Monthly Archives: marts 2007

I’ve got the dolmeblues…

I går fik jeg endelig driblet mig ned i SuperBest til ugens tilbud om fire kødforede hvidkålsblade for 30 kr.

De skulle først brunes, hvilket udløste et sydende helvede af rundspruttende kogende olivenoliedråber som bredte sig i en stor fedtet radius rundt om sauterpanden.

Så skulle der heldigvis hældes vand på indtil dolmerne var halvt druknede, og de skulle derefter småskumle i tyve minutter.

Jeg havde droppet at købe muskatnød for at spare penge, men mon ikke jeg skal genoverveje det inden jeg kogesteger de sidste fire?

Den første kålkvartet var nemlig noget af det mest pjaskede og åndsforladte fødeindtag jeg har været blandet ind i.

Kødfarsen i midten var så anonym at det lige så godt kunne have været opblødte oblater tilsat papirlim. 

Kålen var bare våd og varm.

Jeg lovede mig selv at jeg IKKE ville skrive om det i bloggen, for jeg troede faktisk ikke at det ville blive så sløv og slasket en oplevelse.

Men pyt…det er jo dejligt vejr – og Søllerød Kro har fået sin bildækstjerne tilbage. 

Kroppen ruster op indefra

Jeg blev bloddonor i 1999 af flere grunde:

– på svensk tekst tv havde jeg læst at mandlige bloddonorer over fyrre år har langt færre blodpropper i hjertet end ikke-donorer…og min far (som ikke var donor) døde af en blodprop i hjertet som 65-årig.

– et eller andet sted havde jeg læst at mænd ophober jern, hvilket ikke alene skulle være usundt – men en bivirkning er at man bliver meget, meget trææææææt…og falder i søvn midt i tv-avisen, hvis man har et højt indhold af jern.

– at det føles sikkert at få en hiv-test ved hver tapning (jeg er nu oppe på 23) og at få målt sin blodprocent…man måler ikke blodtryk.

– at det er godt at vide at jeg hjælper patienter med hjælp behov.

– at det føles ret sejt at turde blive stukket så tit, med tanke på at jeg som dreng havde nåleskræk og måtte jages og fastholdes af familie og læger ved vaccinationer etc. 

Når jeg fortæller personalet i blodbanken om mine grunde synes de for det meste at mine årsager er okay, især den med forebyggelsen af blodpropper.

Men de mener at den dér med ophobet jern er helt ude i hampen.

I aftes på DR2 havde ‘The Daily Show’s vært Jon Stewart besøg af en neurogenetiker ved navn Dr. Shalom Maolem – som har skrevet bogen ‘Survival of the Sickest’.

Bogens præmis er at de arvelige sygdomme vi går rundt og slås med i virkeligheden er positive, fordi de får menneskeslægten til at overleve på lang sigt. De moderne sygdomme er eftervirkninger af kroppens egne bekæmpelsesmetoder af tidligere tiders sygdomme. 

Det lyder jo helt gakkelak…men som eksempel fortalte forskeren, at da byldepesten kom til Europa for nogle hundrede år siden og slog halvdelen af kontinentets indbyggere ihjel, var kroppen nødt til at reagere lynhurtigt…rent genetisk.

Den udviklede hæmokromatose: ophobning af jern.

At kroppen gemmer jernet væk i organerne er en fremragende taktik mod infektioner som f.eks. byldepest og tuberkulose, fordi den slags dårligdomme elsker det let tilgængelige jern, f.eks. i blodet…stoffet giver sygdommen perfekte ødelæggelsesbetingelser.

Men nu har vi udryddet de fleste af tidligere tiders sygdomme, og derfor er det meget ufikst at gå rundt med en masse indkapslet jernoverskud.

Organerne ruster op indefra!

Der er kun een måde at holde et overnaturligt indhold af jern nede, og det er via det gode gamle lægeråd: åreladning.

Bingo, Knud!

Kvinder skifter automatisk og langsomt deres blod ud via den månedlige cyklus, mens vi mænner kan gå rundt og blive mere og mere rustne i hele kadaveret.

Og er der ikke noget med at kvinder lever længere og er langt mere friske fra og med midt i livet?

Dr. Shalom Maolem anbefaler åreladning, især til mænd.

Og hvorfor så ikke forene det nyttige med det ubehagelige? Bloddonorsagen i Danmark har forresten 75 års jubilæum i år. 

Men jeg havde ret…jern skal ikke løftes, drenge – det skal udrenses!

 

Ske din vilje

Til højre benzintanken
Over mig forårssolen
Under mig min cykel
I ørerne radioavis

Et skilt inde på tanken:

En stemme i hovedet siger at massefyringer er på vej i en stor virksomhed, og jeg tænker på den chef som måske skal sende alle de mennesker og deres familier ud i uvisheden.

Jeg ved at den mand ikke er ret høj…for jeg har set ham blive interviewet på tv af en journalist som virkede dobbelt så høj.

Det så helt absurd ud, også fordi den lille mands magt er langt mere end dobbelt så stor som den spørgende mands.

Den lille mand er nemlig den lange mands øverste chef.

Pludselig får jeg den syge tanke, at hvis jeg var den lille chef med den store magt ville jeg udvide reklameteksten på skiltet.

Der skulle stå:

Køb tre

Betal for to

Brug kun den ene

Det ville være min ambition at få tingene til at køre på den måde. 

At min karakter, vinderinstinkt og gennemslagsstyrke kunne få kunderne til at gå med på den.

Via min bundlinjestædighed.

Stå fast på mine små ben og ikke blinke.

Ikke være på slingrekurs på en billig cykel i Skovlunde.

Tage et fast greb, klemme til og vente på lyden.

Af uafvendelighed.

Det er jo ikke HAL 9000

Det er bare en maskine.
Den er gået lidt i stykker.
Herregud…

Så længe det kun er maskiner kan jeg undgå farlige følelser.
Det er trods alt bare min nye bærbare computer.
Ikke min hustru eller nære ven eller chef.

Min computer har en fejl som den ikke burde have.
Da jeg fik den var der garanti på at den kunne det hele.
Nu er der nogle striber som ikke kan vise farver i højre side af skærmen.

Jeg skal vælge om jeg vil indlevere maskinen til reparation.
Det kan sikkert få striberne til at forsvinde.
Man kan godt se gennem dem, men de skal jo ikke være der.

Hvis jeg afleverer maskinen får jeg måske perfektionen tilbage.
Men der er nogle problemer ved at søge tilbage til det optimale.
Hvis jeg ikke er opmærksom på det kan det få nogle konsekvenser.

Jeg skal måske undvære computeren i op til flere uger.
Dermed kan jeg ikke skrive smukke digte i den periode.
Tabet af tid vil ikke kunne erstattes på nogen måde.

Indholdet på harddisken skal måske slettes i processen.
Jeg får dermed en computer med det hvide snit tilbage.
Den vil fungere perfekt men har mistet det opnåede indhold.

Jeg har en maskine med en lille fejl og fyldt med skønhed.
Nu skal jeg vælge om jeg vil udslette det opnåede i ét hug.
Målet er at komme tilbage til dengang alt var lovende og nyt.

Kan jeg leve med at min maskine ikke fungerer helt perfekt?
Det lovede den da jeg betalte prisen for at åbne mit hjerte for den.
Hvis jeg skal sende den væk prioriterer jeg form frem for indhold.

Jeg kan bare tage min cykel og køre ud til Ballerup i forårssolen.
På en seddel har jeg reparationsnummer, sagsnummer og adresse.
Det vil ikke koste mig penge fordi garantien virker endnu.

Lige dér gør det ondt på mig.
Der er kun en eneste grund til at jeg overvejer at få rettet skærmens fejl.
At garantien stadig gælder og at jeg ikke kommer af med flere penge.

Men hvilken værdi har de tekster og billeder som måske slettes?
Bare fordi jeg vil have skærmens udseende til at være helt perfekt?
Kan jeg ikke leve med at 2% af skærmen viser sort/hvide nuancer?

Det er kun en maskine og den kan hverken brokke sig eller noget.
Den kan bare klappe i og lade sig hakke på og flyttes rundt som jeg vil.
Det koster mig ikke en krone at spille hasard med indhold og indtryk.

Jeg behøver ikke at være paranoid og forestille mig maskinens reaktion.
Den har ikke sin egen programmerede vilje og slet ingen følelser.
Der er ikke engang indbygget kamera…så den kan ikke engang se mig.

Seriøst…jeg har købt den i Føtex.
Det er jo ikke raketvidenskab, vel?
Kun døde materialer og lidt strøm.

Valget er mit og magten er min.
Maskinen overfører gerne denne tekst til bloggen på nettet.
Pegefingeren blinker flirtende.
 

ægte seng ægte skab

                   mellemmad
                  mellemmand
             
                  mellemspil
                  mellemspild

                  mellemtid
                  mellemblond

                  mellemrum
                  mellemkomst

                  mellemfornøjet
                  mellemlægspapir

                  hveps
                  hveps
                  
                  færdig

Gå altid til kilden

Peter Steen tager jakken af.

Nu er det for varmt.

Han har været på druk med Morten Grunwald i et helt døgn på Dyrehavsbakken.

Det er midt i den danske lyse sommer.

Han er forelsket i Yvonne Ingdal og det var alle kønsmodne mænd i 1968.

Peter banker på mens de stadig er meget berusede og vækker Cirkusrevyens direktør for lige at fortælle ham nogle sandheder om at Morten Grunwald i hvert fald er en stor musiker.

Så klippes der til studenter med huer på i skoven og kronhjorte i brunst i tykningen.

Grunwald synger en oversat Bellmanvise med skrøbelig tenor og fiks scorekrølle og går hjem for at sove brandert ud.

Peter Steen drikker kølig kildevand ved Kirsten Piils kilder og tager som sagt jakken af.

Filmen knækker ikke…endnu.

Den vil fortælle at nu er hovedpersonen ved at blive voksen og moden.
Derfor går Steen hen til den mand som kunne gætte de besøgendes vægt inden for et par kilo, og kunne han det skulle man betale for det.

Dér snyder filmen, for det er skuespilleren ‘Bakkens Andy’ som spiller vejemanden med rød jakke, i stedet for den rigtige vejemand som sagtens kunne have klaret den rolle.

Men det er bestemt ikke den eneste skandale i forbindelse med Palle Kjærulff-Schmidts film med manuskript af selveste Hr. Ryf Hovedstol og musik af Bent Fabric og scenografi af Henning Bahs.

‘I den grønne skov’ fik premiere 29. marts 1968 og blev optaget året før i stærk sommervarme.

Det ved jeg, for jeg boede på Bakken sammen med mine forældre.

Jeg har sågar en vigtig birolle i filmen, og er blevet snydt for både Bodil-og Oscarnomineringer…mindst!

Altså…Peter Steen er blevet vejet og fundet for let.

Jesper Langberg er forlængst løbet med yppige Ellen Winther som havde orange turtleneck og smukke middelhavsøjne.

Jeg kommer så ind i billedet og viser hvad ægte nærvær vil sige, også selv om man kun er ti år og har korte tyrolerbukser med seler og langærmet skjorte i mørkeblåt kunststof på og en gummisnog om halsen.

Peter Steen ignorerer mig og er dermed færdig med at vælge selv.

Det er filmens dramatiske kontrapunkt.

Har han måske på det tidspunkt kørt 500 gratis ture i radiobilerne?
Nej!

Har han kørt 500 gratis ture i Rutschebanen?
Nej!

Har han set Pjerrots forestilling 400 gange og kan teksten udenad?
Næppe…

Har han optrådt på DR i en børne-tv udsendelse hvor han i Professor Tribinis show mirakuløst præsterer at sidde blandt publikum og klappe af sin egen optræden oppe på scenen?
Nix!

Behøver jeg skrive mere?

Ikke nu.

PS. Jo, forresten…hvis man læser Peter Steens meget personlige og tankevækkende erindringsbog ‘Tak Skæbne’ (Gyldendal, 2003) kan man se et helt fantastisk sort/hvidt automat-boks foto af ham fra Spanien, da han som ganske ung er flygtet ud i eventyret og har nået en eksistentiel bund. Når jeg ser hans ansigt på det billede – som sikkert er taget i midten af halvtredserne hvor jeg blev født – føler jeg et fællesskab med ham som jeg ikke kan sætte ord på. Det er noget med hans åbenhed i udtrykket. Bevidstheden om sårbarhedens fordele og ulemper.

Stemmer på gamle stemmer

BT har på sin hjemmeside haft en læserafstemning om den bedste danske sportskommentator nogensinde.

Jørgen Leth vandt foran Svend Gehrs og jeg blev nummer 10.

Tænk at man stadig kan huske mig!

Jeg fik 0 procent af stemmerne, men promiller kan være meget effektive.

I optakten til afstemningen blev min beskrivelse af den tidligere Celtic-angriber Paolo di Canio’s venstreben gengivet:

– Han har simpelthen et venstreben, der er lige så giftigt som… som…. som en lastbil fuld af klapperslanger!’

Her er BT-læsernes Top Ti:

1.   Jørgen Leth 22 pct.
2.   Svend Gehrs 21 pct.
3.   Flemming Toft 17 pct.
4.   Gunnar ´Nu’ Hansen 15 pct.
5.   Claus Elming 8 pct.
6.   Carsten Werge 7 pct.
7.   Jørn Mader 5 pct.
8.   Kurt Thyboe 2 pct.
9.   Lone Pagh 1 pct.
10. Bent Otto Hansen 0 pct.

9735 stemmer i alt.

Jeg er glad for min 10.plads.

Det er trods alt ti år siden jeg stoppede som kommentator på TV 3 – men man kan jo altid håbe på et come back på een af de nye sportskanaler…også selvom nostalgi ikke er hvad det har været.