Monthly Archives: maj 2007

På udebane

Hov…hvor er jeg? 

Der er grønt i alle nuancer, kan jeg forstå, og jeg mener at kunne mærke at jeg er landfast med Bulgarien og Napoli.

Her er lokaliteter som Urskoven, Luskimose, Sverrighus og Jætternes Baghave.

Man kan spise røræg og drikke Ayurveda Pitta-te.

Tina minder mig om at her er utroligt få myg – og det er rigtigt, men der er faktisk nogle fluer i restauranten.

Der er tæpper overalt, enten græs eller dem med vægge i enderne.

Jeg skal altså lige finde ud af hvad jeg har gang i…

Dagsprisen på råderum

Lidt i fem i morges rullede jeg roligt afsted på Avedøre Boulevard i en lille rød bil. 

Så tidligt om morgenen er der næsten ingen trafik og i radioen sang
Elton John om livets cirkel.

Mens jeg ventede på grønt lys kiggede jeg til venstre og så en kvinde i en hvid frakke i et læskur. Hun ventede på bussen og sad og småfumlede med de ting i tasken, hun sikkert småfumler med på alle hverdage på samme klokkeslet.

Til højre for hende råbte et stort reklameskilt at jeg omgående kunne leje et rum for 1 krone, hvis jeg altså ville. 

Ordet ‘rum’ virkede ret stærkt på mig, for det er et meget stort begreb at forbinde med så lille et beløb.

Jeg var stået tidligt op for at køre min ekssvigermor og hendes veninde til Enghave S-station, hvor en stor bus skulle køre dem gennem Tyskland og Ã˜strig til Toscana og Rom i to uger.

Det er et temmeligt stort rum at orientere sig i.

Den røde bil er min stedsøns kærestes. Jeg passer den mens de er på Gran Canaria i to uger. Der er et pænt stykke vej derned…sådan lige dér til venstre for Afrika.

Min stedsøn ringede til mig i går fra ferieøen, og sagde at der ikke havde været lyd på den film, man havde vist i flyet på vej derned. Det er også noget rod.

Jeg drejede til højre ad Køge Bugt Landevej og havde stadig vejen for mig selv. I radioen fortalte en mand, at adskillige familier i Hillerød ville
miste 10.000 kr. om måneden på grund af 300 timers reglen.

En familie med to forældre på kontanthjælp og fem børn mister halvdelen af indkomsten, hvis ikke den ene af forældrene på to år har 
haft i alt 300 timers lønnet arbejde. 

Det kan man da kalde en indskrænkning af råderummet.

En embedsmand frygtede at flere børnefamilier ville ende på gaden.
Måske ender det med at det bliver i orden at indkvartere den slags familier i opbevaringsrum for 1 krone?

300 timers reglen er lavet for at tvinge voksne mennesker til at tage et hvilket som helst arbejde, i stedet for at lade sig forsørge af det offentlige. Det er svært at være uenig i at det skal kunne betale sig at 
arbejde.

Men børnene?

Hvordan bliver de børn som skal vokse op i en familie som skal leve for i alt 10.000 kroner om måneden?
Er det bare forældrenes ansvar?

Det er et interessant kontrapunkt.
Hvem stemmer for og hvem er imod?

In the circle of life
Its the wheel of fortune
Its the leap of faith
Its the band of hope
Till we find our place
On the path unwinding
In the circle, the circle of life

(Musik af Elton John/Tekst af Tim Rice – fra ‘Løvernes Konge’) 

Serotonin, Dopamin, Oxytocin, Kanin…

– Sex frigiver signalstofferne Dopamin og Serotonin i store mængder, og det får velværet, tilfredsheden og glæden til at stige hos personen. Der er ingen forskel på om man tilfredsstiller sig selv, eller om man dyrker sex med en partner, men hvis der er kærlighed på spil mellem parterne frigives der endnu et signalstof, Oxytocin, som er med til at knytte båndene tættere mellem parterne og dermed øge velværet yderligere.

Hjerneforsker Troels W. Kjær i BT, lørdag.


Kammer over en steg

På gæstevisit i en fremmed Brugsen.

Altid spændende at betragte de indfødte i en anden bydel, men det viser sig hurtigt at der også er jollerhoveder i kassekøer udenfor Bispebjerg.

Han er indolent, lasket, lurvet og lumpen. Ikke særlig gammel, måske 30, selv om han ligner en selvdød søpølse i hovedet. Leverpostejshåret stritter på den usmarte måde, og hans tænder ligner noget fra et harmonikasammenstød. Tøjet mølædt.

Men han er ikke hjemløs eller omfattet af andre former for fortabthed, for det kan jeg mærke på hans vredladenhed. Han er pæredansk og kan være Grauballemandens gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-gran-grannevø.

Kassedamen er en ung kvinde af anden etnisk herkomst end Vigerslev.
Hun er meget velsoigneret med pæn make up og et venligt glimt i øjnene. En lille smule overvægtig på en måde som kun lægger alen til hendes charme.

Han står foran mig i køen og skal købe tre bakker med skiveskåret kamsteg og en bakke æggesalat. Kassedamen bipper varerne ind og beder om 70 kroner.

Han himler med øjnene.

– Ja, der’ altså tre for 30 kroner og æggesalaten koster 18 kroner, så det kan jo lissom aldrig blive 70 kroner, vel!?

Han kigger på mig for at score sig en medsammensvoren, men jeg får pludselig travlt med at tjekke om mine varer ligger pænt på båndet.

Han fortsætter med at sukke og tale aggressivt til hende – og nu skal prisen tjekkes af en tilkaldt assistent som er en ung radmager lille asiatisk kvinde med smalle briller.

Hun vender tilbage og meddeler lakonisk (på et bedre dansk end hans) at tilbudet lyder på to bakker kamsteg til 30 kroner.

Den nyhed modtager han med et asiesurt fjæs, og han nægter at tro på at hun har set rigtigt ovre ved køledisken. De vil nu vandre derover for at få konstateret den endegyldige sandhed.

I mellemtiden betjener kassedamen mig, og undskylder ventetiden med et tindrende smil.

Nu spørger jeg så mig selv om jeg ville have gengivet denne oplevelse, hvis han havde været kurder og hun havde været født og opvokset på Blegdamsvej?

Næh, måske ikke…men den dag jeg oplever det, så lover jeg hermed at gi’ et praj.

Beologisk-Dansk Ordbog

Jeg har opfundet nye ord som jeg synes fungerer godt:

Flumsedyr = sølvfisk/sølvkræ


Fnullak
    = nullermand som ligner sammenfiltrede stankelben.

Futtelihej  = brødposeclip man går og hyggefumler med mellem fingrene.

PS. Er det ikke skønt at et Stankelben på engelsk hedder en ‘Daddy Longleg‘?

PS II. Opdager lige at det, jeg troede var et Stankelben (Pholcus phalangioides) i virkeligheden er en Mejeredderkop (Tipula paludosa) som kun kan leve i opvarmede huse…og at et Stankelben er sådan een, der
også kan flyve og leve udendørs og smadre græsplæner som larve.

Sarah og Poul

Dagbladet Politiken berettede i går om to danskere i 2. sektion.

På side 9 skrev Mette F. et debatindlæg om Sarah og på side 10 skrev Thomas F. et fødseldagsportræt om Poul.

Sarah er – lissom Mette Frederiksen – 29 år og mor til to små børn.
Poul fylder 60 år i dag og er far til to voksne børn.

Det kører ikke alt for godt for Sarah.
Faktisk er hun døden nær og dybt kriminel.

For Poul går det lidt bedre.
Han er chef for 2.300 medarbejdere i et topdollar forsikringsselskab.

Poul har fået sit portrætfoto i bladet og ser både rar og klog ud.
Sarah vil helst være anonym, for hun kæmper fra time til time som 
narkoluder på gaden i København.

Poul har været jord- og betonarbejder, postbud og bryggeriarbejder.
Hans kondital er 70 og han er på 34. år gift med Åse.

Sarahs mor fik tæsk i et barndomshjem plaget af alkoholisme.
For at få noget omsorg sank Sarah gang efter gang maden i for store stykker, så hun kunne blive indlagt og lagt i fuld narkose. Hun elskede bedøvelsens dulmende frelse og det søde personale på sygehuset.

30 behandlings- og afvænningsforløb er gået galt for heroinafhængige Sarah, der ikke kan holde ved i nedtrapningerne.

– Jeg er pivet…jeg kan ikke holde ud når det gør ondt
, siger den samme kvinde som dagligt lader fem-seks fremmede mænd gøre hvad de vil 
med hendes krop, for at hun kan betale for sit ulovlige misbrug.

Folketingsmedlem Mette Frederiksen (S) vil tillade forsøg med lægeordineret heroin for at redde mennesker som Sarah, men det er der ikke flertal for.

I stedet bruger det danske velfærdssamfund mange millioner på at 
opretholde det forbud som skal virke forebyggende og afskrækkende.
De to kvinder mødtes forud for en debat om hvordan man bedst hjælper stiknarkomaner ud af langvarigt misbrug.

Poul er oprindeligt fra Ã†rø og ud af en søskendeflok på syv. 
Han blev familiens første student og er uddannet cand.merc fra 
Handelshøjskolen i København i 1976.

Poul siger, at en god leder skal indgyde respekt. Ikke fordi han er leder, men fordi han er den, han er og kan det, han kan. Hvis han skal påkalde sig respekt for at få den, er han ikke en leder, mener Poul. Det skal komme naturligt.

– Hvis du er nødt til at holde afstand eller tromle ting igennem for at få respekt, så fortjener du ikke at få den, slutter Pouls citat i billedteksten…og det får Politikens journalist Thomas Flensburg til at udbryde: Sådan.

Nu gætter jeg, men mon ikke Sarah (der er hjemløs) på et tidspunkt har fået øje på Pouls silhuet oppe på hans store varme hjørnekontor i et af byens imposante glashuse?

Jeg ved godt at Poul ikke har noget direkte ansvar for Sarahs skæbne.
Ikke mere end jeg har…og man skal ikke kaste med sten.

Slet ikke den første.

Så tillykke, Poul.
Du er sgu god nok. 

Danser Med Nattevagter

Nu havde jeg lige glædet mig til at skrive om noget andet end [duuuut!].

Men så hørte jeg Middagsradioavis i går på P4.

Journalist Eva Dalgaard Andreasen  er sikkert et ejegodt menneske, men hun kan sandelig dreje lytteren en knap i indholdsmæssig modfase.

Det var faldet i hendes heldige turban at fortælle en god nyhed.

Skuespilleren Nikolaj Coster-Waldau har fået hovedrollen som den 
udødelige kriminalbetjent John Amsterdam, i en kommende amerikansk
tv-krimiserie produceret af Fox Television og instrueret af ingen ringere
end den svenske Oscar-vinder, Lasse Hallström.

Opgaven kan give den tidligere nattevagt i Ole Bornedals danske gysersucces af samme navn fra 1994 et stort gennembrud i USA.

Eva Dalgaard Andreasen har en perfekt radiostemme og en gennemført professionel måde at gengive historien på i mundtlig form.

Men jeg har hende mistænkt for at have et lillebitte hemmeligt crush på den dansende ulv, bodyguarden med verdens blødeste blik: den 
amerikanske filmstjerne Kevin Costner.

I hvert fald kaldte hun konsekvent den unge danske skuespiller Nikolaj Costner-Waldau…og med sin distinkte og præcise artikulation, gentog hun sin sammenblandende misforståelse med udsøgt akkuratesse alle de fire-fem gange, hun sagde hans navn.

Både Nikolaj og Kevin er for så vidt nydelige mænd, og jeg skal være den sidste til at fratage nogen en lun fantasi om at have to lækre bejlere på samme tid.

Men så igen, Eva…er ulvetider og natarbejde virkelig Hollywood material

Årets Store Oplevelses[duuuut!]

DSB laver et af de bedste blade jeg kender (Ud & Se) og jeg er i det hele  taget lidt smålun på selve idéen med at køre rundt med modeljernbaner i 1:1 størrelse, især fordi man samtidigt på en eller anden mirakuløs måde transporterer broderparten af landets befolkning til og fra arbejde hver eneste hverdag…i teorien.

Ind i mellem vil DSB gerne informere om nye tiltag og reklamere for nye rabattyper. I gratisaviser indrykkes helsider med nyt om Orange Svipture, Sporarbejde på Hundige Station og…åh ja…DSB DØGNET!
 

Journalist Carina Liesk er sikkert et ejegodt menneske, men hun er ikke bleg for at drive gæk med læserne af hendes artikel på helsiden i URBAN 
i fredags om det kommende DSB Døgn.

Jeg ville hellere end gerne arbejde med kommunikation i DSB, og jeg 
ville sådan ønske at Ud & Se havde bragt mit skælvende digt om 
bronzeskulpturen under Valby Station, da Venus brutalt blev bortført fra 
sin vante plads sidste år og slæbt ind på Statens Museum for Knust 
Hjerte.

Men jeg mangler åbenbart noget som Carina har…det kunne dreje sig om
noget så perifært som en passende uddannelse, men jeg tror snarere det
handler om timing.

Man skal være om sig.

Hvorom alting er (det har jeg lært af Ã©n af Urbans kulturjournalister at
man skal skrive) så kan Carina nogle tricks som jeg ikke kommer i
nærheden af.

Vist skriver hun at man i DSB Døgnet, Ã…rets Store Oplevelsesdag, kan 
køre rundt i hele landet for en brøkdel af den normale billetpris. Ja, hun får fortalt om de tegnekonkurrencer og skattejagter børnene kan deltage 
i – og selvfølgelig husker hun at citere DSB’s marketingschef Morten Bo Berthelsen for at DSB er en stor muskel.

Hun gør faktisk det hele rigtigt…men er som sagt lidt af en drillepind, for selv om jeg vel efterhånden har læst den lange artikel igennem 50 gange eller flere, så kan jeg altså simpelthen bare ikke få øje på at der står i artiklen hvilken dato DSB Døgnet finder sted på.

Kald mig gammeldags, men for mig er det ikke en helt uvæsentlig detalje hvilken dag et bestemt døgn falder på.

Og det står heller ikke andre steder på informationshelsiden i avisen.

Det kalder jeg fanme suspence, subsidiært cliffhanger.

[duuuuuuuut!]…jeg bliver aldrig Havmand i Femina.

Højst hyttekat i et havfad.

Gæt med og vind en [duuuuuut!]

Når jeg, huspoeten, skal aflevere et nyt digt til Anja og Charlotte i café Mad & Mokka på Grøndal S-station på Godthåbsvej, så printer jeg det ud på biblioteket i mangel af egen printer.

Prisen på blækpatroner overstiger jo prisen på ejerlejligheder.

Når jeg har printet A4-siden, som helst skal holde til cykelturen så digtet kan fremstå fint og uskadt i rammen på det lille bord ved caféens bedste lænestole, så henter jeg et gratis magasin eller tidsskrift fra bibliotekets bladhylde og lægger digtet forsigtigt ind mellem siderne.

Vel fremme i café’en nyder jeg en god kop af husets bedste bønne og blader lidt i tidskriftet.

Denne gang var det gratisavisen URBAN’s teatertillæg ‘SCENEN’.
Mia Lyhne pryder forsiden og interviewes inde i bladet af Pernille Bøg.

Jeg kender ikke Pernille Bøg – hun er sikkert et ejegodt menneske – men ikke bleg for at sætte læserens tålmodighed på prøve. Hun skriver at Mia Lyhne skal spille med i H.C. Branners stykke ‘Thermopylæ’ på Det Kongelige Teater, men mener tilsyneladende også at titlen er lige lovlig ‘old school’.

Pernille Bøg skriver: “…skuespillet med det helt umulige navn, der rimer på 
[duuuuut!], er skrevet af H.C. Branner…”.

Hele natten har jeg ligget vågen og forsøgt at finde et rim på
Thermopylæ…idet jeg går ud fra at man skal rime på hele ordet.

‘Der er ro i læ’ er mit bedste bud.

Har du et bedre?

Så send det til Urbans chefredaktør og bed ham skænke præmien (en sprogfornemmelse) til Pernille Bøg.

Og vil du så ikke også lige chatte med Pernille Bøgs forældre, og sige at 
hun fra nu af godt må være ude til klokken [duuuut!] på  
hverdagsaftener…og at hun godt må eksperimentere med [duuuuut].

PS. Hvis du samtidig får en snigende følelse af at jeg bare er sur over at det ikke er mig, der kan være sjov på en tilpas fiks og urbaniseret måde og få penge for det…så får du det.