Monthly Archives: juni 2007

Kæmpestor Kæmpepingvinsensation

I dette øjeblik meddeles det, at peruvianske kæmpepingvineksperter i Peru, har oplyst, at man i Peru har fundet fossile rester af en kæmpestor tropisk
peruviansk Kæmpepingvin.

Den skulle efter sigende have været halvanden meter høj og have haft et enormt næb, og et kæmpestort kranie som i sig selv er en kæmpesensation.

Næbbet skulle være to gange længere end kraniet, og selv om det er cirka 36 millioner år siden Kæmpepingvinen lagde sig ned for at tage sit livs morfar, er det rart at få klarlagt hvordan landet lissom ligger, med hensyn til de mange lange tropiske kranier man længe ikke har vidst noget sådan 
mere præcist om, i hvert fald ikke når det gælder Kæmpepingvinens 
kæmpestore tropiske krydderbolle.

Er du med, Fru Kejser…eller skal du med ud og dykke?

Og hvad hedder du så??

I dette øjeblik meddeles det, at ægyptiske egyptologer har oplyst, at man mener at have fundet Hatshepsuts grav, nede i krypten i Gypten.

Den senere så berømte forhenværende dronning, regerede Egypten fra 1503 til 1482 før vor tidsregning, dvs. lang tid før Rygeloven blev endeligt vedtaget.

Hatshepsut!

Hendes amme hed forresten Sitre In.

Er du med, Fru Sfinksen…eller skal jeg stave det for din mand?

Hjemmelavet stuedue i vildvin

Opskrift. Man tager en halvanden værelses lejlighed på første sal, og lader den marinere i tung storbydunst i tyve-tredive år.

Så lader man en vildvinsranke vokse sig lang og tyk, og snurre sig rundt om stolperne, der går fra altanhjørne til altanhjørne og dermed bidrager til at holde lidt sammen på det hele som sådan.

I det sommerlige vildvinsvildnis lader man et duepar bygge rede på et par af de stærke rankegrene, som rækker udad fra altankanten.

Når så Beboeren uforvarende og intetanende åbner altandøren, mens duemor ligger nok så fornøjet og ruger på æggene, så flapser fuglen rædselsslagen ind i stuen og tæsker storskidende rundt fra væg til væg.

Det skal lige nævnes at Beboeren meget sjældent bruger altanen, så duen får et chok da døren bliver flået op, og den arme fugl når hverken at tjekke flyveretning, vindforhold, flaps eller øvrig trafik.

Beboeren havde høj musik i øresneglene (nede på Ringvejen buldrede myldretidstrafikken i forvejen), men han bemærkede godt nok et eller
andet baskeri bag sig, på vej ud med den støvede plaid som skulle rystes. Det er dog først idet han vender sig, efter at have blafret med 
det blå tæppe ud over altankanten som om han vil have hele huset til 
at lette, at han forstår hvad der er sket.

Ved synet af den panikslagne due inde i stuen, er han meget tæt på selv 
at komme galt afsted nedover, men han strammer buks og klemmer 
sammen så godt han kan. 

Han prøver intenst at genkalde sig tiden som patruljeassistent i Det Frie 
Spejderkorps, med særligt henblik på dengang han en tidlig morgen i halvfjerdserne var centimeter fra at nikke et vildsvin en skalle, da han på en sommerlejr i Harzen skulle ud at tisse, lynede teltdøren op og stak trynen ud i naturen.

Og kan man klare et vildsvin som 15-årig, kan man for pokker vel også klare et svinende vildvinsdyr som 47-årig. Ergo bider han sig selv hårdt i 
kinden (indefra) og tager mod til sig. 

Han får fuglen, som har taget time out i vindueskarmen, gelejdet ud til 
de ængstlige unger i reden. Han bruger timevis på at gøre rent, og 
sværger at der aldrig igen skal bygges fuglereder i hans altanranke.

Han sprøjter vand i hovedet på duerne, når de sidder lidt for længe på
de gode grene sommeren derpå. Han klipper sågar de gode grene af.

I to år lykkes hans taktik, men i sommeren 2007 tager duerne fusen 
på ham og bygger rede lige nedenunder hans altan, så han ikke opdager
det.

Og da han i forgårs skulle lufte tæppet igen (to år går hurtigt, ikke sandt)
var det tæt på at gå galt igen. Men denne gang flygtede duen udad og satte sig over i bøgetræet.

Beboeren anede intet om reden, men kunne ved nærmere eftersyn se lige 
ned i den, på fem bittesmå dunede og helt nyklækkede unger.

Så nu får de lov at være i fred. Man kan tydeligt se duemor i reden fra stuevinduet. Hun sidder dér med sit lille dumme runde øje, og holder 
meget nøje udkig hen mod altandøren.

Beboeren spekulerer på, om det her er hævn fra alle de mange gange hvor hans skøre datter har jagtet uskyldige duer på Rådhuspladsen
og Hovedbanegården, og alle mulige andre steder, selv i udlandet.

Måske.
Men lad nu de små duebørn være.
Herregud.

Bare de bliver ude i naturen…og ikke søger om duelighedstegn indenfor.

Ellers kan der hurtigt findes på spændende variationer af Coq Au Vin.

Alt for privat…

Mit første forsøg på at få et udvalg af blogtekster udgivet i bogform er 
strandet, på grund af manglende tiltro fra forlagets side til at der kan være økonomi i et sådant projekt.

Meget ærgerligt.
Jeg trænger sådan til at udkomme.

Ifølge afslaget er mine blogtekster så dagbogsagtige og private, at mulighederne for afsætning ikke er tilstede.

Jeg havde sådan håbet at forlaget ville udnytte muligheden for at komme først med en blogroman [en såkaldt blook] fra en mandlig blogger – men afsætningsmulighederne havde nok været bedre, hvis jeg havde været en mandlig blotter.

Måske er der kun salg i blogtekster hvis indholdet er pirrende pikant og afsenderen tilstrækkelig afsættelig. Eller også er sandheden den helt enkle 
at jeg bare ikke skriver godt nok. Det er jo den følelse jeg sidder tilbage med.

Nå.

Videre! 

Himlen efter regnen ved bålet

Betragter månens bue!
den er kun halv at skue
og er dog hel og rund.
Så er vel flere sager,
som nu vort hjerte vrager,
fordi vi halvt dem skue kun.

Hvor rolig jorden hviler
bag nattens slør og smiler
så mild og sommervarm,
ret som et stille kammer,
hvori al dagens jammer
forglemmes skal i søvnens arm!

(Tekst: Matthias Claudius, 1783)

Aftensalmen ‘Sig månen langsomt hæver’ blev første gang udgivet i Matthias Claudius’ eget tidsskrift Wandsbecker Boten under titlen Der Mond ist aufgegangen. Salmen blev oversat til dansk af Carsten Hauch i 1838.

I dag er det Johannes Dyppers fødselsdag

Hvor gammel Johannes Døberen sådan helt præcist bliver, ved jeg måske ikke sådan lige på minuttet, men det er jeg vist ikke ene om. 

Pyt med det.
Vi fejrer Skt. Hans i dag og endnu mere i aften.

Sjovt nok er Sankt Johannes skytsengel for de sindssyge.
I Roskilde, eller rettere på Skt. Jørgensbjerg, ligger Sanct Hans Hospital for Afsindige, Pestsyge samt Folk, der lider af andre smitsomme sygdomme.

I 1908 købte Københavns Fattigvæsen ‘Bistrup Hovedbygning’ og indrettede en ‘lemmestiftelse for sindssyge, invalider og fattige’. Siden da er sindslidende fra hovedstaden blevet indlagt på Sanct Hans, som var det første egentlige behandlingssted for sindssyge i landet.

Stedet hed Roskilde Amtssygehus Fjorden i mange år, men efter amternes nedlæggelse har det fået sit oprindelige navn tilbage: Sct. Hans Hospital.

Jeg boede en kort overgang (1999-2000) på Sankt (nej, ikke Hans) men Skt. Jørgensbjerg, i Asylgade. Ofte gik jeg lange ture i området og tit gennem det meget store grønne areal, som Sanct Hans består af.

En dag gik jeg på et fortov, netop på Sanct Hans, og hørte ‘Sprogminuttet’ på min lille lommeradio med ørepropper. Dagens emne var, hvordan nogle mennesker blander ordsprog og vendinger sammen:

Et skud på tasken
Et slag i tågen

Da sprogprofessor Jørgen Lund på sin helt egen knastørre måde sagde de to ordsprog, kom jeg til at grine meget højt og spontant. Så skete der to ting på et halvt sekund. Først blev jeg dødflov over sådan at kæfte op midt på offentlig vej, men så kom jeg i tanke om hvor jeg var:

Her kunne det vel ikke anses for andet end ret “normalt” at sætte i et stort skvaldergrin uden videre? Så jeg gik ufortrødent videre.

I aften skal jeg så spise dagens særligt kraftfulde sankthansurter. Desværre missede jeg at drikke af den særligt stærke dug på græsset i morges. Og så må jeg vel hellere gå hen til et bål, så de onde ikke lander lige dér hvor jeg står.

Til Heklafjeld med dem!

Ild bryder ned og forvandler.
Måske kan selv den værste heks blive til en kvinde som jeg kan tumle, hvis hun lige får en halv time på 2000 grader marineret i sursøde ord?

Tja, måske går den på på Bloksbjerg, men næppe her på bjerget. 
Jeg brændte mig på min ovn for nylig, og jeg kan stadig høre svitselyden fra det yderste af min lillefinger. Såret er helet, men den smertelige 
erindring hænger ved.   

Ild kan forandre, men man skal passe på ikke at få vabler under fødderne hvis jorden brænder. Uanset om ilden skulle være bestilt og betalt af ens arbejdsgiver, for at ryste medarbejderne sammen som sådan. 

Måske skulle DR’s generaldirektør arrangere en frisk lille indendørs 
Firewalking for bestyrelsen, direktionen og Folketingets Kulturudvalg i 
Koncerthuset, mens resterne af symfoniorkestret spiller vårofrende vanvidsmusik? Mon ikke det kunne få dem til at oppe sig, så de ikke
ofrer både barn, badevand, badekar og badeværelse på 
middelmådighedens alter?  

Næh, må jeg i stedet bede om den skønneste krans, et glødende blik og et glas kølig Gewurztraminer.

Så er jeg klar til min helt egen personlige sanktvejtsdans.

Hvordan skal man gebærde sig?

Jeg vil, mens det stadig er dårligt vejr, lige snurre to sure mediesokker rundt over hovedet:

1) Jeg er ved at få spat af TV-Avisens nyhedsvært, Jeppe Nybroe.
Ikke fordi han er dårlig til sit job, men fordi han er alt, alt, alt for god.  Nogen burde sige til ham:
Jeppe, dine tre måneders prøvetid er forlængst vel overstået og vi vil hjertensgerne fortsat beholde dig, så du behøver altså ikke at anstrenge dig helt
så meget mere.
Jeg synes Nybroe præsenterer selv den mindste lillebitte nyhed, som om der netop er sat dato og klokkeslet på verdens undergang.
Måske lider jeg stadig af eftervirkningerne efter Rydningen af Ungeren, hvor Nybroe var direkte på i timevis, og hvor han konstant holdt sig på så potent et energiniveau og brugte så malmfuld en stemme, at jeg hvert øjeblik regnede med at se Ritt Bjerregaard, Ruth Evensen, Knud 
Foldschack, Flemming Steen Munch og VORES KRIMINALREDAKTØR 
CLAUS BUHR, DER LIGE NU SKULLE BEFINDE SIG MIDT I DE MEGET 
DRAMATISKE OG HISTORISKE BEGIVENHEDERS CENTRUM”, tumle rundt i 
en krigerisk gang kluddermor midt på Runddelen. 
Please, Jeppe Nybroe…
Kan du ikke skrue bare en anelse ned for volumen? 
Få lidt dynamik ind i din måde at lægge op og ned til rækken af indslag? 
Schlapp dog lidt off, mand! 
Nyhederne er i forvejen fyldt med skræmmende perspektiver. 
Hvorfor skal du partout råbe sådan op?
Jeg synes ind i mellem du virker som en fodbolddommer, der glemmer
at kampen står mellem to hold, og ikke mellem to hold og ham. 

2) To forskellige kvindelige tv-værter har, uafhængigt af hinanden, udtalt 
‘gebærde sig’ på følgende måde: ‘begærde sig’. De formår endda at 
fastholde, at d’et skal udtales hårdt. Er det mon et af tidens nyeste 
vrøvletegn, i stil ‘ynglings’ isf ‘yndlings’ osv?