Med horn og blink op på fortovet

På Aker Sykehus i Oslo kaldte portørchefen mig Danske Hansen.

Året var 1980 og jeg havde været ansat som portørvikar i et par måneder.

I begyndelsen havde jeg kørt rundt i kældergangene med beskidt vasketøj – skittentøy – og jeg havde hentet patienter til og fra Røntgen.
Nu skulle jeg være assistent på en af sygehusets patienttransportbiler.

Bilen var fuldt udstyret som en almindelig ambulance med blåt blink og horn, hidsige farver og genoplivningsudstyr. Den blev dog udelukkende brugt til hospitalets interne og eksterne patienttransport. Udstyret var der for at man kunne sætte farten op, hvis en patient skulle få en krise undervejs.

Jeg skulle sidde inde hos patienten og se glad ud – og måske holde i hånd, hvis der var brug for det. Det var mest ældre mennesker vi kørte med. Jeg måtte ikke selv køre bilen, selv om jeg havde dansk kørekort. Det var jeg ganske ligeglad med at jeg ikke måtte, men det undrede mig alligevel.

Min overordnede portørmakker, Sjåføren, havde jo en videreuddannelse, som gjorde ham i stand til at yde avanceret førstehjælp, og jeg tænkte ofte på hvad man egentlig havde tænkt sig vi skulle gøre, hvis patienten fik et hjertestop eller lignende? Jeg havde nemlig ingen uddannelse i førstehjælp, og hvis jeg ikke måtte køre bilen…hvordan skulle vi så lissom kunne hjælpe vores patient?

Heldigvis opstod dilemmaet ikke i den tid jeg var sykebilassistent, men hvis problemet var opstået havde jeg selvfølgelig kørt bilen, regler 
eller ikke regler.

Vi rullede for det meste bare adstadigt rundt i Oslo og hentede og bragte patienter, og det gik helt fint. Vi kørte også med døde patienter (kaldet: Morser) til og fra afdelinger og kapeller, og det var jeg ikke bleg for…til mine kollegers store skuffelse. Det var ellers den store manddomstest for nyansatte, men jeg er sgu mere bange for hvad levende mennesker kan 
finde på…  

Der var også en tredje opgave, nemlig at transportere blod til og fra hospitalernes blodbanker – og det var ind i mellem noget der skulle gå stærkt. En dag blev vi kaldt til Blodbanken på vores eget sygehus, og fik besked på straks at køre til Ullevaal Sykehus med blod til en patient på operationsbordet. Det hastede…meget!

Vi styrtede ud i Volvoen, satte horn og blink på da vi nåede ud fra hospitalsområdet, og så ellers: Sømmet i bund! Udrykningshornet skiftede mellem at hyle op-og-ned med én lang ubrudt tone, og brøle med en enormt irriterende og særdeles effektiv hakkende lyd.

Min makker driblede ambulancen hurtigt og sikkert rundt i Oslos tætte trafik, mens jeg holdt godt fast i termokassen med blod. Flere gange oplevede vi, at bilister tilsyneladende ikke bemærkede at vi skulle forbi dem…selv om vi lå lige bag dem, og blinkede og hylede det bedste vi kunne!

Måske hørte de høj radio eller musik?

Når de så e-n-d-e-l-i-g fik øje på to vrede ansigter i deres bakspejl, så kastede de skamfuldt bilen til enten højre eller venstre, uden at se sig for! Den manøvre var livsfarlig, simpelthen! En enkelt gang brugte vi fortovet for at komme indenom en bilkø, og da sendte jeg en tanke til min familie i Danmark og til min norske kæreste, Ã…se, der var på arbejde. Jeg frygtede at hun var ude at gå en tur på et fortov i nærheden af ruten, men min makker kørte godt.

Da vi nærmede os Ullevaal aftalte vi, at han skulle tværstoppe lige foran indgangen til Blodbanken, og så skulle jeg skynde mig op med den dyrebare last. Inden bilen holdt stille var jeg hoppet ud. Jeg vidste at Blodbanken lå på 12. etage i den høje bygning.

Og hvad ser jeg som det første til min store panik: Ingen ledig elevator!

To af dem var optaget af sengetransport, hvilket betød at døren sad i hak på een eller anden etage, så det kunne tage både ti og tyve minutter.
En var under reparation og ude af drift.
Den sidste var I Fart, men jeg kunne se der holdt nogle madvogne, så det kunne også tage meget, meget lang tid.

Der var kun een ting at gøre…trappen!

24-årige Hansens lårbasser og lægge var trænet til den udfordring, efter ca. 18 års fodboldtræning i Gentofte-Vangede Idrætsforening, og et utal 
af kampe. Da jeg nåede op til blodbankens reception var jeg totalt syret til, og min vejtrækning havde det værre end den patient med kun een lunge, som jeg blot få dage før havde mødt på Røntgen, hjemme på Aker Sykehus.

Sveden spulede af mig (det var en varm dag i forvejen) og jeg glemmer aldrig den mand, der skulle modtage blodet. Han så næsten uinteresseret ud og var fuldstændig cool.

Jeg nærmest skreg: – Jeg kommer med blodet fra Aker!

Han løftede det ene øjebryn en halv millimeter, og sagde at det da var fint nok. Så tog han termokassen som om det var hans egen madpakke, og at han vidste, at der var de samme seks myseostemadder i den som altid. For mig var det et enormt antiklimaks at han virkede så uengageret, men måske var han bare en meget professionel type som ikke ville lade følelser påvirke hans koncentration og overblik.

Han tjekkede meget nøje de papirer jeg havde med, sammenlignede dem med sine egne på bordet, og så gik han laaangsomt ud af døren med termokassen…sikkert hen til operationsgangen.

På vej hjem til Aker fik jeg en reaktion. Jeg rystede over hele kroppen.
Dagen efter fik vi besked om, at det var godt vi havde skyndt os.
Den patient som havde akut brug for de mange portioner blod, havde overlevet. Da blev jeg glad og stolt.

I dag er jeg bloddonor på Bispebjerg Hospital, og jeg bor lige over for indkørslen som ambulancerne bruger.

Der kommer mindst 10 hylende biler hver dag.
Jeg gider ikke engang løfte blikket.
Den drengedrøm har jeg udlevet.

For der var jo også dengang, jeg som 17-årig fulgte med i den ambulance, som med udrykning kørte min far til hospitalet med en fatal blodprop i hjertet.

Men det er en anden historie…

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s