Ting man gør sammen…hver for sig?

Min datter vil ikke have at jeg ser alt for sammenbidt ud.

Hun tvinger med to tommelfingre mine mundvige op.

Måske er hun med sine snart tretten år ved at udvikle et følelsesliv og en opfattelsesevne, som sammen med hendes nedarvede følsomhed får hende til at gribe ind når hun synes jeg ser for verdenssmerteagtig ud.

Da vi i fredags stiger op fra Bispebjerg S-station og skal krydse  Tagensvej over til busstoppestedet er den gal med mig igen.

Hun ser på mig med opspilede glade øjne og vil muntre mig op.
Der er hele tolv minutter til bus 6 A skal komme.
Nu skal min datters kreativitet fejre en ny triumf.

I hovedet har hun i forvejen to ørepropper fyldt med ungdommens toner direkte fra Radio 100 FM…en station jeg normalt ikke ville drømme om at lægge høresans til.

Men hun maser den ene minihøjtaler ind i øret på mig og tvinger mig til at høre på noget funkmusik som hun begynder at danse til i takt. I sin krop har hun mine rytmegener…og sin mors.
Der var jo engang hvor en ordløs fællesrytme nåede et klimaks som fik  den gladest tænkelige konsekvens og nu danser og smiler konsekvensen lige foran mig.

11 minutter til næste bus…småkoldt.

Musikken vi hører er et af tidens store hits med en mærkelig indolent sanger (Bill Withers, tror jeg…) som synger at når han ser sin kæreste bliver hans surhed forvandlet til en ‘Lovely Day’…og når han skal synge 
det sidste ord trækker han det ud i en laaang tone på 20-30 sekunder.

Jeg får en småt satanisk impuls.
Nu kan det sgu være nok.
De unge skal ikke tro at de har monopol på andet end den statistisk begrundede sandsynlighed for et længere liv.

Min datter får sin øreprop tilbage og jeg finder lynsnart Radio 100 FM på 
min egen mobiltelefonradio. Og så synger jeg ellers med på den lange tone…lisså højt jeg bare kan. 
Spontant afbrydes de mange velkrydrede aftensmåltider i den nærliggende Mjølnerpark…kunne jeg forestille mig.

Min datter flygter i rædsel og adskillige cyklister får akutte 
balanceproblemer. 

Men så snart næste fede funknummer sætter i gang kommer hun tilbage, og nu begynder vores individuelt baserede fællesoplevelse.

Med hver vores mobiltelefonørepropper og den samme musik i ørene står vi og danser under stoppestedets halvtag.

Den får ikke for lidt med at stikke numsen bagud og vifte vildt i luften med armene. Forbipasserende kan kun bedømme os på måden vi bevæger os i takt på, og det er åbenbart ikke det værste syn i en millionby.

I hvert fald indkasserer vi en hel del søde smil og anerkendende nik i de små ti minutter dansen varer og bussen ruller op ad Bispebjerg Bakke.

Vi brugte hver vores moderne kommunikationsmiddel til at opleve noget sammen.

Farvel forargelse…og ha’ nu en fortsat god dag, ikk?

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s