Plads til begejstring

Pinsen skal forestille at være en magisk foreteelse, hvor ham Jesus Kristensen bliver til Helligånd og den hellige kabale går op i en højere triangel.

Fint med mig.

Jeg fejrer 2. Pinsedag i en lille lydboks i Nordvestkvarteret i København, hvor jeg skal læse højt for en tavs og upåvirket mikrofon. Der er sgu ikke meget dansende pinsesol over den lydopfanger, skal jeg hilse og sige.

Bogen jeg er i gang med handler om magi. Den hedder ‘Revolvertricket’ og er en krimi af den dygtige skotske forfatter Louise Welsh. Hovedpersonen er en britisk tryllekunstner som flygter fra sin fortid til Berlin, men nissen flytter med.

Man skal jo passe på med at tro på det, man ser. Det kan være snyd og taskenspil. Så hellere stole på det man føler? Mavefornemmelsen?

Den katolske kirke er godt klar over at kroppen er en umanerlig drilsk og lidet kontrollerbar størrelse, så når de uskyldige unge teenagere skal
til bal i den borgerlige og (oh ve’ og skræk!) danse sammen, så står de voksne parat ude på sidelinjen og råber: – Make room for the Holy Ghost!

Og hvis det ikke hjælper, så har de nogle store grimme dertil indrettede kæppe (Sigmund gnækker i graven) som de maser ind mellem parrenes svedige torsoer for at øge afstanden mellem hjerterne – og mellem lyskeområderne, ikke mindst.

Det sker den dag i dag. 

Spørg bare Erin Hayes, som kiggede indenfor på Sct. Thomas Moore High 
School i Illinois, USA – hvor lærerne og de unge udkæmper en duel på
anstændighed og naturlig drift.

Det skete for 49 år siden, da canadiske Joni Mitchell oplevede det således i sit forsøg på at komme ind fra kulden og få lidt kærlig kontakt:

Back in 1957
We had to dance a foot apart
And they hawk-eyed us from the sidelines
Holding their rulers without a heart
And so with just a touch of our fingers
I could make our circuitry explode

All we ever wanted
Was just to come in from the cold

Nogle tror åbenbart at man bliver til en syndig culotte i Skærsildens Webergrill, hvis man ikke venter med de kødelige lyster til man er
lovformeligt gift.

Det er måske ikke så dumt at styre sine hormoner lidt, når man er ung…selv om det er i den tid de er allermest vitale.

Jeg bryder mig bare ikke om det had til de unges lebendighed og livslyst som jeg nogle gange fornemmer ligger bag de ældre generationers manen til forsigtighed, når de med sure rønnebærfjæs læser de unge lektien.

Eller er det slet ikke sådan mere?
Gør de unge nøjagtigt hvad der passer dem?

Jeg ved det ikke, men jeg tror ikke at frihed som sådan får een til at begå færre fejl i omgangen med det modsatte støn…øhh…køn!

Heldigvis står Dr. Tid og Dr. Prævention på spring langs min form for sidelinje, som ikke just er trukket efter en lige snor.

God Pinse.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s