Fifteen Love

Med en stor klump i halsen meddelte tennisspilleren Kenneth Carlsen 
tidligere i dag på et pressemøde i Kløvermarkens Tennisklub på Amager, at han til oktober stopper sin femten år lange karriere.

34-årige Carlsen har nået gode resultater i årenes løb, med tre flotte ATP-turneringssejre og en samlet præmiesum på 16 mio. kr. samt sponsorindtægter.

For mig betyder han noget helt specielt.

I 1991 blev jeg ansat som reporter på TV 3 Sporten i London, da den svenskejede tv-kanal delte signalet i tre: TV 3 Sverige, TV 3 Norge og TV 3 Danmark.

Med ganske få medarbejdere skulle vi hu hej bygge en dansksproget sportsredaktion op, og vi havde masser af tunge sportsrettigheder: engelsk og italiensk topfodbold, golf, boksning, NFL, ishockey og tennis.

Min første større opgave som reporter var at flyve til Portugal, sammen med en dygtig svensk filmfotograf, Bo. Vi skulle uddele den ene af TV 3 Sportens to Talentpriser til en lovende yngling.

Og jo…det var såmænd Kenneth Carlsen, som skulle til at begynde sin 
opstigning på ranglisten, via Satellit-turneringer rundt om i Europa.

Bo og jeg landede i Lissabon, lejede en bil, og kørte ned til 
Algarvekysten for at finde den danske opkomling. 

Vi fandt ham på et halvtomt hotel i Albufeira – og lavede et interview på en forblæst 
terrasse hvor en kølig forårsbrise fik ham til at fryse så voldsomt, at hans 
stemme dirrede lige så meget som ved afskedspressemødet seksten år senere.

Men dengang lavede vi nogle optagelser på en nærliggende tennisbane, hvor Bo (med kameraet på skulderen) skulle lade som om han spillede 
mod Carlsen, blive passeret af en lige baghånd, og derefter gå op til nettet og takke for kampen, efter at have tabt den afgørende bold.

Det fungerede faktisk efter hensigten. Carlsen spillede rollen fornemt, 
kiggede lige ind i linsen, takkede for kampen og fortsatte, i billedet, langs nettet og hen til den ventende reporter.

Jeg overrakte ham blomster og checken på 10.000 kr.
Den dag begyndte hans og min professionelle karrierer på en måde 
samtidigt. Han var 17 år, og skulle året efter i gang med Challenger-turneringer som Senior. Alt, hvad han i interviewet drømmer om, gik i 
opfyldelse. Han blev det længe savnede lokomotiv i dansk tennis.

Jeg har så ikke just tjent en million kroner om året, lissom Carlsen har 
gjort siden da, men han har så også virkelig knoklet sig til hver 
eneste fuldt ud fortjente øre. På den måde var talentprisen jo velanbragt.

Havde jeg fået lov at fortsætte på TV 3 efter 1997, så havde jeg nok også tjent en god hyre på årsbasis.

I dag siger Kenneth så tak for denne gang, og han håber at kunne fortsætte i en eller anden funktion i det miljø som har betydet så meget for ham, efter eget udsagn.

Jeg har for nylig søgt et opslået job som fodboldkommentator på TV 2 
og VIASAT’s nye sportskanal, TV 2 SPORT. Efter kvitteringen for 
ansøgningen har jeg ikke hørt mere fra dem, og det regnede jeg for så
vidt heller ikke med. Men da de ligefrem skrev at dokumenteret erfaring ville tælle ekstra, kunne jeg simpelthen ikke nære mig. Der er nemlig 
ikke ret mange med en portefølje som min, lige på dét specialområde. 

Kenneth Carlsens ungdomskælenavn i tennismiljøet var vistnok Kylling.
Så må jeg være have været tv-sportsjournalisternes Struds.

Jeg har hele programmet med Carlsen-indslaget på vhs-bånd.
Sportssøndag på 3’eren fra søndag 22. januar 1991, hvor jeg i øvrigt fik min debut som fodboldkommentator: Arsenal-Leeds, FA Cup 3.rd.: 0-0.

Carlsen er velkommen til at besøge mig her på Bjerget, hvis han vil se sig selv som ganske ung igen. Så spiser vi jordbær og drikker champagne.
Hvis han gi’r! 

PS. Den anden Talentpris forresten gik til svømmeren Mette Jacobsen.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s