Kammer over en steg

På gæstevisit i en fremmed Brugsen.

Altid spændende at betragte de indfødte i en anden bydel, men det viser sig hurtigt at der også er jollerhoveder i kassekøer udenfor Bispebjerg.

Han er indolent, lasket, lurvet og lumpen. Ikke særlig gammel, måske 30, selv om han ligner en selvdød søpølse i hovedet. Leverpostejshåret stritter på den usmarte måde, og hans tænder ligner noget fra et harmonikasammenstød. Tøjet mølædt.

Men han er ikke hjemløs eller omfattet af andre former for fortabthed, for det kan jeg mærke på hans vredladenhed. Han er pæredansk og kan være Grauballemandens gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-grannevø.

Kassedamen er en ung kvinde af anden etnisk herkomst end Vigerslev.
Hun er meget velsoigneret med pæn make up og et venligt glimt i øjnene. En lille smule overvægtig på en måde som kun lægger alen til hendes charme.

Han står foran mig i køen og skal købe tre bakker med skiveskåret kamsteg og en bakke æggesalat. Kassedamen bipper varerne ind og beder om 70 kroner.

Han himler med øjnene.

– Ja, der’ altså tre for 30 kroner og æggesalaten koster 18 kroner, så det kan jo lissom aldrig blive 70 kroner, vel!?

Han kigger på mig for at score sig en medsammensvoren, men jeg får pludselig travlt med at tjekke om mine varer ligger pænt på båndet.

Han fortsætter med at sukke og tale aggressivt til hende – og nu skal prisen tjekkes af en tilkaldt assistent som er en ung radmager lille asiatisk kvinde med smalle briller.

Hun vender tilbage og meddeler lakonisk (på et bedre dansk end hans) at tilbudet lyder på to bakker kamsteg til 30 kroner.

Den nyhed modtager han med et asiesurt fjæs, og han nægter at tro på at hun har set rigtigt ovre ved køledisken. De vil nu vandre derover for at få konstateret den endegyldige sandhed.

I mellemtiden betjener kassedamen mig, og undskylder ventetiden med et tindrende smil.

Nu spørger jeg så mig selv om jeg ville have gengivet denne oplevelse, hvis han havde været kurder og hun havde været født og opvokset på Blegdamsvej?

Næh, måske ikke…men den dag jeg oplever det, så lover jeg hermed at gi’ et praj.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s