Monthly Archives: april 2007

Han, hund og hende

For et par år siden blev jeg forarget over en vits i et stand up show.

Komikeren gik direkte efter skuespilleren Preben Kristensens seksualitet og værdi som menneske – og publikum skyndte sig at grine inden de risikerede at tænke sig om.

De morede sig over påstanden fra scenen om, at det var uretfærdigt at Preben Kristensen ikke havde fået AIDS og stadig kunne optræde, når performere som Freddie Mercury og Kim Schumacher var døde af AIDS og derfor ikke kunne optræde.

Jeg måbede og troede ikke det var sandt at nogen ville være så morbid alene for at score et billigt grin. Nu har jeg så også nået en alder, hvor jeg ikke har brug for at sige uartige ting bare for at vise at jeg godt tør.
 
Men i hvert fald var jeg meget vred over den vits og spekulerede meget på hvad Preben Kristensen synes om den form for ‘humor’.

Så meget desto mere undrede jeg mig over en sketch i et af Linje 3’s jubilæumsshows. Den gik direkte efter Marianne Jelveds udseende og seksualitet.

Vist ønskede de hende ikke død, men at El Prebsi vil gå med til at gøre nar af hendes brystmål forstår jeg ikke rigtigt. Sketchen gik på at trioen havde fået et lykønskningskort fra forskellige gratulanter, og ét af kortene havde to store oppustede balloner vedhæftet. De to sad ved siden af hinanden på en måde, der sender et ganske bestemt visuelt signal til de fleste mænd.

Anders Birchow læser kortet og bliver spurgt om det mon skulle være fra Dolly Parton. Han punkterer ballonerne, så der kun er to små stykker hængende gummi tilbage, og svarer lakonisk at kortet er fra Marianne Jelved.

Ha-ha-ha.

Den er ikke lige så slem som stand up-vitsen, men den er personlig på en måde jeg ikke bryder mig om.

Og pludselig kom jeg i tanke om noget jeg har læst i et stort interview med Preben Kristensen. Det handlede om engang han nedlage veto mod at deltage i en sketch.

Per Pallesen fortalte, at han i en Tivoli Revy havde fundet på en sketch, hvor en stor hund ved en fejl kommer ind i en vaskemaskine og bliver vasket under stort ståhej. Da den så lukkes ud er den krøbet fra grand danois til lillebitte puddelhund.

En ellers ret uskyldig visuel sag, hvor ingen levende hund selvsagt fik krummet så meget som et hår. Men det ville Preben simpelthen ikke finde sig i og da Pallesen insisterede blev Preben vred. Ifølge instruktøren er det den eneste gang han har oplevet Preben Kristensen blive vred.

Kristensens personlige grænse gik ved at lave sjov på en sød lille hunds bekostning og sketchen blev droppet. Man må altså ikke fantasere om at en hund kunne slippe levende, men krympet, fra en maskinvask.
Til gengæld må man godt på en scene gøre tykt nar af noget så intimt som en kvindes bryster, bare de sidder på en kendt politiker.

Den er El Prebsi med på.

Det er langt over min streg.

Jeg har det svært med mennesker der har mere travlt med dyrenes beskyttelse end menneskenes. Jeg ved godt at jeg sandsynligvis afslører en personlig brist et eller andet sted i den mellemregning, men jeg reagerer stærkt på mobning mennesker imellem.

Meget stærkt.

Poppedreng ha’ dukker?

Min mor var en festlig dame som brugte et særligt trick for at undgå at lægge ører til alt for mange sandheder.

Hun holdt lange taler for at andre ikke så let kom til orde.

Lidt lissom den såkaldte filibuster-taktik i den amerikanske kongres, hvor en politiker kan trække behandlingen af en sag i langdrag ved at tale uafbrudt, uanset om han så læser kageopskrifter op. Formanden stopper ham ikke på grund af et overordnet hensyn til ytringsfriheden.

Mor vidste at så længe hun havde ordet kunne hun nogenlunde styre samtalen og dirigere rytmen med sin vippende fod under bordet.

Min skarpsindige storesøster fandt på et tidspunkt en hidtil uhørt måde at få et ord indført. Hun begyndte simpelthen at tale samtidig med min mor.
Det var tidsbesparende – for de kunne tale i munden på hinanden uden at blive afbrudt…og slap for anstrengende tænkepauser.

Jeg fik altid hovedpine når de begyndte at “tale sammen” på den måde, så jeg plejede at gå ind i stuen og febrilsk lede efter en eller anden genudsendelse på Eurosport af en gammel VM-fodboldkamp eller følge en rundbordsdiskussion på svensk tv om samernes selvbestemmelse.

På et tidspunkt havde Fætter BR nogle papegøjer til salg som optog dét, man sagde til dem på en båndoptager skjult i papegøjemaven.
Når man holdt op med at sige noget blev dét man lige havde sagt afspillet automatisk af en lille højtaler i papegøjenæbbet.

Jeg overvejede seriøst at købe to papegøjer til min mor og søster, så de kunne sætte en sætning i cirkulation mellem de to papegøjer i en evig båndsløjfe indtil batterierne satte ud.

Så undgik min mor at blive nervøs over hvad der blev sagt, og de kunne oven i købet nå at drikke kaffe, handle lidt ind eller tage et langt karbad.

Men jeg ville ikke ofre de to gange 199 kroner bare for at få den pointe ind – og jeg var faktisk lidt usikker på om papegøjerne ville ha’ fået gøjseren af at skulle deltage…eller om min mor og søster måske havde drejet næbbet rundt på dem inden båndet havde nået bare en enkelt gang rundt?
 
Hos Bent Bekker Automobiler A/S på hjørnet af Glasvej, Frederiksborgvej og Rentemestervej i København kan man købe Folkevogne og Audi’er – og der er også en lang værkstedshal med en stor port.

Over porten hænger et stort skilt: DIALOGMODTAGELSE

Det er sikkert en eller anden bil med den typebetegnelse man kan rulle ind og få kigget på, men i mit hovede bliver det til at man kan aflevere dialoger som man vil have rettet op eller rustbehandlet.

Jeg tager ofte skilte helt bogstaveligt.

Skænderier og misforståelser bliver til udviklende meningsudvekslinger baseret på saglig argumentation. Man kan få sig en gennemgribende motorvask med godt med knofedt og en gang twist til sidst.

Ikke mere råberi.

Et par tavse dage hvor man går ture, reflekterer, lytter til økologisk fuglesang, spiser luftskinke og drikker mangojuice med frugtkød.

Bent Bekker er sikkert en god audiolog.

Ting jeg bliver sammen med Jean Paul

Når man er det tynde øl i en MATAS-butik sammen med to boblende og
shoppinggale teenagepiger, gælder det om at finde en manderolle man kan
være bekendt.

I panik søger mine øjne efter en redningsmulighed.

Jean Pauls sandhvide torso smiler til mig fra en opstilling som ovenikøbet
tilbyder en tilflugtsstol i blødt sort læder.

Torsoen skyder kækt sit svulmende metroseksuelle bryst frem og lokker 
mig til at trykke på toppen, så det siger phhhsssssst…

I samme øjeblik duftskyen rammer mig mærker jeg en forandring i mit indre og føler mig forvandlet fra en flumset forfatter til en person som er poetisk, frisk, smilende…og meget sensuel.

100 % maskulin.

Hvor svært kan det være? 
Tre kvarters frugtesløs chit-chat hos en psykolog koster nemt 700 kroner, og her kan jeg få flere hundrede trylleskyer for små 350 kroner.

Min tilfredshed med transformationen afbrydes brutalt af min
forbihvirvlende datter og hendes veninde – som er tre hundrededele af et sekund om at snuse til Gaultier-torsoen og i kor udbryde: AAAAAAAD!

Hvad ved sådan et par småtøser om dét jeg har sammen med Jean Paul?

Intet, siger jeg jer….intet!

Jean Paul og jeg ved intuitivt hvornår vi skal puste sammen.
Hans krop skal vaporiseres direkte ind i min sjæl.
Han er min mandeblomst.

Fleur Du Male

Ting man gør sammen…hver for sig?

Min datter vil ikke have at jeg ser alt for sammenbidt ud.

Hun tvinger med to tommelfingre mine mundvige op.

Måske er hun med sine snart tretten år ved at udvikle et følelsesliv og en opfattelsesevne, som sammen med hendes nedarvede følsomhed får hende til at gribe ind når hun synes jeg ser for verdenssmerteagtig ud.

Da vi i fredags stiger op fra Bispebjerg S-station og skal krydse  Tagensvej over til busstoppestedet er den gal med mig igen.

Hun ser på mig med opspilede glade øjne og vil muntre mig op.
Der er hele tolv minutter til bus 6 A skal komme.
Nu skal min datters kreativitet fejre en ny triumf.

I hovedet har hun i forvejen to ørepropper fyldt med ungdommens toner direkte fra Radio 100 FM…en station jeg normalt ikke ville drømme om at lægge høresans til.

Men hun maser den ene minihøjtaler ind i øret på mig og tvinger mig til at høre på noget funkmusik som hun begynder at danse til i takt. I sin krop har hun mine rytmegener…og sin mors.
Der var jo engang hvor en ordløs fællesrytme nåede et klimaks som fik  den gladest tænkelige konsekvens og nu danser og smiler konsekvensen lige foran mig.

11 minutter til næste bus…småkoldt.

Musikken vi hører er et af tidens store hits med en mærkelig indolent sanger (Bill Withers, tror jeg…) som synger at når han ser sin kæreste bliver hans surhed forvandlet til en ‘Lovely Day’…og når han skal synge 
det sidste ord trækker han det ud i en laaang tone på 20-30 sekunder.

Jeg får en småt satanisk impuls.
Nu kan det sgu være nok.
De unge skal ikke tro at de har monopol på andet end den statistisk begrundede sandsynlighed for et længere liv.

Min datter får sin øreprop tilbage og jeg finder lynsnart Radio 100 FM på 
min egen mobiltelefonradio. Og så synger jeg ellers med på den lange tone…lisså højt jeg bare kan. 
Spontant afbrydes de mange velkrydrede aftensmåltider i den nærliggende Mjølnerpark…kunne jeg forestille mig.

Min datter flygter i rædsel og adskillige cyklister får akutte 
balanceproblemer. 

Men så snart næste fede funknummer sætter i gang kommer hun tilbage, og nu begynder vores individuelt baserede fællesoplevelse.

Med hver vores mobiltelefonørepropper og den samme musik i ørene står vi og danser under stoppestedets halvtag.

Den får ikke for lidt med at stikke numsen bagud og vifte vildt i luften med armene. Forbipasserende kan kun bedømme os på måden vi bevæger os i takt på, og det er åbenbart ikke det værste syn i en millionby.

I hvert fald indkasserer vi en hel del søde smil og anerkendende nik i de små ti minutter dansen varer og bussen ruller op ad Bispebjerg Bakke.

Vi brugte hver vores moderne kommunikationsmiddel til at opleve noget sammen.

Farvel forargelse…og ha’ nu en fortsat god dag, ikk?

Ting man gør sammen?

En mor og hendes voksne datter beslutter sig for at tale sammen.

Nu skal det være.
Der har i mange år ikke været tid.
I alt, alt for lang tid har de ikke haft hinandens fulde opmærksomhed.

Moren har haft en susende fornem karriere oven i sine tre ægteskaber, som har beriget hende med den dejlige datter…og fem andre børn samt to bonusbørn.

Det skal man ikke være juraprofessor for at fatte omfanget af – men da det er dét, hun er forstår hun datterens lyst til at italesætte sig ned.

Ordene går ikke tabt, idet planen er at samtale skal udgives i bogform.
Hvordan går det til rent praktisk?
Sidder der en ghostwriter med blok og pen og diktafon?

Nix.

Mor Eva og datter Cathrine rejser to uger til en jagthytte i Nordgrønland, og sætter sig over for hinanden med hver sin bærbare computer slået op, så lågene berører hinanden let i toppen.

Først skriver moren et afsnit og sender det måske endda på mail fra sin pc via verdensaltet plus 1,5 milimeter hen til datterens laptop.
På den måde sparer de et par mellemled og sparer på stemmerne.

Da jeg hørte om den arbejdsmetode i P1-programmet Gaardbo på P1 blev jeg ærlig talt lidt forarget.

Var det da ikke meningen at de to skulle tale sammen under fire øjne?
Havde de måske tændt for de to webcams, så de kunne se hinandens ansigter på skærmen?

Åh, hvor jeg nød at være forarget!
Det er så dejligt at have et mål for ens sorteste sider.

Men min retfærdige harme varede ikke længe…(to be continued)

Ting man gør alene

Lyden var det første jeg lagde mærke til.
Jeg gik i t-shirt og shorts med solskin på lommen og troede det var et grin.
Det var i eftermiddag hos min eks-svigermor i Vallensbæk, og jeg skulle lige til at passere gennem en spærring mellem en lukket villavej og fortovet på den større gennemkørende vej.
Men det var ikke et grin jeg hørte.
Det var et hulk.
Mod mig kom en kvinde kørende på cykel, og jeg kunne da godt se at hende ansigt var fyldt med følelser – men jeg er jo lidt nærsynet og havde ikke briller på.
Hun må have troet sig alene, eller også var hun så oprevet at hun gav pokker i hvordan andre ville reagere hvis de så det.
Hun rullede bare videre efter at have snoet sig gennem den lille jernlabyrint.
Hvad var hun…midt i fyrrerne?
Hvilken viden kom hun kørende med dér?
Hvor lang tid siden var det hun var begyndt at græde?
Det er ikke hver dag man ser mennesker græde åbenlyst på gaden.
Jeg græder stort set aldrig.
Jeg tror hun så at jeg fik øje på hende.
Det skræmmer mig lidt at hun blev i sorgen.
Så må det have været slemt.
Det finder jeg aldrig ud af.

Tankens lyd

Nu er det mere end sandsynligt at jeg inden næste vinter får helt nye lavenergi-vinduer i min lejlighed.

De holder ikke alene bedre på varmen, men er også stærkt lydisolerende så jeg bliver fri for drønet fra de mange biler på ringvejen lige neden for mine stue- og soveværelsesvinduer.

Gosh…hvor skal jeg tænke gode tanker i fred og ro.

Og hvor skal jeg sove sødt om morgenen – hvor myldretidsbrølet ellers vækker mig allerede fra den årleste og spædeste start på dagen.
Jeg kan jo sammenligne det med søndagene, hvor jeg nyder freden om morgenen og sover meget bedre.

Her bliver lisså stille som i Marianergraven!

På de store dybder står de største tanketorsk…

Nu mener jeg noget (2)

Når kunstnere indleverer billeder og skulpturer til censurerede udstillinger, hvor en dommerkomité bedømmer værkerne uden at vide hvem der har lavet dem, er der lige mange kvinder og mænd repræsenteret på udstillingerne. 

Når kunstmuseer køber kunst til deres samlinger er de langt mere tilbøjelige til at købe kunst af mandlige kunstnere.

Om det mener jeg følgende:

Det stinker.