Et værre hus med ordene

Det er sjovt at vende op og ned på sproget.
På vrangen.
Underfundigt.
Det dobbelttydige og underforståede fascinerer mig.

Man kan sammenligne et digt jeg har skrevet med et hus.
Huset har jeg selv bygget og bor i det til daglig, men jeg er ikke hjemme når gæsten kommer på besøg – og han (eller hun) kender mig ikke.
Visse ting er gæsten og jeg enige om inden besøget.
Vi har nogle forventninger til ordet hus.
Et hus har ydervægge, døre og vinduer, et tag og et antal værelser.
Man vil nok også forvente at der er møbler og lamper og noget nips.
Farver.
Nogle blomster. 

Først når gæsten kommer ind i mit hus kan han se hvordan jeg bor og har indrettet mig, og det er ikke sikkert at gæsten kan lide det, han ser.
Det kan jeg ikke vide noget om.
Jeg er som sagt ikke til stede når gæsten kigger indenfor.
Alligevel vil han få en masse tanker om mig ved at se sig omkring, kigge på boghylderne, åbne køleskabet og sætte sig lidt i sofaen.

Gæstens smag og min smag kolliderer, men vi er stadig enige om at det er et hus. Hvis jeg bygger et andet hus et andet sted vil gæsten huske det første hus og sammenligne.

Det er en pudsig øvelse, for gæsten og jeg mødes aldrig.
Gør vi det alligevel, vil jeg som person påvirke gæstens opfattelse af mit hus.

Et digt består ofte af nogle linjer i en bog.

Det er de formelle ting…husets beliggenhed, ydervægge, værelser.

Ordene er de mere personlige ting.

Møblerne.
Kopperne.
Malerierne.
Tæpperne.

Selv om gæsten/læseren ikke kan forstå mig, kan han godt opleve mig ved at sætte sig selv i mit sted.

Han ville måske lave helt om på huset, hvis det var hans.
Bryde mure ned.
Male om.

Bo i en husvogn i baghaven i stedet.

Det er min gave til ham at han har mit hus at sammenligne med.

Mit digt.
Mine linjer.
Mine ord.

Det er ikke sikkert at det giver mening for ham.
Men det kan han ikke vide før han har siddet i min lænestol.

Læst mit digt.

Skulle jeg komme ind i stuen og læse digtet højt for ham, er det pludselig noget helt andet.
Han vil fokusere meget på mig og mit udseende og min stemme.

Vi kunne sikkert blive gode venner.

Min fineste udfordring som digter må være at skrive et digt, som gæsten kan have for sig selv og bruge som han selv har lyst til.
Jeg har godt nok skrevet det, og der er masser af mig og mit liv gemt i det, men digtet skal kunne klare sig selv uden mig.

Fra det øjeblik jeg har skrevet det er det helt alene, indtil det møder en anden læser end mig.

Måske kan læseren bruge oplevelsen og måske endda nyde den.
Måske melder han hus forbi.

Det er digtet som er vigtigt.
Ikke mig.

Jeg har bare skrevet det.

Når man om natten drømmer om et hus kan det være et symbol på den måde man ubevidst opfatter sig selv.
Drømme er ikke virkelighed, men de er jo virkelige nok…for man jo ligger dér i sin seng og drømmer dem.
Drømme bruger billedsprog.
De er som kunst.

Kunst er ikke virkelighed, men findes i virkeligheden.
På den måde forvandler det kunstige sig på forunderlig vis – uanset om man er piberyger eller ej.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s