Monthly Archives: april 2007

Apoteket Rosen har bukserne…på.

I lørdags smed jeg bukserne på Apoteket Rosen efter at en meget smutsk og meget lidt defekt defektrice havde givet mig spontane  symptomer på akut sangvinskhed i en grad så jeg glemte at lukke 
min rygsæk ordentligt til mens jeg styrtede ud af døren for at nå en bus.

Og jeg havde ellers svoret at jeg ikke ville gå derind i dag og spørge
om hun havde mine bukser, såfremt altså at de var røget ud af 
rygsækken i starten af min vilde spurt.

I weekenden har jeg måttet benytte det andet par pæne lyse lærredsbukser som jeg bruger ved møder med almindelige mennesker – 
og enten er de et nummer eller fem mindre end dem jeg smed for for øjnene af hende smutrosen, eller også er jeg selv blevet et nummer eller fem større.

I hvert fald gik jeg for en time siden alligevel ind på Apotek Rosen, efter
nøje at have kigget ind ad ruderne som om jeg var en desperat misbruger
med voldsomme abstinenser og ingen penge.

Jeg ville i-k-k-e gå derind hvis hende med de gode kinder var der – og det var hun så heldigvis ikke.

Tværtimod.

Hende som råbte håndkøbslap nr. 544 op var ikke en type som kan få
mig i affekt på anden måde end at jeg på stedet ville overveje at købe en bideskinne og en næseskyller.

Jeg hviskede til hende at jeg var kommet i en meget kilden anledning, og fortrød straks at jeg ikke havde sagt ‘delikat anledning’, selvom
forskellen måske nok er lige lovlig receptbelagt.

Men hun lyttede til min historie med beundringsværdig ro, og gik uden yderligere spørgsmål hen til kassen med efterladte effekter fra kunder.

Og nu har jeg så mine bukser igen.

Men lige meget hvor mange gange jeg tager dem på, føles det ikke som om jeg har dem på alligevel.

Kan man få en pille mod det?

Ved du hvad hun sagde?

Fart på!
Pakke, pakke, pakke.
Først på apoteket og købe høfeberpiller.
Hep, hep, hep – dagen er lige begyndt.
En græsplæne venter i Vallensbæk.
Klokken 11 begynder ‘Mennesker og Medier’ på radioens P1 og jeg vil så gerne slå græs og lytte til programmet imens.
Apotekerdamen er ikke en dame, men en lille fiks sag med runde kinder og smutske øjne.
Jeg prøver at få købt pillerne inden bussen som skal køre mig til toget kommer.
Lørdagskøreplan….advarsel!
Jeg be’r om de billigste piller og hun finder et billigt kopipræparat.
God type.
Gode kinder.
16,50 kr.
Jeg når halvvejs ud af døren – men vender om fordi jeg lige skal nå at tage en pille med det samme, så den virker inden jeg kommer på græs.
Pillerne er de mindste jeg nogensinde har set – og jeg taber den jeg har klikket ud…fanme om jeg vil lade 1,60 kr. gå til spilde.

Jeg småpanikker og må pakke begge lærredsposer og hele rygsækken ud: skiftetøj, videobånd, påskeæg, karrysild, leverpostej, skiftesko, stor bog, briller, havehandsker, barbergrej.
Pillerne gemmer sig bag en syning nederst i lærredsposen.
Jeg fylder et plastickrus med vand ved apotekets lille drikkevask.
Ud af øjenkrogen ser jeg til min gru en gul bus holde for rødt lys i det store lyskryds ude foran.
Total panik.
Jeg lynpakker, hanker op i alt og får vandet i den gale hals.
På fortovet ryger mit brilleetui ud af rygsækken og jeg må brat vende om.
Bussen er nu nået over til stoppestedet.
Jeg s-k-a-l nå den!

En mand råber noget efter mig, men jeg kan ikke snakke nu.
Rød mand.
Klonk!
Lærredspose med to glas karrysild og to bakker leverpostej falder til
jorden bag mig på vejbanen.
Jeg frygter blandingen af de to levnedsmidler, men glassene holder mirakuløst.
Spurt, spurt, spurt…der holder nu hele to busser!
Ser jeg syner…
Slam!! 
Et videobånd rammer asfalten bag mig.
Stoppe, vende, samle op, vende, videre.
Flere råb – men jeg har jo ikke tid til det dér!
Slalom mellem biler og flere røde mænd.
Ind i bussen.
Sejr!

Jeg havde nu slet ikke behøvet at skynde mig…for den bagerste bus er kommet for at afløse den forreste på grund af en teknisk fejl.
Pyt med det.
Jeg nåede det!
YES!

Stort smil og gennemgang af poser: tjek!
Kontrol af rygsækken (som jeg må have glemt at lukke inde på apoteket – hvilket er grunden til at så mange ting faldt bagud): tjek!

Bussen ruller adstadigt hen til Flintholm station, hvor jeg til min rædsel opdager at der er sporarbejde på Køgebanen – så jeg kan glemme alt om at nå ned til min eks-svigermors græsplæne før klokken 11.
S-togs busser….suk.
Da jeg kommer ned til hende siger hun at jeg ikke behøver at slå græs alligevel i dag, for det er ikke vokset nok siden sidst.

Aha.

Nå – men vi skal jo også følges ad i hendes bil ned til Påskefrokost hos min eks-kone i Herfølge, og jeg skal i bad uanset hvad.

Jeg tager mit havemandstøj af og bader.

Bagefter skal jeg have det pæne medbragte tøj på til frokosten.

Jeg…kan..bare..ikke…lissom…finde..mine….bukser!

Hvad?
Hvor?

Nu forstår jeg råbene i det stærkt trafikerede kryds ved apoteket…

Jeg husker at jeg som det sidste lagde mine pæne lyse lærredsbukser øverst i rygsækken da jeg tog hjemmefra. Bukserne må være fløjet ud og er landet bag mig næsten lydløst – så jeg ikke reagerede på lyden.

Jeg er tvunget til at tage til frokost iført pæn sort t-shirt med krave, pæne sorte sko og et par hullede sorte joggingbukser beregnet til at slå græs i.

De andre gæster tog det pænt – og opfordrede mig til at gå ind til hende den smutske på tirsdag og høre om hun eventuelt har mine bukser?

Det gør jeg ikke.

– Vil De have bonen og bukserne med?

Now you see me…

Jeg ser op på nattehimlen og forundres over det sorte dyb.

En glad lille stjerne blinker til mig, men jeg tør ikke blinke tilbage.

Videnskaben påstår jo at den slet ikke er der, selv om den gør sit bedste for at komme i kontakt med mig. Nej, for lyset har været så længe undervejs at stjernen forlængst er eksploderet og har sat sig hen i et fjernt hjørne af universet som et surmulende sort hul.

Den er der altså ikke, selv om den er der.

Og universet udvider sig hele tiden, siges det med et stort smil.

Aha…

I hvad?

Jeg udvider mig også hele tiden, og indtil videre er der plads nok i min halvanden værelses. Men hvis universet udvider sig…skubber det så ikke til ydervæggene – og hvad siger naboerne så til det?

Og hvad var der lissom før udvidelsen begyndte som sådan?

Mens jeg prøver at forholde mig til disse ting, tårner et helt nyt og meget mere afgørende spørgsmål op:

Hvornår går næste tog til Vallensbæk?

Vallensbæk findes nemlig, selv om man aldrig skal sige aldrig.
Farum findes findes for eksempel ikke mere – eller Ramsø.

Hvad siger videnskaben til det?
Udvider Kolding sig?
Er Assens et surt sort hul?

Videre!

Friske tal til nye tider

Så kom dommedagsnyheden fra FN’s klimapanel om at det står langt, langt værre til end tidligere antaget, hvor verden trods alt kun var lige ved at gå under…og det hele var Bjørn Lomborgs skyld.

Med den seneste rapport i hånden, er det et åbent spørgsmål om det kan betale sig for fodboldlandsholdet at prøve at komme med til EM-slutrunden i Ã˜strig/Schweiz næste år, hvis alperne alligevel er oversvømmet af vand på grund af drivhuseffekten.

Hvilke fakta kan man som lægmand – og politiker – lægge til grund for sin vurdering af alle de mange brækkende nyheder fra videnskabens verden?

Forleden så jeg et respekteret videnskabsprogram på svensk tv, hvor det gudhjælpemig blev påstået at indtagelse af mættet fedt fra mælk, ost og kød påvirkede kolesteroltallet i positiv retning.

Der er endda helt ny forskning som tyder på at den globale fedmeepidemi kan skyldes at folk spiser for lidt fedt og for mange kulhydrater.

En kvindelig professor har fulgt en gruppe 4-årige svenske børn, og til hendes store overraskelse var de tyndeste dem som spiste mest fedt.

En gruppe frivillige unge raske svenskere blev sat til at grovæde burgere og pomser i flere måneder, og efter den første måned var deres kolesteroltal forbedret med 20 %.

I’m lovin’ it..!

Velansete professorer, forskere og videnskabsmænd svinger med armene, ruller med øjnene og slår syv kors for sig.

Jeg bliver altid nervøs når nogen siger at de ved noget fordi det er videnskabeligt bevist.

Jeg bliver endnu mere nervøs når nogen siger de ved noget fordi Gud har sagt det eller fået en profet til at nedfælde det i en bog.

Jeg er ikke tryg ved anden hånd eller tredje hånd.

Jeg er fundamentalistisk tvivler.

Kun et Punktum

Afsked…det er noget af det værste som jeg ved
når toget med et lillebitte ryk glider afsted,
så står man der og fryser lidt og sænker hånden ned
pludselig er perronen blevet er trist og ensomt sted.
Så sukker man og tænker, mens hjertet gør lidt ondt,
på hvorfor det at skilles føles værst i det sekund
hvor man vender sig og hører togets fløjte til farvel.
Hvad kan man egentlig gøre…jo, jeg siger til mig selv:

“Det er jo kun et punktum i et langt, langt brev
vi vil huske alle ordene og linjerne vi skrev.
Nu løftes pennen midlertidigt, brevet lægges væk
men det er kun et punktum – og der er mer’ papir og blæk.”

Jeg har været mange steder, mange lande har jeg set
mødt en masse menn’sker, mange skøre ting er sket.
Byerne og broerne…og barerne især!
Jo, jeg husker og jeg mindes vennerne fra fjern og nær.
Men hele tiden vidste jeg og husked’ inden i
at alt for snart kom øjeblikket hvor det var forbi.
Så ku’ det ske jeg blev lidt trist når afskedsstunden kom,
men så sagde mine venner: Hey!…hvad handler det her om?

“Det er jo kun et punktum….”

Men værst af alle afskedsstunder jeg kan komme på,
det er når een man elsker…er nødt til gå.
At skilles ufrivilligt fra det bedste som man ved,
det synes jeg næsten ikke man kan byde kærlighed.
Når livet viser tænder – og det gør det lidt for tit –
og to, der vil det allerbedste, tvinges hver til sit,
så’ det hårdt at være menneske og slemt at være til.
Der er ingenting der hjælper…men sig alligevel:

“Det er jo kun et punktum…”

På ged

I firserne havde jeg en dejlig norsk kæreste.

Åse.

Jeg boede i Oslo et års tid og kom til at holde af de indfødtes basiskost bestående af fiskebudding og brødskiver med enten almindelig ost (gulost) eller gedeost (geitost).

Da forholdet stoppede og jeg rejste hjem til København skete der to ting. Jeg skrev en dybtfølt revyvise om afsked og begyndte at få helt vilde abstinenser efter gedeost.

Jeg spiste den røde variant med en smule ged i, mens andre sværger til den brune som nærmest bræger når man tager den i køledisken…og så er der den gule, som kun børn og turister spiser. Den smager nemlig ikke af andet end nyfalden sne. 

Gedeost koster en formue i indkøb i Danmark, uanset farven – og kunne dengang næsten kun skaffes underhånden gennem møjsommeligt opbyggede kontakter til den norske ambassade.

Derfor spurgte jeg Åse i telefonen om vi ikke kunne forsøge os som bagmænd….lissom på films.

Det var hun med på.

Altså listede hun ned på Østbanegården i Oslo en sen hverdagsaften, hvor tågen holdt øje med hvert et skridt hun tog med den dyrebare og anonymt udseende småfedtede lærredspose tilforladeligt daskende ind mod sin velformede hofte. 

Fem kilo rød gedeost var der i nettet og vores plan var simpel.

Hun skulle bare finde et eller andet sted i nattoget til København hvor der i forvejen stod noget bagage og stille nettet ved siden af.

Så klarede de norske statsbaner resten og hun kunne gå hjem i seng.

Husk lige at det var på den tid hvor man ikke fløj store flyvemaskiner ind i intetanende højhuse.

Hun ringede til mig kl. 23.18 og sagde de hemmelige kodeord: 

– Den hvide lærredspose med varerne står i Vogn 12 ved plads nummer 98 – og toget ser ud til at afgå planmæssigt til København her om syv minutter.

Når toget rullede ind på Spor 2 på Hovedbanegården næste morgen klokken 08 kunne jeg bare lade som om jeg ventede på noget norsk familie og smutte ind i toget efter varerne.

Planen var lige så enkel som den var nem.

Det kunne ikke gå galt.

Med mindre altså man kommer for sent op – og ikke når ind til Hovedbanegården inden toget bliver rangeret væk fra perronen.

Fem kilo god rød ged blev forvandlet til en iskold tyrker.

Endnu i dag kan det trække lidt i mig når jeg ser de små gnallinger af gedeostepakker man kan købe i Netto og andre pusher streets.

Men jeg er clean…og Åse har det godt som redaktør på et populært norsk månedsmagasin om privatøkonomi.

Say cheeeeeese….! 

Æggehoved med huller

Påsken handler om munden.

Præsterne fortæller om Jesu igen-igen Show og Helligånden fordeler sig rundt om frokostbordene.

Den er et ‘det‘…går jeg da ud fra…Helligånden er en integreret del af den kristne Gud rørt sammen af Far, Søn og så altså noget ånde-noget.

Måske har jeg misforstået det, når en kvinde skriger ind i mit øre:

– FÅ SÅ DEN HÅND VÆK!

Måske mente hun ÅND?
Måske havde jeg dårlig helligånde…

I dag ringede Jehovas Vidner på hos mig nede ved opgangsdøren – og jeg blev så dommedagsrasende at jeg bare lod dørtelefonen hænge ned i ledningen mens gutten rablede sin latterlige lokkelektie af.

Der røg vist to point i hans kontaktregnskab at jeg ikke sagde andet end det første ‘hallo’…

Påsken handler også om fårår = lammesteg.
Bøgen springer ud som hængepil.

Egentlig ville jeg skrive et indlæg om at jeg er så taknemmelig over at min lille storesøster har tilbudt at betale for at jeg kan komme til tandlægen og få udskiftet fire defekte fyldninger.

Og nu har jeg skrevet det…og det er vigtigt for mig at få takket hende, for det er simpelthen så sødt af hende.

Men jeg er åbenbart nødt til at flytte det ned i denne 
venstrehåndseftermiddagstøhøklumme.

Det skal tilsyneladende gemmes lidt væk.
Jeg har jo en respekt af en anden verden for min lille storesøster.

Men nogle gange er der ting som ikke bare kan fedtes ind i sludder.

Derfor…tak, søster…snart bider din store lillebror til bolle igen.   

Inte så kyyyyl mere…

Malmøs store badeland Aq-va-kul er blevet lukket fra den ene dag til den anden efter at man har opdaget at hele lortet er ved at brase sammen.

Sådan kan stærke materialer pludselig begynde at gi’ sig…lidt lissom mennesker.

I løbet af de sidste tyve år har jeg slæbt først min stedsøn og siden min datter derover, og lært dem at en ristet pølse med kartoffelmos hedder ‘en kurv med mus’. Før broen tog vi flyvebåden…nu smutter toger derover.

Jeg tænker på alle de gange jeg har oplevet Eventyrbassinets herlige bølgemaskine som får det hele til at gynge i valsetakt med lykkeskrigende børn på toppen af dønningerne.

Det sejeste ved badet er at en af bassinets kanalforgreninger kurver udendørs, så man i frostgrader kan svømme ud i vintersolen med kroppen nede i dejligt varmt vand, og stille og roligt flyde tilbage og ind i
den subtropiske lufttemperatur.

For to år siden løb jeg panden mod naturen og det svenske stivsind da min datter, hendes veninde og jeg tog turen til Malmøs vandpalads. Pigerne var 11 og 12 år.

Sådan beskrev jeg det…bemærk de svenske ö og ä som jeg har beholdt:

“Blod og ballade i broderlandet

Det blöder.

Jeg står i badelandet Aq-va-kul i Malmö og spörger mig selv hvorfor.
Hvorfor?
Hvorfor skal jeg blöde lige nu.

Hvorfor skal jeg netop få fat på min egen barberhövl i min rygsäk så jeg skärer i mig selv i den yderste blomme på Langemand lige ved neglen, så jeg får svärt ved at skrive på pc-keyboard?

I forvejen er situationen barok.

Pigen i billetlugen meddeler med sit bedste gymnasiepigesmil at jeg er nödt til at gå med min datter og hendes veninde ind i badelandet.

Hvorfor?

Pigerne og jeg har ellers aftalt at de bader medens jeg går rundt i Malmö for at finde en netcafé, og bagefter sätter jeg mig i Aq-va-kul’s cafeteria og drikker kaffe og läser Jörgen Leth’s selvbiografi, som postbudet var så venlig at komme med i morges.

Men nej…reglerne i badelandet siger at FÖR klokken 12 kan börn under 18 godt gå alene ind – men EFTER klokken 12 skal de fölges af en voksen.

Jeg er derfor tvunget til at köbe en billet til mig selv alligevel.

Jamen, den er kun ti minutter over tolv, siger jeg med brodersmil.

Hendes smil forbliver det samme.
Ret päne tänder, faktisk.
Lysblond og med hestehale.
Jeg ryster på hovedet.
Men overgiver mig.
Køber en billet.

Jeg siger til pigerne at de bare kan gå ind, selv om jeg bliver ude.
Inde i badet vil ingen spörge dem om noget som helst.
De går ind.

Jeg skal lige omarrangere noget i min rygsäk.
Min vrede over de svenske regler gör mine bevägelser hurtige og hidsige.
Dårlig ide…
Nede i rygsäkken ligger den barberhövl jeg tog med hjemmefra.

Switchzs!

Såret åbner og blodet pibler frem.
Jeg bliver helt lam i roen.
Ser ud på gaden.
Regnen er nået frem fra Köbenhavn.

Jeg skal tisse og går ned i badelandets receptionstoilet i kælderen.
Låst…kräver nögle oppe fra gymnasiesmilet – som selvfölgelig regner med at jeg har fulgt reglerne og er fulgt med pigerne ind i badet.

Suk.

Jeg resignerer og benytter min tvangsbillet.
Går i bad alligevel.
Blodet störkner.

Pigerne stirrer på mig som om jeg er genopstået.
Men jeg sidder jo bare i min plasticstol og nyder Jörgen Leths ‘Det uperfekte menneske’.
Han er efter sigende talentlös på alle kunstneriske felter.
Det synes jeg nu ikke.

Efter badet körte vi med toget til Köbenhavn – og nu sidder jeg på Hovedbanegårdens svenskejede (sic!) netcafé og skriver.

Tastaturet kan kun skrive svenske ö og ä.
Jeg overgiver mig.

Fra nu af står den på Janssons Fristelser, Köttbullar, Surströmming og Korv med Mos og Lingon.

Du Gamle, Du Fria…

Kors, hvor jeg savner den tid hvor den sang begyndte således:
Du Gamla, Du Friska.”