Ting man gør alene

Lyden var det første jeg lagde mærke til.
Jeg gik i t-shirt og shorts med solskin på lommen og troede det var et grin.
Det var i eftermiddag hos min eks-svigermor i Vallensbæk, og jeg skulle lige til at passere gennem en spærring mellem en lukket villavej og fortovet på den større gennemkørende vej.
Men det var ikke et grin jeg hørte.
Det var et hulk.
Mod mig kom en kvinde kørende på cykel, og jeg kunne da godt se at hende ansigt var fyldt med følelser – men jeg er jo lidt nærsynet og havde ikke briller på.
Hun må have troet sig alene, eller også var hun så oprevet at hun gav pokker i hvordan andre ville reagere hvis de så det.
Hun rullede bare videre efter at have snoet sig gennem den lille jernlabyrint.
Hvad var hun…midt i fyrrerne?
Hvilken viden kom hun kørende med dér?
Hvor lang tid siden var det hun var begyndt at græde?
Det er ikke hver dag man ser mennesker græde åbenlyst på gaden.
Jeg græder stort set aldrig.
Jeg tror hun så at jeg fik øje på hende.
Det skræmmer mig lidt at hun blev i sorgen.
Så må det have været slemt.
Det finder jeg aldrig ud af.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s