Monthly Archives: maj 2007

Musikken vandt over kynismen

Serbiens Marija Šerifovic vandt det Europæiske Melodi Grand Prix 2007. 

Sangens serbiske titel ‘Molitva‘ betyder ‘bøn’, og jeg kan garantere at hvis den ukrainske sølvpeberbøsse havde vundet, så var jeg gået direkte over til Grundtvigskirken og havde banket nye teser for sømmelig tv-underholdning op på trædøren.

Hvor er det godt at en fyrig ballade sunget på originalsproget vinder, oven i købet fremført af en kvinde som  ikke ligefrem kandiderer til et job som studievært på en kommerciel tv-station. Men hun kan eddermukkemig synge så man helt glemmer at 
række ud efter skålen med guf.

(Update søndag aften: Serbien beskyldes nu for at have stjålet melodien fra en albansk sanger. Jeg har hørt den albanske sang, og ja…de minder meget om hinanden, men den serbiske  sangerinde synger så meget 
bedre at jeg har det som om hun kan gøre enhver melodilinje til sin 
egen.)   

Min favorit, den tyske swinger om at kvinderne regerer verden, klarede sig knapt så fantastisk og heller ikke den svenske dillerboy klarede pynten. Debuterende Georgiens bidrag var godt skruet sammen. 
Finske Hannah ville desværre være alene – så nu kommer hun aldrig til 
at høre min joke, der spiller på hendes dagjob: “Truck, hvor er det godt!” 

Jeg hyggede mig gennem showet.

Det vigtigste var at den dér rædsel af en katastrofe fra Ukraine ikke vandt. Forresten, lagde du mærke til at der stod ’69’ på ryggen af den trallende blikdåse?

Tænk at han støtter Ungeren…

Målet er ingenting…vejen er alt

Forleden stod jeg på mål i en fodboldkamp.

Stillingen var 1-1 og modstanderholdets venstre wing spurtede mod baglinjen med min højre back halsende efter sig.

Bolden hoppede lidt op i luften på den knoldede bane, og jeg fik en stærk fornemmelse af at wingen ville sende en aflevering ind over når bolden dalede ned igen for fødderne af ham.

Mit hold bestod af lutter forfattere.
Vi spillede mod Kulturministeriet.

Jeg tog chancen og bevægede mig væk fra den forreste målstolpe, for at sikre mig en optimal mulighed af for at kunne snuppe bolden når afleveringen faldt og bolden svævede ind i straffesparksfeltet. Wingen var kommet dybt ned i banen, så vinklen blev mindre og mindre i forhold til den målramme jeg skulle forestille at beskytte imod utidig indtrængen af runde opblæste ting.

Var ham wingen monstro embedsmand, ministerchauffør, betjent, studentermedhjælp eller spindoktor? I hvert tog han røven på mig så det sang ud over Kløvermarken. I stedet for at aflevere indover, ramte han nedfaldsfrugten klokkerent…og bolden hvinede trods den meget spidse vinkel ind i mit fatalt forladte mål, som en nypudset amorspil.

Det var ikke så meget et drop af mig som det var en fremragende
afslutning af ham på et helt uventet tidspunkt. At han havde spændstighed og åndsnærværelse nok til at få drejet bolden så skarpt i den modsatte retning af den hans krop var på vej i, var faktisk et mål værd.

I hvert fald gloede jeg lige en omgang da bolden susede ind i kassen.
Det smertede min faglige stolthed og vielgeschreierne vandt 2-1.

I dag læser læser jeg så i Euroman, at målmanden i den spanske 
hovedstadsklub Real Madrid tjener 64 millioner kroner om året – eller var det 58 eller 74…pludselig kommer jeg i tvivl, men i hvert fald fik beløbet mig til at studse og måbe.

Jeg var egentlig på vej til Rema 1000 for at købe tilbudsfrikadeller.
Det gjorde jeg så også, og da jeg kom hjem lå der et brev med udkastet til min ansættelseskontrakt som trappevasker og snerydder i den ejendom jeg bor i – og hvor jeg vil tjene 1000 kroner om måneden før skat.

Den faglige smerte er vel den samme, når madrilenernes målmand ser en bold sejle i mål i en situation som han egentlig troede at han havde kontrol over. Men alligevel…til den løn ville jeg sandt for dyden at sige 
kunne præstere topdollar lidende ansigtsudtryk.

Ama’r Halshug!

Beologen spræller forgæves i en anden kamp end den beskrevne

Slet ikke så klumt endda…

Tillykke til blogkollega Spacemermaid

Hun har fået drømmeønskejobbet som fast klummeskriver i ugebladet 
Femina, efter at have satset hele fiskebutikken og blogget om sit mest intime privatliv siden 2004.

Da hun blev tilbudt at få udgivet et  redigeret udvalg af bloggen i bogform, sagde hun først nej…men til sidst tog hun chancen alligevel.

Hun har altid blogget anonymt for at kunne skrive meget tæt op til og ind til sandheden, og da bogen var færdig skulle hun beslutte sig for om hun ville beholde anonymiteten…eller afsløre hvem hun er.

Problemet var at hvis hun fik succes med bogen – men var anonym – hvad skulle de aviser og magasiner som eventuelt ville bruge hende som skribent så stille op?

De kan ikke ansætte en klummeskriver ved navn Spacemermaid eller Kulmulen eller Søpølsen. Det holder ikke i længden.

Hun var i syv sind om hvad hun skulle vælge.

Jeg rådede hende til at komme frit frem, uanset at det kunne koste hende nogle konfrontationer med dem som genkender sig selv i blogggen, også selvom hun har prøvet at sløre deres identitet.

På tirsdag udkommer bogen ‘1001 Tårs Tøsetanker’ på Politikens Forlag – og selvom der står ‘Spacemermaid’ på omslaget, kan man på flappen se den 29-årige havfrues borgerlige navn og lidt om hendes uddannelse.
Der er dog intet portrætbillede…kun et foto af hendes fødder(?).

Femina reagerede hurtigt efter at have haft bogen til gennemlæsning og læst en prøveklumme fra den underlige fisk.

Jeg har også læst tøsetårsbogen, og synes hun fortjener det betalte job. 

Og jeg ved hvad hun hedder IRL…men jeg siger det ikke før på mandag.

  
Tegninger: Niels Valentin Dal

Ind over til en nikker!

I aften, torsdag kl 20 i LiteraturHaus, er mit lille ytringsfrihedsdigt med i  FilmPlatforms fest i anledning af premieren på dvd’en ‘MULTIMEDIEPOESI‘:

 
En montage af Patricia Davelouis og Ada Ortega Camara; en original visuel og lydlig oplevelse, hvor digte, film og musik komplementerer hinanden. 

Digte af Ursula Andkjær Olsen, Pia Juul, Thomas Boberg, Naja Marie Aidt, Niels Frank, Nicolaj Stochholm, Lars Skinnebach, Pia Tafdrup, Morten Søndergaard, Jan Hatt-Olsen, Bent Otto Hansen, Monica Bak Larsen, Jens Asbjørn Seehuusen og Klavs Bondebjerg vises på væggene med fine korte stumfilm af nordiske videokunstnere.

Sarah Boberg og Ken Vedsegaard lægger stemmer til henover  instrumentalmusikken af Sugar Beet. Digtere og kunstnere vil være til stede. Gratis adgang.

Fint nok – og jeg glæder mig til champagnen og til at få mit eget fri-eksemplar af dvd’en med hjem.

Men…hvorfor kan jeg så ikke alligevel lade være med at ærgre mig over at dette fornemme arrangement støder sammen med aftenkampen i Premier League mellem Tottenham Hotspur og Blackburn Rovers på White Hart Lane?

Hvordan kan jeg være i tvivl om hvad der er vigtigst for mig at deltage i med min allerfuldeste opmærksomhed?

Mener jeg i ramme alvor at jeg vil gå fra LiteraturHaus kl. 20.30 for at nå hen til en eller anden røgfyldt sportsbar med den rigtige antenne på taget for at glo på en engelsk fodboldkamp, der ikke handler om andet end en sølle femteplads i ligaen?

Det er intet mindre end bemærkelsesværdigt, subsidiært sørgeligt.

PS. Opdager lige at der også er semifinale i det internationale Melodi Grand Prix fra Helsingfors…det er da godt at der er noget at vælge fra, i stedet for at jeg ikke anede hvad jeg skulle lave.

Danser med Dijon

Jeg står på min datters pigeværelse med en mikrofon i den ene hånd.

Hun styrer sangstjerneprogrammet på Playstation, som med et virvar af ledninger er forbundet med hendes store fjernsyn.

En slags luksus-karaoke henover rigtige musikvideoer.
Nu skal det eddermukke mig være!

Endelig skal jeg vise hende hvordan man synger Danser Med Drenges røvsparkerhit ‘Hvor længe vil du ydmyge dig‘ til topdollar-score.

Ingen skal træde på mig når jeg fyrer den maks af!

Drengedansernes forsanger Rie Rasmussen og jeg når kun halvvejs i første vers da min mobiltelefon ringer…

Det er en munter ungersvend fra et jysk analyseinstitut som bare lige vil høre hvor meget indflydelse jeg mener at have på hele husstandens daglige indkøb. Da jeg bor alene tør jeg godt påstå at jeg har en vis indflydelse.

Min datter har allerede stukket hovedet langt ind i en lydisolerende dyne for at dæmpe den latter som bobler opad fra maven. Jeg har aktiveret telefonens højttaler, så hun kan lytte med…

Så vil friskusfyren vide om jeg nogensinde spiser sennep.

Sennep?
Sennep!

Det gør jeg en gang i mellem…faktisk fik jeg pølser til frokost.
Han indtaster svaret mens Ries og mit forhold går på truende stand by.

Men hvor tit bruger jeg sennep som sådan i madlavningen…vil han vide.

Jaeh, tjaeh….bum bum bum…alt for sjældent i forhold til hvad sennepsfirmaet havde håbet på. Den unge mand diskvalificerer mig som meningsdanner og ønsker mig fortsat god dag.

Min forkølelsessyge datter krøller sig sammen i et skønt mix af grin og hosteanfald – og ser ud til at have haft godt af at se sin far danse træskovals i endnu et muntert krydsfelt.

Denne gang bestående af gul sennep og rød front.

Og jeg klarede det!
Måske ikke til topdollar…men så til en glad hot dog.
Ikke fransk, men dansk!

Livet kan jo godt være lidt af en kradser.

Glæden, Sangen, Troen, Plasticsækkene

I aften er der gospelgudstjeneste i Brorsons Kirke på Nørrebro, og jeg kender til det danske kor som skal synge og gynge.

Jeg oplevede Sound of Gospel forleden til en gospelkoncert i Frelsens Hærs hovedsæde Templet på Frederiksberg.

De var gode.

Jeg er fristet til at cykle hen og se dem og høre dem igen, og det siger noget om den power som koret tilbyder sit publikum.

For jeg er jo udmeldt af folkekirken og kan ikke siges at høre til klubbens mest hengivne proselytter – tværtimod – og i mange år har jeg haft et anstrengt forhold til nordisk gospelsang.

Det skyldes en oplevelse for en del år siden, på svensk tv, med et norsk gospelkor som ved gud ellers gjorde alt for at vise et stærkt personligt engagement.

De kridhvide sangere spænede ind i tv-studiet iført nogle munderinger, som jeg er nødt til at påstå var opklippede sorte affaldssække af plastic – men det kan være min blinde modeplet som spiller mig et puds.

Det værste kom dog, da de sang en hjemmerørt gospelsang på norsk.

I sangen forestiller sangeren sig, at han står i en svedende kirkesal i en amerikansk sydstat og fyrer den maks af. Solisten sang for – og resten af koret svarede med et tordnende ekko og møllehjulsarme.

Meget sympatisk – men for pokker da…omkvædet:

Jeg er neger (jeg er neger!)
Jeg er neger (jeg er neger!)
Jeg er neger i et gospel-kooooooor!

(På norsk udtales g’et hårdt i ordet ‘neger’ og o’et i ‘kor’ udtales som ‘u’)

De gav alt hvad de havde i fem minutter…og spurtede ud af studiet igen.

Lige siden har jeg som sagt haft det hårdt med genren – men efter at have hørt Fangekoret og senest Sound of Gospel…er jeg tilbage på det punkt hvor der kun er min egen tvivl om budskabet tilbage.

Det er straks værre…men jeg prøver, og jeg synes faktisk det er en ren fryd at høre gospel – når det vel at mærke er ordentlig skruet sammen og afleveres med sikkerhed, stamina og ballon.

Så måske ser jeg lyset i aften.

Ellers må jeg nøjes med synet af smukke svedende dansende sangere.

Halleluja!

Bombina bombina

Klokkefrøens kalden går direkte i mit ene hjertekammer
I det andet natuglens skærende skrig
En sexgal hankats babyvræl i det tredje
Det fjerde fyldes af en hvals undersøiske sang 

Som en slags grøn optakt til MGP i Helsingfors har man i The European Bombina Song Contest kunnet stemme på hvilket lands kvækkeposer som klinger bedst – og fra Danmark deltog gruppen Kiss Me, I’m Under A Spell fra Røsnæs (klik på billedet og lyt med).

Det er en tysk naturorganisation som prøver at skabe opmærksomhed om arbejdet for at bevare den lille selvoppustelige padde, så den ikke bliver udryddet.

Nu venter jeg så bare utålmodigt på at den bliver reddet, så der kan rykkes seriøst for en af naturens allermest truede arter: klokkefåret.

Det Fælles

Sidste dag
højskolen.

En lidt ubehagelig opbrudsstemning  breder sig blandt
os 40 elever på de små værelser i det gamle Hotel Ærøskøbing.

I løbet af de fire måneder er vi gået fra tålt ophold til
en følelse af uadskillelighed.

Men om lidt afgår færgen – og virkeligheden venter ikke på nogen.

Jeg er 22 år, har halvlangt hår og vejer 72 kilo.

En gudeskøn norsk kvindelig elev på 24 år er faldet for mig under opholdet, og jeg er blevet gennemelsket i en grad så selv Henrik Ibsen ville have kaldt det ægte kærlighed.

Mens hun pakker de sidste ting, er jeg på vej hen til min gode jyske holdkammerat Kristens værelse.

Hans forældre har efter et besøg ladet bilen stå, så han kan transportere sit forstærkeranlæg og guitarer forsvarligt hjem til Århus.

Kristen og jeg har oplevet mange musikalske højdepunkter sammen i et  af skolens elevbands – med mig på stikkerne.

Han er som person en flegmatisk type, men når han trykker den af i en vild solo lyder det som om han er bandeleder, og ikke bare med i et band på en lille fredsommelig musik- og teaterhøjskole.      

Vil han mon lige låne mig bilen i ti minutter, så jeg ikke skal slæbe al min og Ã…ses bagage hen til færgelejet?

Jeg åbner døren til hans værelse uden at banke på, og ser til min nærmest chokartede overraskelse Kristen ligge i en ganske bestemt stilling i sengen sammen med en af holdets allersødeste piger.

Deres ansigter vender sig momentant mod mig og vi rødmer alle tre på tælling. Kristen har da vist ikke været om sig (efter hvad jeg ved) så jeg er glad for at han og hun udnytter opholdets sidste timer til noget så…fællesagtigt.

Men situationen er akavet.

Meget.

Jeg prøver hårdt på at holde mig til min agenda, slår blikket ned, og spørger henkastet om jeg må låne dytten.

De måber og ser først dybt forundrede på hinanden, og dernæst på mig henne i døråbningen.

Først nu opdager jeg at Kristen ikke har briller på…han må være meget glad for hende.

Jeg kan ikke mindes at have set ham uden de stålbriller på næsen.

Han rømmer sig og siger med en mærkeligt neutral stemme:

– Jo-eh…det må du da sådan set godt, men-ehhhh….hvorfor vil du det?

Jeg begynder at forklare om bagagen og alle Åses pakkenelliker, men inden jeg når til slutningen af den første sætning er de to elskende krakeleret i et latterhyl som lover godt for deres videre rejse mod ekstasen. 

Nu er det min tur til at måbe, og jeg har det som om det er mig der er blevet taget på sengen med bukserne nede. Kristen åbner sin lille skuffe i natbordet og smider bilnøglerne over til mig.

Jeg flygter fra den stemning som jeg slet ikke kan finde hverken hoved eller hale på, men regner med at det klarer de nok selv.

Da vi flere timer senere anduver færgelejet i Svendborg kan jeg ikke styre min nysgerrighed længere, og da Kristen et kort øjeblik er alene spørger jeg diskret hvad der egentlig var så morsomt ved at jeg gerne ville låne hans bil.

Han smiler lunt, og siger at de misforstod mig i første omgang. 

De havde hørt det som om jeg spurgte om jeg måtte låne dynen.

Han siger ikke mere og jeg får en masse tanker på een gang.

Dynen kan jeg godt huske…den dækkede lige præcis de centrale områder af deres nøgenareal, selv om der bestemt ikke var nogen tvivl om hvad de foretog sig, i og med at hendes meget lækre ben stak udtil siderne med fødderne pegende opad.

Og nu går det op for mig at Kristen er en venlig mand.

Han sagde jo også ja i første omgang!

Grundtvig var sgu genial.