme tv-kalorier, i stedet for at gå ud i verden og tvinge en redaktør til at betale mig for denne artikel – så jeg kunne få mig et ordentligt liv?

Gøre nogle af de ting jeg er bange for…at lykkes med.

Nu må det snart være slut med at opleve pr. stedfortræder.

Hvad gør en stedfortræder som ikke bruger forstanden?
Han gør fortræd i stedet for en anden…

Ups, det sidste var også fiktion fra en gammel revytekst.

Jeg er et håbløst tilfælde.

Kronisk Kunstbruger.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s