Monthly Archives: juni 2007

Hold mig i hÃ¥nden til sidst

Ikke kategoriseret

Min far døde da jeg var 17 år.
Det var en ret dramatisk oplevelse en forårsmorgen i april.
En mandag.
Han var 65 år.

Om fredagen havde vi spillet Piratbridge, og far havde været i et usædvanligt festligt humør. Han jokede og smilede, og jeg optog seancen på min lille kassettebåndoptager. Den flaprende lyd når han blandede 
kort gik meget tydeligt igennem, kan jeg huske, men om lørdagen slettede jeg båndet til fordel for noget popmusik.

Jeg kunne jo ikke vide at min far ville dø om mandagen, vel?

Han blev dårlig i løbet af natten til mandag.
Den tilkaldte læge sendte straks bud efter en ambulance.
Jeg regnede helt sikkert med at far nok skulle klare den, for det havde han gjort alle de andre gange, med blødende mavesår, åbent kraniebrud, kompliceret skulderbrud, små blodpropper osv.

Jeg var ikke forberedt på at noget slemt kunne ske, og så havde jeg jo min mor i baghånden. Min søster var for længst flyttet hjemmefra og havde sin egen familie og var 29 år.

Mor var hjemmehjælper, og da ambulancen kom til rækkehuset hvor vi boede tog hun den beslutning, at jeg kunne følge med til sygehuset.
Så ville hun lige skynde sig hen til et par af de gamle, der sad og ventede på at hun kom og gav dem omsorg og pleje på det faste 
klokkeslet. Mor havde nemlig disciplin.

Hun tog sin røde hjelm og sit gult-blåt-hvide Tottenham-halstørklæde på, og cyklede sin røde Puch Maxi i gang. Jeg satte mig ind i ambulancen ved siden af chaufføren.

Mor ville komme senere, sagde hun.
Det løfte holdt hun.

Jeg prøvede at dæmpe min glæde over at sidde lige dér, hvor en rask dreng gerne vil opholde sig. I en ambulance med skrigende farver omgivet af rare falckreddere, der siger beroligende ting, medens vognen tager hjørnerne på to hjul og får alle andre trafikanter til at kaste sig til siden. Det var en indvirken på omgivelserne som jeg normalt kun kunne drømme om. Jeg nød det.

I kabinen bagved arbejdede den anden falckredder med min far, og han fik chaufføren til at varsko sygehuset om at min far ikke havde godt.
Det bekymrede mig ikke det fjerneste.
Min far var jo udødelig.

Efter ankomsten rullede de ham hurtigt ind på Modtagelsen.
Han havde iltmaske på, så jeg, og syntes det var noget pjat.

Jeg blev placeret alene i et såkaldt Skyllerum.
I flere omgange kom en ældre læge ind og spurgte om jeg vidste hvor min mor var. Jeg sagde til ham, at hun var på job som hjemmehjælper, i samme kommune som hospitalet.

Lægen sÃ¥ meget alvorlig ud, og det undrede mig – for han sagde at min far sÃ¥ ud til at klare det. Enten har han sagt det, han hÃ¥bede på – eller ogsÃ¥ fejlhørte jeg ham. Et erindringsbillede om at lægen stod og fumlestoppede en pibe, kan nok heller ikke passe, men sÃ¥dan husker jeg det, og dengang var rygning jo ikke sÃ¥ forkætret som nu.

Jeg havde en James Bond hoppebold af massivt gummi med. Den sad jeg kastede jeg op på fliserne.

Der gik laang tid.

Så svingede lægen døren op igen og sagde, nærmest henkastet, at nu var min far altså død, så nu måtte vi have fat i min mor.

Det undrede mig stærkt, at min far pludselig kunne være død, når han ifølge den selvsamme læge lige havde klaret den.
De modstridende meldinger gjorde at jeg ikke reagerede følelsesmæssigt i første omgang, tror jeg.

Desuden havde jeg endnu ikke mærket nogle konsekvenser af at han ikke levede mere. Jeg havde endnu ikke mistet noget i mit liv, selvom min far lige havde mistet sit, på grund af en blodprop i hjertet.

Jeg skulle først til at miste og mangle nu.

Det er lidt af et stemningsskift først at sidde i en hylende ambulance, og 
så kukkelure mutters alene i et hvidt skyllerum i en halv time/tre kvarter, uden andet selskab end en massiv gummibold og nogle stativer 
med fade og skåle i rustfrit stål.

Jeg kan måske godt undre mig nu over at de lod mig sidde der alene.
Men sådan var metoden åbenbart i 1974.

I samme sekund jeg trÃ¥dte ud pÃ¥ gangen, blev dobbeltdørene ind til afdelingen smækket op med et brag – og min mor skred stortudende ind på scenen iført sin hjemmehjælperuniform og sin røde 
styrthjelm i hånden.

Det var ren opera.
Kæmpestore følelser af afmagt, sorg, bestyrtelse og vrede.
Wagnersk.

Hendes reaktion var så kraftig, at jeg omgående glemte alt om mine egne følelser. Jeg fik et chok over hendes reaktion, i stedet for at forholde mig til min fars død. Pudsigt at det ikke faldt hende eller andre 
ind, at jeg måske også skulle kunne være ked af det.

Jeg forvandlede mig på stedet til hendes hjemmehjælper og støtteperson, og det fortsatte stort set til hendes død 31 år senere på det samme 
hospital.

Det skete midt i maj, og jeg blev vækket af telefonen kl. 04:45 af en læge fra intensivafdelingen.

Han sagde at det nok var bedst at jeg stod op og kom derhen, fordi min mor havde fået et tilbagefald og ikke så ud til at kunne kæmpe imod denne gang.

Hun var 79 år og havde været syg i nogle år, både med kredsløbet og senest med nyrerne. Nu gik den ikke længere. Jeg ringede og vækkede min storesøster, og hun ville også tage af sted.

Man gør mærkelige ting i de situationer hvor livet taler med store bogstaver. Min søster kørte for eksempel i bil lige forbi min bolig og kunne snildt have taget mig med. Men det tænkte ingen os på, fordi hele vores opmærksomhed var hos vores lille mor, der lå i sengen med alle apparaterne og lydene og de lige så mange sygeplejersker, læger og hjælpere.

Jeg tog den allerførste morgenbus, men mÃ¥tte alligevel gÃ¥ et pænt stykke fordi buslinjerne ikke passede sammen. Undervejs tænkte jeg på dengang med min far, men min mor lÃ¥ pÃ¥ Intensivafdelingen – og ikke pÃ¥ Modtagelse.

Mors død blev langt mere fredelig.

Min søster og jeg stod omkring hendes seng.
Klokken var kvart over seks og udenfor skinnede solen.
Lægerne skruede langsomt ned for de mange medikamenter, der hjalp mors system til lige nøjagtigt at cirkulere. Hun var ikke ved bevidsthed og selv om hun så ret medtaget ud, så var hun rolig og så fredfyldt ud.

Min søster og jeg sagde søde ting til hende, og roste hende for at have kæmpet så flot i alle de år. Vi gav hende små kram og vi holdt både hende og hinanden i hånden, da hun udåndede.
Slutningen virkede helt naturlig og udramatisk.
Hun havde ikke mere livskraft, og jeg havde en stærk følelse af at nu fik hun endelig fred for alle lidelserne.

Hun var en fantastisk livsfighter, og jeg bliver helt udmattet bare af at tænke pÃ¥ hvor meget hun har slidt og slæbt for mig og min søster og min far og, i barndommen, sin lillebror – som mor tog meget ansvar for.
Min mormor lå nemlig på hospitalet i det meste af min mors opvækst.

Det er selvfølgelig underligt at blive forældreløs, og når det sker kommer det bag på en. Men det er sådan det skal være. Man skal miste sine forældre, når de bliver gamle eller deres kroppe ikke kan mere.

Jeg savner min mor, og hendes hybridnet og de mange smÃ¥beløb – og de store beløb – og hakkebøfferne og hyggestunderne. Men jeg mærker ogsÃ¥ en dyb glæde ved at hun fik fred for sine smerter. Dem havde hun ikke fortjent.

Så kan jeg i stedet glæde mig over det liv jeg har, eller kan få.
Jeg kan glæde mig over hvor livsduelige alle verdens børn ser ud til at være. NÃ¥r forÃ¥ret kommer er det hver eneste gang en ny verdensfødsel. Livet vinder over døden – ogsÃ¥ selv om det kan gøre lidt nas, nÃ¥r knopperne brister. Og begge mine forÃ
¦ldre døde jo om forÃ¥ret.

Min datter ser strengt på mig, og siger at jeg ikke må dø.
Jeg plejer at berolige hende med, at det har jeg ingen planer om foreløbig – og da slet ikke sÃ¥ længe fodboldsæsonen er i gang.
Desuden er jeg alt for glad for hende og hendes storebror til at ville gå glip af noget som helst.

Men jeg tilføjer vist også meget stille og roligt, at hun jo kan se på mig at man godt kan leve videre, selvom man mister sine forældre.

Selvfølgelig skal jeg dø, og i modsætning til Woody Allen har jeg tænkt mig selv at være til stede når det sker. Mit eneste krav er at de har hybridnet på det hospital jeg ligger på, og at de har et lager af friske James Bond-bolde. Så kan jeg ligge og kyle dem op ad væggen, medens jeg venter på at min tid er ude.

Og hvis det trækker ud så kan mine besøgende få en bold, finde et skyllerum, og øve sig lidt. Det er jo ret ømfindtligt apparatur, der er på en intensiv sengestue.

Men så til sidst er tiden endegyldigt inde og min ude.

Det er livet.

Man dør af det, men livet som sådan er livligt.

Advertisement

Med horn og blink op pÃ¥ fortovet

Ikke kategoriseret

På Aker Sykehus i Oslo kaldte portørchefen mig Danske Hansen.

Året var 1980 og jeg havde været ansat som portørvikar i et par måneder.

I begyndelsen havde jeg kørt rundt i kældergangene med beskidt vasketøj – skittentøy – og jeg havde hentet patienter til og fra Røntgen.
Nu skulle jeg være assistent på en af sygehusets patienttransportbiler.

Bilen var fuldt udstyret som en almindelig ambulance med blåt blink og horn, hidsige farver og genoplivningsudstyr. Den blev dog udelukkende brugt til hospitalets interne og eksterne patienttransport. Udstyret var der for at man kunne sætte farten op, hvis en patient skulle få en krise undervejs.

Jeg skulle sidde inde hos patienten og se glad ud – og mÃ¥ske holde i hÃ¥nd, hvis der var brug for det. Det var mest ældre mennesker vi kørte med. Jeg mÃ¥tte ikke selv køre bilen, selv om jeg havde dansk kørekort. Det var jeg ganske ligeglad med at jeg ikke mÃ¥tte, men det undrede mig alligevel.

Min overordnede portørmakker, SjÃ¥føren, havde jo en videreuddannelse, som gjorde ham i stand til at yde avanceret førstehjælp, og jeg tænkte ofte pÃ¥ hvad man egentlig havde tænkt sig vi skulle gøre, hvis patienten fik et hjertestop eller lignende? Jeg havde nemlig ingen uddannelse i førstehjælp, og hvis jeg ikke mÃ¥tte køre bilen…hvordan skulle vi sÃ¥ lissom kunne hjælpe vores patient?

Heldigvis opstod dilemmaet ikke i den tid jeg var sykebilassistent, men hvis problemet var opstået havde jeg selvfølgelig kørt bilen, regler 
eller ikke regler.

Vi rullede for det meste bare adstadigt rundt i Oslo og hentede og bragte patienter, og det gik helt fint. Vi kørte ogsÃ¥ med døde patienter (kaldet: Morser) til og fra afdelinger og kapeller, og det var jeg ikke bleg for…til mine kollegers store skuffelse. Det var ellers den store manddomstest for nyansatte, men jeg er sgu mere bange for hvad levende mennesker kan 
finde pÃ¥…  

Der var ogsÃ¥ en tredje opgave, nemlig at transportere blod til og fra hospitalernes blodbanker – og det var ind i mellem noget der skulle gÃ¥ stærkt. En dag blev vi kaldt til Blodbanken pÃ¥ vores eget sygehus, og fik besked på straks at køre til Ullevaal Sykehus med blod til en patient pÃ¥ operationsbordet. Det hastede…meget!

Vi styrtede ud i Volvoen, satte horn og blink på da vi nåede ud fra hospitalsområdet, og så ellers: Sømmet i bund! Udrykningshornet skiftede mellem at hyle op-og-ned med én lang ubrudt tone, og brøle med en enormt irriterende og særdeles effektiv hakkende lyd.

Min makker driblede ambulancen hurtigt og sikkert rundt i Oslos tætte trafik, mens jeg holdt godt fast i termokassen med blod. Flere gange oplevede vi, at bilister tilsyneladende ikke bemærkede at vi skulle forbi dem…selv om vi lÃ¥ lige bag dem, og blinkede og hylede det bedste vi kunne!

Måske hørte de høj radio eller musik?

Når de så e-n-d-e-l-i-g fik øje på to vrede ansigter i deres bakspejl, så kastede de skamfuldt bilen til enten højre eller venstre, uden at se sig for! Den manøvre var livsfarlig, simpelthen! En enkelt gang brugte vi fortovet for at komme indenom en bilkø, og da sendte jeg en tanke til min familie i Danmark og til min norske kæreste, Ã…se, der var på arbejde. Jeg frygtede at hun var ude at gå en tur på et fortov i nærheden af ruten, men min makker kørte godt.

Da vi nærmede os Ullevaal aftalte vi, at han skulle tværstoppe lige foran indgangen til Blodbanken, og så skulle jeg skynde mig op med den dyrebare last. Inden bilen holdt stille var jeg hoppet ud. Jeg vidste at Blodbanken lå på 12. etage i den høje bygning.

Og hvad ser jeg som det første til min store panik: Ingen ledig elevator!

To af dem var optaget af sengetransport, hvilket betød at døren sad i hak på een eller anden etage, så det kunne tage både ti og tyve minutter.
En var under reparation og ude af drift.
Den sidste var I Fart, men jeg kunne se der holdt nogle madvogne, så det kunne også tage meget, meget lang tid.

Der var kun een ting at gøre…trappen!

24-årige Hansens lårbasser og lægge var trænet til den udfordring, efter ca. 18 års fodboldtræning i Gentofte-Vangede Idrætsforening, og et utal 
af kampe. Da jeg nåede op til blodbankens reception var jeg totalt syret til, og min vejtrækning havde det værre end den patient med kun een lunge, som jeg blot få dage før havde mødt på Røntgen, hjemme på Aker Sykehus.

Sveden spulede af mig (det var en varm dag i forvejen) og jeg glemmer aldrig den mand, der skulle modtage blodet. Han så næsten uinteresseret ud og var fuldstændig cool.

Jeg nærmest skreg: – Jeg kommer med blodet fra Aker!

Han løftede det ene øjebryn en halv millimeter, og sagde at det da var fint nok. Så tog han termokassen som om det var hans egen madpakke, og at han vidste, at der var de samme seks myseostemadder i den som altid. For mig var det et enormt antiklimaks at han virkede så uengageret, men måske var han bare en meget professionel type som ikke ville lade følelser påvirke hans koncentration og overblik.

Han tjekkede meget nøje de papirer jeg havde med, sammenlignede dem med sine egne pÃ¥ bordet, og sÃ¥ gik han laaangsomt ud af døren med termokassen…sikkert hen til operationsgangen.

PÃ¥ vej hjem til Aker fik jeg en reaktion. Jeg rystede over hele kroppen.
Dagen efter fik vi besked om, at det var godt vi havde skyndt os.
Den patient som havde akut brug for de mange portioner blod, havde overlevet. Da blev jeg glad og stolt.

I dag er jeg bloddonor på Bispebjerg Hospital, og jeg bor lige over for indkørslen som ambulancerne bruger.

Der kommer mindst 10 hylende biler hver dag.
Jeg gider ikke engang løfte blikket.
Den drengedrøm har jeg udlevet.

For der var jo også dengang, jeg som 17-årig fulgte med i den ambulance, som med udrykning kørte min far til hospitalet med en fatal blodprop i hjertet.

Men det er en anden historie…

Jeg støtter forfattere med 1.659,25 kr.

Ikke kategoriseret

Igen i år får jeg ingen penge for at mine tre bøger kan lånes på bibliotekerne. Biblioteksafgiftens undergrænse er på 1.737 kr. og ifølge det sindrige pointsystem har jeg kun optjent 1.659,25 kr.

Dermed udbetales beløbet ikke, ifølge Lov nr. 1053 af 17/12-2002 vedtaget af et enstemmigt Folketing. Pengene lægges i stedet sammen med alle de andre småbeløb, som så kan søges i store, dejlige arbejdslegater.

Dem har jeg bestemt også søgt år efter år, men hidtil uden held.
Ifølge de bevilgende udvalg, bestående af indsigtsfulde kolleger, skriver jeg ikke godt nok til at komme i betragtning. Derfor er jeg kun glad for at kunne støtte mine kolleger, som bestemt heller ikke vælter sig i penge, gennemsnitligt set.

Alligevel…jeg kunne sgu godt have brugt de 1.659,25 kr. til at hygge med datteren, nÃ¥r hun snart kommer pÃ¥ ferie i en uges tid. Men sÃ¥dan vil Folketingsflertallet ikke have det, og Smukke Brian Arthur siger jo at forfatterne trives bedre end nogensinde før.

Gad vide om han kunne klare sig for 120.000 kr. om Ã¥ret, før skat.    Næppe, vil jeg nok sige…næppe.

Jeg må se at få udgivet et eller andet meget snart, så jeg kommer op 
over minimumsgrænsen, og ikke gang efter gang skal åbne det samme brev fra Biblioteksstyrelsen med det samme lakoniske indhold.

Man skal ikke være kogthÃ¥rd

Ikke kategoriseret

TV Avisen har en dygtig ung reporter ved navn Erkan Ã–zden, som trods sit 
tyrkisk klingende navn sikkert er født og opvokset her i sit hjemland.

Hver gang jeg har set ham i aktion og funktion, f.eks. under rydningen af Ungeren og på hans reportagerejser verden rundt, har jeg bemærket hvor præcis hans sprogbehandling er, og hvor god han er til at præsentere sine historier på en troværdig og seværdig måde.

I går hørte jeg ham i Middagsradioavisen.
Han var et eller andet sted i det store udland, men hvor kan jeg simpelthen ikke komme i tanke om.

Det eneste jeg husker, er det helt nye ord han benyttede sig af, sikkert ved 
en fejl på grund af en banal fortalelse i skyndingen, under den direkte 
telefonrapportering.

Han sagde om en gruppe mennesker, at de bestemt ikke var sødblødne.

Er det ikke et fint nyt ord?

Fifteen Love

Ikke kategoriseret

Med en stor klump i halsen meddelte tennisspilleren Kenneth Carlsen 
tidligere i dag på et pressemøde i Kløvermarkens Tennisklub på Amager, at han til oktober stopper sin femten år lange karriere.

34-årige Carlsen har nået gode resultater i årenes løb, med tre flotte ATP-turneringssejre og en samlet præmiesum på 16 mio. kr. samt sponsorindtægter.

For mig betyder han noget helt specielt.

I 1991 blev jeg ansat som reporter på TV 3 Sporten i London, da den svenskejede tv-kanal delte signalet i tre: TV 3 Sverige, TV 3 Norge og TV 3 Danmark.

Med ganske få medarbejdere skulle vi hu hej bygge en dansksproget sportsredaktion op, og vi havde masser af tunge sportsrettigheder: engelsk og italiensk topfodbold, golf, boksning, NFL, ishockey og tennis.

Min første større opgave som reporter var at flyve til Portugal, sammen med en dygtig svensk filmfotograf, Bo. Vi skulle uddele den ene af TV 3 Sportens to Talentpriser til en lovende yngling.

Og jo…det var sÃ¥mænd Kenneth Carlsen, som skulle til at begynde sin 
opstigning på ranglisten, via Satellit-turneringer rundt om i Europa.

Bo og jeg landede i Lissabon, lejede en bil, og kørte ned til 
Algarvekysten for at finde den danske opkomling. 

Vi fandt ham på et halvtomt hotel i Albufeira – og lavede et interview på en forblæst 
terrasse hvor en kølig forårsbrise fik ham til at fryse så voldsomt, at hans 
stemme dirrede lige så meget som ved afskedspressemødet seksten år senere.

Men dengang lavede vi nogle optagelser på en nærliggende tennisbane, hvor Bo (med kameraet på skulderen) skulle lade som om han spillede 
mod Carlsen, blive passeret af en lige baghånd, og derefter gå op til nettet og takke for kampen, efter at have tabt den afgørende bold.

Det fungerede faktisk efter hensigten. Carlsen spillede rollen fornemt, 
kiggede lige ind i linsen, takkede for kampen og fortsatte, i billedet, langs nettet og hen til den ventende reporter.

Jeg overrakte ham blomster og checken på 10.000 kr.
Den dag begyndte hans og min professionelle karrierer på en måde 
samtidigt. Han var 17 år, og skulle året efter i gang med Challenger-turneringer som Senior. Alt, hvad han i interviewet drømmer om, gik i 
opfyldelse. Han blev det længe savnede lokomotiv i dansk tennis.

Jeg har så ikke just tjent en million kroner om året, lissom Carlsen har 
gjort siden da, men han har så også virkelig knoklet sig til hver 
eneste fuldt ud fortjente øre. På den måde var talentprisen jo velanbragt.

Havde jeg fået lov at fortsætte på TV 3 efter 1997, så havde jeg nok også tjent en god hyre på årsbasis.

I dag siger Kenneth så tak for denne gang, og han håber at kunne fortsætte i en eller anden funktion i det miljø som har betydet så meget for ham, efter eget udsagn.

Jeg har for nylig søgt et opslået job som fodboldkommentator på TV 2 
og VIASAT’s nye sportskanal, TV 2 SPORT. Efter kvitteringen for 
ansøgningen har jeg ikke hørt mere fra dem, og det regnede jeg for så
vidt heller ikke med. Men da de ligefrem skrev at dokumenteret erfaring ville tælle ekstra, kunne jeg simpelthen ikke nære mig. Der er nemlig 
ikke ret mange med en portefølje som min, lige på dét specialområde. 

Kenneth Carlsens ungdomskælenavn i tennismiljøet var vistnok Kylling.
Så må jeg være have været tv-sportsjournalisternes Struds.

Jeg har hele programmet med Carlsen-indslaget på vhs-bånd.
Sportssøndag pÃ¥ 3’eren fra søndag 22. januar 1991, hvor jeg i øvrigt fik min debut som fodboldkommentator: Arsenal-Leeds, FA Cup 3.rd.: 0-0.

Carlsen er velkommen til at besøge mig her på Bjerget, hvis han vil se sig selv som ganske ung igen. Så spiser vi jordbær og drikker champagne.
Hvis han gi’r! 

PS. Den anden Talentpris forresten gik til svømmeren Mette Jacobsen.

Dunk! Dunk!

Ikke kategoriseret

En kvinde begravet i sand, kun overkroppen er fri.
Fanget i et ørkenlignende landskab.
Alligevel virker hun påfaldende upåvirket af situationen.
Hun har stadig orden i sit liv.
Hun har sit spejl, sin hårbørste, læbestift, neglefil og andre ting.
En pistol.
Så længe hun kan gennemføre en daglig rutine, en velkendt procedure, trues hun ikke af det skæbnesvangre, overordnede faktum at hun sidder fast.
Vi mærker i hvert fald ingen reaktion hos hende.
Kvinden befinder sig oppe på scenen.

Min mor og jeg er i teatret.
Stedet er Bristol Teatret på Strøget, året er 1978.
Stykket er Samuel Becketts klassiker, Glade Dage.
Hovedrollen spilles af Lily Weiding, hvis lyse, sprukne stemme og let skrøbelige gestik er med til at underminere Winnies postulerede uforanderlighed, der virker stærkt provokerende på os i salen

Hvordan kan Winnie dog være så rolig?
Forstår hun da ingenting?
Er hun rigtig klog?

Dunk! Dunk! Mor kan ikke sidde stille. Hun er ramt. Hun sparker til sædet foran, som heldigvis er tomt. Mor er med. Hun kommenterer stykket. Hun giver Winnie gode råd, forgæves, og det er svært at finde sig i når man er 53 år og stadig fuld af fest og farver. Jeg er selv lige fyldt tyve.

– Ta’ og skyd dig selv!, halvt lér og halvt grimasserer hun op mod scenen.
Det er pinligt, synes jeg.

De andre i salen hvisker sammen, nogle fniser lidt. MÃ¥ske er mor et velkomment afbræk, i et stykke de ikke rigtigt forstÃ¥r. De fleste er her mÃ¥ske kun fordi stykket er med i den ’billetpakke’, som man dengang var nødt til at købe for at fÃ¥ rabat, og som ogsÃ¥ indeholdt det lystspil, de langt bedre kan lide. Dette tunge, symbolske drama er ikke lige dem, fornemmer jeg. De har pænt tøj pÃ¥, og er mÃ¥ske ankommet i en sød beruselse, efter en god middag pÃ¥ restaurant. Og de gÃ¥r jo sÃ¥ sjældent ud. Børnene. Pengene. Tiden. De er ikke klar til at gÃ¥ ind i Winnies og Becketts verden. Ikke i aften. I morgen.

Lily Weiding reagerer tilsyneladende ikke på mors medleven. Ikke mærkbart, i hvert fald. Hvad ved jeg om pauseringer, om hun må ændre rytmen, musikken, jazzen hos Beckett. Men hun må da høre det? Pudsigt nok er hun og mor jævnaldrende.

Jeg har det ikke godt.
Mors opførsel gør mig utilpas.

Dunk!

– Hold nu op!, hvisler jeg sammenbidt og ser mig omkring.
Jeg er dobbeltprovokeret, og har det hårdt med både at skulle klare Winnies selvbedrag og mors næsten selvfølgelige reaktion oven i.

På få år har mor mistet sin mand, sin mor og sin elskede lillebror, hendes eneste søskende. Jeg har mistet min far, men har rigeligt at gøre med at holde sammen på mor, som midt i sorgen arbejder hver dag med sygdom og død i sit hjemmehjælperjob.

Vi rammes begge af stykkets absurditet. Jeg analyserer, mor reagerer. Hendes reaktion er sikkert den sundeste på lang sigt, og jeg bliver helt flov over at fordømme hende. Hvor mange gange har jeg ikke siddet som tilskuer, og savnet engagement og dynamik både på scenen og hos de andre publikummere? Hvor mange gange har jeg ikke i mit stille sind drømt om at ruske i spillerne, og spørge om de spiller for sig selv, eller om de vil mig noget? Om jeg hellere skal gå hjem, så de kan passe karrieren i fred?

Eller drømt om at spillerne pludselig stopper midt i stykket, og spørger ned i salen om publikum er ligeglade, siden man ikke kan mærke på scenen, at der er andre til stede?

Publikum er ofte fri for at blive ramt af andet end trangen til at fnise og klappe. Ofte er de mere interesseret i skuespillerne end i selve stykket. Jeg har oplevet fremragende angreb fra scenen blive pareret af et uinteresseret publikum. Der er jo kaffe bagefter. Night caps. Vi er her for at more os, og har betalt for det.

I anden akt er Winnie sunket dybere ned i sandet, så hun nu kun har hovedet fri. Alligevel fortsætter hun med at tale sig selv væk fra erkendelsen af det uomgængelige. Gennem hele stykket har hendes ørkesløse mand siddet i baggrunden med ryggen til, uden at mæle et ord. Højst et grynt.

Dunk!

РMor, alts̴!
– Ja, ja…!

Det lykkes mig til sidst at få dysset og tysset hende ned, selvom det egentlig byder mig imod. Er det ikke netop det her, dramatikeren, instruktøren og spillerne ønsker sig mere end noget andet? En reel, gedigen, saftig og uartig reaktion? Noget, der forbinder fiktionen med virkeligheden? I nuet?

Enten er mor en bedre teatergænger end mig, eller også havde vores middag forinden været lidt for opbyggelig.

Dunk!

– Ha, ha…!
– MOR, for fanden!

Winnie: – Og nu?