Dunk! Dunk!

En kvinde begravet i sand, kun overkroppen er fri.
Fanget i et ørkenlignende landskab.
Alligevel virker hun påfaldende upåvirket af situationen.
Hun har stadig orden i sit liv.
Hun har sit spejl, sin hårbørste, læbestift, neglefil og andre ting.
En pistol.
Så længe hun kan gennemføre en daglig rutine, en velkendt procedure, trues hun ikke af det skæbnesvangre, overordnede faktum at hun sidder fast.
Vi mærker i hvert fald ingen reaktion hos hende.
Kvinden befinder sig oppe på scenen.

Min mor og jeg er i teatret.
Stedet er Bristol Teatret på Strøget, året er 1978.
Stykket er Samuel Becketts klassiker, Glade Dage.
Hovedrollen spilles af Lily Weiding, hvis lyse, sprukne stemme og let skrøbelige gestik er med til at underminere Winnies postulerede uforanderlighed, der virker stærkt provokerende på os i salen

Hvordan kan Winnie dog være så rolig?
Forstår hun da ingenting?
Er hun rigtig klog?

Dunk! Dunk! Mor kan ikke sidde stille. Hun er ramt. Hun sparker til sædet foran, som heldigvis er tomt. Mor er med. Hun kommenterer stykket. Hun giver Winnie gode råd, forgæves, og det er svært at finde sig i når man er 53 år og stadig fuld af fest og farver. Jeg er selv lige fyldt tyve.

– Ta’ og skyd dig selv!, halvt lér og halvt grimasserer hun op mod scenen.
Det er pinligt, synes jeg.

De andre i salen hvisker sammen, nogle fniser lidt. Måske er mor et velkomment afbræk, i et stykke de ikke rigtigt forstår. De fleste er her måske kun fordi stykket er med i den ’billetpakke’, som man dengang var nødt til at købe for at få rabat, og som også indeholdt det lystspil, de langt bedre kan lide. Dette tunge, symbolske drama er ikke lige dem, fornemmer jeg. De har pænt tøj på, og er måske ankommet i en sød beruselse, efter en god middag på restaurant. Og de går jo så sjældent ud. Børnene. Pengene. Tiden. De er ikke klar til at gå ind i Winnies og Becketts verden. Ikke i aften. I morgen.

Lily Weiding reagerer tilsyneladende ikke på mors medleven. Ikke mærkbart, i hvert fald. Hvad ved jeg om pauseringer, om hun må ændre rytmen, musikken, jazzen hos Beckett. Men hun må da høre det? Pudsigt nok er hun og mor jævnaldrende.

Jeg har det ikke godt.
Mors opførsel gør mig utilpas.

Dunk!

– Hold nu op!, hvisler jeg sammenbidt og ser mig omkring.
Jeg er dobbeltprovokeret, og har det hårdt med både at skulle klare Winnies selvbedrag og mors næsten selvfølgelige reaktion oven i.

På få år har mor mistet sin mand, sin mor og sin elskede lillebror, hendes eneste søskende. Jeg har mistet min far, men har rigeligt at gøre med at holde sammen på mor, som midt i sorgen arbejder hver dag med sygdom og død i sit hjemmehjælperjob.

Vi rammes begge af stykkets absurditet. Jeg analyserer, mor reagerer. Hendes reaktion er sikkert den sundeste på lang sigt, og jeg bliver helt flov over at fordømme hende. Hvor mange gange har jeg ikke siddet som tilskuer, og savnet engagement og dynamik både på scenen og hos de andre publikummere? Hvor mange gange har jeg ikke i mit stille sind drømt om at ruske i spillerne, og spørge om de spiller for sig selv, eller om de vil mig noget? Om jeg hellere skal gå hjem, så de kan passe karrieren i fred?

Eller drømt om at spillerne pludselig stopper midt i stykket, og spørger ned i salen om publikum er ligeglade, siden man ikke kan mærke på scenen, at der er andre til stede?

Publikum er ofte fri for at blive ramt af andet end trangen til at fnise og klappe. Ofte er de mere interesseret i skuespillerne end i selve stykket. Jeg har oplevet fremragende angreb fra scenen blive pareret af et uinteresseret publikum. Der er jo kaffe bagefter. Night caps. Vi er her for at more os, og har betalt for det.

I anden akt er Winnie sunket dybere ned i sandet, så hun nu kun har hovedet fri. Alligevel fortsætter hun med at tale sig selv væk fra erkendelsen af det uomgængelige. Gennem hele stykket har hendes ørkesløse mand siddet i baggrunden med ryggen til, uden at mæle et ord. Højst et grynt.

Dunk!

– Mor, altså!
– Ja, ja…!

Det lykkes mig til sidst at få dysset og tysset hende ned, selvom det egentlig byder mig imod. Er det ikke netop det her, dramatikeren, instruktøren og spillerne ønsker sig mere end noget andet? En reel, gedigen, saftig og uartig reaktion? Noget, der forbinder fiktionen med virkeligheden? I nuet?

Enten er mor en bedre teatergænger end mig, eller også havde vores middag forinden været lidt for opbyggelig.

Dunk!

– Ha, ha…!
– MOR, for fanden!

Winnie: – Og nu?

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s