Hvorfor kan man aldrig få lov til at beholde sine fordomme?
Se nu bare i aftes i S-toget mellem Ny Ellebjerg og Bispebjerg.
Jeg sidder på det bagerste sæde i det pudsige lille F+ tog og kæmper for at bevare min ganske almindelige søndagsmuggenhed.
Vi standser ved stationen Danshøj.
De alt, alt for høje og skingre afgangshyl lyder, dørene nærmer sig hinanden og lukker i – men i sidste sekund kommer endnu en passager ilende på perronen og trykker febrilsk på den runde sesamknap omkranset af blinkende røde lysprikker.
Lokomotivføreren har set det og udløser genåbningsmekanismen så efternøleren alligevel får adgang til toget.
Ind træder en radmager yngre mand af alt anden etnisk herkomst end inden for trekantsområdet Bulbjerg/Nakkehoved Fyr/Rokkestenen.
Jeg vil skyde ham(!) til at være kineser.
Han har blå jeans og sweatshirt i afdæmpet farve, tykt sort hår – ikke langt, ikke kort – og et par meget effektive stålindfattede briller.
Manden kan sagtens være noget IT-studentagtigt eller programmør eller noget andet med en høj nørdefaktor.
Mens vi venter på at toget skal rykke sig forsigtigt i gang kigger den unge mand på oversigten over S-togsnettet, som om han er i tvivl om hvilken zone han er i.
Han har et blåt klippekort, kan jeg se.
Toget er stadig ikke kørt…og det er der en grund til.
Føreren har trukket håndbremsen, er gået gennem hele togstammen og brager nu ind på den lille bagperron med det mest bidske DSB-udtryk jeg har set i flere dage.
Den næsten sorte uniform er ulastelig, ansigtet er kridhvidt og de få hårrester er rødere end det kinesiske flag. Han har også stålbriller, men de er af en langt dyrere model.
Kineseren, som stadig kigger på stationsoversigten over den modsatte dør i forhold til den han kom ind, bliver nu prikket ret hårdt på skulderen.
Han vender sig og ser lige ind i et meget vredt ansigt som snerrer:
“Ud!….UD!!!!!”
For at der ikke skal være nogen tvivl peger føreren med strakt arm og finger på den dør kineseren er kommet ind ad.
Uden at fortrække en mine smutter kineseren hurtigt ud…føreren tramper tilbage til styrepinden…afgang.
Jeg har bare siddet og kigget på…og er så paf over seancens mentale voldsomhed at jeg stivner.
Kontrasten mellem autoriteten og hin enkelte, som tilsyneladende ikke har en kinamands chance for at kæmpe og i stedet vælger flugtalternativet, er så stor at jeg bare sidder.
I hovedet begynder jeg at genkalde mig strafferammen for vold mod tjenestemand i funktion…og selv om jeg ikke husker de præcise tal, så er de rigeligt høje til at jeg afholder mig fra så meget som at hæve øjenbrynene.
Men jeg fatter ikke at føreren kan blive så rasende over lige at skulle åbne døren en ekstra gang. Det gør han sikkert oftere end tit for etniske danskere med små puddelhunde – og scorer dejligt mange servicepoint til DSB på den konto.
Meget ubehagelige associationer fylder mit hjerte og mit sind.
Hele vejen forbi à lholm, KB Hallen, Flintholm, Grøndal, Fuglebakken og Nørrebro sidder jeg og glæder mig til at grille den onde DSB-mand, når jeg kommer hjem til mit skarpeste våben.
Da jeg passerer hans førerkabine efter at være stået af på Bispebjerg Station, kan jeg alligevel ikke nære mig for at henvende mig til ham. Et eller andet får mig til det…jeg anlægger mit mest troskyldige udtryk og vælger med vilje ord som får ham til at føle sig tryg på mig:
– Undskyld, må jeg spørge om noget?
– Ja da.
– Hvorfor smed du ham kineseren ud ved Danshøj?
– Fordi han løb over sporet for at nå at komme med…simpelthen.
Hovsa.
Den unge mand tog sig altså nogle personlige friheder som ikke alene er ulovlige, men også farlige. Måske løb han endda over sporet inden toget nåede frem, og udløste førerens kroniske frygt for at toget han har ansvar for kører et menneske ihjel, uden at han kan forhindre det.
Og nu forstår jeg bedre hvorfor kineseren kiggede så intenst på stationsoversigten. Han var i tvivl om han kørte i den rigtige retning.
Det kan forklare at han løb over sporet fra den modsatte perron.
Nu havde jeg ellers lige glædet mig til at nedkaste alverdens skældsord over den onde uniformerede mands kaukasiske hoved.
Men det reddede i det mindste min søndagsmuggenhed.
Beologisk Institut 