Monthly Archives: april 2007

Ud!…..UD!!!

Hvorfor kan man aldrig få lov til at beholde sine fordomme?

Se nu bare i aftes i S-toget mellem Ny Ellebjerg og Bispebjerg.

Jeg sidder på det bagerste sæde i det pudsige lille F+ tog og kæmper for at bevare min ganske almindelige søndagsmuggenhed.

Vi standser ved stationen Danshøj.

De alt, alt for høje og skingre afgangshyl lyder, dørene nærmer sig hinanden og lukker i – men i sidste sekund kommer endnu en passager ilende på perronen og trykker febrilsk på den runde sesamknap omkranset af blinkende røde lysprikker.

Lokomotivføreren har set det og udløser genåbningsmekanismen så efternøleren alligevel får adgang til toget.

Ind træder en radmager yngre mand af alt anden etnisk herkomst end inden for trekantsområdet Bulbjerg/Nakkehoved Fyr/Rokkestenen.

Jeg vil skyde ham(!) til at være kineser.

Han har blå jeans og sweatshirt i afdæmpet farve, tykt sort hår – ikke langt, ikke kort – og et par meget effektive stålindfattede briller.
Manden kan sagtens være noget IT-studentagtigt eller programmør eller noget andet med en høj nørdefaktor.

Mens vi venter på at toget skal rykke sig forsigtigt i gang kigger den unge mand på oversigten over S-togsnettet, som om han er i tvivl om hvilken zone han er i.

Han har et blåt klippekort, kan jeg se.
Toget er stadig ikke kørt…og det er der en grund til.

Føreren har trukket håndbremsen, er gået gennem hele togstammen og brager nu ind på den lille bagperron med det mest bidske DSB-udtryk jeg har set i flere dage.

Den næsten sorte uniform er ulastelig, ansigtet er kridhvidt og de få hårrester er rødere end det kinesiske flag. Han har også stålbriller, men de er af en langt dyrere model.

Kineseren, som stadig kigger på stationsoversigten over den modsatte dør i forhold til den han kom ind, bliver nu prikket ret hårdt på skulderen.

Han vender sig og ser lige ind i et meget vredt ansigt som snerrer:

“Ud!….UD!!!!!”

For at der ikke skal være nogen tvivl peger føreren med strakt arm og finger på den dør kineseren er kommet ind ad.

Uden at fortrække en mine smutter kineseren hurtigt ud…føreren tramper tilbage til styrepinden…afgang.

Jeg har bare siddet og kigget på…og er så paf over seancens mentale voldsomhed at jeg stivner.

Kontrasten mellem autoriteten og hin enkelte, som tilsyneladende ikke har en kinamands chance for at kæmpe og i stedet vælger flugtalternativet, er så stor at jeg bare sidder.

I hovedet begynder jeg at genkalde mig strafferammen for vold mod tjenestemand i funktion…og selv om jeg ikke husker de præcise tal, så er de rigeligt høje til at jeg afholder mig fra så meget som at hæve øjenbrynene.

Men jeg fatter ikke at føreren kan blive så rasende over lige at skulle åbne døren en ekstra gang. Det gør han sikkert oftere end tit for etniske danskere med små puddelhunde – og scorer dejligt mange servicepoint til DSB på den konto.

Meget ubehagelige associationer fylder mit hjerte og mit sind. 

Hele vejen forbi Ã…lholm, KB Hallen, Flintholm, Grøndal, Fuglebakken og Nørrebro sidder jeg og glæder mig til at grille den onde DSB-mand, når jeg kommer hjem til mit skarpeste våben.

Da jeg passerer hans førerkabine efter at være stået af på Bispebjerg Station, kan jeg alligevel ikke nære mig for at henvende mig til ham. Et eller andet får mig til det…jeg anlægger mit mest troskyldige udtryk og vælger med vilje ord som får ham til at føle sig tryg på mig:

– Undskyld, må jeg spørge om noget?
– Ja da.

– Hvorfor smed du ham kineseren ud ved Danshøj?
– Fordi han løb over sporet for at nå at komme med…simpelthen.

Hovsa.

Den unge mand tog sig altså nogle personlige friheder som ikke alene er ulovlige, men også farlige. Måske løb han endda over sporet inden toget nåede frem, og udløste førerens kroniske frygt for at toget han har ansvar for kører et menneske ihjel, uden at han kan forhindre det.

Og nu forstår jeg bedre hvorfor kineseren kiggede så intenst på stationsoversigten. Han var i tvivl om han kørte i den rigtige retning.
Det kan forklare at han løb over sporet fra den modsatte perron.

Nu havde jeg ellers lige glædet mig til at nedkaste alverdens skældsord over den onde uniformerede mands kaukasiske hoved.

Men det reddede i det mindste min søndagsmuggenhed.

Gi’ ham et pulver!

Jeg kan se alting mere klart nu – eller burde kunne gøre det.
Mit blågrå blik må kunne smelte selv det sureste fjæs.
Øjnene er så rene at selv Bambi slår blikket ned.

Farverne jeg ser må være skinnende friske, men her gætter jeg kun (er lidt farveblind).
Engang imellem er det sundt at få renset systemerne, lissom når man gør forårsrent.
Nogle pudser brillerne, men det kan jeg selvfølgelig ikke nøjes med.

Alligevel er jeg ikke helt velfornøjet.
Det er ikke en ren sviretur, men nok snarere en sviende fornemmelse.
Og jeg siger HJÆLP…eller rettere: JELP!

Lørdag eftermiddag skulle jeg sætte en ti kilos vaskepulverpakke op på hylden over mit køkkenskab, og jeg tillod mig den luksus at regne med at en sådan pakke er tæt.

Det var den så ikke helt…

Der dryssede lidt vaskepulver ned i hovedet på mig.

Selvfølgelig blev jeg meget nervøs, for på pakken advares der om at man endelig ikke må få pulveret i øjnene,,,,og uha-uha og skylle-skylle og læge og gul advarselsfarve og symboler og tænders gnidsel.

Men som typisk mand vil jeg lige sove på det.
Herregud…det svier jo bare lidt – og hvis det var slemt nok skulle jeg nok køre på skadestuen, bare rolig.

Når man kan tage til gospelkoncert i to timer fra 20-22, så holder synet nok til en nat med lukkede øjne – og så må Fruherre klare resten.

I gamle dage blev børnemunde vasket med vand og sæbe hvis der blev sagde uartige og frække ting. Måske har jeg set for mange grimme ting i de knap 49 år jeg har levet.

Nu er jeg i hvert fald klarsynet nok til et halvt århundrede til.
Og jeg skal ikke tørretumbles!

Et stykke virkelighed

Hun var ellers både fotogen og sikkert veluddannet, TV 2 Nyhedernes unge lyshårede reporter som i morges ved ni-tiden var direkte igennem fra
Rigshospitalets forhal, hvor hele den danske verdenspresse ventede på at et forældrepar skulle fremvise deres nyfødte barn.

Det er ikke nogen sensation at der kommer et barn ud af en fødsel, men hvis jeg skal tillade mig at være fodboldtosse, kan jeg vel dårligt brokke mig over de mennesker som er helt nede med de kongelige og suger de mindste detaljer til sig fra allehånde medieplatforme.

Først spørger studieværten den blomstrende yngling om de ventende pressefolk har faste pladser? Det bekræfter hun øjeblippende og storsmilende:

– Ja, det har de…det er nemlig først-til-mølle princippet som gælder her!

Så vil værten vide hvad et stort stykke plastic på væggen mon er for noget…for det har de godt nok undret sig over på redaktionen i Odense.
Kameraet drejer over mod væggen, og ja…en bane gennemsigtig plastic hænger ned fra loftet.

Min første tanke er, at et malerfirma har glemt det efter at have dækket af før penslen blev svunget.

Men nej…reporteren kan korrigere mit fejlagtige gæt:

– Det er et stykke kunst, siger hun…og lyder som om det er lidt pinligt at det supervigtige møde med kronprinseparret skal forstyrres visuelt af noget så tåbeligt som et stykke flagrende nutidskunst.

Hun lyder heller ikke som om det betyder et hak hvem kunstneren er, men det er måske også underordnet i en situation hvor man spændt venter på afsløringen af hvordan en far og en mor og deres nyfødte barn mon ser ud.

I dét sekund fik jeg en god kunstoplevelse.

Kunst er det som ikke hører hjemme i virkeligheden, men som netop ved at eksistere kan udvide menneskers oplevelse af nu’et og rokke ved vedtagne normer og definitioner af det normale.

Den såkaldte virkelighed perspektiveres og kommenteres.

Pludselig blev plasticstykket det mest normale i mit verdensbillede, og den pludrende nyhedsbabe og hendes grånende spørgejørgen forvandlet til et stykke absurd tv-teater.

Jeg må og skal finde ud af hvem kunstneren er.

I mellemtiden kan den lille nyfødte pige og hendes forældre i fantasien lade som om de er en helt almindelig familie.