Monthly Archives: maj 2007

100 om mig

    1.  Mig
    2.  Mig
    3.  Mig
    4.  Mig
    5.  Mig
    6.  Mig
    7.  Mig
    8.  Mig
    9.  Mig
  10.  Mig
  11.  Mig
  12.  Mig
  13.  Mig
  14.  Mig
  15.  Mig
  16.  Mig
  17.  Mig
  18.  Mig
  19.  Mig
  20.  Mig
  21.  Mig
  22.  Mig
  23.  Mig
  24.  Mig
  25.  Mig
  26.  Mig
  27.  Mig
  28.  Mig
  29.  Mig
  30.  Mig
  31.  Mig
  32.  Mig
  33.  Mig
  34.  Mig
  35.  Mig
  36.  Mig
  37.  Mig
  38.  Mig
  39.  Mig
  40.  Mig
  41.  Mig
  42.  Mig
  43.  Mig
  44.  Mig
  45.  Mig
  46.  Mig
  47.  Mig
  48.  Mig
  49.  Mig
  50.  Mig
  51.  Mig
  52.  Mig
  53.  Mig
  54.  Mig
  55.  Mig
  56.  Mig
  57.  Mig
  58.  Mig
  59.  Mig
  60.  Mig
  61.  Mig
  62.  Mig
  63.  Mig
  64.  Mig
  65.  Mig
  66.  Mig
  67.  Mig
  68.  Mig
  69.  Mig
  70.  Mig
  71.  Mig
  72.  Mig
  73.  Mig
  74.  Mig
  75.  Mig
  76.  Mig
  77.  Mig
  78.  Mig
  79.  Mig
  80.  Mig
  81.  Mig
  82.  Mig
  83.  Mig
  84.  Mig
  85.  Mig
  86.  Mig
  87.  Mig
  88.  Mig
  89.  Mig
  90.  Mig
  91.  Mig
  92.  Mig
  93.  Mig
  94.  Mig
  95.  Mig
  96.  Mig
  97.  Mig
  98.  Mig
  99.  Mig
 100. Mig

Døden lokker og rokker

I går eftermidag kørte jeg i bil vestpå ad Jyllingevej for at komme ud til 
Ring 3 i toppen af Glostrup, og dreje til venstre sydover mod den 
græsplæne i Vallensbæk som skulle slås.

Jeg nåede ikke ret langt før jeg holdt for rødt i en lang bilkø i Vanløse. Det var midt i eftermiddagsmyldretiden og meget hedt og tungt i vejret. Foran mig i lyskrydset holdt en enkelt bil og blinkede. 

Den skulle dreje til venstre ad Jernbane Alle og jeg tog det roligt – for jeg 
kender trafikken på Jyllingevej på det tidspunkt… den skal man ikke 
danse tango med. Jeg skulle ligeud.

Der var to kørebaner i den retning jeg skulle. Jeg holdt i overhalingsbanen, 
hvor der var pil ligeud og til venstre. 

I banen til højre måtte man kun køre ligeud, og det skulle de ikke have 
besked på to gange. Mens jeg var fanget bag den bil som skulle til 
venstre, tordnede rækken af biler afsted for at komme hurtigt frem til 
motorvejene længere ude.

Bag mig holdt en flot sort Audi A4 som også skulle ligeud. Ligesom mig
var den blevet opholdt i flere minutter af to-tre biler som skulle dreje til 
venstre ad Jernbane Allé. Der var to mennesker i den dyre bil. To yngre 
og meget smukke kvinder af anden etnisk herkomst end Vanløse. 
Måske indiske. Meget kønne…og i den grad på udebane.

På nummerpladen kunne jeg se at bilen var købt i ‘Klaus Pouls
Automobiler’ i Beder. Kvinderne snakkede lystigt og smilede konstant.
Da det gik op for chaufføren at hun ville blive nødt til at vente på endnu
et skift i lyskrydset ville hun ikke vente på det. Hun forberedte sig på at 
svinge bilen til højre ind i banen nærmest fortovet hvor bilerne kun måtte
køre ligeud.

Mit hjerte hoppede op og satte sig fast i halsen. Jeg kender Jyllingevej. Hun drejede på rattet og bilsnuden søgte ind over den fuldt optrukne linje mod højre, ganske lidt. Det var som om hun ikke overhovedet forholdt sig til faremomentet i det nærmest sindssyge – og ulovlige – projekt hun havde gang i.

I den hurtige højre bane blev rækken af biler efterhånden brudt op og der
opstod huller – og det var i ét af de huller kvinden forestillede sig at hun kunne svinge ud og nå over krydset inden der blev rødt.

Det livsfarlige i hendes vanvittige tanke var, at hun virkede helt upåvirket af den vilde hastighed hvormed bilerne kom tordnende i den bane hun overvejede at svinge ind. Skulle hendes manøvre lykkes, ville hun være nødt til at accelerere meget, meget hurtigt op fra 0.

Imens hun lod bilen vugge frem og tilbage når hun trådte forsigtigt på speederen og fortrød igen, hyggesludrede hun videre med veninden på passagersædet. Jeg fulgte med i bak- og sidespejlet.

Hver gang hun fortrød passerede en bil hendes højre forskærm med 
ganske få centimeters afstand med måske 80 kilometer i timen. Flere gange var det uhyggeligt tæt på at der opstod kontakt. Et uheld kunne have betydet at bilen i den højre bane ville komme ud af kontrol og pløje sig ind mellem de gående på fortovet og måske videre ind i en af de mange butikker.

Audien rokkede måske kun frem og tilbage tre-fire gange, og hun fortrød heldigvis hver eneste gang. Hvad havde hun sparet ved at komme ind i
den højre bane? 20-30 sekunder?

Mine børn kalder mig Sneglefar.

En prisværdig infernalsk blondine

Lina Rafn fra popduogruppen Infernal har i dag været til kaffe hos badutskattebassen Kristian Jensen (V) og tak for det.

Ministeren har fået øjnene op for noget vigtigt, efter at sangerinden har tabt sin sag om fradrag for make up og tøj i Østre Landsret.

Han tager initiativ til at kunstneres arbejde opfattes som et erhverv lissom blikkenslagernes, slagternes og frisørernes, og at de (kunstnerne) derfor skal behandles på lige fod, når de søger om at få skattefradrag for de udgifter de har for at kunne udøve deres erhverv.

Et samarbejde mellem Skatteministeriet, Kulturministeriet og de berørte kunstneres fagforening skal føre til at fortolkningen i højere grad end 
nu afspejler virkelighedens verden. 

Af en eller anden besynderlig grund, har skattevæsenet bedømt kunstnere hårdere i mange år. Man har været nærmest autistiske, når det kom til kravet om at udgiften kun skal kunne henføres til erhvervet, og ikke som en del af kunstnerens privatliv.

Det er ikke raketvidenskab, at det kan være svært at skelne mellem hvornår mine udgifter til at blive inspireret til bestemte artikler, bøger eller digte er erhvervsmæssige, private…eller begge dele.

Men som sagt…af en eller anden grund har SKATs praksis været at
bedømme skuespillere, musikere og forfattere hårdere end tømrere,
hårbørstesælgere og bedemænd.

 

Lina Rafn i intens diskussion med Paw Lagermann, som er 
hendes mangeårige partner i Infernal og ex-kæreste. Man kan kun håbe 
for skattebadutspringer Jensens skyld at hun ikke væltede hele kaffebordet ved 
mødet tidligere i dag, men mon ikke også skænderiet på billedet kun
er for fotografens skyld?

Sagen går, ifølge Musikernes e-NYT, tilbage til Lina Rafn Sørensens selvangivelse fra 2001, hvor hun har angivet fradrag for scenetøj og makeup. Fradragene blev ikke godkendt og Rafn førte via sin advokat sagen til tredje instans i forløbet, nemlig Østre Landsret, hvor hun igen blev underkendt mandag den 21. maj.

Ekstra Bladet opsnusede sagen og refererede den således: ”Ifølge skattefolkene bruger Lina sine mange kostumer, sin tunge makeup og sine 100 extensions til privat forbrug. Og derfor kan hun ikke trække dem fra som arbejdsredskaber.

– Jeg fik ikke en skid. Andet end en bar røv at trutte i, sagde en skuffet Lina Rafn til Ekstra Bladet.

Jeg ved at skatteministeren er en habil gymnast, som kan slå de pudseløjerligste kraftspring.

Nu håber jeg bare ikke den fortsatte kamp for at få udøvende professionelle kunstneres arbejde respekteret ender med at blive en håbløs kamp mod ministerens vejr- og vindmøller.

Han kan jo godt give en kop kaffe og udtale sig uforpligtende – men hvad nytter det hvis landsretten bortdømmer kunstnere i konkrete sager? Sagen har udløst et spørgsmål til Skatteministeren fra 
Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen.

I hvert fald skal Lina Rafn roses hele vejen til den syvende himmel for også at have kæmpet for sådan een mig, gennem sit personlige
engagement.  

Plads til begejstring

Pinsen skal forestille at være en magisk foreteelse, hvor ham Jesus Kristensen bliver til Helligånd og den hellige kabale går op i en højere triangel.

Fint med mig.

Jeg fejrer 2. Pinsedag i en lille lydboks i Nordvestkvarteret i København, hvor jeg skal læse højt for en tavs og upåvirket mikrofon. Der er sgu ikke meget dansende pinsesol over den lydopfanger, skal jeg hilse og sige.

Bogen jeg er i gang med handler om magi. Den hedder ‘Revolvertricket’ og er en krimi af den dygtige skotske forfatter Louise Welsh. Hovedpersonen er en britisk tryllekunstner som flygter fra sin fortid til Berlin, men nissen flytter med.

Man skal jo passe på med at tro på det, man ser. Det kan være snyd og taskenspil. Så hellere stole på det man føler? Mavefornemmelsen?

Den katolske kirke er godt klar over at kroppen er en umanerlig drilsk og lidet kontrollerbar størrelse, så når de uskyldige unge teenagere skal
til bal i den borgerlige og (oh ve’ og skræk!) danse sammen, så står de voksne parat ude på sidelinjen og råber: – Make room for the Holy Ghost!

Og hvis det ikke hjælper, så har de nogle store grimme dertil indrettede kæppe (Sigmund gnækker i graven) som de maser ind mellem parrenes svedige torsoer for at øge afstanden mellem hjerterne – og mellem lyskeområderne, ikke mindst.

Det sker den dag i dag. 

Spørg bare Erin Hayes, som kiggede indenfor på Sct. Thomas Moore High 
School i Illinois, USA – hvor lærerne og de unge udkæmper en duel på
anstændighed og naturlig drift.

Det skete for 49 år siden, da canadiske Joni Mitchell oplevede det således i sit forsøg på at komme ind fra kulden og få lidt kærlig kontakt:

Back in 1957
We had to dance a foot apart
And they hawk-eyed us from the sidelines
Holding their rulers without a heart
And so with just a touch of our fingers
I could make our circuitry explode

All we ever wanted
Was just to come in from the cold

Nogle tror åbenbart at man bliver til en syndig culotte i Skærsildens Webergrill, hvis man ikke venter med de kødelige lyster til man er
lovformeligt gift.

Det er måske ikke så dumt at styre sine hormoner lidt, når man er ung…selv om det er i den tid de er allermest vitale.

Jeg bryder mig bare ikke om det had til de unges lebendighed og livslyst som jeg nogle gange fornemmer ligger bag de ældre generationers manen til forsigtighed, når de med sure rønnebærfjæs læser de unge lektien.

Eller er det slet ikke sådan mere?
Gør de unge nøjagtigt hvad der passer dem?

Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke at frihed som sådan får een til at begå færre fejl i omgangen med det modsatte støn…øhh…køn!

Heldigvis står Dr. Tid og Dr. Prævention på spring langs min form for sidelinje, som ikke just er trukket efter en lige snor.

God Pinse.

Lange Per ude fra Vestegnen

I dag spilles sidste sæsonrunde i den bedste danske fodboldrække.

Det kan vist blive en våd omgang.

Spillerne vil i givet fald kure afsted i et forgæves forsøg på at kontrollere 
bolden, som pludselig standser op midt i en tot druknet græstørv.

Da jeg var dreng nød vi at spille kampe på dyngvåde baner, for vi frøs jo ikke hvis ellers vi sørgede for at løbe hele tiden.

Den legende dimension er der ikke meget plads til i Superligaen, hvor store pengebeløb og mange menneskers arbejdsliv er afhængige af kampenes resultater – og intet andet.

Ude på den københavnske vestegn spiller en lang fyr, som efterhånden 
godt kan kalde sig udlært fodboldspiller med sine 373 superligakampe for Brøndby IF. Det kampantal er rekord i den tid Superligaen har eksisteret, men samlet set har han spillet næsten 530 førsteholdskampe
for de blå/gule. 

Per Nielsen er ikke sådan at vælte omkuld, hverken på banen eller 
udenfor. Han begyndte i klubben som fem-årig og er nu 33 år. Med en
højde på 191 cm kan anfører Nielsen følge med i det meste på sin plads 
i midterforsvaret, hvor han har tacklet og headet og sparket som fast mand siden 1995.

Tilhængerne elsker hans kompromisløse spillestil og hans bundærlige 
måde at være selvkritisk på, uden at gribe til dårlige undskyldninger.    

Per Nielsen har været med i miljøet så mange år, at han tilsyneladende 
er teflonbelagt overfor udefrakommende stressfaktorer. Det gælder blandt andet journalisters forsøg på at få noget på blokken, 
som kan afstedkomme hævede øjenbryn hos læseren.

I mandags ville journalist Thomas Conradsen i gratisavisen URBAN prøve at skrive noget sjovt om Per Nielsens modvilje mod lange udredninger
og unødig snik-snak.

En anden journalist spurgte hvordan det føltes at sætte så stor en rekord, 
som Per Nielsen med sit kampantal nu gjorde i Superligaen.

– Det var da fint nok, lød svaret – og det er Conradsen vist ikke helt tilfreds med, så han tilføjer noget som minder mig om dengang jeg i et 
radiointerview spurgte en ung sportsudøver om vedkommende snart var 
klar til at spise skeer med de store.

URBAN-manden skriver om Nielsen: Snakkesaglig som altid.

Ja, Conradsen…Per Nielsen er fodboldfagligt set indbegrebet af saglighed.  

Led mig ikke i fristelse

Når man er på langfart er det let at glemme sin barnetro, og der er eddermame langt fra Bispebjerg til Himmerland.

Den var ellers så indbydende og fin.
Jeg fik straks øje på den da jeg ankom med toget til Skørping i mandags
sammen med Tina.

I en diskret sidefløj af stationsbygningen lå den yndigste lille café.
Jeg måtte bare derind, men først i onsdags blev besøget til noget.

Vi trådte indenfor og satte os forsigtigt ved et af de små borde. Lokalet emmede af hygge og gæstfrihed. Vi nød en kølig Søbogårdvand. Tina kirsebær, jeg hyldeblomst.

Der var så mange dejlige ting man kunne få…friskknasende sandwich og 
burgere med alt muligt indhold, og Latte Machiato og Egekildevand med brus og citron og Smoothies og Muffins og Scones og Max Havelaar-kaffe og lynghonning og økologiske tærter og hjemmelavet karrysuppe med 
strimlet kylling, ris og grøntsager…eller tomatsuppe med peberfrugt og
bacon…plankebøf med bådkartofler og bernaise.

Åh, hvor ville jeg dog gerne være huspoet i den stationscafé!

Hvis jeg bare skrev et nyt digt til dem en gang imellem, så kunne de sætte det ind i en pæn lille ramme og hænge det op på væggen – og jeg 
kunne besøge stedet ligeså tit jeg ville uden at skulle forklare hvorfor.

Jeg var jo ham, digteren.

Caféen hed forresten Mad & Mocca.

Men da jeg betalte for de to vand sagde jeg ikke noget til den søde dame om min idé. Det hele var bare en impulsiv idé…en fantasi.

Hvad tænkte jeg dog på?

Jeg er  jo allerede huspoet på en café med samme navn hjemme i 
hovedstaden, i den lille ombyggede stationsbygning på Grøndal S-station
på Godthåbsvej, hvor jeg i lang tid er kommet med små digte og har 
fået dejlig kaffe og fremragende mad som tak.

Hvad ville Anja og Charlotte dog ikke have tænkt, hvis de fra en rejsende i hårbørster havde fået at vide, at der i Jylland var en tilsvarende café med samme navn som deres – og pudsigt nok med en huspoet med 
præcis samme navn og fjogede smil som ham henne i rammen ved lænestolene?  

Det var dog en djævelsk fristelse.
Men jeg stod imod den.
At mæske sig i hyldeblomstsaft fra en enkelt flaske er ikke nogen synd!
Jeg klarede det.

Men igen….i Skørping hedder caféen ‘Mad & Mocca’.
Hjemme i København hedder caféen ‘Mad & Mokka’.

Det er vel strengt taget ikke helt det samme?

Hvor skal vi hen, Svend Aage?

Midt i et skridt gik jeg i stå på Skørping Torv tidligt torsdag aften og satte min rejsetaske og Tinas kuffert ned  med et tungt bump.

Et ellers prunkløst metalskilt foran Gitte Halds 
Møbel- og Brugskunst
, kundgjorde med sirlig håndskrevet sort tusch at forretningen som
noget helt nyt bringer blomster ud til hele verden.

Henne på bænken ved bankens vandskulptur-solur sad den midaldrende verdensanråber fra dagen før.

Måske mærkede han efter hvor meget stemme han havde tilbage.
Grå bukser, blå skjorte, brune lukkede sandaler.
Det ene ben lagt tilforladeligt over det andet.

Han kendte sikkert fotografen og legetøjssælgeren Svend Aage Jensen.

Jeg læste om Svend Aage i ugeavisen Rold Skov Bladet fra i tirsdags.

Bladet lå på disken på hotellet og jeg var der som en mår…næsten lissom den Tina havde vinket til flere gange fra altanen, når hun skulle ud og ryge, og havde set dyret i tykningen.

Svend Aage forlod denne verden 13. maj i en alder af 88 år, efterladende sig hustru, fire børn, fire børnebørn og seks oldebørn. Nekrologen i bladet er firespaltet og det er fuldt fortjent, for han nåede at sætte sit præg på Rold Skov og Skørping.

Han blev født i Hvidbjerg i Thy og blev uddannet som fotograf af sin far, fotograf Jens Mathias Jensen, som åbnede sin egen fotograf- og souvenirbutik i en kiosk på Himmerlandsvej i Skørping i 1924. 

Svend Aage fik også en uddannelse i handel og regnskab, og var 
postbud i nogle år.

For at holde sig i form løb Svend Aage orienteringsløb, og i 1942 var han med til at stifte Rold Skov Orienteringsklub. En nat var han ude i skoven og samle poster ind, da to tyske soldater råbte ham an og lagde an til 
skud i jagten på modstandsfolk efter en våbennedkastning.
De forstod sig ikke på orienteringsløb og tog ham med til ‘Bette Berlin’ i Fræer – men efter at Slagter Sørensen og landbetjenten havde sagt god 
for ham fik han lov at gå igen.

I 1946 blev han gift med Martha fra Rebild Mark – og i 1953 overtog de en
legetøjsforretning i Jyllandgade 31 på ca. ti kvadratmeter, hvorfra de solgte fotoartikler, keramik, tobak, sæbe og hudplejeartikler…og legetøj.
Især ved juletid var butikken proppet til af kunder, også selvom den ene af stuerne omdannedes til butiksareal i hele december.

Pladsen var og blev for trang. I 1960 købte de møbelpolstrer Christiansens butik i Jyllandsgade 14 – og det gav dem efter datidens 
skøn et stort og flot butikslokale. Svend Aages far flyttede ind på første
sal med sit lille fotoatelier, som sønnen videreførte i 1966 efter Jens Mathias’ død.

I 1974 blev huset bygget endnu større, så forretningsarealet var på 80 
kvadratmeter og fyldt med kvalitetsvarer indenfor foto og legetøj. Først i 1999 lukkede Svend Aage butikken efter 46 år som butiksdrivende, men 
man kunne selvfølgelig stadig smutte indenfor og få taget et godt billede til passet eller kørekortet.

Han var med til at starte Skørping Ugeblad, som senere blev til Lokalavisen for Skørping Kommune og nu: Rold Skov Bladet.

Der er een bestemt grund til at jeg vil ære Svend Aages minde, selv om jeg kun har læst om ham i nekrologen i bladet. Jeg er helt vild med oplysningen om, at han i flere år var det eneste medlem i den orienteringsklub han selv havde været med til at starte.

Fik det ham måske til at nedlægge klubben – eller til at lade være med ene mand at lede efter den bedste vej gennem krattet og lyngen og bøgeløvet og livet?

Næh…han blev da bare ved.

Senere blev han udnævnt til æresmedlem af Rold Skov Orienteringsforening.

Straks spørger man sig selv som morsom københavner hvor mange medlemmer der mon deltog i den generalforsamling.

Men det er noget utidigt fis – især hvis man i en alder af 49 år dårligt nok ved hvad man selv vil være når man bliver stor, og sagtens kan miste orienteringen i en brusekabine.

Ære den som æres bør.

Godt gået, Svend Aage…godt gået.

PS. Min far køber altid Rådhuspladsen og rederierne i Matador…bare så du ved det, hvis du møder ham. Hils. 

Timerne

Efter fire dage i Himmerland kører IC 3-toget syd- og østover kl. 20.36.

Tina og jeg tjekkede ud af værelset i formiddags kl. 11 og gik sofort en lang tur i lyngen i Rebild Bakker.

Tilbage på hotellet spurgte vi om vi måtte finde en stille krinkelkrog, hvor vi kunne slå nogle timer ihjel indtil vi skulle med bussen ind til Skørping station.

Ja, selvfølgelig måtte vi det.

Den slags service er jeg meget imponeret af, og derfor skal Comwell Hotel have en buket roser for den holdning, og det er jeg glad for at kunne give udtryk for, idet jeg for engangs skyld selv har betalt for opholdet.

I tre-fire timer har vi siddet i behagelige lædersofaer og set DVD-film på min blærbare computer.

Over god kaffe og friskbagt kage har vi genset Stephen Daldrys intenst stemningsfulde ‘The Hours’, hvori forfatteren Virginia Woolfs liv og levned spiller hovedrollen.

Om lidt tøffer vi over til Bus 104, og så skal vi hygge os på biblioteket i KulturStationen overfor togstationen i Skørping.

De har nemlig Politiken…som ikke forefindes på hotellet.
Her har de til gengæld Rold Skov avisen.

Den vender jeg tilbage til i morgen hjemme på mine egen bakke.
Tina står af i Odense.

Hun er dejlig.

Her går det…ja, hvem ved?

Kjeldsen har gættet hvor jeg er, og jeg skal
ellers love for at det summer af foretagsomhed 
og energiomskiftelighed her på egnen.

I dag gik Tina og jeg en tur i Skørping og passerede et hus, hvor man tilbyder freelance bogføring, reiki-healing af heste, hunde, børn og voksne og lokaleudlejning.

Der er også en Klarsyns Demonstration, selvom jeg ikke er helt sikker på om det er en demonstration for, af eller imod fænomenet.

Måske ved den Erlinng Chriistensen det.
Han er medieclairvoyant og har bl.a. optrådt i 
Cirkusbygningen.  

Der er også en kvinde i regionen ved navn Karen, som brækkede halsen i en trafikulykke 1981 og nu tilbyder healende billedkunst. Hun maler et billede, og det varer tre dage før healingsenergierne træder frem. Det er udelukkende afdøde malere hun er kanal for. I malernes jordiske liv malede malerne ikke healingsbilleder, men det gør de nu 
med Karen som kanal.

Man skal røre maleriet med hænderne og stille spørgsmål til det.
Karen advarer mod at ønske noget specifikt, for man får altid den hjælp 
man har brug for, og det er ikke nødvendigvis altid det samme, som 
man har ønsket, troet og eller håbet på.
 
Lyngen er lilla.
Jeg ønsker det.