Miu…miu…miu…miu…

Jeg kan se ham for mig.

Han var franskmand og et af de flotteste mandfolk jeg nogensinde har set. Temmelig høj med langt sort hår, gnistrende blik og atletisk krop.
Det var ikke så underligt at han havde scoret sig en velskabt svensk skønhed.

Hun var naturligt smuk, på den måde at hun ikke gjorde meget ud af sig selv, for det var der ingen grund til. Blå øjne, langt lyst hår, perfekte tænder, harmonisk ansigt, flotte kurver.
Jeans og t-shirt.

De boede sammen hos hende i Sverige.
Det var et par som passede perfekt til hinanden.
Harmonien var udtalt, og lykken bestilt hos forsynet i mange år fremefter.
 
Men nej.

En trafikulykke kom i vejen.
Han fik en hjerneskade, som gjorde ham til det modsatte af en drømmemand i den vestlige verdens gennemsnitlige optik.
Hun var ikke kommet noget til.

Det eneste han kunne (efter meget lang tids sygeleje) var at gå rundt i sit værelse på en genoptræningsinstitution, og sige miu miu miu miu med en tynd og lys stemme.

Tragedien var på en måde dobbelt, idet han havde bevaret en stor del af sin opfattelsesevne, så han udmærket godt vidste hvad der foregik omkring ham.

Han vidste hvad han ville sige, men ordene var væk.
Det gjorde ham bare endnu mere ynkelig i sine egne øjne.
Hun besøgte ham meget og trøstede ham.
Hun talte for dem begge, for han kunne jo kun sige miu miu miu miu….

Jeg kendte dem ikke personligt.

Deres skæbne blev fortalt i en tv-dokumentarudsendelse jeg husker tydeligt, selv om det er cirka tyve år siden jeg så den.

Før ulykken var han en type, der ikke tog imod ordrer fra nogen og mestendels gjorde hvad han selv ville. Hvis han fik lyst til sin kæreste, fik han som regel sin vilje med hende – og hun var bestemt ellers en stolt og fri kvinde, som kendte sit eget værd og satte sine egne grænser. Det, at hun kunne mærke hans stærke begær, gav hende lyst til ham, hvis hun ikke selv lige havde den forinden.

Efter ulykken gik der selvsagt kuk i deres forhold.

Hun elskede ham lige så meget som før ulykken, men han var ikke den samme mand mere. Han var anderledes. Der var intet samliv som sådan.
Kun hendes medfølende og medfølgende kærlighed og hans fortvivlede gentagelser af det samme lille ord.

Man så ham trave frem og tilbage og vente, og når hun kom på besøg blev han både glad og ked af det på samme tid.

Hun prøver at få ham til at forstå et eller andet.
Han rynker øjenbrynene, og prøver at formulere et svar med en lillebitte antydning af protest, men kan kun præstere den samme sørgelige lyd og tøffe et par gange rundt om sig selv.

Til sidst holdt hun op med at komme.
Han ville aldrig få det bedre.
Hun begyndte et nyt liv.

Måske gengiver jeg detaljer forkert, for jeg har ikke set tv-programmet siden dengang, men jeg har en intens erindring af kontrasten mellem hans udstråling før og efter skaden.

Måske på grund af lyden af hans stemme.
Den mindede om små dyreunger.
Hjælpeløse hvalpe og killinger.

Lyden fik mig måske til at mærke hvor meget jeg selv trængte til at pibe og klynke og græde. Men det var jeg jo ikke meget for at indrømme.
Måske bar jeg på en uerkendt frygt for at der kunne ske det omvendte for mig. At hvis jeg viste tegn på svaghed, så kunne jeg som straf miste talens brug og komme ud for en stor ulykke.

Der er gået mindst tyve år siden programmet blev vist.
Jeg kan både tale og bevæge mig frit.
Ind i mellem dukker manden og kvinden op i hukommelsen.

Det skete for eksempel da jeg læste om en stærk og moderne kvinde, der havde ladet sig skille fra sine børns far, fordi hun mente han var en karklud.

I stedet har hun nu fået sig en stærk og rig og selvstyrende kæreste, som hun føler sig meget mindre sikker på, faktisk så meget at hun tvivler på om forholdet kan holde. Han har ikke svigtet hende (for han har ikke lovet noget som helst) og hun tør dårligt nok kræve noget af ham.

De bor ikke sammen, for det er han slet ikke parat til.
Hendes børn er han lidt i tvivl om hvordan han skal forholde sig til.
Hun er i hvert fald vild med ham.
Han er åbenbart noget så vidunderligt ustyrlig.

Ordet karklud triggede min erindring om det svenske par.

Kald mig bare køkkenrulle.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s