Monthly Archives: juni 2007

Miu…miu…miu…miu…

Jeg kan se ham for mig.

Han var franskmand og et af de flotteste mandfolk jeg nogensinde har set. Temmelig høj med langt sort hår, gnistrende blik og atletisk krop.
Det var ikke så underligt at han havde scoret sig en velskabt svensk skønhed.

Hun var naturligt smuk, på den måde at hun ikke gjorde meget ud af sig selv, for det var der ingen grund til. Blå øjne, langt lyst hår, perfekte tænder, harmonisk ansigt, flotte kurver.
Jeans og t-shirt.

De boede sammen hos hende i Sverige.
Det var et par som passede perfekt til hinanden.
Harmonien var udtalt, og lykken bestilt hos forsynet i mange år fremefter.
 
Men nej.

En trafikulykke kom i vejen.
Han fik en hjerneskade, som gjorde ham til det modsatte af en drømmemand i den vestlige verdens gennemsnitlige optik.
Hun var ikke kommet noget til.

Det eneste han kunne (efter meget lang tids sygeleje) var at gå rundt i sit værelse på en genoptræningsinstitution, og sige miu miu miu miu med en tynd og lys stemme.

Tragedien var på en måde dobbelt, idet han havde bevaret en stor del af sin opfattelsesevne, så han udmærket godt vidste hvad der foregik omkring ham.

Han vidste hvad han ville sige, men ordene var væk.
Det gjorde ham bare endnu mere ynkelig i sine egne øjne.
Hun besøgte ham meget og trøstede ham.
Hun talte for dem begge, for han kunne jo kun sige miu miu miu miu….

Jeg kendte dem ikke personligt.

Deres skæbne blev fortalt i en tv-dokumentarudsendelse jeg husker tydeligt, selv om det er cirka tyve år siden jeg så den.

Før ulykken var han en type, der ikke tog imod ordrer fra nogen og mestendels gjorde hvad han selv ville. Hvis han fik lyst til sin kæreste, fik han som regel sin vilje med hende – og hun var bestemt ellers en stolt og fri kvinde, som kendte sit eget værd og satte sine egne grænser. Det, at hun kunne mærke hans stærke begær, gav hende lyst til ham, hvis hun ikke selv lige havde den forinden.

Efter ulykken gik der selvsagt kuk i deres forhold.

Hun elskede ham lige så meget som før ulykken, men han var ikke den samme mand mere. Han var anderledes. Der var intet samliv som sådan.
Kun hendes medfølende og medfølgende kærlighed og hans fortvivlede gentagelser af det samme lille ord.

Man så ham trave frem og tilbage og vente, og når hun kom på besøg blev han både glad og ked af det på samme tid.

Hun prøver at få ham til at forstå et eller andet.
Han rynker øjenbrynene, og prøver at formulere et svar med en lillebitte antydning af protest, men kan kun præstere den samme sørgelige lyd og tøffe et par gange rundt om sig selv.

Til sidst holdt hun op med at komme.
Han ville aldrig få det bedre.
Hun begyndte et nyt liv.

Måske gengiver jeg detaljer forkert, for jeg har ikke set tv-programmet siden dengang, men jeg har en intens erindring af kontrasten mellem hans udstråling før og efter skaden.

Måske på grund af lyden af hans stemme.
Den mindede om små dyreunger.
Hjælpeløse hvalpe og killinger.

Lyden fik mig måske til at mærke hvor meget jeg selv trængte til at pibe og klynke og græde. Men det var jeg jo ikke meget for at indrømme.
Måske bar jeg på en uerkendt frygt for at der kunne ske det omvendte for mig. At hvis jeg viste tegn på svaghed, så kunne jeg som straf miste talens brug og komme ud for en stor ulykke.

Der er gået mindst tyve år siden programmet blev vist.
Jeg kan både tale og bevæge mig frit.
Ind i mellem dukker manden og kvinden op i hukommelsen.

Det skete for eksempel da jeg læste om en stærk og moderne kvinde, der havde ladet sig skille fra sine børns far, fordi hun mente han var en karklud.

I stedet har hun nu fået sig en stærk og rig og selvstyrende kæreste, som hun føler sig meget mindre sikker på, faktisk så meget at hun tvivler på om forholdet kan holde. Han har ikke svigtet hende (for han har ikke lovet noget som helst) og hun tør dårligt nok kræve noget af ham.

De bor ikke sammen, for det er han slet ikke parat til.
Hendes børn er han lidt i tvivl om hvordan han skal forholde sig til.
Hun er i hvert fald vild med ham.
Han er åbenbart noget så vidunderligt ustyrlig.

Ordet karklud triggede min erindring om det svenske par.

Kald mig bare køkkenrulle.

Læserundersøgelse (blæserundersøgelse)

Jeg har aldrig røget og jeg nyder sjældent alkohol.
Sidstnævnte mest for at spare penge, for jeg holder meget af både vin og øl og den slags djævelskab.

For nylig var jeg jo i Malmø til ‘2007 Euro Word Cup’ for forfatterlandshold, og da fik vi gratis øl og vin til alle middagene. Tænk, hvilken fristelse at skænke kølig hvidvin for en trup af danske intellektuelle, to timer før de skal spille landskamp og så endda på en varm sommerdag.

Måske ikke så overraskende at vi tabte 8-1 i åbningskampen??

Nå, men jeg indrømmer at jeg flere gange i de tre kampe, følte mig som en tredages-brandert, når jeg væltede rundt i området foran det fodboldmål, jeg var sat til at vogte.

Ikke fordi jeg var beruset eller havde overhængsproblemer, men fordi jeg i min nuværende kondition, er nogenlunde lige så bevægelig som en 
operationspatient, der har fået for meget bedøvelse.

Midt under den sidste kamp, om lørdagen mod England om 5./6. pladsen, kom jeg i tvivl om hvilken af de to stavemåder man skulle bruge, hvis man helt præcist vil beskrive den måde jeg sejlede hjælpeløst rundt på, som en markeringsbøje uden kost.

Der er nemlig to stavemåder for ordet jeg kom i tanke om, og her er det jeg vil spørge dig hvilken een af dem, du finder mest anvendbar:

Drattevorn eller Dratvorn?

Internt suk…

Jeg må endnu engang beklage, at det ikke er muligt for mig at redigere i kommentarer, som jeg ellers kunne lige indtil Xtra|Blog-serveren blev opdateret for nogen tid siden.

Trods adskillige henvendelser til Fyens Stiftstidendes programmørkorps, har jeg ikke fået andet end henholdende hjørnespark til svar.

Så mine hænder er bundet i den sag, og jeg finder det fælt.

Meget, meget fælt.

Sådan er det.

Hvor meget vejer et ord?

I går cyklede jeg fra Herodes til Pilates (eller hvad det nu hedder) for at få driblet en 978 gram papirbunke sammen, og sendt til Nordsjælland.

Tro mig, hvis din computer ikke er født med tekstprogrammet Word, så kan du få et sjovt liv med masser af motion, og du kan møde en del mennesker som du ikke havde kunnet møde på anden måde.

Mens jeg asede af sted i slalom mellem tordenbygerne, nynnede jeg opmuntrende små sange til mig selv, f.eks. den dér: ‘Først den ene filial, og så den anden filial/atju, atju…og hele vejen ned på Hovedbiblioteket’.

Dér sad jeg så i det store hvide boghus i Hellerup, og forsøgte at 
overføre en halv million bogstaver fra det ene tekstprogram til det andet, og da det endelig lykkedes – ved at cykle hjem og hente min bærbare 
computer og prøve at printe direkte ud fra den, hvilket ikke fungerede, 
men man giver jo ikke sådan bare lige op, og til sidst fandt jeg en løsning – så kom den store skuespiltest.

Der sad vel 10-15 lånere og tappede og dappede på bibliotekets 
computertastaturer, da jeg begyndte at printe de 978 gram papirbunke 
ud. Det tog 10-15 minutter, mindst, og den gentagne, gentagne, 
gentagne, gentagne, gentagne, gentagne, tekniske, klikkende metallisk 
snurrende lyd fra printeren begyndte at irritere tappedapperne, især dem 
med plagsomme myoser.

Derfor afledte jeg opmærksomheden, ved at lade som om jeg ikke havde
noget at gøre med de 156 sider, som maskinen spyede ud – nu med en ekstra knasende og tørfisk-agtig lyd, som kom oven i den gentagne, da jeg måtte lægge nyt papir i printeren.

Det er i-k-k-e let at lægge kopipapir i en printer, mens man lader som ingenting.

Nå, det gik – og jeg pilede hen på posthuset, blot for at blive mødt med 
en meget lakonisk og nøgtern digital sandhed fra vægten. For at nå ned under 1000 gram bogstaver, som koster 35 kroner at sende i 
et maxibrev, måtte jeg tage mindst tre ark ud af bunken.

Det er ikke let. Men jeg gjorde det, og plastic-omslaget fik heller ikke en sommertur til nordkysten.

978 gram.

Det var en lettet beolog som vendte jernhesten mod Bispebjerg.

Nu bliver det så spændende, om der er andet end fysisk lettelse i sagen. 

Du Danske Ommer, Jeg Ælsker Dig…

Kan du huske forleden, da det var sommer og man stønnede i heden?
I dag er det en lidt anden verden som møder ens åsyn.

Lige nu bimser min trettenårige datter rundt på en håndboldbane, et eller 
andet obskurt sted nær Vordingborg, og kaster og griber bolden og får sig lidt god motion –

UDENDØRS!

Hun sms’ede til mig, at de i styrtregnvejr havde spillet uafgjort i den første kamp i morges og vundet den næste.

Ork jo, de var blevet meget våde i tordenbygerne, men nu sad hun skam 
dejligt rart og tørt indendørs, og kiggede på regnvejret udenfor – 

OG VENTEDE PÅ NÆSTE KAMP OM ET KVARTER!

Gys og gisp.

Jeg tror at jeg i ren og skær solidaritet vil vakle ned i Netto og købe dope, uden paraply.

Min lille datter…

UPDATE: De tabte den tredje kamp, gik ikke videre, skyndte sig i bad, ud i bilerne og hjem. Hun syntes det var skægt, siger hun, og jeg tror 
hende 🙂