Monthly Archives: marts 2007

På Briksen

– Ja?

– Altså…jeg har ikke vasket gulv derhjemme i mindst et år, og det kan faktisk godt være to år siden. Jeg har til gengæld støvsuget nogle gange og også tørret støv af, men det dér med at vaske gulv har jeg ikke gjort. Heller ikke selv om jeg gerne ville have at det blev gjort, for jeg holder egentlig meget af at gulvet er rent.

– Har du tæpper i stuen?

– Nej, ikke et eneste…der er lakeret parketgulv.

– Aha…

– Men i dag fik jeg gjort det!

– Ja?

– Ja, men det er faktisk lidt underligt – for den eneste grund til at jeg nu har fået det gjort, er at jeg har søgt og fået jobbet som trappevasker i den ejendom jeg bor i. Så kunne jeg jo lige så godt slutte arbejdet af med at gå ind til mig selv og vaske gulv. Der er to opgange og jeg får en hvid tusse om måneden for at feje og vaske trapperne hver anden uge. Jeg skal så også rydde sne om vinteren.

– Så du vil kun vaske gulv hos dig selv hvis andre betaler for det?

– Øhh…ja.

– Hvorfor tror du det er sådan?

– Jae tjae…bum bum bum.

– Du smutter nu.

– Hva’…er tiden gået?

– Nej, du væver.

– Væver?

– Ja, væver.

– Nå!

– Ja.

Tak for skænken, Finn

Jeg var i teater i aftes.

Et særdeles festligt og folkeligt ét af slagsen: Røde Kro Teater.

I en tidligere skole på Ã˜resundsvej trådte jeg ind i et københavnsk  fællesskab med mindelser om dengang donningens hat ikke udløste
bombealarm og hvor landets eneste tv-kanal bød på The Good Old Days.

Selve forestillingen fik mig til at huske da jeg som 14-årig lå på gulvet i rækkehuset i Vangede og oplevede The Kings’s verdenstransmitterede live koncert ‘Aloha From Hawaii’ i januar 1973.

ELVIS genopstår i en gammel gymnastiksal på Ama’r.
Unge Brian Trøjborg har udseende og stemme til at illusionen holder.

Teatersalen emmer af kolonihavehygge, og der er små borde foran de 
bløde sæder hvor man kan have medbragte drikkevarer fra kroen.

Da jeg kommer til min plads ud mod midtergangen på Række 10, hilses jeg velkommen af min sidemand som om vi var gamle (eller helt nye) venner.

Dav, jeg hedder Finn
siger han og jeg føler mig mere end velkommen.

Han spørger interesseret til hvor jeg kommer fra og til mine interesser på så rar en måde at jeg ikke kunne drømme om andet end at åbne hjertet og give igen.

Da han hører at jeg sjældent går i byen og i teater fordi det i første omgang lige smuttede med at blive den næste Dan Turell, byder han mig
straks på kaffe fra den kaffekanden.

På firemandsrækken sidder også Finns kone og hendes veninde. De har ikke benyttet sig af teaterets tilbud om buffet inden showet, men nøjes med drikkevarer fra baren.

Showet pumper fint ud over den lille rampe og de gamle Elvis-evergreens får hjerterne til at smelte.

Publikums gennemsnitsalder er et pænt stykke over 35, for nu at sige det
pænt…men de har intet problem med en gang halvtredserunderstel.

Ork nej!

De kommenterer og lever sig med som om det er en tv-udsendelse.

Der er en slagfærdig revystemning og hvert eneste minut er en nydelse, især på grund af alle de sideoplevelser som jeg ikke kunne
ane noget om på forhånd: stedet, stemningen, menneskene.

Jeg nyder Finns kaffe og siger til mig selv, at det her er frydefuldt og lærerigt.

Oppe på scenen får skuespiller Torben Sekov salen til at holde vejret, da han lader sin dommedagsrøst gjalde lige ind i bærret på Elvis’ selvfede manager, Obersten (Preben Ravn) i et magtopgør om betingelserne for et tv-show.

Jeg hygger mig.

En kvinde på fjerde række går over grænsen for hvor festligt man kan leve med, og jeg tænker straks på hvordan min mor på samme måde ville have fået så forløsende et lykkeanfald, at hun ville have forsøgt at stjæle showet og til sidst bryde sammen i sorg over dem hun har mistet.

Men jeg kan slappe af, for kvinden på fjerde række er tydeligvis ikke
født i Næstved – snarere i Parmagade – så jeg skåler i kaffe med min egen salige vippefodsmor i himlen.

Don’t cry Daddy…Daddy, please don’t cry
 crooner Brian/Elvis.

Amager forstår.

PS. Tak til lydbogsindlæserkollega Torben for billetten.

Smæksmask

Ens glatte ansigt kan bane vejen.
Mit eget ansigt kan jeg jo ikke se, bortset fra det yderste af næsen.
Derfor svælger jeg i andres.
I øjeblikket er jeg fascineret af et nyt ungt ansigt.
En skærmtrold.
Hun er på en besynderlig måde både smuk og skræmmende.
Jeg kan se hun giver alt når hun tænder for ansigtet.
Hun har meget krøllet halvlangt mellemblond hår.
Runde kinder og kønne øjne.
En lillebitte mund med fine hvide tænder.
Stemmen har det særlige svirp af skingerhed som jeg ikke kan få nok af.
Og hun har en helt særegen kvalitet som gør mig himmelhenfalden.
Hun smasker.
Produceren klipper til split screen.
Hun venter på sit cue med et lille listigt smil.
Værten spørger om et eller andet med nogle milliarder og millioner.
Hun lytter og ved alt om hvordan hun vil være.
Idet hun åbner munden for at svare kommer der et kæmpestort smask.
Det påvirker nok ikke markedet – men det påvirker mig.
Jeg kæmper i forvejen mod mine egne ufrivillige mundlyde.
De kommer når jeg læser go’morgenhistorie for mikrofonen i lydstudiet.
Gummer grynter, mundvandet klikker i fjernede visdomstænders hulrum.
Men hende her kan ta’ mig fanden smaske så fladskærmen buler udad.
Første gang troede jeg det var en smutter fordi hun var nervøs.
Da jeg for tiende gang i træk oplevede den lille røde mund sende sit umisforståelse klaptræssmask ud i hovedet på hundredtusindvis af seere, gik det op for mig at hun måske gør det med velberådet hu.
Jeg ved man kan berolige en rasende hund med overdrevne smaskelyde.
Er det mig hun vil berolige?
Dressere?
Ligesom hun har gjort med andre?
Go’ chef…jaaaaaa….du er en god chef, er du så…ja du er!
En rasende dygtig hun.
Face Value.

Januar 2006

Jeg slår øjnene op og føler mig mærkeligt vågen.

I synsfeltet det samme som altid når jeg vågner på venstre side.

Vinduet.

Natten er klar som nyis.
Månen står højt og lyser min stue op.

Der er dejligt varmt herinde.
Jeg ved at det udenfor er mindst ti graders frost.

Månen er ligeglad.

Min clockradio står på 06:13.
Jeg har sat den til at vække kl. 06:30.

Det er søndag.
Himmelsynet og stilheden bliver til endnu et skattet erindringsglimt.

Min datter og jeg skal tidligt op fordi hun skal spille håndboldkamp i Bramsnæsvig. Dommeren fløjter op klokken 10:40.

Havde jeg haft en bil behøvede vi ikke stå op før klokken ni, men om søndagen står man foran interessante udfordringer hvis man skal lidt udenfor de store byer med bus og tog.

Køreplanerne er af hviledagsgrunde ikke særlig hjælpsomme.
Hvis der er timedrift er man heldig.
Jeg har dog taktikken klar via nedskrevne oplysninger fra Rejseplanen:

En bus, et tog og to busser skal føre os til håndboldhallen ved Ejby i Hornsherred.

På en madras på gulvet ligger Josefine og puster sødt.
Det er hyggeligt at have besøg af hende hver anden weekend.
Jeg dropper at blive liggende indtil 06:30 og går i bad.

Forinden har jeg sat noget stille new age musik på som er specielt komponeret til at hæve bevidsthedsniveauet for mennesker i meget dyb søvn. Ind i ovnen med de frosne forhævede tebirkes som vi skal nyde i toget. I flere omgange vækker jeg Josefine med smil, små puf og duften af nybagt morgenbrød.

Aktionen skal starte 07:45 ved busstoppestedet i det store vejkryds.

Vi tager tidligt afsted for at være på forkant og ikke stresse – og skal ifølge planen ankomme en hel time før kampen. Livets landevej er brolagt med gode intentioner.

Klokken 07:36 ser vi Bus 6A køre lige for næsen af os og luske ned ad Bispebjerg Bakke på Tagensvej. En morgengnaven grøn mand i et fodgængerfelt forhindrer at vi når den – men vi skal jo også først med en bus 07:45 ifølge planen.

At den kommer fem minutter for sent er det første dårlige varsel. Vi når godt nok ind til Nørreport kl. 08:00 – hvilket er helt fint, da regionaltoget til Roskilde skal afgå derfra 08:08.

Jeg skal lige nå at købe en tillægsbillet oven i de tre blå klip fra bussen så jeg har fri kørsel i alle zoner i halvanden time. Ved at købe en tillægsbillet sparer jeg et par kroner i forhold til fire blå klippekortsklip.
Josefine vil gerne trykke på knapperne i Dankortbilletmaskinen og det får hun lov til. Snart fylder hun tolv år og skal have egen børnebillet.

Vi går ned ad trappen kl. 08:03 – og toget holder allerede ved perronen.

Er det det dér tog?
spørger Fine og jeg nikker sejrsstolt.

På skærmen står der pudsigt nok at toget skal køre 08:03 i stedet for 08:08…jeg aner at noget ikke er som det burde.

Jeg går hen til toget og trykker på den knap der skal åbne døren, men i samme sekund begynder toget ganske langsomt at bevæge sig mod venstre.

Det er næsten som om jeg med mit tryk har fået det til at køre.
Vi er kommet et halvt sekund for sent!

Jeg ser på min seddel med alle tiderne.

Der står 08:03 og ikke 08:08…

Mit hjerte slår dobbeltslag.

Hvis vi ikke kommer med lige nøjagtigt dét tog…så når vi ikke de busser vi skal nå senere.

Jeg griber Fine i armen og vi styrter op ad trappen og over til S-togsperronen for måske at indhente det tabte på Hovedbanegården – hvor opholdet for regionaltog ofte er på adskillige minutter.

Vi ser enden af et S-tog der netop er kørt og det næste kommer om syv minutter. Over på fjerntogsperronen igen.

Der kommer et kystbanetog om seks minutter og det jo skal ikke stoppe ved Vesterport. Vi kan måske være heldige at det stopper på den perron på Hovedbanen hvor vores missede tog til Roskilde holder på nabosporet. Der er desuden langt fra S-togsperronerne på Hovedbanen over til nogle af fjerntogssporene.

Men nej.
Toget til Roskilde er lige kørt da vi når frem.

Krise.
Hvad nu?

Nu når vi hverken Bus 239 i Roskilde mod Frederikssund eller Bus 219 i Kirke Hyllinge mod Hvalsø.

Dommeren venter ikke på nogen.

Vi beslutter at tage IC3-toget mod Esbjerg kl. 08:30 for at få råd på billetkontoret i Roskilde om eventuelle lokale nødløsninger. Vi pakker de endnu varme tebirkes og små kolde multifrugtjuicer ud og går fortrøstningsfulde i gang med morgenmaden.

Tiden går.
Da klokken er 08:40 er vi ikke kørt endnu.

Toget har tekniske problemer med noget der hænger nedad
siger togføreren.

Togdrift møder kønsdrift for 117. gang.  
Det er vist en isoleringsplade der sidder løs under toget.

På perronen ved siden af holder regionaltoget til Kalundborg.
Det skal normalt afgå kl. 08:36, men venter på at vi kommer af sted før dem. IC 3 tog har normalt forkørselsret.

Jeg får en vild idé.

Klokken er nu 08:47.
IC 3 togføreren bekræfter at regionaltoget skal afgå før os, fordi vi er så forsinket i afgangen.

Herligt! Nu kan vi køre til Hvalsø og måske fange en bus i modsat retning og nå frem i tide?

Birkeskrummer flyver rundt i luften da vi pisker ud af toget og løber ned ad trappen i tunnelen under sporene og op ad trappen til dobbeltdækkertoget.

Idet jeg rører knappen til døren begynder toget ganske langsomt at bevæge sig mod venstre.

Det er helt uvirkeligt…!

Igen er vi kommet et halvt sekund for sent.
Mit hjerte slår en baglæns kolbøtte.

I det vilde returløb ned i tunnelen og op igen er vi tæt på at misse IC 3 toget – men når det trods alt lige nøjagtigt.

Jeg glemmer aldrig de slet skjulte smil hos passagererne ved bordene i vognen, da vi prustende og svedende finder tilbage igen.
Fra første parket har vores medrejsende set hele seancen og har følt sig glimrende underholdt. Vi sætter os ved samme bord som før og børster birkeskrummer væk fra sæderne.

Hvad nu?
Måske kan vi få resten af håndboldholdet til at samle os op i Roskilde?
De skal køre fra Herfølge til Bramsnæsvig.

Men nej.
De kører i privatbiler og har ikke plads til os.
Vi er nu tæt på at løbe tør for gode idéer.

Jeg har sagt til Fine at vi nok skal nå det – og så må man jo gribe til yderligheder. Jeg ringer til Fru X spørger om hun vil redde vores datter.
Det vil hun heldigvis godt og kører i sin bil fra Herfølge til Roskilde.

Da klokken er 10:25 ruller vi i strålende vintersol ind på P-pladsen foran Bramsnæsvighallen.

I en tæt og spændende kamp taber Fines hold med et enkelt mål til topholdet KHKS Håndbold.

Vi nåede det!

Det er lige til…som DSB si’r.

Man skal bare ha’ en bil eller ku’ se forskel på 3 og 8.

…med løg på!

I lang tid, faktisk flere år, har jeg ikke spist rå løg.

Ikke fordi jeg ikke kan lide dem, men fordi jeg må være født med en manglende evne til at fordøje 
rå løg lige så hurtigt som andre fødevarer.

Hvis jeg alligevel spiser dem (jeg elsker smagen!) kan jeg let komme til at gå rundt med løgsmag i munden resten af dagen, uanset hvor mange mintpastiller, tyggegummier, og tandbørstninger jeg griber til.

Men i dag gad jeg ikke ligge under for det mere!

Efter at have afsluttet indlæsningen af en meget udfordrende roman som
lydbog købte jeg mig en pizzasandwich med kylling, salat, masser af stærk chilisauce…og løg.

Nu sidder jeg så med den skønneste løgsmag i kæften.

Og jeg nyder det.

Meget.
 

Less is most?

Min godeste ven hedder Rasmussen.

Han har stil og smag.

Jeg står i hans lejlighed og ser på ham.

Hans arme går som møllehjul, mens han peger og fortæller at når der er blevet malet og høvlet gulv vil han lave om på indretningen.

Den skal være minimalistisk, siger han…og han håber på at han kan begrænse sig, så der er så få ting i stuen som muligt.

Jeg ser først beundrende på ham, men skifter så til undrende.

Hvis han vil have så få ting som muligt, så skal han da ikke begrænse sig inden for den minimalistiske stil?

Jo mere minimalisme, desto færre ting?

Nja, siger han med sit værste besserwisser-smil…han mener nu nok at det korrekte er at han skal begrænse sig, for på den måde vil der være færre objekter end hvis han ikke begrænser sig.

Vi gentager herefter de samme argumenter på fem forskellige måder, så debatten er ikke just holdt i minimalistisk stil.

Egentlig er vi ikke uenige – men prøver alligevel at få ret, fordi den leg er sjov og kendt.

Og så’ der kaffe…

Dælen dolme dejligt!

Forleden tilberedte jeg fire kåldolmer ved at brune dem og koge dem. 

Det stod der jo på pakken at jeg skulle…men de smagte til forveksling som druknede vandmænd, der har ligget for længe i solen hen over en en selvdød landmus.

Derfor valgte jeg i aftes en anden taktik til de fire sidste jeg havde købt.

De røg i ovnen i et fad med lidt olie og et ordentligt skud muskatnød.

Resultatet blev helt anderledes velsmagende, idet bladene var dejligt saftige og farsen varm.

At jeg så havde rørt noget god dåsehommos op med hvidløg, chili,
citronsaft, olivenolie, ingefær og salt og peber gjorde kun måltidet bedre.

Sådan skal det være.

Hjemgodt. 

Alter Ego

Dyrk ham lige…

Han ser ud som om han er i mægtigt humør

Det er han sådan set også.

Jeg ved det er i orden med ham at jeg kigger ind bag hans muntre facade og ser mig lidt omkring.

Han ved godt jeg først for alvor bliver interesseret hvis jeg støder på noget der kradser eller ser lidt akavet ud.

Jeg fornemmer at han er en skikkelig fyr, men også at hans venlighed måske er en erstatning for risikoen ved at stå fast.

Det er ikke topdollar at være sådan.

Dér er hans timing lidt uheldig, men heldigvis ved han det godt – og han bruger sit gode hoved til at drible sig udenom afslørende konfrontationer.

Det giver mindre ballade, men måske også mindre liv.
Det er jeg lidt bekymret over på hans vegne.

Men på den anden side styrer den slags vel sig selv.
Aktion/reaktion og alt det jazz…

Jeg tror han vil kunne sælge sin marshmellow stil som noget positivt.
Som om han er en type der giver andre plads og næstekærlig opmærksomhed.

Her skal man virkelig passe på ham.
Præcis i dét fikspunkt har han en blind plet.

Jeg kan mærke at han handler på forventet efterbevilling.

Hans metode er lige så enkel som den er udspekuleret.

Først gør han en masse godt for andre – og så har indsatsen værsgo at komme tilbage med renters rente af sig selv.

Sådan lidt karmaagtigt.
Men der er en ubalance i metoden.

Han kan nemt ende som en bitter mand hvis han ikke snart går i borgerkrig med sig selv.

Jeg bliver en lille smule utilpas når jeg tjekker den del af ham ud.
Der er mørkt og klamt i det område af ham.

Nu ved jeg godt at der sjældent er dagslys og frisk luft i mænds indre drivhus…men i ham her fornemmer jeg en uheldsvanger boblen og mumlen i mørket.

Som om der står en gammel grim gryderet og småkoger ved en djævelsk optimal temperatur for giftige bakterier.

Jeg får lyst til at komme hurtigt væk fra den afdeling og tage en lang kammeratlig samtale med ham.

Men lige så snart jeg har tænkt tanken begynder jeg at smile for mig selv. Jeg ved jo hvad han vil sige.

Han vil se på mig med sine rare bamseøjne og give mig ret i alt hvad jeg siger. Jeg kender ham.

Han vil sige at han da godt ved at det hænger sådan sammen og at han har fuld kontrol over skipperlabskovsen.
Han er genial til at berolige mig når vi taler om det emne.

Det er næsten det værste ved ham.
At han er så god til at berolige mig.
Hans forklaringer lyder logiske og virker afvæbnende.
Lige indtil vi har taget afsked.

Så kan jeg mærke at jeg får en ganske bestemt lille trykken i mellemgulvet – lige under hjertet.

Den er ikke slem og jeg ved den ikke er farlig, kun irriterende ved sin vedholdenhed. Har han alligevel smittet mig med en halv bakterie fra den gnavne grundsuppe?

Jeg har prøvet turen så mange gange.

Min faste beslutning om at ville hjælpe ham ender altid med at det er mig der er en pylremor.

Han får mig til at føle mig lidt dum.
Det er ikke fair.
Han lever alt for meget i hovedet.

Men jeg vil ikke droppe ham.
Det er jo i grunden så gennemskueligt.

Og jeg foretrækker bestemt hans type frem for dens modsætning:

Selvhævderne.

De er alt for anstrengende til mit verdensbillede.

Selvhenterne.

Ham på billedet er er god nok hvis man tager ham på den rigtige måde.

Lad bare andre beholde deres dyrt betalte, hårdt tilkæmpede og højt besungne street cred.

Det virker for dem og verden har måske kun godt af at der er nogle som styrer for vildt.

Jeg kan bare ikke ha’ dem.
De giver små stød ved berøring…en slags statisk elektricitet.

Jeg vælger til enhver tid hans småkiksede stil fremfor smartass’ernes selvfedme.

Sund selvtillid skader ikke, lissom sund fornuft.

Jeg ville bare ønske at ham bamsedyret ikke var så smutsk.

Selvfølgelig har jeg mine fejl og mangler – og det sker ofte at han sender mig et bestemt drillende blik som fortæller at han for 117. gang
har gennemskuet mig.

Det smil kan gøre mig edderspændt…så hellere et rensende skænderi. 

Men nu var det jo ikke mig det handlede om.