Døden lokker og rokker

I går eftermidag kørte jeg i bil vestpå ad Jyllingevej for at komme ud til 
Ring 3 i toppen af Glostrup, og dreje til venstre sydover mod den 
græsplæne i Vallensbæk som skulle slås.

Jeg nåede ikke ret langt før jeg holdt for rødt i en lang bilkø i Vanløse. Det var midt i eftermiddagsmyldretiden og meget hedt og tungt i vejret. Foran mig i lyskrydset holdt en enkelt bil og blinkede. 

Den skulle dreje til venstre ad Jernbane Alle og jeg tog det roligt – for jeg 
kender trafikken på Jyllingevej på det tidspunkt… den skal man ikke 
danse tango med. Jeg skulle ligeud.

Der var to kørebaner i den retning jeg skulle. Jeg holdt i overhalingsbanen, 
hvor der var pil ligeud og til venstre. 

I banen til højre måtte man kun køre ligeud, og det skulle de ikke have 
besked på to gange. Mens jeg var fanget bag den bil som skulle til 
venstre, tordnede rækken af biler afsted for at komme hurtigt frem til 
motorvejene længere ude.

Bag mig holdt en flot sort Audi A4 som også skulle ligeud. Ligesom mig
var den blevet opholdt i flere minutter af to-tre biler som skulle dreje til 
venstre ad Jernbane Allé. Der var to mennesker i den dyre bil. To yngre 
og meget smukke kvinder af anden etnisk herkomst end Vanløse. 
Måske indiske. Meget kønne…og i den grad på udebane.

På nummerpladen kunne jeg se at bilen var købt i ‘Klaus Pouls
Automobiler’ i Beder. Kvinderne snakkede lystigt og smilede konstant.
Da det gik op for chaufføren at hun ville blive nødt til at vente på endnu
et skift i lyskrydset ville hun ikke vente på det. Hun forberedte sig på at 
svinge bilen til højre ind i banen nærmest fortovet hvor bilerne kun måtte
køre ligeud.

Mit hjerte hoppede op og satte sig fast i halsen. Jeg kender Jyllingevej. Hun drejede på rattet og bilsnuden søgte ind over den fuldt optrukne linje mod højre, ganske lidt. Det var som om hun ikke overhovedet forholdt sig til faremomentet i det nærmest sindssyge – og ulovlige – projekt hun havde gang i.

I den hurtige højre bane blev rækken af biler efterhånden brudt op og der
opstod huller – og det var i ét af de huller kvinden forestillede sig at hun kunne svinge ud og nå over krydset inden der blev rødt.

Det livsfarlige i hendes vanvittige tanke var, at hun virkede helt upåvirket af den vilde hastighed hvormed bilerne kom tordnende i den bane hun overvejede at svinge ind. Skulle hendes manøvre lykkes, ville hun være nødt til at accelerere meget, meget hurtigt op fra 0.

Imens hun lod bilen vugge frem og tilbage når hun trådte forsigtigt på speederen og fortrød igen, hyggesludrede hun videre med veninden på passagersædet. Jeg fulgte med i bak- og sidespejlet.

Hver gang hun fortrød passerede en bil hendes højre forskærm med 
ganske få centimeters afstand med måske 80 kilometer i timen. Flere gange var det uhyggeligt tæt på at der opstod kontakt. Et uheld kunne have betydet at bilen i den højre bane ville komme ud af kontrol og pløje sig ind mellem de gående på fortovet og måske videre ind i en af de mange butikker.

Audien rokkede måske kun frem og tilbage tre-fire gange, og hun fortrød heldigvis hver eneste gang. Hvad havde hun sparet ved at komme ind i
den højre bane? 20-30 sekunder?

Mine børn kalder mig Sneglefar.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s