Hold mig i hånden til sidst

Min far døde da jeg var 17 år.
Det var en ret dramatisk oplevelse en forårsmorgen i april.
En mandag.
Han var 65 år.

Om fredagen havde vi spillet Piratbridge, og far havde været i et usædvanligt festligt humør. Han jokede og smilede, og jeg optog seancen på min lille kassettebåndoptager. Den flaprende lyd når han blandede 
kort gik meget tydeligt igennem, kan jeg huske, men om lørdagen slettede jeg båndet til fordel for noget popmusik.

Jeg kunne jo ikke vide at min far ville dø om mandagen, vel?

Han blev dårlig i løbet af natten til mandag.
Den tilkaldte læge sendte straks bud efter en ambulance.
Jeg regnede helt sikkert med at far nok skulle klare den, for det havde han gjort alle de andre gange, med blødende mavesår, åbent kraniebrud, kompliceret skulderbrud, små blodpropper osv.

Jeg var ikke forberedt på at noget slemt kunne ske, og så havde jeg jo min mor i baghånden. Min søster var for længst flyttet hjemmefra og havde sin egen familie og var 29 år.

Mor var hjemmehjælper, og da ambulancen kom til rækkehuset hvor vi boede tog hun den beslutning, at jeg kunne følge med til sygehuset.
Så ville hun lige skynde sig hen til et par af de gamle, der sad og ventede på at hun kom og gav dem omsorg og pleje på det faste 
klokkeslet. Mor havde nemlig disciplin.

Hun tog sin røde hjelm og sit gult-blåt-hvide Tottenham-halstørklæde på, og cyklede sin røde Puch Maxi i gang. Jeg satte mig ind i ambulancen ved siden af chaufføren.

Mor ville komme senere, sagde hun.
Det løfte holdt hun.

Jeg prøvede at dæmpe min glæde over at sidde lige dér, hvor en rask dreng gerne vil opholde sig. I en ambulance med skrigende farver omgivet af rare falckreddere, der siger beroligende ting, medens vognen tager hjørnerne på to hjul og får alle andre trafikanter til at kaste sig til siden. Det var en indvirken på omgivelserne som jeg normalt kun kunne drømme om. Jeg nød det.

I kabinen bagved arbejdede den anden falckredder med min far, og han fik chaufføren til at varsko sygehuset om at min far ikke havde godt.
Det bekymrede mig ikke det fjerneste.
Min far var jo udødelig.

Efter ankomsten rullede de ham hurtigt ind på Modtagelsen.
Han havde iltmaske på, så jeg, og syntes det var noget pjat.

Jeg blev placeret alene i et såkaldt Skyllerum.
I flere omgange kom en ældre læge ind og spurgte om jeg vidste hvor min mor var. Jeg sagde til ham, at hun var på job som hjemmehjælper, i samme kommune som hospitalet.

Lægen så meget alvorlig ud, og det undrede mig – for han sagde at min far så ud til at klare det. Enten har han sagt det, han håbede på – eller også fejlhørte jeg ham. Et erindringsbillede om at lægen stod og fumlestoppede en pibe, kan nok heller ikke passe, men sådan husker jeg det, og dengang var rygning jo ikke så forkætret som nu.

Jeg havde en James Bond hoppebold af massivt gummi med. Den sad jeg kastede jeg op på fliserne.

Der gik laang tid.

Så svingede lægen døren op igen og sagde, nærmest henkastet, at nu var min far altså død, så nu måtte vi have fat i min mor.

Det undrede mig stærkt, at min far pludselig kunne være død, når han ifølge den selvsamme læge lige havde klaret den.
De modstridende meldinger gjorde at jeg ikke reagerede følelsesmæssigt i første omgang, tror jeg.

Desuden havde jeg endnu ikke mærket nogle konsekvenser af at han ikke levede mere. Jeg havde endnu ikke mistet noget i mit liv, selvom min far lige havde mistet sit, på grund af en blodprop i hjertet.

Jeg skulle først til at miste og mangle nu.

Det er lidt af et stemningsskift først at sidde i en hylende ambulance, og 
så kukkelure mutters alene i et hvidt skyllerum i en halv time/tre kvarter, uden andet selskab end en massiv gummibold og nogle stativer 
med fade og skåle i rustfrit stål.

Jeg kan måske godt undre mig nu over at de lod mig sidde der alene.
Men sådan var metoden åbenbart i 1974.

I samme sekund jeg trådte ud på gangen, blev dobbeltdørene ind til afdelingen smækket op med et brag – og min mor skred stortudende ind på scenen iført sin hjemmehjælperuniform og sin røde 
styrthjelm i hånden.

Det var ren opera.
Kæmpestore følelser af afmagt, sorg, bestyrtelse og vrede.
Wagnersk.

Hendes reaktion var så kraftig, at jeg omgående glemte alt om mine egne følelser. Jeg fik et chok over hendes reaktion, i stedet for at forholde mig til min fars død. Pudsigt at det ikke faldt hende eller andre 
ind, at jeg måske også skulle kunne være ked af det.

Jeg forvandlede mig på stedet til hendes hjemmehjælper og støtteperson, og det fortsatte stort set til hendes død 31 år senere på det samme 
hospital.

Det skete midt i maj, og jeg blev vækket af telefonen kl. 04:45 af en læge fra intensivafdelingen.

Han sagde at det nok var bedst at jeg stod op og kom derhen, fordi min mor havde fået et tilbagefald og ikke så ud til at kunne kæmpe imod denne gang.

Hun var 79 år og havde været syg i nogle år, både med kredsløbet og senest med nyrerne. Nu gik den ikke længere. Jeg ringede og vækkede min storesøster, og hun ville også tage af sted.

Man gør mærkelige ting i de situationer hvor livet taler med store bogstaver. Min søster kørte for eksempel i bil lige forbi min bolig og kunne snildt have taget mig med. Men det tænkte ingen os på, fordi hele vores opmærksomhed var hos vores lille mor, der lå i sengen med alle apparaterne og lydene og de lige så mange sygeplejersker, læger og hjælpere.

Jeg tog den allerførste morgenbus, men måtte alligevel gå et pænt stykke fordi buslinjerne ikke passede sammen. Undervejs tænkte jeg på dengang med min far, men min mor lå på Intensivafdelingen – og ikke på Modtagelse.

Mors død blev langt mere fredelig.

Min søster og jeg stod omkring hendes seng.
Klokken var kvart over seks og udenfor skinnede solen.
Lægerne skruede langsomt ned for de mange medikamenter, der hjalp mors system til lige nøjagtigt at cirkulere. Hun var ikke ved bevidsthed og selv om hun så ret medtaget ud, så var hun rolig og så fredfyldt ud.

Min søster og jeg sagde søde ting til hende, og roste hende for at have kæmpet så flot i alle de år. Vi gav hende små kram og vi holdt både hende og hinanden i hånden, da hun udåndede.
Slutningen virkede helt naturlig og udramatisk.
Hun havde ikke mere livskraft, og jeg havde en stærk følelse af at nu fik hun endelig fred for alle lidelserne.

Hun var en fantastisk livsfighter, og jeg bliver helt udmattet bare af at tænke på hvor meget hun har slidt og slæbt for mig og min søster og min far og, i barndommen, sin lillebror – som mor tog meget ansvar for.
Min mormor lå nemlig på hospitalet i det meste af min mors opvækst.

Det er selvfølgelig underligt at blive forældreløs, og når det sker kommer det bag på en. Men det er sådan det skal være. Man skal miste sine forældre, når de bliver gamle eller deres kroppe ikke kan mere.

Jeg savner min mor, og hendes hybridnet og de mange småbeløb – og de store beløb – og hakkebøfferne og hyggestunderne. Men jeg mærker også en dyb glæde ved at hun fik fred for sine smerter. Dem havde hun ikke fortjent.

Så kan jeg i stedet glæde mig over det liv jeg har, eller kan få.
Jeg kan glæde mig over hvor livsduelige alle verdens børn ser ud til at være. Når foråret kommer er det hver eneste gang en ny verdensfødsel. Livet vinder over døden – også selv om det kan gøre lidt nas, når knopperne brister. Og begge mine for
ldre døde jo om foråret.

Min datter ser strengt på mig, og siger at jeg ikke må dø.
Jeg plejer at berolige hende med, at det har jeg ingen planer om foreløbig – og da slet ikke så længe fodboldsæsonen er i gang.
Desuden er jeg alt for glad for hende og hendes storebror til at ville gå glip af noget som helst.

Men jeg tilføjer vist også meget stille og roligt, at hun jo kan se på mig at man godt kan leve videre, selvom man mister sine forældre.

Selvfølgelig skal jeg dø, og i modsætning til Woody Allen har jeg tænkt mig selv at være til stede når det sker. Mit eneste krav er at de har hybridnet på det hospital jeg ligger på, og at de har et lager af friske James Bond-bolde. Så kan jeg ligge og kyle dem op ad væggen, medens jeg venter på at min tid er ude.

Og hvis det trækker ud så kan mine besøgende få en bold, finde et skyllerum, og øve sig lidt. Det er jo ret ømfindtligt apparatur, der er på en intensiv sengestue.

Men så til sidst er tiden endegyldigt inde og min ude.

Det er livet.

Man dør af det, men livet som sådan er livligt.

Kommentér

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s