I dag er det Johannes Dyppers fødselsdag

Hvor gammel Johannes Døberen sådan helt præcist bliver, ved jeg måske ikke sådan lige på minuttet, men det er jeg vist ikke ene om. 

Pyt med det.
Vi fejrer Skt. Hans i dag og endnu mere i aften.

Sjovt nok er Sankt Johannes skytsengel for de sindssyge.
I Roskilde, eller rettere på Skt. Jørgensbjerg, ligger Sanct Hans Hospital for Afsindige, Pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme.

I 1908 købte Københavns Fattigvæsen ‘Bistrup Hovedbygning’ og indrettede en ‘lemmestiftelse for sindssyge, invalider og fattige’. Siden da er sindslidende fra hovedstaden blevet indlagt på Sanct Hans, som var det første egentlige behandlingssted for sindssyge i landet.

Stedet hed Roskilde Amtssygehus Fjorden i mange år, men efter amternes nedlæggelse har det fået sit oprindelige navn tilbage: Sct. Hans Hospital.

Jeg boede en kort overgang (1999-2000) på Sankt (nej, ikke Hans) men Skt. Jørgensbjerg, i Asylgade. Ofte gik jeg lange ture i området og tit gennem det meget store grønne areal, som Sanct Hans består af.

En dag gik jeg på et fortov, netop på Sanct Hans, og hørte ‘Sprogminuttet’ på min lille lommeradio med ørepropper. Dagens emne var, hvordan nogle mennesker blander ordsprog og vendinger sammen:

Et skud på tasken
Et slag i tågen

Da sprogprofessor Jørgen Lund på sin helt egen knastørre måde sagde de to ordsprog, kom jeg til at grine meget højt og spontant. Så skete der to ting på et halvt sekund. Først blev jeg dødflov over sådan at kæfte op midt på offentlig vej, men så kom jeg i tanke om hvor jeg var:

Her kunne det vel ikke anses for andet end ret “normalt” at sætte i et stort skvaldergrin uden videre? Så jeg gik ufortrødent videre.

I aften skal jeg så spise dagens særligt kraftfulde sankthansurter. Desværre missede jeg at drikke af den særligt stærke dug på græsset i morges. Og så må jeg vel hellere gå hen til et bål, så de onde ikke lander lige dér hvor jeg står.

Til Heklafjeld med dem!

Ild bryder ned og forvandler.
Måske kan selv den værste heks blive til en kvinde som jeg kan tumle, hvis hun lige får en halv time på 2000 grader marineret i sursøde ord?

Tja, måske går den på på Bloksbjerg, men næppe her på bjerget. 
Jeg brændte mig på min ovn for nylig, og jeg kan stadig høre svitselyden fra det yderste af min lillefinger. Såret er helet, men den smertelige 
erindring hænger ved.   

Ild kan forandre, men man skal passe på ikke at få vabler under fødderne hvis jorden brænder. Uanset om ilden skulle være bestilt og betalt af ens arbejdsgiver, for at ryste medarbejderne sammen som sådan. 

Måske skulle DR’s generaldirektør arrangere en frisk lille indendørs 
Firewalking for bestyrelsen, direktionen og Folketingets Kulturudvalg i 
Koncerthuset, mens resterne af symfoniorkestret spiller vårofrende vanvidsmusik? Mon ikke det kunne få dem til at oppe sig, så de ikke
ofrer både barn, badevand, badekar og badeværelse på 
middelmådighedens alter?  

Næh, må jeg i stedet bede om den skønneste krans, et glødende blik og et glas kølig Gewurztraminer.

Så er jeg klar til min helt egen personlige sanktvejtsdans.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s